David Bowie: The Next Day

indsendt 5. mar. 2013 12.04 af Mads Kjær Larsen   [ opdateret 12. mar. 2013 05.33 ]
Det mest imponerende ved Bowies nærmest messiansk ventede comeback er den stemning af spontanitet og ikke-kalkuleret friskhed, der kendetegner det. The Next Day er hverken nyskabende eller specielt sammenhængende, men det er sådan set en irrelevant indvending i lyset af de musikalske gaver, Bowie deler ud af med løs hånd.
- mkl -
05.03.13
“Here I am, not quite dying/ My body left to rot in a hollow tree...,” synger David Bowie på titel- og åbningsnummeret på sit comebackalbum. 

Der var været mange løse antagelser om Bowies helbred oven på den ti års pause fra spotlyset, der fulgte i kølvandet på hans hjerteanfald undervejs på Reality-turneen i 2003/04. Tavsheden fra Bowie (der ellers nok kunne meddele sig i årene op til sit eksil fra offentligheden) fik ligefrem The Flaming Lips til at udgive en sang med titlen Is David Bowie Dying?

Da Bowie totalt ud af det blå udsendte forløbersinglen Where Are We Now? på sin 66-års fødselsdag den 7. januar, gjorde producer Tony Visconti opmærksom på, at den elegiske (Berlin-nostalgiske) sang ikke var repræsentativ for albummets lyd og stil. 

Det viser sig, at manden i den grad havde ret. For ud over dette ene nummer er The Next Day så langt fra lyden af en ældre, statelig og skrøbelig mand, som man overhovedet kan tænke sig.

The Next Day er ret forrygende. Det er ikke Diamond Dogs, Station to Station eller Low - nej (Bowie - eller nogen anden - vil aldrig kunne måle sig med hans 1970’er-repertoire), men det er et klart bedre album end Hours eller Reality og betragteligt bedre end både Earthling, Heathen og Outside

Det er ikke vilde soniske eksperimenter, der er Bowies ærinde på The Next Day. Der er snarere tale om et sprudlende rockalbum med betagende, nærmest manisk veloplagte drejninger og vinklinger af en grundlæggende klassisk formular. Hvis The Next Day minder om et andet Bowie-album, er det måske mest nærliggende at hive Scary Monsters and Super Creeps frem. 

Hvis The Next Day har et indeholdt problem, er det, at i løbet af de 14 sange (afleveret på 54 minutter) er sammenhængskraften og spændingen i fare for at smelte lidt sammen ca. midtvejs, hvor en hel række af relativt enslydende (men bestemt veloplagte i egen ret) rocknumre afløser hinanden uden at flytte værket nye steder hen.

The Next Day - åbningsnummeret - er en hektisk, energisk sag, der lyder som om Robert Fripps klassiske guitarlyd fra Heroes har fundet vej til 2013 i et nummer, der har en Diamond Dogs-agtig apokalyptisk stemning over sig. Bowie lyder virkelig tændt, han spytter linjerne ud som vrede udråbstegn. They live on their feet and they die on their knees,” synger han, mens rytmebunden giver mindelser om Repetition fra Lodger-albummet eller It's No Game fra Scary Monsters.

Dirty Boys vækker en helt anden stemning med sin fremadskridende staccato-rytme. Det er som et stykke krybende funk, der bevæger sig som et døende reptil (ikke helt ulig Fame, spillet langsommere og baglæns?) tilsat et saxofon-parti, der sidder lige i skabet. Bowies stemme tilføjer dramaet: “I will buy a feathered hat/ I will steal a cricket bat/ Smash some windows, make some noise/ We will run from dirty boys”. Der er en New Wave-sitrende energi over Dirty Boys, der gør det til noget af det mest livgivende og cool, Bowie har lavet siden netop Scary Monsters.

Andensinglen The Stars (Are Out Tonight) (husk at se videoen med Tilda Swinton og Bowie som midaldrende forstadsægtepar) er en mere gængs rockballade med “stadion”-lyd. Den kunne godt have siddet midt på Heathen, men ville i så fald have været en betragtelig saltvandsindsprøjtning. Sangens bedste trick er, at Bowie holder omkvædet tilbage så længe, at når det først rammer, føles det som en tiltrængt omfavnelse. Kontrasten mellem det sagte strygerparti og de skærende og rumlende guitarlinjer fungerer ovenud tilfredsstillende. Bowies vokal er opvakt og synes at repræsentere flere forskellige temperamenter undervejs (hvilket om noget er hans styrke som vokalist). 

Fjerde sang, Love Is Lost, er simpelthen fremragende i al sin pulserende stemningsrigdom med pludselige udbrud af synkoperet percussion og guitarkaskader. Sangen bygger op og op, uden akkurat at hige efter en forløsning. Mere end en egentlig melodisk pleaser er Love Is Lost en masterclass i tekstur og struktur.

