Årets album 2013

indsendt 19. dec. 2013 14.35 af Mads Kjær Larsen   [ opdateret 23. dec. 2013 02.43 ]
Jeg har altid syntes, at ideen om, at nogle musikårgange er bedre end andre, er lidt misvisende. Min grundlæggende holdning er, at alle musikårgange er lige værd at fremhæve, hvis man er nysgerrig og åben nok til at kigge de rigtige steder.
- mkl -
19.12.13
Når det er sagt, kan der være flere forskellige (musikhistoriske) grunde til, at nogle år naturligt står skarpere i den kollektive bevidsthed end andre. 1967 og 1989 er to eksempler på ofte hyldede årgange, hvilket i og for sig ikke er ensbetydende med, at der udkom bedre musik i de to år end i andre, men snarere, at de optager en afgørende plads grundet de skel, som man retrospektivt karakteriserer rockhistorien ud fra.

(En sidebemærkning: Da kunstarten trods alt kun har 50 år på bagen, gyser man næsten med tanke på, hvad fremtidens kritikere – om 50, 100 eller 400 år – vil stille op: Vil hele årtier mon gå i glemmebogen?)

2013 vil sikkert ikke gå over i historien med mindre den disco-revival, Daft Punk førte an i, virkelig viser sig at være sejlivet. 

For mit eget vedkommende, må jeg sige, at jeg har været imponeret af bredden og mængden af gode album i år. Til gengæld har jeg manglet at blive overrumplet af et enkelt - eller flere - veritable mesterværker. 2013 er i den optik året for de mange gode, men ikke åbenlyst mesterlige værker. 

Da jeg har været nærmest forpustet over mængden af kandidater til denne top 25 (i sagens natur et work-in-progress, da mine præferencer med garanti vil ændre sig med tiden…), vil jeg gerne give et passende shout out til nogle af de fortrinlige album, der lige akkurat ikke blev plads til på nedenstående liste:

2013 bød på et glimrende comeback til electropopveteranerne Pet Shop Boys, der med ’Electric’ igen imponerede med en række klubvenlige hymner. Arcade Fire leverede et vidtspændende dobbeltalbum, som indeholdt nyt materiale til utallige timers fordybelse, men som måske også spændte buen lidt for hårdt. En anden indierockinstitution The Flaming Lips lavede et lettere uigennemtrængeligt, men dybt personligt album med ’The Terror’. Andre etablerede navne såsom Sigur RósDeerhunterOkkervil River og Yo La Tengo leverede også varen. Det samme gjorde yngre navne som Suuns, Foxygen, Son Lux og Volcano Choir. Megen opmærksomhed knyttede sig til det første album i 20 år fra shoegaze-legenderne My Bloody Valentine – som i nogen grad formåede at leve op til de enorme forventninger.

På americanafronten var der bemærkelsesværdige album fra en lang række kvindelige artister, såsom Laura Veirs, Neko Case og Josephine Foster, mens Julianna Barwick imponerede med sine både avancerede og inderlige vokale loops. 

Den elektroniske musik bød på glimrende album fra bl.a. Boards of Canada, James Blake, Fuck Buttons og Laurel Halo

Nogle af hip hoppens stærkeste statements kom fra Chance the Rapper og Danny Brown. Genrebastardprinsessen M.I.A. fik skuden på ret køl med ’Matangi’, selvom hendes kommercielle standing vist har lidt uoprettelig skade.

Den skandinaviske musikscene fik et velkomment fix fra den altid interessante Jenny Wilson.

En popmusikalsk saltvandsindsprøjtning fik vi fra newzealandske Lorde, hvis intelligente popsange stod i malende kontrast til tidens øvrige kommercielle popmusik (Katy Perry, Lady Gaga, Miley Cyrus et al.).

Årets måske største positive overraskelse stod de britiske kæledægger i Arctic Monkeys for. Deres femte album ’AM’ var potent, sexet, adræt, skyggefuld og alsidig rockmusik, der bl.a. havde held med at inkorporere Black Sabbath-tunge riffs og Dr. Dres elastiske G-funk i et og samme nummer (’Anabella’)! Godt gået.

