Daft Punk: Random Access Memories

indsendt 9. jun. 2013 14.25 af Mads Kjær Larsen

Daft Punk er “human after all”: På organisk comebackalbum viser de franske dance-house-pionerer, at der banker et varmt analogt hjerte under robothjelmen. Deres reformulering af 1970ernes disco synes befriende renset for ironiske anførselstegn.

- mkl -
09.06.13
Flere både danske og internationale anmeldere har i mødet med Daft Punks 74 minutter lange magnum opus Random Access Memories (RAM) hæftet sig ved 1970ernes albummastodonter ud i analoge hi-fi-produktioner af omfattende (og ressourcekrævende) detaljerigdom - såsom Dark Side of the Moon (Pink Floyd), Aja (Steely Dan) og Rumours (Fleetwood Mac).
 
Det er ret åbenlyst discoens storhedstid sidst i 1970erne, de franske androider går på hugst i på RAM, men det er altså lige så meget vellydende soft rock og progressiv pop og rock fra samme årti, der slår anmelderne som oplagte referencepunkter i mødet med det excessivt ambitiøse album.

Henvisningerne til de førnævnte pejlemærker på RAM er for så vidt overdrevne, da musikken ganske vist er definitionen på analog hi-fi-vellyd og en konceptuel tilgang til albumformatet, men rent musikalsk er der kun få eksplicitte nik til de ofte forkætrede genrer, soft rock og prog-pop. Det er disco genfortalt og fortolket af et par garvede musiske troldmænd, der er den egentlige kerne på RAM. Omend trukket ud, manipuleret med og sat ind i en ramme, der gør det til mere end bare dygtigt udførte kopier. 

Thomas Bengalter og Guy-Manuel de Homem-Christo dyrker ikke bare en overfladeversion af disco. Deres lån og minutiøse genskabelse af æraens æstetik fremstår renset for ironi. Deres mission statement er et kærlighedsbrev til en musik og en æstetik, som nutidens dominerende danceartister burde skele misundelige til. Der er en basal musikalitet og respekt for håndværket til forskel. 

Daft Punk har til lejligheden samlet et all-star cast bestående af både fortidens disco-helte Giorgio Moroder (manden bag Donna Summers epokegørende I Feel Love) og Nile Rodgers (superguitaristen bag Chic) og yngre navne som Pharrell Williams, Julian Casablancas (The Strokes) og Panda Bear (Animal Collective).

Visionen har primært to ansigter: Der er dels Nile Rodgers fuldfede guitar-licks, der pryder albummets mere uptempo skæringer og får dem til at gnistre energisk og vitalt. Og så er der de mere downtempo kompositioner, der udfolder sig som små, successive symfonier, hvor alt kan ske og ofte gør det.

Daft Punk præsterer fængende discoperler af gyldent tilsnit på numre som førstesinglen Get Lucky, Instant Crush og Lose Yourself to Dance, hvor tilegnelsen af discoæstetikken er smukt realiseret, men de vil mere med RAM end som så. Albummet når ud i alle hjørner af et musiskalsk univers, der bl.a. nikker indforstået til soft rock (Fragments of Time), strygerindsmurt soul (Touch) og en kværnende, bevidsthedsudvidende dance (Contact).

Det er Daft Punks store bedrift på RAM, at de formår at bibeholde discoens fornemmeste kendetegn samtidig med, at de inkorporerer deres egne fejrede virkemidler (robot-vocoder-vokaler, ikke mindst) på så eksemplarisk vis. Herudover bringer de en ny menneskelighed og organisk kvalitet ind i deres musik, der kalder på fordybelse og indlevelse. Duoens musik er mere horisontal på RAM end hørt før, forstået på den måde, at sangene søger ud i hjørnerne af de lydlige landskaber, der optegnes, snarere end at jage højdepunkter og øjeblikkelig tilfredsstillelse. Det giver enkelte "døde" øjeblikke undervejs, når bandet forveksler deres optagethed af musikken med kunstnerisk dybde (Within, Motherboard). 

Albummet kulminerer på den ni minutter lange Giorgio By Moroder, der netop viser Daft Punk fra deres bedste side: Her mødes repetition og bevægelse på udsøgt vis. Moroder fortæller selv om sin livsbane i musikkens tegn over et nærmest perfekt beat, der på sublim vis suppleres af bl.a. et stort symfoniorkester. Resultatet er et mageløst mindfuck, der ikke bare er basalt medrivende, men også skubber til grænserne for hvor langt ude en popsang kan være uden at miste karakteren af netop at være god pop. 

Det kan godt være, at RAM ikke er fnugfri perfektion: Sekvenseringen er til tider problematisk og vekselvirkningen mellem de hit-egnede skæringer og de bredt udfoldede rejser i lyd er næsten for skizofren til at skabe sammenhæng. 

Det er dog Daft Punks evne til at undgå prætentionens faldgruber og ironiens svøber, der i sidste ende gør RAM til et triumftog a la duoens eget epokegørende (og anderledes syntetiske) Discovery fra 2001.

9,1


Tilbage til Aktuelt om MUSIK

Pink Floyd: Dark Side of the Moon (1973)


Steely Dan: Aja (1977)


Fleetwood Mac: Rumours (1977)


Daft Punk: Homework (1997)


Daft Punk: Discovery (2001)


Daft Punk: Human After All (2005)
Comments