Aktuelt om MUSIK


Indhold på Aktuelt om MUSIK


Årets album 2013

indsendt 19. dec. 2013 14.35 af Mads Kjær Larsen   [ opdateret 23. dec. 2013 02.43 ]

Jeg har altid syntes, at ideen om, at nogle musikårgange er bedre end andre, er lidt misvisende. Min grundlæggende holdning er, at alle musikårgange er lige værd at fremhæve, hvis man er nysgerrig og åben nok til at kigge de rigtige steder.
- mkl -
19.12.13
Når det er sagt, kan der være flere forskellige (musikhistoriske) grunde til, at nogle år naturligt står skarpere i den kollektive bevidsthed end andre. 1967 og 1989 er to eksempler på ofte hyldede årgange, hvilket i og for sig ikke er ensbetydende med, at der udkom bedre musik i de to år end i andre, men snarere, at de optager en afgørende plads grundet de skel, som man retrospektivt karakteriserer rockhistorien ud fra.

(En sidebemærkning: Da kunstarten trods alt kun har 50 år på bagen, gyser man næsten med tanke på, hvad fremtidens kritikere – om 50, 100 eller 400 år – vil stille op: Vil hele årtier mon gå i glemmebogen?)

2013 vil sikkert ikke gå over i historien med mindre den disco-revival, Daft Punk førte an i, virkelig viser sig at være sejlivet. 

For mit eget vedkommende, må jeg sige, at jeg har været imponeret af bredden og mængden af gode album i år. Til gengæld har jeg manglet at blive overrumplet af et enkelt - eller flere - veritable mesterværker. 2013 er i den optik året for de mange gode, men ikke åbenlyst mesterlige værker. 

Da jeg har været nærmest forpustet over mængden af kandidater til denne top 25 (i sagens natur et work-in-progress, da mine præferencer med garanti vil ændre sig med tiden…), vil jeg gerne give et passende shout out til nogle af de fortrinlige album, der lige akkurat ikke blev plads til på nedenstående liste:

2013 bød på et glimrende comeback til electropopveteranerne Pet Shop Boys, der med ’Electric’ igen imponerede med en række klubvenlige hymner. Arcade Fire leverede et vidtspændende dobbeltalbum, som indeholdt nyt materiale til utallige timers fordybelse, men som måske også spændte buen lidt for hårdt. En anden indierockinstitution The Flaming Lips lavede et lettere uigennemtrængeligt, men dybt personligt album med ’The Terror’. Andre etablerede navne såsom Sigur RósDeerhunterOkkervil River og Yo La Tengo leverede også varen. Det samme gjorde yngre navne som Suuns, Foxygen, Son Lux og Volcano Choir. Megen opmærksomhed knyttede sig til det første album i 20 år fra shoegaze-legenderne My Bloody Valentine – som i nogen grad formåede at leve op til de enorme forventninger.

På americanafronten var der bemærkelsesværdige album fra en lang række kvindelige artister, såsom Laura Veirs, Neko Case og Josephine Foster, mens Julianna Barwick imponerede med sine både avancerede og inderlige vokale loops. 

Den elektroniske musik bød på glimrende album fra bl.a. Boards of Canada, James Blake, Fuck Buttons og Laurel Halo

Nogle af hip hoppens stærkeste statements kom fra Chance the Rapper og Danny Brown. Genrebastardprinsessen M.I.A. fik skuden på ret køl med ’Matangi’, selvom hendes kommercielle standing vist har lidt uoprettelig skade.

Den skandinaviske musikscene fik et velkomment fix fra den altid interessante Jenny Wilson.

En popmusikalsk saltvandsindsprøjtning fik vi fra newzealandske Lorde, hvis intelligente popsange stod i malende kontrast til tidens øvrige kommercielle popmusik (Katy Perry, Lady Gaga, Miley Cyrus et al.).

Årets måske største positive overraskelse stod de britiske kæledægger i Arctic Monkeys for. Deres femte album ’AM’ var potent, sexet, adræt, skyggefuld og alsidig rockmusik, der bl.a. havde held med at inkorporere Black Sabbath-tunge riffs og Dr. Dres elastiske G-funk i et og samme nummer (’Anabella’)! Godt gået.

I et år, der ellers har været domineret af smart (eller bare stort) orkestrerede præ-udgivelses-kampagner (Daft Punk, Jay-Z, Arcade Fire, Lady Gaga), udkom ud af det blå (uanmeldt og eksklusivt på itunes) et nyt Beyoncé-album op til jul. Jeg har endnu ikke færdigfordøjet r'n'b-dronningens selvbetitlede femte album, så det vil man spejde forgæves efter i denne sammenhæng, omend førstehåndsudtrykket borger for en kunstnerisk modnet superstjerne med fokus på albumformatet frem for nemme hits.

Årets skuffelser? Juryen voterer stadig, når det kommer til Arcade Fire...men tre afgjorte skuffelser var Janelle Monaes 'The Electric Lady', The Weeknds 'Kiss Land' og Phoenix' 'Bankrupt'.

Men ikke mere udenomssnak. Her præsenterer vi Kulturklodsers bud på de 25 bedste album i 2013!:

 

25. Jenny Hval ’Innocence is Kinky’

Norske Hval stod for en af årets mest frydefuldt pirrende album. Åbningslinjerne ”At night I watch people fucking on my computer” er ret sigende, men Hval er lige så meget poet og performer, som hun er provokatør. Hun skyr konventionen og søger tilflugt i improvisation, som på den blændende ’Mephisto in the Water’, der er lige så fortabt, som den er følelsesløs. Hendes selvbevidste og seriøse art-pop er konceptuel og kropslig; den taler til hjernen, men rammer som piskeslag mod kroppen.

Læs anmeldelse her.



24. Prefab Sprout ’Crimson/Red’

Paddy McAloon, Durhams fineste sangskriver, vendte i 2013 tilbage med sit første nye album i næsten 15 år, der gav ikke så få mindelser om hans hovedværk ’Steve McQueen’ fra 1984. Der var dybest set tale om den samme klædelige blanding af yacht-rock, plastic soul, synthpop og ersatz americana. En fornem samling, der udgik fra en sangskriver, hvis sange endnu er som velformede syrlige drops med både øjeblikkets klæbende nydelse og erindringens blivende eftersmag.

 

23. David Bowie ’The Next Day’

Bowies genopståen fra skyggerne var årets ultimative comebackhistorie. ’The Next Day’ var hverken specielt original eller specielt helstøbt, men en 6-7 kreationer fra næstøverste Bowie-skuffe berettigede hypen og berettiger en plads på denne og enhver anden liste. Der var tænding, nerve og en skiftevis energisk og kuldslået stemning over en Bowie, der på ’The Next Day’ fremstod som en stilsikker og livsklog amalgam af alle de skikkelser, han har inkarneret gennem årene.

Læs anmeldelse her.



22. Mikal Cronin ’MCII’

Cronin leverede på ’MCII’ et blændende forsvar for en uhøjtidelig, kopitung rockmusik, der veksler søvngængersikkert mellem honky tonk-klaver, psykedelisk garagerock, akustisk lejrbålsstemning og ska-punket flabethed. En omgang inspireret powerpop i arven fra Alex Chiltons Big Star med en udsøgt sans for dialektikken mellem det harmoniske og det forvrængede, det melodisk medrivende og det slacker-henslængt mutte.


