Anaïs Mitchell & Jefferson Hamer: Child Ballads

indsendt 27. feb. 2013 01.16 af Mads Kjær Larsen   [ opdateret 28. feb. 2013 14.28 ]

På Child Ballads tager en af Amerikas mest spændende folkartister Anaïs Mitchell - i kollaboration med Jefferson Hamer, et mere ubeskrevet blad - livtag med overleverede skotske og engelske ballader med respektfuld, men også respektindgydende musiceren.

- mkl -
27.02.13
Anaïs Mitchell er en poet optaget af klassiske arketyper hentet fra græsk mytologi - lyse som mørke. Hendes evne er at omplante disse historier til mere nutidige kontekster. Fremhæves skal ikke mindst hendes mesterlige genfortælling af Orfeus-myten på Hadestown fra 2010, en kombineret teateropsætning/konceptalbum med deltagelse af notabiliteter som Ani di Franco og Justin Vernon (Bon Iver).

Det er derfor ikke overraskende, at hendes seneste kunstneriske projekt beskæftiger sig med de såkaldte Child Ballads, et musikantropologisk kompendium af skotske og engelske ballader samlet i 1800-tallet af Francis James Child. 

Disse sanges fortællinger om kærlighed, død, skæbne og heksekraft er på mangfoldige måder beslægtede med de græske myter, da de på lignende vis er optaget af menneskets allerdybeste erfaringer og tilbøjeligheder. 

Sange som Sir Patrick Spens, Geordie, Clyde Waters og Tam Lin, alle inkluderet på dette album, har igennem årene været en inspiration for folk-inspirerede artister på begge sider af Atlanten, såsom Joan Baez og Bob Dylan (Amerika) og Fairport Convention, Vashti Bunyan og Anne Briggs (England).

Mitchell og Hamer synger disse sange, hvoraf de har udvalgt sparsomme syv af slagsen til lejligheden, mestendels i harmoni i et toneleje, der giver mindelser om både The Louvin Brothers’ ekstatiske spiritualitet og den melankolske nostalgi, der emmer ud af Gram Parsons’ og Emmylou Harris’ samarbejde på førstnævntes posthumt udgivne mesterværk Grievous Angels (1974). 

Forbindelsen til americana-genrens rødder er således åbenlyse på denne 2013-udgave af Child Ballads.

Forcen ved harmonistemmer er naturligvis, at de sammen overskrider summen af de enkelte dele. Hamers og Mitchells stemmer flugter smukt med hinanden. Den emotionelle kraft, der udgår fra deres harmonier rammer en fin kombination af kontrastfylde og intimitet. 

Mitchell har på sin side nedtonet den ofte manierede sødme, der for nogle kan være en anstødssten ved hendes vokale stil (ikke ulig den mere kendte, men særdeles væsensbeslægtede Joanna Newsom). Det resulterer i nogle krystallinske fortolkninger, der måske for purister vil være en kende for pæne i udtrykket, men til gengæld fungerer perfekt som indgang til et univers, mange Mitchell-fans sikkert ikke er bekendt med på forhånd. 

Fx har Hamer og Mitchell ingenlunde nedtonet deres amerikanske accenter og de har gjort teksterne mere tidssvarende. Der er klare kontraster til Childs’ kompendium, i hvert fald, hvis man sammenligner på ord-til-ord-basis. Dette forhold understreger sådant set bare det eviggyldige og altid tidssvarende ved disse sange, nemlig at de kan omformes og tilpasses fortolkerens og publikums perspektiv uden at miste deres iboende kraft. 

Højdepunkter er sange som Willie of Winsbury og Willie’s Lady (det fremgår ikke om det er den samme Willie, der er tale om), hvor de to stemmer skaber betragtelig magi ved den nærmest overjordiske effekt der opstår ved fortællingens miks af tragedie og uskyld.

Den musikalske iscenesættelse er diskret, men intim. Violin, akustisk guitar og harmonika bruges sparsomt, men til god effekt. 

Der er intet decideret nyskabende ved Mitchells og Hamers Child Ballads, men det har næppe heller været målet med disse indspilninger. Den meget respektfulde omgang med forlæggene - rent musikalsk - kan problematiseres, men det ændrer ikke ved det respektindgydende i udførelsen.

Autenticiteten ligger i sangene selv, den kan ikke som sådan tilføjes udefra. Mitchell og Hamer (gen)fortolker - det er kun klædeligt, at de er sig fuldt bevidste om det. 

Under alle omstændigheder føles resultatet af deres anstrengelser relevant og vedkommende. Mitchells og Hamers ærefrygt over for materialet er selvindlysende, men man kan kun takke dem for at kaste lys over et uopslideligt materiale, der fortjener for altid at blive holdt i live.

7,8


Anaïs Mitchell & Jefferson Hamer







Jefferson Hamer Anaïs Mitchell

Comments