I et år, der ellers har været domineret af smart (eller bare stort) orkestrerede præ-udgivelses-kampagner (Daft Punk, Jay-Z, Arcade Fire, Lady Gaga), udkom ud af det blå (uanmeldt og eksklusivt på itunes) et nyt Beyoncé-album op til jul. Jeg har endnu ikke færdigfordøjet r'n'b-dronningens selvbetitlede femte album, så det vil man spejde forgæves efter i denne sammenhæng, omend førstehåndsudtrykket borger for en kunstnerisk modnet superstjerne med fokus på albumformatet frem for nemme hits.

Årets skuffelser? Juryen voterer stadig, når det kommer til Arcade Fire...men tre afgjorte skuffelser var Janelle Monaes 'The Electric Lady', The Weeknds 'Kiss Land' og Phoenix' 'Bankrupt'.

Men ikke mere udenomssnak. Her præsenterer vi Kulturklodsers bud på de 25 bedste album i 2013!:

 

25. Jenny Hval ’Innocence is Kinky’

Norske Hval stod for en af årets mest frydefuldt pirrende album. Åbningslinjerne ”At night I watch people fucking on my computer” er ret sigende, men Hval er lige så meget poet og performer, som hun er provokatør. Hun skyr konventionen og søger tilflugt i improvisation, som på den blændende ’Mephisto in the Water’, der er lige så fortabt, som den er følelsesløs. Hendes selvbevidste og seriøse art-pop er konceptuel og kropslig; den taler til hjernen, men rammer som piskeslag mod kroppen.

Læs anmeldelse her.



24. Prefab Sprout ’Crimson/Red’

Paddy McAloon, Durhams fineste sangskriver, vendte i 2013 tilbage med sit første nye album i næsten 15 år, der gav ikke så få mindelser om hans hovedværk ’Steve McQueen’ fra 1984. Der var dybest set tale om den samme klædelige blanding af yacht-rock, plastic soul, synthpop og ersatz americana. En fornem samling, der udgik fra en sangskriver, hvis sange endnu er som velformede syrlige drops med både øjeblikkets klæbende nydelse og erindringens blivende eftersmag.

 

23. David Bowie ’The Next Day’

Bowies genopståen fra skyggerne var årets ultimative comebackhistorie. ’The Next Day’ var hverken specielt original eller specielt helstøbt, men en 6-7 kreationer fra næstøverste Bowie-skuffe berettigede hypen og berettiger en plads på denne og enhver anden liste. Der var tænding, nerve og en skiftevis energisk og kuldslået stemning over en Bowie, der på ’The Next Day’ fremstod som en stilsikker og livsklog amalgam af alle de skikkelser, han har inkarneret gennem årene.

Læs anmeldelse her.



22. Mikal Cronin ’MCII’

Cronin leverede på ’MCII’ et blændende forsvar for en uhøjtidelig, kopitung rockmusik, der veksler søvngængersikkert mellem honky tonk-klaver, psykedelisk garagerock, akustisk lejrbålsstemning og ska-punket flabethed. En omgang inspireret powerpop i arven fra Alex Chiltons Big Star med en udsøgt sans for dialektikken mellem det harmoniske og det forvrængede, det melodisk medrivende og det slacker-henslængt mutte.


21. The National ’Trouble Will Find Me’

’Trouble Will Find Me’ var statelig, kontrolleret og stilig i forhold til sine feterede forgængere, men det der kunne synes en kende temperamentsløst åbenbarede sig, som året gik (og i takt med at livekoncert efter livekoncert på dansk grund åbnede sangene?) som dybt registrerende og udsøgt destillerede udtryk for bandets unikke kemi og styrker. Matt Berningers lakoniske baryton var mere lys og melodibærende end hørt før, men stod stadig på ’Trouble Will Find Me’ som den alternative voksenrocks mest underfundige retningskompas. 