Where Are We Now? ankommer som femte skæring og selvom sangen er sørgelig og smuk og emmer af melankoli, passer den dårligt ind i det her selskab. Hvis Bowie havde placeret den til sidst eller næstsidst, kunne den måske have fundet sig bedre til rette? Det skal ikke tage noget fra en ballade, der i sig selv er en forbedring af den balladeformel, Bowie stræbte efter på dele af både Hours og Heathen.

Albummets midterstræk består i nogle af dets mest melodiske, men også mere konventionelle øjeblikke. Valentine’s Day er en indtagende popsang med klare 1960’er-reminiscenser, I’d Rather Be High og Boss Of Me er begge mulige singler, der kunne være lavet af Suede anno Coming Up tilsat disse befriende skvæt saxofon, der kendetegner mange af sangene på The Next Day. Begge er de umiddelbart indtagende, men måske en kende anonyme i selskab med de mere pulserende, simrende eller skurrende numre, der omgiver dem. 

If You Can See Me skiller sig ud: en tydelig keyboard-linje, en forvrænget vokal og et centralt riff bygger sangen op til en frenetisk - nærmest operatisk - konklusion, hvor Bowies stemme kommunikerer paranoia og rastløshed: “I’ve got a gift of sorts/ A fear of rear windows and swinging doors”.

Dancing Out In Space fortsætter Bowies fascination af rummet og rumfart. En uptempo-sang, der ca. midtvejs udvikler sig til en mere tæt, nervøs og uharmonisk sang, ikke ulig Berlin-trilogiens stemninger. Melodisk mangler den dog noget tyngde. Der er sådan lidt Morrissey anno 1991 over dens guitarlinjer. 

Næste sang, How Does The Grass Grow?, benytter sig af en lignende dynamik. C-stykket muterer sangen i en helt ny retning (noget Bowie er en mester i) og indeholder et coda, der lyder som en Velvet Underground-jam session.

Albummet brænder for alvor igen fast i bevidstheden med (You Will) Set The World On Fire. Et nummer, der giver mindelser om T. Rex's glamrock og Jack Whites bedste riffs med White Stripes. Det centrale guitarriff er tungt og frydefuldt tilfredsstillende. Det er lige før luftguitaren hives frem her - og hvornår har man sidst haft lyst til det til en Bowie-sang? Lyrikken er apokalyptisk og ironiserer lig The Stars (Are Out Tonight) over vores hang til uhæmmet berømmelseskult (“Kennedy would have killed for the lines you’ve written...”)

Albummets sidste to skæringer, You Feel So Lonely You Could Die og Heat, er på hver sin måde fremragende skæringer, der rækker ud efter hhv. bagerste række og et tomt ekko, efter at publikum har forladt arenaen. 

Førstnævnte forener Rock’n’Roll Suicide med Lady Grinning Soul og Wild Is The Wind, en vaskeægte torch song. Der er elementer af doo-wop, og Bowies stemme rækker ud efter stjernerne og ind efter hjertet på samme tid. Og så efter at sidste majestætiske note er fyldt ud, er der et kort coda med anslaget til Five Years, åbningsnummeret på The Rise And Fall Of Ziggy Stardust And The Spiders From Mars. Det selvrefererende og selvmytologiserende: To ting, Bowie som regel (også) gør bedre end alle andre. 

Heat er en skyggefuld, mørk, subversiv mareridtsvision, hvor drømmesyner og minder blandes sammen i en tunnelskakt uden udgang. Akustisk guitar, en mørk bas, dissonante strygere og udbrud af hvid støj blander sig med en af Bowies mest urovækkende sange i nyere tid: “I can only love you by hating him more...That’s not the truth, it’s too big a word/ He believed that love is theft - love and whores...”. Heat vækker i den grad minder om Scott Walker (ca. anno Climate Of Hunter)

Så hvad handler The Next Day om? På sin vis det samme som altid hos Bowie: berømmelse, underbevidsthed, fragmentering og splittelse, død, kunst, besættelse, begær og sex. Og som altid med Bowie er det svært (læs: umuligt) at sige, hvornår han bekender, og hvornår han spiller en rolle. Det fiktive og det virkelige i forhold til privatpersonen David Robert Jones er som altid forlagt i skyggerne af det faktiske værk, han præsenterer. 

Substans er stil og stil substans hos Bowie. Længere er den ikke. Og længere behøver den ikke være, når en kunstner så vedholdende og inspireret sætter i scene og underholder, besnærer, vækker til undren og uro, som det er tilfældet med Bowie. 

Det artificielle og det autentiske er hos Bowie to sider af samme mønt - og man ved aldrig hvilken side, der vender opad.

The Next Day er mestendels en uhyre veloplagt plade, der uden svinkeærinder og med stor direkthed går efter stålet uden bagtanke. 

Bowie er tilbage. Det er effekt nok. Der er ikke brug for noget koncept, nogen postuleret eftertænksomhed eller villet dybde. 

Dybden er i overfladen - og den skinner.

8,3














Comments