21. The National ’Trouble Will Find Me’

’Trouble Will Find Me’ var statelig, kontrolleret og stilig i forhold til sine feterede forgængere, men det der kunne synes en kende temperamentsløst åbenbarede sig, som året gik (og i takt med at livekoncert efter livekoncert på dansk grund åbnede sangene?) som dybt registrerende og udsøgt destillerede udtryk for bandets unikke kemi og styrker. Matt Berningers lakoniske baryton var mere lys og melodibærende end hørt før, men stod stadig på ’Trouble Will Find Me’ som den alternative voksenrocks mest underfundige retningskompas. 

Læs anmeldelse her.

 


20. Rokia Traore ’Beautiful Africa’

Rokia Traorés musik tog på ’Beautiful Africa’ (produceret af PJ Harveys højrehånd John Parish) et sving væk fra et traditionelt malisk udtryk og i retning af et mere muskuløst, vestligt. Hun synger stadig fra hjertet og med sin vidunderligt ekspressive, indfølte vibrato, der ville kunne smelte en mellemstor gletsjer på en eftermiddags tid. Melodiernes cykliske repetitioner modtager små elektriske stød fra Traorés stemmes intonationer, der rammer som solpletter på den tidløse musiks skyggefuldt bugtende flod.

Læs anmeldelse her.



19. Jon Hopkins ’Immunity’

Hopkins overraskede med sit skift væk fra en klaverbåren folktronica til det pulserende, beattunge drive, der gennemsyrede den bredt udfoldede techno på ’Immunity’, hvormed han for alvor slog sit navn fast (jævnfør bl.a. også hans samarbejder med Purity Ring og Bat for Lashes i løbet af året). Hopkins formåede bedre end nogen anden i 2013 at forlene electronica med følelser, intimitet og sugende spændingskurver.

Læs anmeldelse her.

 


18. Kacey Musgraves ’Same Trailer Different Park’

Kacey Musgraves var et overordentligt frisk pust på den ofte med rette nedgjorte Nashville-centrerede countrypop-scene, der fortfarende sælger som varmt brød i Amerikas hjerteland. Musgraves skriver sine egne sange og synger dem med en ukrukket charme som en konsekvent liberal modstemme til genrens ofte bigotte konservatisme. ’Same Trailer Different Park’ indeholder fortællende sange, der går i clinch med stereotyper og udsatte skæbner i bibelbælte-Amerika. Melodisk opvakt fra start til slut og med en troværdig stemme, der sætter barren et godt stykke over det klichefulde.



17. Julia Holter ’Loud City Song’

Newyorkerens kølige og krybende electro-avantgardisme fik flere farver på den film noir-fortættede ’Loud City Song’, der var et af de mest komplekse, enigmatiske og forunderlige musikalske værker i 2013. Blæsere og strygere skabte en organisk bund og klangfylde, der på smuk vis forlenede Holters spartanske sangskabeloner med drama og kontraster. Enhver rest af kunstskoleprojektfernis blev visket bort af musikkens sammensatte alvorsfuldhed og dens skabers kontrollerede passion.

Læs anmeldelse her.



16. Kanye West ’Yeezus’

’Yeezus’ tog det tid for denne signatur at blive lun på. Dens metalliske kulde og aggressive misogyni var nok en tand for uvenlig, hvis man i første omgang havde mere smag for Wests evner som producer af pragtfuldt skrydende, soul-samplende pop-kreationer med gylden hiteffekt. Men nogle gange tager man fejl, og så skal man stå ved det: ’Yeezus’ sikrede West en uovertruffen stilling som hip hoppens konsekvent relevante mytoman nummer et. Dens voldsomhed og kompromisløse attak var proportional med dens åndfulde og innovative omgang med musikkens mest rå byggeklodser.

Læs anmeldelse her.

 


15. Bill Callahan ’Dream River’

Bill Callahan bevægede sig også på sit 2013-album ad sin helt egen ubeboede og overgroede sti, der synes fanget i et amerikansk vildnis uden ende. Her drev han ned af titlens drømmeflod, hvor skygger, lysindfald og pludselige spejlinger udsprang af lyrikkens fintmærkende associationer og musikkens kongeniale teksturtyngde. Centralt stod Callahans meddigtende elektriske guitar og hans stemmes perfekt modulerede leje mellem det lakoniske og det melankolske. Et fornemt, hemmelighedsfuldt og uudtømmeligt værk, hvor ordenes mættede betoninger rammer som små sten i floden og skaber livsalige rystelser udad og indad.

Læs anmeldelse her.



14. Bassekou Kouyate & Ngoni Ba ’Jama Ko’

Bassekou Kouyate indspillede ’Jama Ko’ midt i Bamako under islamisternes fremtog i og belejring af den maliske hovedstad i foråret 2012. Albummet reflekterer den udsathed, anspændthed og forfærdelse, der prægede ngoni-mesteren og hans band under indspilningerne. Den elektrisk forstærkede instrumentering forlener musikken med en fornemmelse af rørelse, engagement og indlevelse. ’Jama Ko’ krydres med nogle af Malis bedste sangerinder og backingmusikere, men i centrum står Kouyates egen ngoni og hans vejrbidte røst, der beder en bøn om forbrødring i et splittet land med en unik musikarv.

Læs anmeldelse her.

 


13. Waxahatchee ’Cerulean Salt’

Musikkens rå minimalisme (elektrisk guitar og lidt stedvis tromme og bas) komplementerer fornemt Katie Crutchfields konfessionelle og memoiristiske lyrik, der går i kødet på den voksne kvindes nostalgi efter ungdommens rastløshed og åbenhed/udsathed. Melodierne er spartanske og rudimentære, men bittert karakterfulde pga. deres enkelthed. ’Cerulean Salt’ var 2013’s bedste bud på en opdatering af 90ernes feminine sangskriverbølge og levede fuldt op til arven fra åbenlyse forbilleder som Liz Phair, Juliana Hatfield, Kristin Hersh og en ung Cat Power.

Læs anmeldelse her.



12. Hiss Golden Messenger ’Haw’

Sangene på ’Haw’ er dybt grundede i americana, men hørte til årets mest fantasifulde af sin slags. Nutid smelter umærkeligt sammen med en arketypisk fortid, og virkelighed og myte smelter sammen i en række smukt instrumenterede sange, hvor selve det gådefulde ved Amerika som tilstand blæser som vindhekse over prærien. Bibelsk strenghed møder tilgivelse i disse gospelrullende oder, hvor MC Taylor og Scott Hirsch – som musikkens svar på Steinbecks Tom Joad – finder lys i selv den mest håbløse nat.

Læs anmeldelse her.



11. Nick Cave and the Bad Seeds ’Push the Sky Away’

Cave valgte klogeligt at forlade den fræsende midtlivskrise-rock fra sine seneste udspil (solo såvel som med Grinderman) på et album bestående af atmosfæriske ballader, hvor han gjorde fremragende brug af multiinstrumentalisten Warren Ellis’ talenter som sonisk skulptør. Ellis’ loops, keyboards og violiner gav albummet en sitrende, hjemsøgt karakter, der afspejledes fornemt i lyrikkens ildevarslende uhåndgribelighed. Det resulterede i Caves måske mest vellykkede album siden 1997-mesterværket ’The Boatman’s Call’.

Læs anmeldelse her.



10. Matthew E. White ’Big Inner’

White fandt en støt voksende fanskare i 2013 med sin analogt vellydende, funky omgang country-soul. Referencerne til 1970er-pejlemærker som Curtis Mayfield, Al Green og Randy Newman var mere end tydelige, men White og hans husorkester (Spacebomb) overskred det blot ironiske nik til en rig tradition og serverede sange, der ubesværet spændte over singer-songwriter-eftertænksomhed og gospelgenrens passionerede spiritualitet.