Læs anmeldelse her.

 


20. Rokia Traore ’Beautiful Africa’

Rokia Traorés musik tog på ’Beautiful Africa’ (produceret af PJ Harveys højrehånd John Parish) et sving væk fra et traditionelt malisk udtryk og i retning af et mere muskuløst, vestligt. Hun synger stadig fra hjertet og med sin vidunderligt ekspressive, indfølte vibrato, der ville kunne smelte en mellemstor gletsjer på en eftermiddags tid. Melodiernes cykliske repetitioner modtager små elektriske stød fra Traorés stemmes intonationer, der rammer som solpletter på den tidløse musiks skyggefuldt bugtende flod.

Læs anmeldelse her.



19. Jon Hopkins ’Immunity’

Hopkins overraskede med sit skift væk fra en klaverbåren folktronica til det pulserende, beattunge drive, der gennemsyrede den bredt udfoldede techno på ’Immunity’, hvormed han for alvor slog sit navn fast (jævnfør bl.a. også hans samarbejder med Purity Ring og Bat for Lashes i løbet af året). Hopkins formåede bedre end nogen anden i 2013 at forlene electronica med følelser, intimitet og sugende spændingskurver.

Læs anmeldelse her.

 


18. Kacey Musgraves ’Same Trailer Different Park’

Kacey Musgraves var et overordentligt frisk pust på den ofte med rette nedgjorte Nashville-centrerede countrypop-scene, der fortfarende sælger som varmt brød i Amerikas hjerteland. Musgraves skriver sine egne sange og synger dem med en ukrukket charme som en konsekvent liberal modstemme til genrens ofte bigotte konservatisme. ’Same Trailer Different Park’ indeholder fortællende sange, der går i clinch med stereotyper og udsatte skæbner i bibelbælte-Amerika. Melodisk opvakt fra start til slut og med en troværdig stemme, der sætter barren et godt stykke over det klichefulde.



17. Julia Holter ’Loud City Song’

Newyorkerens kølige og krybende electro-avantgardisme fik flere farver på den film noir-fortættede ’Loud City Song’, der var et af de mest komplekse, enigmatiske og forunderlige musikalske værker i 2013. Blæsere og strygere skabte en organisk bund og klangfylde, der på smuk vis forlenede Holters spartanske sangskabeloner med drama og kontraster. Enhver rest af kunstskoleprojektfernis blev visket bort af musikkens sammensatte alvorsfuldhed og dens skabers kontrollerede passion.

Læs anmeldelse her.



16. Kanye West ’Yeezus’

’Yeezus’ tog det tid for denne signatur at blive lun på. Dens metalliske kulde og aggressive misogyni var nok en tand for uvenlig, hvis man i første omgang havde mere smag for Wests evner som producer af pragtfuldt skrydende, soul-samplende pop-kreationer med gylden hiteffekt. Men nogle gange tager man fejl, og så skal man stå ved det: ’Yeezus’ sikrede West en uovertruffen stilling som hip hoppens konsekvent relevante mytoman nummer et. Dens voldsomhed og kompromisløse attak var proportional med dens åndfulde og innovative omgang med musikkens mest rå byggeklodser.

Læs anmeldelse her.

 


15. Bill Callahan ’Dream River’

Bill Callahan bevægede sig også på sit 2013-album ad sin helt egen ubeboede og overgroede sti, der synes fanget i et amerikansk vildnis uden ende. Her drev han ned af titlens drømmeflod, hvor skygger, lysindfald og pludselige spejlinger udsprang af lyrikkens fintmærkende associationer og musikkens kongeniale teksturtyngde. Centralt stod Callahans meddigtende elektriske guitar og hans stemmes perfekt modulerede leje mellem det lakoniske og det melankolske. Et fornemt, hemmelighedsfuldt og uudtømmeligt værk, hvor ordenes mættede betoninger rammer som små sten i floden og skaber livsalige rystelser udad og indad.

Læs anmeldelse her.



