Ekspansiv electronica: Intimitet og stammedans

indsendt 23. apr. 2013 15.30 af Mads Kjær Larsen   [ opdateret 24. apr. 2013 01.55 ]

Med det selvbetitlede debutfuldlængdeudspil fra 2011 etablerede han sig som den fremmeste eksponent for post-dubstep-scenen, men på opfølgeren Overgrown indoptager James Blake et arsenal af nye ideer. Svenske The Knife dyrkes nærmest som afguder inden for den alternative dance-scene. De er tilbage med knap 100 minutters ny musik på deres første album i syv år.

- mkl -
24.04.13
James Blake slår mig som en kunstner, der let keder sig: Hans nye album inkorporerer således klare elementer af både pop, hip-hop, house og forskellige former for R&B-inspirationer. Blake synes ikke så optaget af at beskytte sin signaturlyd, som at forfølge friske impulser. Det skal han naturligvis applauderes for.

Overgrown åbner med titelnummeret, der allerede fra starten slår fast, at Blake i denne ombæring er ude i et musikalsk mere ekspansivt ærinde end på forgængerens mere koncentrerede vision.

Åbningsnummeret bygges roligt op og afslører løbende lag på lag af klaver, bas, synths og vokale repetitioner. Nummeret lyder som en klaverkonciperet ballade, der har gennemgået en genetisk mutation i processen, så slutresultatet er langt fra den oprindelige skitse. Det er netop i vekselvirkningen mellem det klaverbaserede og det elektronisk efterbearbejdede, Blake har sin force.

Dette særkende kommer nok stærkest til udtryk på førstesinglen Retrograde - bygget op om en simpel vokalmelodi, hvor Blakes nynnen forankrer en sang, der er gennemvædet af længsel. Retrograde er et studie i, hvor intuitiv og samtidig forfinet Blakes omgang med de ofte simple musikalske virkemidler, han benytter sig af, er. 

Denne styrke understreges yderligere på sange som To the Last - der ikke ligger langt fra tidens dominerende sovekammer-R&B a la The Weeknd (se også The Knife-anmeldelsen) - hvor Blakes stemme på hjerteskærende maner udfolder sig om kærlighedens inderste væsen - eller på slutnummeret Our Love Comes Back, hvor klavermotivet leder hen til elektroniske lyde og effekter samt en fin brug af andenstemmer. Der hersker en betragtelig skønhed over disse fornemme sange fra en ung mand, der ved hvad han kan, men som samtidig higer efter at vinde nyt terræn.

Sidstnævnte bestræbelse leder dog også momentant Blake på afveje i hans iver efter at levere mere end en blot gentagelse af debutens fastmejslede udtryk. 

Blake slipper ikke ubetinget heldigt fra at inddrage elementer fra hip-hoppen på hhv. Life Round Here og Take a Fall For Me. Wu Tang-rapperen RZA tilfører sidstnævnte en mørk, pulserende vibe - som lyden af et raslende ekko i en fugtig betonkælder. Blake crooner diskret i baggrunden, mens RZA forklarer, at “sex shapes the body, but truth shapes the mind”. Det er et sært miks at sammensætte de to og det virker mere som en akavet tvangstanke end som et naturligt slægtskab.  

Den anden hip-hop-skæring Life Round Here indeholder derimod ikke rap, men er umiskendelig hip-hop via det skumle trommespor, der sidenhen fordrejes til ukendelighed og skiftevis svulmer op og fordufter som i en mørk tågeverden uden faste holdepunkter.

Nummeret DLM er en porøs meditation, der virker stillestående og en kende studentikos uden den elektroniske ledsagelse, som Blake mestrer. DLM er som et skelet uden kød på. Smukt, men fremmedgørende.

Andre steder arbejder Blake videre med den dance, der rumsterede som en klangfuld bund på debuten. Digital Lion (en kollaboration med selveste Brian Eno) drives frem af en sugende baslinje (ikke ulig Andy Stott på dennes glimrende Luxury Problems-album fra 2012). Der er en endnu mere hidsig kant over det efterfølgende nummer Voyeur, hvor digitale trommespor, rumklangseffekter og spøgelsesagtige vokaler skaber en stemning af kognitiv dissonans.

Overgrown er et opdagelseslystent og dynamisk album, der inviterer til fordybelse. Det har sine fejltrin og er ikke så “ren” en lytteoplevelse som debuten, men til gengæld giver det løfter om, at Blake er en langtidsholdbar kunstner med et fortsat stort udviklingspotentiale.