Læs anmeldelse her.



9. Jason Isbell ’Southeastern’

Den tidligere Drive-By Truckers-guitarist og sangskriver leverede med sit andet soloalbum nogle af årets mest rørende, fintfølende og velskrevne sange under americana-banneret, hver som én båret af slidstærke og tidløse melodier og med en fortællekraft i kernen af sit udtryk, der bl.a. resulterede i den mageløst rørende sygdomshistorie ’Elephant’, hvor et stille klimprende klaver, et fint guitarmotiv og Isbells sarte stemme skaber en tyst eksplosion af drama, så man næsten ikke behøver lytte til ordene. Dem skal man dog ikke snyde sig selv for, for de er lige så stærke og konkrete som de er sarte og sårbare.
 


8. EL-P + KILLERMIKE ’Run the Jewels’

Run the Jewels var tænkt som Killer Mikes og El-P’s uhøjtidelige modsvar til hiphoppens hidtil største forfængelighedstotem i skikkelse af Jay-Z og Kanye Wests hiphop-som-rigmandssport-koncept Watch the Throne, men fik sit eget liv som hip hoppens alternative flagskib. Den fremragende ’Sea Legs’ er med direkte adresse til mogulernes megahit ’Niggas In Paris’, mens ’DDLH’ bringer hip hoppensbraggadocio til nye højder. Den tonstunge, sorte Mike og den klejne, hvide splejs El-P indtager på baggrund af dette ene mixtape rollen som hip hoppens mest forfriskende nye makkerskab. Nogle gange kan en skramlet skonnert sejle selv den mest skinnende luksusliner agterud.

Læs anmeldelse her.

 


7. Nils Frahm ’Spaces’

Den tyske komponist sammensatte ’Spaces’ ud fra utallige timers liveoptagelser, så slutresultatet kan siges at være en slags kondenseret spontanitet eller manipuleret autenticitet. Frahm arbejder et udefinerbart sted mellem electronica og klassisk musik, og hans ofte klaverbårne sange har titler som ’Improvisation for Coughs and A Cell Phone’, en skævt opdateret henvisning til kompositionsmusikkens ofte humorforladte titler og selvforståelse. Men titlen understreger også, at Frahm er interesseret i at sætte fokus på øjeblikket (manipuleret eller ej) frem for en eller anden abstrakt eller ideal ide om kunstværket som uafhængig af dets faktiske form. Kompositioner som ’Says’ og ’Said and Done’, der får elektroniske elementer til at forankre klavertonernes sarte figurer, stod ligefrem som visionære pejlemærker for fremtidige musikalske eventyrere.


6. Patty Griffin ’American Kid’

’American Kid’ tog udgangspunkt i en personlig tabserfaring og spejlede den i ideen om et forsvindende stykke Amerika. Således stod de virkelighedsnære skildringer af personlige konfliktfelter og skæbnens ubønhørlighed side om side med de renfærdige, mytisk farvede, gudfrygtige og sentimentale sange, der tilsammen fremmaner et Amerika i ubalance.  Griffins americana ejer både bluegrass-genrens blide såvel som brusende banjo-klimpren, bluesens rå og sejtrækkende opdrift og countryens fortælleform, der både giver plads til kras realisme og renlivet idealisme.

Læs anmeldelse her.



5. John Grant ’Pale Green Ghosts’

Den tidligere Czars-frontmand foretog med ’Pale Green Ghosts’ et markant hamskifte fra 1970er-folkrock til en minimalistisk og ofte grynet electronica. Lo-fi-disco-house og vocodervokaler erstattede forgængerens softrock-vellyd. Hvis det musikalske greb var ironisk (?) stod det under alle omstændigheder i klar kontrast til Grants åbenhjertige og gribende tekster, der tager grådigt af hovedstolen, men altid med en fint doseret fornemmelse for, at elendighedsdyrkelsen bedst går hånd i hånd med humor og selvironi. ’Pale Green Ghosts’ var ulig noget andet musik i 2013 – selvhadende, tragikomisk, brølemorsom og uimodståeligt attraktiv i sin selverklærede taber-som-vinder-etos.

Læs anmeldelse her.



4. Daft Punk ’Random Access Memories’

Den utidssvarende analoge hi-fi-vellyd som de franske robottroldmænds storstilede comeback tilvejebragte med millionsalg (og giganthittet ’Get Lucky) til følge skelede lige så meget til 1970ernes progressive pop og rock som til samme periodes disco-bølge. ’Random Access Memories’ stod således lige så meget i gæld til Emerson, Lake & Palmer og 10CC som til Chic eller Donna Summer. Dermed være også sagt, at hvis nogle gik i lag med ’RAM’ for at få et rendyrket disco-fix, blev de slemt skuffede. Daft Punk ville og kunne mere på et desorienterende storslået albumværk, der måske var 10-15 minutter for langt, men som i selve sin progressive natur gjorde indvendinger af den art inderligt overflødige.

Læs anmeldelse her.



3. William Tyler ’Impossible Truth’

Den unge guitarmaestro William Tylers mageløse instrumentalalbum optegnede konturerne af det amerikanske kontinents samlede geografi, som et sugende svæv over forrevne kløfter, kolde ødemarker, endeløse highways, sneklædte bjergtoppe, sol, sand, glas og beton. Hans sindrige og sirlige, men samtidig bredt udfoldede kompositioner spejlede både sindets krinkelkroge såvel som de ydre landskaber, indkapslet i sangtitler som ’Geography of Nowhere’, ’Cadillac Desert’ og ’Country of Illusion’. Sangene på ’Impossible Truth’ – draperet med Tylers teknisk raffinerede og teksturholdige guitarspor en masse – er som musikalske hukommelsesspor, der forbinder et smuldrende kontinent og giver det en ny form.

Læs anmeldelse her.



2. Vampire Weekend ’Modern Vampires of the City’

Elitære overklasseløg eller ej: Vampire Weekend har haft en del ekstra at skulle bevise med henvisning til deres Ivy League-baggrund, selvbevidste tekster med talrige in-jokes og et smart-eklektisk afro-pop-shoppende musikpotpourri. På gruppens tredje album foldede Ezra Koenig og co. ambitionerne ud og så samtidig dybt indad og resultatet var et album, der udover sine åbenlyse popmelodiske kvaliteter og begavede arrangementer var et personligt statement om hjembyen New York, men også om de ting, der spiller en rolle i ethvert menneskes liv, spørgsmål om aldring, død, tid, sex og religion. ’Modern Vampires…’ vil blive husket som gruppens ’modne’ album, men det var mere end bare det: Det var fyldt til randen med gådefulde skvulp af musikalsk og lyrisk magi, der vakte velbehag, forundring, latter, rædsel og rørelse i lytteren.

Læs anmeldelse her.



1. Laura Marling ’Once I Was An Eagle’

Jeg havde været tilbøjelig til at kalde ’Once I Was An Eagle’ for årets album alene baseret på den fire-sangs-suite, der indleder Marlings fjerde album. Måden hvorpå Marling gentager og forskyder et østligt-klingende guitarmotiv i fire bevægelser er mageløs i sig selv. Men så leverer hun både hudløse sange om begær og tab som ’Master Hunter’ og ’Little Love Caster’ og Laurel Canyon-lune og sobert sofistikerede sager som ’Where Can I Go?’ og ’Pray’ på anden halvdel af det 16 sange lange album. Marling bekræftede således endegyldigt en fornemmelse, man har båret rundt på lige siden hendes debut som 17-årigt folk-wunderkind, nemlig at hun er et unikt sangskrivningstalent, der nu – som 24-årig – endelig er trådt ud af skyggen af forældrenes pladesamling og er blevet en stor kunstner i egen ret.