14. Bassekou Kouyate & Ngoni Ba ’Jama Ko’

Bassekou Kouyate indspillede ’Jama Ko’ midt i Bamako under islamisternes fremtog i og belejring af den maliske hovedstad i foråret 2012. Albummet reflekterer den udsathed, anspændthed og forfærdelse, der prægede ngoni-mesteren og hans band under indspilningerne. Den elektrisk forstærkede instrumentering forlener musikken med en fornemmelse af rørelse, engagement og indlevelse. ’Jama Ko’ krydres med nogle af Malis bedste sangerinder og backingmusikere, men i centrum står Kouyates egen ngoni og hans vejrbidte røst, der beder en bøn om forbrødring i et splittet land med en unik musikarv.

Læs anmeldelse her.

 


13. Waxahatchee ’Cerulean Salt’

Musikkens rå minimalisme (elektrisk guitar og lidt stedvis tromme og bas) komplementerer fornemt Katie Crutchfields konfessionelle og memoiristiske lyrik, der går i kødet på den voksne kvindes nostalgi efter ungdommens rastløshed og åbenhed/udsathed. Melodierne er spartanske og rudimentære, men bittert karakterfulde pga. deres enkelthed. ’Cerulean Salt’ var 2013’s bedste bud på en opdatering af 90ernes feminine sangskriverbølge og levede fuldt op til arven fra åbenlyse forbilleder som Liz Phair, Juliana Hatfield, Kristin Hersh og en ung Cat Power.

Læs anmeldelse her.



12. Hiss Golden Messenger ’Haw’

Sangene på ’Haw’ er dybt grundede i americana, men hørte til årets mest fantasifulde af sin slags. Nutid smelter umærkeligt sammen med en arketypisk fortid, og virkelighed og myte smelter sammen i en række smukt instrumenterede sange, hvor selve det gådefulde ved Amerika som tilstand blæser som vindhekse over prærien. Bibelsk strenghed møder tilgivelse i disse gospelrullende oder, hvor MC Taylor og Scott Hirsch – som musikkens svar på Steinbecks Tom Joad – finder lys i selv den mest håbløse nat.

Læs anmeldelse her.



11. Nick Cave and the Bad Seeds ’Push the Sky Away’

Cave valgte klogeligt at forlade den fræsende midtlivskrise-rock fra sine seneste udspil (solo såvel som med Grinderman) på et album bestående af atmosfæriske ballader, hvor han gjorde fremragende brug af multiinstrumentalisten Warren Ellis’ talenter som sonisk skulptør. Ellis’ loops, keyboards og violiner gav albummet en sitrende, hjemsøgt karakter, der afspejledes fornemt i lyrikkens ildevarslende uhåndgribelighed. Det resulterede i Caves måske mest vellykkede album siden 1997-mesterværket ’The Boatman’s Call’.

Læs anmeldelse her.



10. Matthew E. White ’Big Inner’

White fandt en støt voksende fanskare i 2013 med sin analogt vellydende, funky omgang country-soul. Referencerne til 1970er-pejlemærker som Curtis Mayfield, Al Green og Randy Newman var mere end tydelige, men White og hans husorkester (Spacebomb) overskred det blot ironiske nik til en rig tradition og serverede sange, der ubesværet spændte over singer-songwriter-eftertænksomhed og gospelgenrens passionerede spiritualitet.

Læs anmeldelse her.



9. Jason Isbell ’Southeastern’

Den tidligere Drive-By Truckers-guitarist og sangskriver leverede med sit andet soloalbum nogle af årets mest rørende, fintfølende og velskrevne sange under americana-banneret, hver som én båret af slidstærke og tidløse melodier og med en fortællekraft i kernen af sit udtryk, der bl.a. resulterede i den mageløst rørende sygdomshistorie ’Elephant’, hvor et stille klimprende klaver, et fint guitarmotiv og Isbells sarte stemme skaber en tyst eksplosion af drama, så man næsten ikke behøver lytte til ordene. Dem skal man dog ikke snyde sig selv for, for de er lige så stærke og konkrete som de er sarte og sårbare.
 


