En verden til forskel: Ørkenblues fra Mali

indsendt 9. jul. 2013 16.42 af Mads Kjær Larsen   [ opdateret 9. jul. 2013 16.51 ]

Stærke albums fra Bassekou Kouyate og Rokia Traoré bærer vidnesbyrd om det plagede Malis unikke musiktradition. Både Kouyate og Traoré har indspillet deres seneste album i skyggen af den islamiske terrorkampagne, der har plaget deres hjemland.

- mkl -
10.07.13
Det vestafrikanske land Mali er for tiden i en uvant rolle som omdrejningspunkt for global opmærksomhed pga. den aktuelle uro foranlediget af islamisk terror og franske styrkers intervention for at genindføre normaltilstande.

Mali er ellers mestendels kendt for noget mere glædeligt, nemlig som en stormagt inden for det man med et lettere misvisende begreb kalder for verdensmusik (som åbenbart er al den musik den angloamerikanske kulturkreds ikke har fantasi til at rubricere og differentiere). 

Mali har en levende og stærkt forankret musikkultur, der strækker sig langt tilbage i tiden. Flere såkaldte musikdynastier med basis i aristokratiske høvdingeslægter er endnu levende den dag i dag, fx er den berømte kora-virtuous (koraen er et strengeinstrument med 42 strenge) Toumani Diabate fra en slægt der spore rækken af kora-spillere ca. 50 generationer tilbage. Den vestafrikanske griot-tradition minder om de gæliske (skotske, walisiske og irske) barder eller de nordiske skjalde: Musikeren er en historiefortæller, poet og mundtlig formidler af traditionen og historien, som har en prominent rolle ved høvdingens/kongens hof. Forskellen er så bare, at den maliske griot-tradition stadig er levende og at embedet fortsat går i arv fra far til søn (som i tilfældet Diabate).

Meget af Malis musik har måske netop opnået anerkendelse og bevågenhed fordi musikken er baseret på en række af de grundformer, man genfinder i den amerikanske blues-tradition, der kan siges at være en videreudvikling af de oprindelige (vest)afrikanske varianter. Kendetegnende er melodiernes ofte cirkulære struktur, der fremmales på kora, guitar eller ngoni.   

Udover Diabate har Mali fostret store verdensmusikstjerner såsom Ali Farka Touré, Oumou Sangare og Salif Keïta, der på forskellig vis er forankret i landets pluralistiske musiktraditioner, der langt fra udtrykker en unison stemme, men fx rækker over adskillige sprog og stammekulturer. 

Tuareg-stammen i det nordlige Mali har været ekstra hårdt ramt af islamisternes fremfærd. Det elektrificerede blues-kollektiv Tinariwen (der i de senere år har opnået stor succes i Vesten) nåede kun akkurat at flygte fra deres hjemby inden islamisterne ankom, bl.a. for at hugge hænderne af formastelige musikere. Heldigvis slap Tinariwen - og med dem talrige andre prominente maliske musikere - med skrækken. 

 

Bassekou Kouyate: 'Jama Ko'

Et positivt udkomme af Mali-konflikten er den aktivistiske modreaktion man kan konstatere på fx Bassekou Kouyates 'Jama Ko', der er indspillet sammen med hans faste backingband Ngoni Ba i hovedstaden Bamako sammen med Arcade Fire-produceren mm. Howard Bilerman.

Ngonien er et strengeinstrument, som bandlederen Kouyate selv mestrer og som på 'Jama Ko' optræder i elektrisk forstærket udgave, hvilket understøtter den stemning af undtagelsestilstand, der præger albummet, der dels er et opråb mod uretfærdighed, men i lige så høj grad er en bøn om tolerance og fredelig sameksistens (der er udførlige noter til albummet på engelsk, der forklarer tilblivelsen af og budskabet bag de enkelte sange).

De fleste af numrene har en fantastisk dynamik over sig, kendetegnet ved et væld af solistiske indslag fra backingbandet samt gæstemusikere og et væld af både mandlige og kvindelige vokalister, heriblandt “Malis gyldne stemme”, Kassé Mady Diabate (på den fremragende, latinsk farvede ballade 'Sinaly'). 

Diversiteten er udpræget fra start til slut: Der veksles mellem det bluestunge og meditativt rudimentære til det melodisk og solistisk intrikate, hvor stemmer og instrumenter smelter sammen i hektiske, men inspirerede mønstre, der sjældent forkludrer udtrykket, men snarere gør det sprællevende.

'Ne Me Fatigue Pas' er fx en fremragende blues-sang om den aktuelle politiske situation tilføjet inspireret percussion og Kouyates malende guitarlinjer med flittig brug af wah wah-pedal, der sparker en ordentlig protest-som-fest i gang suppleret af Amy Sackos vokal. Vreden er også tydelig på Khaira Arbys passionerede vokale bidrag på 'Kele Magni'.