Læs anmeldelse her.

 

 


Årets album 2010/-11/-12 - ifølge Kulturklodser:

2010: Anaïs Mitchell: ’Hadestown’ (runner ups: Janelle Monae ’The ArchAndroid’ og Kanye West ’My Beautiful Dark Twisted Fantasy’)

2011: PJ Harvey ’Let England Shake’ (runner ups: The Weeknd ’House of Balloons’ og Destroyer ’Kaputt’)

2012: Fiona Apple ’The Idler Wheel…’ (runner ups: Frank Ocean ’Channel Orange’ og Kendrick Lamar ’Good Kid, M.A.A.D city’)


Læs også: 

Årets internationale album 2012
Årets bedste internationale sange 2012

Tilbage til Alt om MUSIK






Prefab Sprout ’Crimson/Red’

indsendt 21. nov. 2013 15.12 af Mads Kjær Larsen   [ opdateret 21. nov. 2013 15.37 ]

En af 1980ernes mest intelligente sangskrivere er tilbage med iørefaldende og charmerende album, der vækker stærke minder om netop storhedstiden. Paddy McAloons begavede analogier og metaforer giver den velskrevne musiks til tider - bedragerisk - blodfattige overflade et sursødt strejf af modstand.

- mkl -
21.11.13
Paddy McAloon lider af en sjælden sygdom, der kombinerer tinnitus med periodevis regulær døvhed, hertil kommer stærke anfald af svimmelhed og balancebesvær. For en musiker, ikke just nogen fordelagtig tilstand.

McAloon (der opererer under enmandsband-pseudonymet Prefab Sprout) har derfor i lange perioder fra midt i 90erne og frem været aldeles usynlig på musik- og albumfronten, men er nu tilbage med sit første rigtige album i 14 år, ’Crimson/Red’, der er en meget velkommen påmindelse om, hvorfor man forelskede sig i hans sangskrivningskunst i første omgang.

Med ’Crimson/Red’ leverer McAloon (der selv har produceret og spiller alle instrumenter) en række præcist destillerede popsange med et klassisk, gyldent snit over sig. Melodierne er ligefremme og tager lytteren i hånden med en række vokale og instrumentelle hooklines, som sidder i skabet - hvis ikke ved første aflytning, så senest ved tredje eller fjerde.

Denne ligefremhed er for kendere af McAloons værk en kende forvirrende, eftersom han altid har været mand for udsøgt popklassicisme, men samtidig har iklædt sine sange forskellige genregevandter og med drillende kendermine har udfordret vores evne til at følge med i hans begavede leg med udtryk.

McAloon bemestrer country, Tin Pan Alley-pop, 1960-rock/pop, strygerindsmurt weltschmerz og smittende 80er-synths med samme indforståede lethed.

’Crimson/Red’ er mere direkte kommunikerende og mere umiddelbart fordøjelig end det meste fra Durhams fineste sangskriver, da den mestendels bevæger sig (meget vellykket!) inden for en 1980er-forvaltning af plastic soul-skabeloner (hvor strygere er erstattet med strygerlydende synths). Det uægte og syntetiske smelter meget fornemt sammen med det autentisk bevingede og organisk glødende i en fnugfri produktion, hvis momentane blodfattighed må tilskrives McAloons ønske om at lokke lytteren ind i varmen på ny efter at have holdt ham/hende så mange år ude i kulden.

McAloons hovedværk - ’Steve McQueen’ (1984)

Hvordan genrebestemmer man mest adækvat Paddy McAloons eklektiske midt-80er-værk ’Steve McQueen’?

Albummet er præget af en langt hen typisk 80er-produktion, men trækker store veksler på et væld af brugbart brændstof fra forgangne årtiers populærmusik. Og i processen er det som om, at McAloon - som den begavede og intuitivt besjælede sangskriver han er - finder på noget dybt originalt og inderligt vedkommende.

Albummet indeholder forrygende sange som ’Faron Young’, ’Bonny’, ’Appetite’ og ’When Love Breaks Down’ (der alle blev mindre singlehits i især England), men den indlysende, indbydende popsensibilitet, der gør disse sange nærmest selvlysende i deres umiddelbare attraktion, er krydret med en række interessante genrepasticher og -sammensætninger. Der er lidt tex mex, en god portion country, lidt varieté og Broadway-elegance.

Der er klassiske komponistdyder i bredformat og små, knudrede ekskursioner ud i mere eksotiske penselstrøg udtænkt af en krøllet hjerne med et populærmusikalsk vingefang som få samtidige på den britiske hitlistepopscene.

Især side B på den oprindelige lp-plade er præget af en nysgerrig udvinding af vidtrækkende, mangeartede musikalske former, mens side A koncentrerer sig om at levere hitsene og den klare poppede overflade, der kunne lokke masserne til.

En sjældent udsøgt og delikat popplade. Smagfuld og vidende og vidunderligt velskabt.

At titlen henviser til filmrebelikonet Steve McQueen, kan for så vidt tolkes som McAloons indrømmelse af, at inspirationskilderne i hans tilfælde mere tilhørte en allerede mytologiseret fortid end den samtidige popscenes noget kaloriefattige udtryk. McQueen står for det ægte, rå og uforblommede. ’Steve McQueen’ er derfor et passende navn til et album, der den dag i dag står som en milepæl for kvalitetsbevidst popmusik. 

Et ideal til efterfølgelse, simpelthen – og som sådan matcher albummet, der bærer filmikonet Steve McQueens navn, dennes ikke-nedbrydelige aura.

Åbningsnummeret ’The Best Jewel Thief In The World’ er en øjeblikkelig vinder. Den lyder som en af den slags supermelodiske, henført rullende popsange, McAloon trak ud af ærmet på sit næsten 30 år gamle hovedværk ’Steve McQueen’. Sangens hookline er så umiddelbar, at McAloon næsten ikke behøver lægge sin stemme indover, og når han gør det, forbløffes man over, hvor vital, blød og velsmurt den stadig lyder. Hans stemmes ungdommelighed tilfører afgjort sangene en energisk friskhed, der får dem til at glide ned med en delikat lethed som en daddel dyppet i portvin.
’List of Impossible Things’ følger med en bro og et omkvæd så elegant svungne, at man tager sig i at sukke henført. Andetsteds leger McAloon med den ersatz americana han perfektionerede på ’Faron Young’ (fra ’Steve McQueen’) på Faust-opdateringen ’Devil Came A Calling’, der ironiserer blidt – men med bid – over hans egen fortid som popstjerne.

McAloon synes på ’Crimson/Red’ optaget af sin egen rolle som kunstner og sangskriver, eller kunsten og sangskrivningen generelt. På den måde kan man finde en nøgle til at forstå mange af sangenes konkrete historier som analogier over kunsten at skrive en god sang (juveltyven i åbningssangen er i den optik McAloon selv, der besynger sit eget sjældne talent). Lyrisk kommer han videst omkring på ’The Old Magician’, der både fungerer som en metafor for den aldrende sangskriver (”the tired act that no one loves”), ægteskabet (”she got tired of being sawn in two”) og døden selv (”the lousy disappearing act”).

Til tider leger McAloon måske med en yacht-rock-cruisende lethed, der kan føles selvtilfreds og ufarlig, men når nu ordene er så indtagende og begavede og melodierne så iørefaldende, er det svært at insistere for hårdt på at komme med indvendinger.