8. EL-P + KILLERMIKE ’Run the Jewels’

Run the Jewels var tænkt som Killer Mikes og El-P’s uhøjtidelige modsvar til hiphoppens hidtil største forfængelighedstotem i skikkelse af Jay-Z og Kanye Wests hiphop-som-rigmandssport-koncept Watch the Throne, men fik sit eget liv som hip hoppens alternative flagskib. Den fremragende ’Sea Legs’ er med direkte adresse til mogulernes megahit ’Niggas In Paris’, mens ’DDLH’ bringer hip hoppensbraggadocio til nye højder. Den tonstunge, sorte Mike og den klejne, hvide splejs El-P indtager på baggrund af dette ene mixtape rollen som hip hoppens mest forfriskende nye makkerskab. Nogle gange kan en skramlet skonnert sejle selv den mest skinnende luksusliner agterud.

Læs anmeldelse her.

 


7. Nils Frahm ’Spaces’

Den tyske komponist sammensatte ’Spaces’ ud fra utallige timers liveoptagelser, så slutresultatet kan siges at være en slags kondenseret spontanitet eller manipuleret autenticitet. Frahm arbejder et udefinerbart sted mellem electronica og klassisk musik, og hans ofte klaverbårne sange har titler som ’Improvisation for Coughs and A Cell Phone’, en skævt opdateret henvisning til kompositionsmusikkens ofte humorforladte titler og selvforståelse. Men titlen understreger også, at Frahm er interesseret i at sætte fokus på øjeblikket (manipuleret eller ej) frem for en eller anden abstrakt eller ideal ide om kunstværket som uafhængig af dets faktiske form. Kompositioner som ’Says’ og ’Said and Done’, der får elektroniske elementer til at forankre klavertonernes sarte figurer, stod ligefrem som visionære pejlemærker for fremtidige musikalske eventyrere.


6. Patty Griffin ’American Kid’

’American Kid’ tog udgangspunkt i en personlig tabserfaring og spejlede den i ideen om et forsvindende stykke Amerika. Således stod de virkelighedsnære skildringer af personlige konfliktfelter og skæbnens ubønhørlighed side om side med de renfærdige, mytisk farvede, gudfrygtige og sentimentale sange, der tilsammen fremmaner et Amerika i ubalance.  Griffins americana ejer både bluegrass-genrens blide såvel som brusende banjo-klimpren, bluesens rå og sejtrækkende opdrift og countryens fortælleform, der både giver plads til kras realisme og renlivet idealisme.

Læs anmeldelse her.



5. John Grant ’Pale Green Ghosts’

Den tidligere Czars-frontmand foretog med ’Pale Green Ghosts’ et markant hamskifte fra 1970er-folkrock til en minimalistisk og ofte grynet electronica. Lo-fi-disco-house og vocodervokaler erstattede forgængerens softrock-vellyd. Hvis det musikalske greb var ironisk (?) stod det under alle omstændigheder i klar kontrast til Grants åbenhjertige og gribende tekster, der tager grådigt af hovedstolen, men altid med en fint doseret fornemmelse for, at elendighedsdyrkelsen bedst går hånd i hånd med humor og selvironi. ’Pale Green Ghosts’ var ulig noget andet musik i 2013 – selvhadende, tragikomisk, brølemorsom og uimodståeligt attraktiv i sin selverklærede taber-som-vinder-etos.

Læs anmeldelse her.



4. Daft Punk ’Random Access Memories’

Den utidssvarende analoge hi-fi-vellyd som de franske robottroldmænds storstilede comeback tilvejebragte med millionsalg (og giganthittet ’Get Lucky) til følge skelede lige så meget til 1970ernes progressive pop og rock som til samme periodes disco-bølge. ’Random Access Memories’ stod således lige så meget i gæld til Emerson, Lake & Palmer og 10CC som til Chic eller Donna Summer. Dermed være også sagt, at hvis nogle gik i lag med ’RAM’ for at få et rendyrket disco-fix, blev de slemt skuffede. Daft Punk ville og kunne mere på et desorienterende storslået albumværk, der måske var 10-15 minutter for langt, men som i selve sin progressive natur gjorde indvendinger af den art inderligt overflødige.