7,7

- mkl -
24.04.13
Uanset hvordan Karin Dreijer Andersson og Oluf Dreijer - alias The Knife - havde valgt at præsentere deres første album i syv år og hvilke mystiske lyde, de havde valgt at fylde det med, ville det nok være blevet modtaget som stentavler bragt ned fra et helligt bjerg.

Det kan skyldes flere ting, men den lange ventetid mellem den nu semi-legendariske forgænger Silent Shout og det nye, 98 minutter lange Shaking the Habitual har selvfølgelig noget at sige. Duoen har desuden kultiveret en særlig mystik omkring sig, der synes kongenialt sammensmeltet med musikkens dragende, stammeagtige karakter - som hedenske processioner af stor kraft.

Søskendeparret har igennem karrieren optrådt med en form for kvasi-anonym fremtrædelse med masker og sære outfits. Anonymiteten som fremtrædelsesform er sidenhen blevet delvist kopieret og effektivt udnyttet af The Weeknd og Rhye, repræsentanter for tidens populære sovekammer-R&B (se også James Blake-anmeldelsen), der henter en del af sine fornemmelser for narkotisk mørke og ulmende begær fra det svenske foretagende.

Det stammeagtige og fortryllende organiske ved The Knife møder øjeblikkeligt lytteren på åbningsnummeret og førstesinglen A Tooth For An Eye, der folder sig ud som en labyrint af lyde, der pisker lytteren ind i en trance af årvågenhed. Bag sværmen af fløjter, klokker og slagtøj befinder dette magiske landskabs sande fortryllerske sig: Karin Dreijer Anderssons raspende, hylende og gurglende stemme, ofte forvrænget til ukendelighed, en ildevarslende, men smuk kontrast til den glimtende, ritualistiske melodis anti-kapitalistiske budskaber (såsom “look at what we’ve got, and those who haven’t: bad luck”).

Hvis A Tooth For An Eye har en form for folkloristisk kerne i sin lyd er der dømt industriel fremmedgørelse på de ni frenetiske minutter, der udgør Full of Fire, der kunne være lydsporet til en gyserfilm, hvor rædslerne mere forekommer som ond inerti end som pludselige, rensende chok. Denne kompromisløse, metalliske verden bebos af en koldere og mindre menneskelig udgave af Anderssons stemme, der udspyr sære budskaber fra kanten af samfundet, der hvor fornuften møder sin grænse (“Let’s talk about gender, baby,” hvæser hun med maskulin kraft), før hun sætter kursen mod det store ingenting.

Mere end noget andet er det Anderssons stemme, der fungerer som en samlende, rød tråd på Shaking the Habitual, der som helhed er et kværnende, robotlignende monster, der veksler mellem det iørefaldende, organiske og sansebombarderende og det aldeles abstrakte, nærmest nihilistiske. 

De sange, hvor Dreijer er fraværende eller kun spiller en mindre rolle, falder næsten alle fra hinanden og er mere desorienterende, tågede og demonstrativt fremmedgørende, end godt er (fx Old Dreams Waiting To Be Realized og Fracking Fluid Injection -  de to numre udgør tilsammen 30 minutters planløs lyd, der nægter at fæstne sig). Det svarer lidt til at være henvist til at høre den samme knirkende dør eller skrigende barnestemme i en evighed. 

Heldigvis er The Knife i store stræk optaget af at engagere lytteren og skærpe vores sanser til det yderste. Der er den eksotiske karnevalstemning på Without You My Life Would Be Boring og den fremragende Raging Lung (der endda har et omkvæd, hvilket ikke just er comme il faut i dette selskab), der slutter ud i en uhyggelig hvisken (“Dig a hole in the backyard and drain the blood”). Her er den dynamiske vekslen mellem poppet umiddelbarhed og ulmende mørk inerti særlig vellykket, fordi de to dele af sangen gensidigt befrugter hinanden og kaster lys over hinanden. Mørket forklarer lyset og omvendt.

Shaking the Habitual må være tænkt som det, den er: krævende, skiftevis summende og dyster indadvendt musik med et ambitiøsniveau, der synes anakronistisk: Hvem har i disse digitaliserede tider tid og lyst til at engagere sig i en maraton-lytteoplevelse, der bl.a. indeholder et 20 minutter langt retningsløst interlude?

Min anbefaling vil være, at man sammensætter sig sin egen udgave af Shaking the Habitual med fokus på de numre, hvor Anderssons stemme skaber en konkret og sanselig magi, der veksler mellem det urovækkende og det inciterende.

7,1

Comments