Måske er ’Crimson/Red’ ikke så udfordrende, som McAloon kan være, men den taler til gengæld direkte til hjertet og til fødderne, der danser lidt lettere hen over gulvet i lejligheden og fortovet udenfor med tanke på en befriende, fnuglet musik og poesi leveret af en mand, man troede var gået i permanent kunstnerisk vinterhi. 

8,2




Tilbage til Aktuelt om MUSIK


Arcade Fire ’Reflektor’

indsendt 31. okt. 2013 05.58 af Mads Kjær Larsen   [ opdateret 31. okt. 2013 06.09 ]

Poleret og vilter, modig og selvtilfreds, energisk og drænende, paranoid og lystfuld. Arcade Fire byder på en paradoksal lytteoplevelse, hvor sangenes længde tygger drøv på både de gode og de mindre gode ideer, som bandet fortsat ryster ud af ærmet med løs hånd.

- mkl -
31.10.13
Det skulle jo komme: At tidens største og mest ambitiøse alternative rockband, canadiske Arcade Fire, ville prøve kræfter med dobbeltalbumformatet…

Det er bandets kompromisløshed eller måske bare forfængelighed, der har drevet det så vidt. For med en spilletid på lidt over 75 minutter skulle bandet såmænd bare have klippet et halvt minut væk (dem kunne de passende have fundet i de fire minutters næsten-stilhed, der udgør det enerverende fade-out til den 11 minutter lange slutsang ’Supersymmetry’), for at holde sig inden for det gængse albumformat (i compact disc-versionen).

Nuvel, beslutningen om at udgive den i nærmest febervildelse ventede opfølger til grammy-vinderen ’The Suburbs’ fra 2010 som dobbeltalbum, siger en del om et band, der ikke har i sinde at lade sig styre det mindste. Og derfor måske ikke altid er i stand til at tage de rigtige (svære) beslutninger?

Lige så fremragende som den dansable førstesingle (foruden titel- og åbningsnummer) ’Reflektor’ er, lige så indlysende er det, at den næsten otte minutter lange skæring havde stået skarpere ved at være to minutter kortere. Denne tendens er fremherskende på det meste af albummet. Som oftest skamrider bandet en enkelt god ide til bristepunktet, eller også tilføjer det nye, knapt så effektive, ideer til de allerede etablerede, hvorved sangenes iboende balance forskubbes: Ofte ender de mere overlæssede eller demonstrativt storladne end godt er.

Andet nummer, ’We Exist’ er et glimrende case in point: Sangen starter ud med en simpel, ´Billie Jean’-agtig basfigur, der fører ind i et vers, der giver god plads til Win Butlers stemme. Herefter bygger sangen flere og flere lag på, og bygger op til et klimaks, der dog fortoner sig mere og mere, i jo højere grad bandet skubber på. 

’Awful Sound’ er albummets formelt set episke glansnummer, men når det hymniske omkvæd rammer (og Régine Chassagnes vokal blander sig med ægtefællen Butlers), er det kun i udvendig forstand flot og storartet; det opleves ikke lige så friskt og (nærmest manisk) tvingende som på tidligere udgivelser. ’Normal Person’ er båret af et stærkt, bastungt riff, men toner ud som et lidt for ordinært rocknummer, der ikke tilfører formen noget ekstra. ’Joan of Arc’ byder på et rislende vokalt interplay mellem Chassagne og Butler i omkvædet (det er ofte, når Chassagne tager mikrofontjansen, at bandets sange for alvor letter), men resten af sangen er forglemmelig. 'You Already Know' er lidt for snæver i sit sigte i forhold til de bredt udfoldede stykker musik, der omgiver den. Måske er den tænkt som et poppet pusterum, men den virker nærmere forstyrrende for indlevelsen i værket.

Arcade Fire lykkes dog også flere steder med deres imponerende nysgerrige tilgang til sangskrivning og arrangering: ’It’s Over’ har et grundriff af så skærende intens og bomstærk en støbning, at det fejer alle forbehold til side. 'Here Comes the Night Time' leger på inciterende vis med både grynet dub og marching band-fylde. 'Porno' er decideret krybende og latent uhyggelig, en interessant, stemningsbåret skæring, der er mindre forhippet på fuldtonet forløsning eller episk opdrift end den typiske Arcade Fire-kreation. 

Med kritikpunkterne in mente, er ’Reflektor’ nemlig immervæk et forfriskende og inspireret bekendtskab i kraft af sit ambitionsniveau, sin instrumentelle iderigdom og bandets aldrig svigtende evne til at piske stemninger frem med en shamanistisk iver.

’Reflektor’ er mere rytmisk forankret og groove-orienteret end sine forgængere, et forhold der nok til dels skyldes samarbejdet med ex-LCD Soundsystem-mastermind James Murphy, der har produceret store dele af det. Der er en hektisk, pulserende energi over flere af skæringerne, fra det disco-flirtende (som på titelnummeret), til det dub-inspirerede på ’Here Comes the Night Time’ og det mariachi-swingende på ’Flashbulb Eyes’.

At Arcade Fire har bevæget sig fra det ret stramt tøjlede rockepiske format på ’The Suburbs’ (der har mistet noget af sin kraft i tilbageblik) til et mere åbent, nysgerrigt og rytmisk orienteret udtryk er i sig selv befriende og frigørende, det er bare ikke altid bandet forvalter deres ubestridelige evne til at sætte rum og tid i bevægelse til sangenes bedste. ’Reflektor’ er derfor et både inspirerende og frustrerende bekendtskab. Frustration afløses dog mestendels af fascination, jo mere tid man tilbringer i værkets labyrintiske konstruktioner. 

7,6



Tilbage til Aktuelt om MUSIK

Arcade Fire: 'Reflektor' (2013)


Arcade Fire: 'The Suburbs' (2010)


Arcade Fire: 'Neon Bible' (2007)


Arcade Fire: 'Funeral' (2004)

Bill Callahan ’Dream River’

indsendt 25. okt. 2013 16.12 af Mads Kjær Larsen   [ opdateret 1. nov. 2013 06.56 ]

Amerikansk ener leverer endnu et nuanceret og skyggefuldt værk, hvor naturmetaforer indkredser menneskes dyder og dårskaber på adstadig, men besættende vis. Bill Callahan (tidligere kendt under aliasset Smog) er en af sin generations allerbedste amerikanske sangskrivere, men han er bestemt ikke allemandseje.

- mkl -
26.10.13

Det bliver han heller ikke med ’Dream River’, der nok er mere tilgængelig og varmt organisk i lyden end den nærmest demonstrativt mørke forgænger ’Apocalypse’. ’Dream River’ er præget af frit fabulerende sange, der bevæger sig med en sløret naturlighed som nedfaldne blade og kviste på den drømmeflod, titlen refererer til.

Callahan har i stigende grad fjernet sig fra en gængs iørefaldende sangskrivning. Det er som om syng-med-melodier virker distraherende for et udtryk, der på så egenartet og instinktiv vis er optaget af musikkens teksturer og lyrikkens fintfølende associationer.

Callahans elektriske guitar er på ’Dream River’ mere meddigtende end nogensinde. Den optegner, afmærker og ridser sirlige, pirkende motiver og mønstre af stor skønhed, stedvist – og kongenialt – understøttet af bl.a. trommer, fløjte og violin.