Læs anmeldelse her.



3. William Tyler ’Impossible Truth’

Den unge guitarmaestro William Tylers mageløse instrumentalalbum optegnede konturerne af det amerikanske kontinents samlede geografi, som et sugende svæv over forrevne kløfter, kolde ødemarker, endeløse highways, sneklædte bjergtoppe, sol, sand, glas og beton. Hans sindrige og sirlige, men samtidig bredt udfoldede kompositioner spejlede både sindets krinkelkroge såvel som de ydre landskaber, indkapslet i sangtitler som ’Geography of Nowhere’, ’Cadillac Desert’ og ’Country of Illusion’. Sangene på ’Impossible Truth’ – draperet med Tylers teknisk raffinerede og teksturholdige guitarspor en masse – er som musikalske hukommelsesspor, der forbinder et smuldrende kontinent og giver det en ny form.

Læs anmeldelse her.



2. Vampire Weekend ’Modern Vampires of the City’

Elitære overklasseløg eller ej: Vampire Weekend har haft en del ekstra at skulle bevise med henvisning til deres Ivy League-baggrund, selvbevidste tekster med talrige in-jokes og et smart-eklektisk afro-pop-shoppende musikpotpourri. På gruppens tredje album foldede Ezra Koenig og co. ambitionerne ud og så samtidig dybt indad og resultatet var et album, der udover sine åbenlyse popmelodiske kvaliteter og begavede arrangementer var et personligt statement om hjembyen New York, men også om de ting, der spiller en rolle i ethvert menneskes liv, spørgsmål om aldring, død, tid, sex og religion. ’Modern Vampires…’ vil blive husket som gruppens ’modne’ album, men det var mere end bare det: Det var fyldt til randen med gådefulde skvulp af musikalsk og lyrisk magi, der vakte velbehag, forundring, latter, rædsel og rørelse i lytteren.

Læs anmeldelse her.



1. Laura Marling ’Once I Was An Eagle’

Jeg havde været tilbøjelig til at kalde ’Once I Was An Eagle’ for årets album alene baseret på den fire-sangs-suite, der indleder Marlings fjerde album. Måden hvorpå Marling gentager og forskyder et østligt-klingende guitarmotiv i fire bevægelser er mageløs i sig selv. Men så leverer hun både hudløse sange om begær og tab som ’Master Hunter’ og ’Little Love Caster’ og Laurel Canyon-lune og sobert sofistikerede sager som ’Where Can I Go?’ og ’Pray’ på anden halvdel af det 16 sange lange album. Marling bekræftede således endegyldigt en fornemmelse, man har båret rundt på lige siden hendes debut som 17-årigt folk-wunderkind, nemlig at hun er et unikt sangskrivningstalent, der nu – som 24-årig – endelig er trådt ud af skyggen af forældrenes pladesamling og er blevet en stor kunstner i egen ret.

Læs anmeldelse her.

 

 


Årets album 2010/-11/-12 - ifølge Kulturklodser:

2010: Anaïs Mitchell: ’Hadestown’ (runner ups: Janelle Monae ’The ArchAndroid’ og Kanye West ’My Beautiful Dark Twisted Fantasy’)

2011: PJ Harvey ’Let England Shake’ (runner ups: The Weeknd ’House of Balloons’ og Destroyer ’Kaputt’)

2012: Fiona Apple ’The Idler Wheel…’ (runner ups: Frank Ocean ’Channel Orange’ og Kendrick Lamar ’Good Kid, M.A.A.D city’)


Læs også: 

Årets internationale album 2012
Årets bedste internationale sange 2012

Tilbage til Alt om MUSIK






Comments