Der hersker i det hele taget en befriende oprømt stemning over 'Jama Ko', som man må formode hænger sammen med de kampe og den undtagelsestilstand, der var en realitet på gaderne i hovedstaden lige uden for pladestudiets lokaler, mens indspilningerne tog form. 

Der er en særlig gnist over netop dette udspil fra en instrumentel virtuos, der synes ansporet af en anspændt nutid og en usikker fremtid. Musikken kanaliserer en særlig energi, der gør 'Jama Ko' mere intens, blødende og nødvendig end forgængerne.

8,7



Rokia Traoré: 'Beautiful Africa'

Rokia Traoré er en singer-songwriter med en række stærke album i bagagen, men hun har ikke givet lyd fra sig siden den fremragende 'Tchamantche' fra 2008. 

Traoré er en vidunderligt ekspressiv sanger, hvis særkende er en indfølt vibrato. Hendes stemmes intonationer er at ligne med en rejse ned ad en flod, hvor vandets små bugtninger hele tiden forskyder perspektiverne og hvor der skiftevis er skygger fra træer, der hænger ud over vandkanten, og spredte solpletter, der spiller i det mudrede vand. 

Det kan godt være, at man ikke forstår hvad Traoré synger, men måden, hvorpå hun skiftevis accelererer ordenes strøm for i næste nu at strække dem ud i en altid nysgerrig udæskning af strofernes muligheder, er sanselig og billedskabende.

Hun har på 'Beautiful Africa' (hvis prosaiske - engelske - titel er mindre velvalgt, da den banaliserer pladens komplekse karakter) allieret sig med producer John Parish, der nok er bedst kendt for sit samarbejde med PJ Harvey. Parish respekterer Traorés rå indlevelse og har blik for den energi og følelse, der kendetegner hendes sange. Der er ikke tale om nogen stor makeover med tanke på et vestligt publikum, hvis man skulle få den kætterske ide.

Når det er sagt, er der en mere rocket lyd over 'Beautiful Africa' end på Traorés ældre udgivelser, hvilket dog ikke mindst skyldes Traorés egen elektriske guitarlyd på albummet, der skaber en decideret muskuløs ramme på et nummer som 'Kouma'. 

Ellers er albummet kendetegnet ved en let og luftig lyd, hvor alle instrumenter står knivskarpt i lydbilledet, ikke mindst trommeslager Sebastian Rochfords iderige, abrupt pulserende percussion spiller en hovedrolle med sin sans for skæv fremdrift. Danske Nicolai Munch-Hansens bas og kontrabas spiller desuden en ikke uvæsentlig rolle: det er som om han lodder sangenes dybde med sit instrument.

Traoré har skrevet en række af karrierens mest umiddelbare og positivt skinnende melodier. Fra det let funky åbningsnummer 'Lalla' over den sprøde, synkoperede 'Sikey', hvis mellemstykkes dybe melankoli er smukt bundet sammen med verset og omkvædets anderledes livgivende karakter (ikke mindst i kraft af de korstemmer, der smyger sig om Traorés leadvokal på udsøgt vis). Den fremragende 'Ka Moun Ké' har en smuk, rislende melodi, der kulminerer i endnu et omkvæd, hvor korstemmer går i dialog med Traoré. 

Anderledes indadvendt og afsøgende er det næsten 10 minutter lange nøglenummer 'N’Téri', hvor Traoré udfolder hele sin stemmes registerrigdom. Selvom man ikke forstår hvad Traoré synger (der er dog engelske og franske oversættelser i bookletten), så rammer hendes tone og skiftevis opfarende og sårbart hviskende vokal med stor emotionel kraft. Traorés enestående evne til at ekstrapolere over en sangs enkle motiver ved at hudflette de cykliske mønstre med bittesmå variationer, demonstrerer hendes komplette overblik som vokalist. Men først og fremmest synger hun fra hjertet, og det gør en verden til forskel.

8,5



 

11 fremragende album med musik fra Mali:

Vieux Farka Touré: Vieux Farka Touré

Rokia Traoré: Tchamantche

Oumou Sangare: Moussolou

Fatoumata Diawara: Fatou

Amadou & Mariam: Welcome To Mali

Ali Farka Touré & Toumani Diabate: Ali & Toumani

The Touré-Rachel Collective: The Tel Aviv Sessions

Salif Keïta: M’Bemba

Tinariwen: Imidiwan

Toumani Diabate: Boulevard De L’Independance

Ali Farka Touré: Savane



Toumani Diabate


Ali Farka Touré


Oumou Sangare


Salif Keïta
Comments