Tekststumper fra ’Dream River’

”Well, the only words I said today are ‘beer,’ and ‘thank you'… 'beer'… 'thank you'… 'beer'… 'thank you'... Giving praise in a quiet way… like a church. . . that’s far away.”
(The Sing)

”The rain ripped the lips off the mouth of the bay…”
(Summer Painter)

“Is life a ride to... ride? Or a story to shape and... confide? Or chaos neatly... denied?... "
"I always go wrong in the same place, where the river splits towards the sea..." 
(Ride My Arrow)

“Oh, I have learned when things are beautiful… to just keep on…”
(Winter Road)

“I never like to land. Getting back up seems impossibly grand...”
(Small Plane)

”Everything is awing and tired of praise…Mountains don’t need my accolades…Springs look bad lately anyway…like death warmed over…and the bantam is preening madly…waiting for the light of day…and all I want to do is make love to you…in the fertile dirt...with a careless mind”
(Spring)

”With all the tolls we pay, we’ll own the highway someday”
(Seagull)

De nemmest fordøjelige sange kommer først (herunder perler som ’Small Plane’ og ’Spring’), mens anden halvdel udarter sig til en i stigende grad abstrakt rejse. Hele vejen betjener Callahan sig af naturmetaforer såsom floder, heste, ørne, bævere og måger, der peger hen på menneskets udsatte eksistentielle vilkår (suppleret med vanligt excentriske henvisninger til fx Marvin Gaye og Donald Sutherland).

Hvad Callahan i sidste ende formår - bedre end nogen anden nutidig sanger/sangskriver - er at investere sin poesi med betydning i kraft af sine fraseringer, der ved første gennemlytning kan lyde næsten henkastet tilfældige i deres pauseringer og gentagelser, men som er inderligt velovervejede og mageløst intuitive. 

Callahan har en fantastisk kontrol over sin stemme, der matcher hans fornemmelse for ord. Han finder mening i det enkelte ords mættethed og kan indsætte det i en kontekst og accentuere det, så det tilfører ordene rundt om ekstra prægnans. Han er en kontrastens mester: På eksemplarisk, rolig vis formår han som en filmauteur af første klasse at dreje og vinkle sine sange, så ikke bare ordene, men også pauserne mellem dem, lades med betydning og poetisk merværdi. 

Der åbner sig altid nye verdener bag det allerede kendte i Callahans bedste sange, som om forhænget ind til det allerhelligste (eller allerhemmeligste) bestandigt må trækkes til side for at dækkes til igen med sløret fra nye ord (eller den stødvise gentagelse af det samme ord igen og igen).

’Dream River’ viser en sangskriver og guitarist, der fuldstændig er smeltet sammen med sin skaberevne. Alle burde unde sig at drive med ned ad floden mod den ukendte destination.

8,5




Tilbage til Aktuelt om MUSIK


Bill Callahan: 'Apocalypse' (2011)


Bill Callahan: 'Sometimes I Wish I Were an Eagle' (2009)


Smog: 'Sewn to the Sky' (1990) - Bill Callahans første cd

Julia Holter ’Loud City Song’

indsendt 16. okt. 2013 08.23 af Mads Kjær Larsen   [ opdateret 1. nov. 2013 06.48 ]

På sit tredje udspil diverterer Julia Holter med mere fyldige arrangementer end på dets avantgardistisk-minimalistiske forgængere. 'Loud City Song’ er boblende organisk og varieret, både køligt krybende og varmblodet vild - som en fuldtonet film noir. 

- mkl -
16.10.13
Der er hentet inspiration fra et væld af subkulturelle musikalske strømninger i amerikanske Julia Holters musik, heriblandt (men langt fra udtømmende): 1950er-filmmusicals, 1930er-Broadway-pop, melodier i valsetakt og lounge-jazzede soli på sprød saxofon m.m.m.

Den overordnede ramme er en fortælling om L.A. sanset gennem et enigmatisk, men fortættet film noir-filter; en storby, der slumrer hen som en døsig, dekadent dagdrøm, når da ikke byens underverden trænger op til overfladen og viser sit grimme fjæs.

Der er noget umiskendeligt opulent over de musikalske arrangementer, der kaster lange, langsomme og skæve skygger. Her hersker en præ-rock'n'roll-fornemmelse, præcis som de filmiske stills, man som lytter oplever på sin indre skærm, mens musikken tager over og væver sine intrikate mønstre på sindets vægge. 

Holter ønsker at bryde grænser, eller rettere: at smelte tilsyneladende inkompatible elementer sammen, så en ny, mere overrumplende, syntese opstår. Hun er konstant engageret i en skabelsesproces, hvor det tilgængelige truer med at disintegrere i formløshed - eller omvendt: at lade små melodiske indbrud skrabe hul på overfladen, når den synes allermest uigennemtrængelig.

Det forunderlige ved ’Loud City Song’ er, hvor umiddelbart indtagende det er, selvom det i sin kerne er dybt eksperimenterende musik. Den ekstra klang- og nuancerigdom i arrangementerne udvider musikkens rækkevidde betragteligt, som på ’Horns Surrounding Me’, 'Maxim’s I’ og ’In the Green Wild’, hvor lækre, jazzede baslinjer møder dissonante stryger- og blæserpartier og en perpleks paranoia siver ud af sangenes sprækker. 

’Loud City Song’ er betagende, selv når den er ”svær” at afkode eller forstå. Når først brikkerne falder på plads, og man kan se et større billede (selvom det altid akkurat undslipper en endelig manifestation), er Holters musik åndeløst bjergtagende.

Der mangler måske enkeltstående øjeblikke helt så rørende som 'Goddess Eyes II' eller så melodisk intrikate som 'Marienbad' (begge fra forrige års 'Ekstasis'), men som samlet værk udgør albummet en smukt splintret helhed, der er strunk i sin elegance, men også sær, dramatisk, dragende og kompleks.

8,6



Tilbage til Aktuelt om MUSIK

Julia Holter: 'Tragedy' (2011)



Julia Holter: 'Ekstasis' (2012)

Pearl Jam ’Lightning Bolt’

indsendt 15. okt. 2013 11.08 af Mads Kjær Larsen   [ opdateret 15. okt. 2013 13.48 ]

Grunge-veteraner nægter at dø: Pearl Jams musik knitrer videre som en stædig stikflamme på rockens sodsværtede alter. På sonisk poleret, men sammensat nyt album, håndterer Vedder og co. den midaldrende mands udsigt til døden med både ømhed og aggression.

- mkl -
15.10.13
Pearl Jams store force har altid været, at de formår at forene det højtstræbende og hymniske med det grynede, nervøst sitrende og kontrært indestængte.

Der hersker en massiv, men skyggefuld magi over værkets bedste stunder som overskrider de mærkater bandets fornægtere altid har søgt at nedgøre (eller i hvert fald fastlåse) det med: "Klassisk far-rock tilsat en postuleret punk-energi samt lejrbåls-akustiske refleksioner af banal beskaffenhed!"

Tværtom: Der er snarere tale om slidstærk melodisk klassicisme, der møder en intens og ulmende uro tilsat lyriske fragmenter uden facitliste.

Meget af ”misforståelsen” angår formentlig forsanger Eddie Vedder, en svigtet ung mand, der blev superstjerne (og generationstalerør) imod alle odds, da den alternative rock for en stund blev mainstream i 1990erne.

Hos Vedder mødes dedikationen og dødsforagten hos en slacker-surfer-dude uden noget at miste med den vejrbidte visdom hos den evigt søgende, der omfavner jordens elementer og søger en form for spirituel sammensmeltning med det, der omgiver ham.

