Arcade Fire ’Reflektor’

indsendt 31. okt. 2013 05.58 af Mads Kjær Larsen   [ opdateret 31. okt. 2013 06.09 ]

Poleret og vilter, modig og selvtilfreds, energisk og drænende, paranoid og lystfuld. Arcade Fire byder på en paradoksal lytteoplevelse, hvor sangenes længde tygger drøv på både de gode og de mindre gode ideer, som bandet fortsat ryster ud af ærmet med løs hånd.

- mkl -
31.10.13
Det skulle jo komme: At tidens største og mest ambitiøse alternative rockband, canadiske Arcade Fire, ville prøve kræfter med dobbeltalbumformatet…

Det er bandets kompromisløshed eller måske bare forfængelighed, der har drevet det så vidt. For med en spilletid på lidt over 75 minutter skulle bandet såmænd bare have klippet et halvt minut væk (dem kunne de passende have fundet i de fire minutters næsten-stilhed, der udgør det enerverende fade-out til den 11 minutter lange slutsang ’Supersymmetry’), for at holde sig inden for det gængse albumformat (i compact disc-versionen).

Nuvel, beslutningen om at udgive den i nærmest febervildelse ventede opfølger til grammy-vinderen ’The Suburbs’ fra 2010 som dobbeltalbum, siger en del om et band, der ikke har i sinde at lade sig styre det mindste. Og derfor måske ikke altid er i stand til at tage de rigtige (svære) beslutninger?

Lige så fremragende som den dansable førstesingle (foruden titel- og åbningsnummer) ’Reflektor’ er, lige så indlysende er det, at den næsten otte minutter lange skæring havde stået skarpere ved at være to minutter kortere. Denne tendens er fremherskende på det meste af albummet. Som oftest skamrider bandet en enkelt god ide til bristepunktet, eller også tilføjer det nye, knapt så effektive, ideer til de allerede etablerede, hvorved sangenes iboende balance forskubbes: Ofte ender de mere overlæssede eller demonstrativt storladne end godt er.

Andet nummer, ’We Exist’ er et glimrende case in point: Sangen starter ud med en simpel, ´Billie Jean’-agtig basfigur, der fører ind i et vers, der giver god plads til Win Butlers stemme. Herefter bygger sangen flere og flere lag på, og bygger op til et klimaks, der dog fortoner sig mere og mere, i jo højere grad bandet skubber på. 

’Awful Sound’ er albummets formelt set episke glansnummer, men når det hymniske omkvæd rammer (og Régine Chassagnes vokal blander sig med ægtefællen Butlers), er det kun i udvendig forstand flot og storartet; det opleves ikke lige så friskt og (nærmest manisk) tvingende som på tidligere udgivelser. ’Normal Person’ er båret af et stærkt, bastungt riff, men toner ud som et lidt for ordinært rocknummer, der ikke tilfører formen noget ekstra. ’Joan of Arc’ byder på et rislende vokalt interplay mellem Chassagne og Butler i omkvædet (det er ofte, når Chassagne tager mikrofontjansen, at bandets sange for alvor letter), men resten af sangen er forglemmelig. 'You Already Know' er lidt for snæver i sit sigte i forhold til de bredt udfoldede stykker musik, der omgiver den. Måske er den tænkt som et poppet pusterum, men den virker nærmere forstyrrende for indlevelsen i værket.

Arcade Fire lykkes dog også flere steder med deres imponerende nysgerrige tilgang til sangskrivning og arrangering: ’It’s Over’ har et grundriff af så skærende intens og bomstærk en støbning, at det fejer alle forbehold til side. 'Here Comes the Night Time' leger på inciterende vis med både grynet dub og marching band-fylde. 'Porno' er decideret krybende og latent uhyggelig, en interessant, stemningsbåret skæring, der er mindre forhippet på fuldtonet forløsning eller episk opdrift end den typiske Arcade Fire-kreation. 

Med kritikpunkterne in mente, er ’Reflektor’ nemlig immervæk et forfriskende og inspireret bekendtskab i kraft af sit ambitionsniveau, sin instrumentelle iderigdom og bandets aldrig svigtende evne til at piske stemninger frem med en shamanistisk iver.

’Reflektor’ er mere rytmisk forankret og groove-orienteret end sine forgængere, et forhold der nok til dels skyldes samarbejdet med ex-LCD Soundsystem-mastermind James Murphy, der har produceret store dele af det. Der er en hektisk, pulserende energi over flere af skæringerne, fra det disco-flirtende (som på titelnummeret), til det dub-inspirerede på ’Here Comes the Night Time’ og det mariachi-swingende på ’Flashbulb Eyes’.

At Arcade Fire har bevæget sig fra det ret stramt tøjlede rockepiske format på ’The Suburbs’ (der har mistet noget af sin kraft i tilbageblik) til et mere åbent, nysgerrigt og rytmisk orienteret udtryk er i sig selv befriende og frigørende, det er bare ikke altid bandet forvalter deres ubestridelige evne til at sætte rum og tid i bevægelse til sangenes bedste. ’Reflektor’ er derfor et både inspirerende og frustrerende bekendtskab. Frustration afløses dog mestendels af fascination, jo mere tid man tilbringer i værkets labyrintiske konstruktioner. 

7,6



Tilbage til Aktuelt om MUSIK

Arcade Fire: 'Reflektor' (2013)


Arcade Fire: 'The Suburbs' (2010)


Arcade Fire: 'Neon Bible' (2007)


Arcade Fire: 'Funeral' (2004)
Comments