På sin vis er Vedder en slags everyman-udgave af Ralph Waldo Emerson, digterfilosoffen og naturessayisten, der i det 19. århundrede formulerede den særligt amerikanske tradition for transcendentalisme, en afstandtagen til byens vrimmel, menneskenes korrumperende vaner og myndighedernes indgribende virkning på det nære liv og i stedet forfægtede individets harmoni i og med naturen og på afstand af sociale konventioner. Simpelhed og selvopretholdelse var i fokus. En livsstil, der fik sit evigtgyldige manifest i Henry David Thoreaus 'Walden' (eller på dansk 'Livet i skovene') fra 1854.

Vedders enspændernatur og filantropi/retfærdighedssans er to sider af samme mønt: Han mærker alt levende som en vibrerende tilstedeværelse i sig, om det så er bølgen han surfer på, ørnen, der letter fra trætoppen på bjerget eller medmennesket han møder på sin vej. 

Til tider bliver Vedders metaforik uspiselig i dens kosmisk optagede (men afgjort a-religiøse) accept af livets svært begribelige forgængelighed. Men han formår – når han er tændt og/eller anfægtet – at kanalisere både vrede og en særlig eksistentiel nervøsitet, så sangene blafrer som serier af spørgsmålstegn snarere end postulerende udråbstegn.

Vedder er en paradoksal lyriker. Lige så glimrende snapshots fra en hjerne i bevægelse, han kan skrible ned (ofte usammenhængende associationer, der forlener Pearl Jams sange med en flygtig, ikke-reducérbar natur), lige så tæerkrummende kan han være, når han aktivt prætenderer dybde og ser en holistisk sammenhæng fra toppen af den bølge, han surfer på.

Vi møder begge sider af Vedder – den næstekærlige naturelsker og den asociale enspænder – på ’Lightning Bolt’. Men vi ser måske for første gang i Pearl Jam-kataloget, at det er, når Vedder kombinerer de to impulser, at han lykkes bedst som lyriker og som sanger. Hvilket måske ikke er så underligt, al den stund, at han efterhånden er blevet 48 år. Vedder og co. har fundet sig til rette med alderens tyngde på 'Lightning Bolt'; der er en værdig accept af egen dødelighed, der løber som en strøm gennem de 12 sange. 

Albummet åbner i vanlig Pearl Jam-stil med et aggressivt, men målrettet one-two-punch i skikkelse af ’Getaway’ og ’Mind Your Manners’, der er to af Seattle-veteranernes mest iørefaldende og fint afstemte up tempo-numre siden 90ernes velmagtsdage. Begge tager de brydetag med organiseret religion og hævder individets stillingtagen til spørgsmål om liv og død som et moralsk anliggende. 

Det vibrerende, groovy vers i førstnævnte og det fremragende (kontramelodiske) mellemstykke samt McCreadys stærkt distortede solo og outro i sidstnævnte, vidner om sange, der hæver sig betragteligt over det formularagtige, selvom de omvendt ikke bevæger sig uden for bandets etablerede komfortzone. 'Animal' og 'Spin the Black Circle' er naturlige pejlemærker for de to sange respektivt. 

Sangene på 'Lightning Bolt' er polerede, men sammensatte. Der er kælet for detaljerne, men uden at det nødvendigvis virker overgjort eller forplumret.

Eksempelvis vokser der ud af vers-omkvæd-vers-grundformen adskillige glimrende mellemstykker, der hæver sangene det sidste nøk opad: 'Mind Your Manners' er præmieeksemplet, men også på ’My Father’s Son’, kontrasterer mellemstykkets lyse tone det ulmende mørke der dominerer vers og omkvæd, og ’Swallowed Whole’ – en R.E.M.-møder-’Into the Wild’-agtig sag – hiver ekstra energi frem i en i forvejen god melodi med netop et inspireret mellemstykke. Det samme er tilfældet på den (noget regressivt) bar-band-bluesede ’Let The Records Play’.

’Lightning Bolt’ peaker på albummets forbløffende vellykkede midterstykke, hvor sangene ’Sirens’, ’Lightning Bolt’, ’Infallible’ og ’Pendulum’ troner som både følsomme og ophidsende hymner af menneskelig viljestyrke konfronteret med visheden om dødens uafvendelighed:

’Sirens’ er en næsten-over-the-top-powerballade, bandets mest skamløst vellykkede forsøg på at ramme en 1980’er-stadionlyd siden debuten. Vedders inspirerede lyrik og nuancerede vokalbidrag løfter sangen ud af skyggen fra McCreadys lidt vel rutinerede solo. Matt Camerons backingvokaler er desuden særdeles velanbragte som kontraster til Vedders varmt glødende baryton, hvilket giver glædelige mindelser om klassikeren ’Black’. Snarere end kvalm og oppustet, bliver sangen derfor genuint rørende og vedkommende.

Lyrikken til ’Sirens’ tager udgangspunkt i protagonistens registrering af lyden af sirener i byens udkant, hvilket får ham til at reflektere over hvornår det mon bliver hans tur til at blive ”hentet i ambulancen”. Vedder finder midt i dødsangsten – ganske sigende for sangene på ’Lightning Bolt’ – trøst i kontemplationen af sin elskedes ansigt, hvilket får frygten til at fortage sig (”the fear goes away”).

Titelnummeret ’Lightning Bolt’ er et særdeles vellykket rocknummer netop, fordi den så uanstrengt formår at smelte det hårdt pågående og melodisk progressive sammen med det hymniske og reflekterede. McCreadys solo er vibrerende og tung af distortion og sidder som en levende kontrast til det keyboarddrevne brus, der fører sangen flyvende i mål som et vitalt genfærd af The E-Street Band for fulde turbiner. 

Mindre udvendigt appellerende, men endnu mere musikalsk interessante er ’Infallible’ og ’Pendulum’, to murrende, intense rocknumre, der lyder som stort set intet andet i bagkataloget.

Førstnævnte inkorporerer udsatte orgeltoner, diskrete synths og sære guitarlyde og får en speciel opdrift i omkvædet, mens Aments bas er som et ekkolod, der afsøger en havbund for glemte skibsvrag eller ukendt liv. Det er en fremragende sang, hvis mesterstykke er den instrumentelle intro, der fungerer som breakdown efter hvert omkvæd i resten af sangen.

’Pendulum’ afsøger ligeledes delvist ukendt territorium. Eddie Vedders vokal er næsten for dominerende i en sang, der er så instrumentelt ladet, lagdelt og med en så righoldig tekstur (domineret af Aments bas), at musikken faktisk taler med væsentlig større effekt end ordene. Pearl Jam har som band sjældent lydt så underspillet og instrumentelt dybderegistrerende som her. 

Jeff Ament er mere end nogensinde bandets profil på ’Lightning Bolt’, hvor hans basgange bestandigt holder gryden i kog. Den er ofte den vibrerende nerve, der giver sangene et kildrende, sugende (efter)liv.

Lad det være sagt klart og tydeligt: ’Lightning Bolt’ er Pearl Jams bedste udspil siden 1998s ’Yield’.

Er det en stor plade? Ikke helt. Dertil udgør anden halvdels skiftevis mere nedtonede, akustisk bårne og formafsøgende sange en lidt for uegal støbning til sammenligning med de retningsbestemte og fuldtonede bandindsatser på første halvdel.

’Future Days’ er en Cat Stevens-agtig ballade med banal lyrik. Melodisk mangler den et omkvæd, der kan kontrastere versets oprigtige folk-strumalong. Vedders lyrik viser sig fra sit problematiske hjørne: sentimental og generaliserende frem for associerende eller specifik. ’Future Days’ er til gengæld nydeligt musikalsk eksekveret med en sparsom, men lydhør orkestrering (med fin brug af violin og klaver).

’Sleeping By Myself’ er taget fra Vedders ’Ukulele Songs’ og er her givet en band-makeover. Det virker ejendommeligt, at bandet efter mere end fire års albumpause genbruger et Vedder-solonummer og derfor vil tilstedeværelsen af den ellers charmerende komposition (respektfuldt løftet og poleret af bandet) med garanti irritere den mere sarte fans ører.

’Let the Records Play’ er lidt af et fyldnummer, men heldigvis et finurligt et af slagsen. Et blues-rock-riff (ikke ulig god, gammeldags ZZ Top!) giver plads til et mere gængs Pearl Jam-omkvæd, men det er som nævnt tidligere mellemstykket, der hiver sangen op over det blot tilforladelige. ’Yellow Moon’ viser igen Vedder i hans holistiske hjørne (og skæmmet af ret beset meningsløse banaliteter, fx ”round we go, where we stop/ no one knows”). Sangen er stemningsladet – Aments bas ligger ulmende på lur i skyggerne – men melodien er ikke specielt mindeværdig og McCreadys solo er lige på den forkerte side af det rigidt konservative.

Pearl Jam har med ’Lightning Bolt’ i en vis grad fundet en formel, der passer bandet på et tidspunkt, hvor det som legeplads for en flok midaldrende mænd skal finde sig til rette i en anderledes identitet. 

Det er ikke så meget chancerne det tager, som det er overbevisningen om, at de valg det træffer er rigtige og giver mening, der frisætter bandet og viser det fra en mere moden, men stadig snurrig og strømførende stærk side.

7,2

Bedste numre: ’Mind Your Manners’, ’Sirens’, ’Infallible’, ’Lightning Bolt’ 


Læs også Spotlight-artiklen: I bakspejlet: Pearl Jam


Sirenesang

indsendt 12. sep. 2013 06.33 af Mads Kjær Larsen   [ opdateret 12. sep. 2013 10.30 ]

Laura Veirs væver grove og grumsede tråde ind i sit americana-kludetæppe. Julianna Barwick fortsætter sin konsonantfattige rejse ud over naturens vidder og ind i sindets dybder. Neko Case leverer skizofrent og personligt album med både blæserbrus og hudløs a-cappella.

Laura Veirs: ‘Warp & Weft’

- mkl -
12.09.13
Gæstelisten på den 39-årige sangskrivers niende album siger en del om den status hun har fået oparbejdet gennem årene: k.d. lang, Neko Case og diverse medlemmer af My Morning Jacket og The Decemberists.
På ’Warp & Weft’ kombinerer Veirs sin delikate folk-pop med orkestrale arrangementer (der minder om landsmanden Andrew Bird) og americana-baseret rock’n’roll. Det er den elektriske guitars ruskende motiver – snarere end den akustiskes sirlige figurer – der farver stemningen på de fleste af disse sange, der lyrisk er velkendt terræn for Veirs: Som altid investerer hun sine tekster med et omfattende reservoir af metaforer hentet fra biologien og geologien.

Veirs’ velfriserede stemme er måske hendes hæmsko: Hendes blidt nøgterne fraseringer er mere pæne end egentligt personlige. Derfor er det kun passende, at den elektrificerede backing kan ruske lidt op i vokalens balsamiske effekt.

’Sun Song’ (med Case på backingvokal) åbner albummet på glimrende vis med en banjo- og strygerbåret melodi, der føles som en liflig brise. Højdepunkter er desuden den urovækkende moderskabs-hymne ’Dorothy of the Island’, der kulminerer i et befriende brus af et guitarbåret mellemstykke, det gribende Hiroshima-memorandum ’Sadako Folding Cranes’ og den frenetiske guitarsalve ’That Alice’, en slags mini-biografi over Alice Coltrane.

På ’Warp & Weft’ rammer Veirs måske ikke et forslået intensitetsniveau som på ’Carbon Glacier’ (2004), til gengæld serverer hun mere strunke og medrivende sange, hvor det milde får fornemt modspil af det krasbørstige. De mere komplekse (elektriske) arrangementer får hendes sangskrivning til at slå dybere rødder end nogensinde.

7,9

Julianna Barwick: ’Nepenthe’

Det er næsten overflødigt at nævne det, men Barwicks tredje opus, hvis titel refererer til et antikt græsk navn for et bevidsthedsudvidende stof der modvirkede melankoli, er indspillet på Island – i samarbejde med Alex Somers (Jónsis bedre halvdel).

Barwicks ordløse musik, der næsten udelukkende består i rumklangs-mættede loops af hendes stemme (der næsten eksklusivt betjener sig af alfabetets vokallyde), giver bestemt mindelser om Sigur Rós anno ’()’, hvor gruppens brug af selvopfundne gloser (’hopelandic’) blot intensiverede indtrykket af naturkræfter som ordløse abstraktioner.

Åbningsnummeret ’Offing’ består udelukkende af talrige vokal-loops, hvorefter der introduceres klaverstrofer og strygere på ’The Harbinger’. ’One Half’ ville kunne få selv Björk til at føle mindreværd: Øjeblikket, da Barwick pludselig synger karrierens første meningsfulde strofer har lidt samme virkning som når et religiøst ritual træder ind i sin allerhelligste fase.

Barwicks fornemmelse for musikkens intrikate strukturer og teksturer er i det hele taget udtalt: På ’Pyrrhic’ væver celloer en dirrende kontrastdybde ind under Barwicks stemme, der både rammer fjerne æteriske højder og hvisker små hemmeligheder helt tæt på øret. Siden tilføjes nogle rumlende klavertoner og frostklare strygere. Man ser næsten uundgåeligt slumrende islandske vulkanlandskaber, der vækkes ved morgensolens skarpe lys, for ens indre øje.

På albummets anden halvdel stritter Sigur Rós-inspirationen flere gange frem – især den mol-tunge melankoli, der hersker over ’Forever’ og ’Crystal Lake’. Post-rockens fornemmelse for lineære lydrejser er et oplagt match for Barwicks bestræbelser på at etablere en form for undtagelsestilstand med sin musik.

Stoffer eller ej, på ’Nepenthe’ lokker sirenernes ordløse sang med uformindsket styrke. 

8,2


Neko Case: ’The Worse Things Get, The Harder I Fight, The Harder I Fight, The More I Love You’

Neko Case har igennem seks album udviklet sig til en særegen, uforudsigelig og karismatisk skikkelse på den alternative amerikanske musikscene. Hun pendulerer mellem sideprojektet The New Pornographers’ powerpop, californisk FM-rock på ’Middle Cyclone’ (2009) og hjemsøgt americana på hovedværkerne ’Fox Confessor Brings the Flood’ (2006) og ’Furnace Room Lullaby’ (2000).

Cases helt store trumfkort, udover hendes både morsomme, mystiske og helt igennem personlige lyrik, er hendes dragende vokal, der er mørk, kraftfuld og fuld af krop.

På ’The Worse Things Get…’ kombinerer Case alle tænkelige musikalske impulser i sin hidtil mest eklektiske samling sange. Det tager noget tid at vænne sig til de mange facetter – uanset om vi taler den M Ward-assisterede powerpop på ’Man’, den næsten ubærligt hudløse a-cappella-kreation ’Nearly Midnight, Honolulu’, den blæserbrusende slow burnpå ’Ragtime’ eller en intens version af Nicos i forvejen kuldslåede ’Afraid’ – men langsomt falder de mange brikker på plads.

Nærlytninger afslører, at Cases personlige historie er på spil: I teksterne river hun op i gamle sår og dybe familietraumer, som på den forjættende depressionshymne ’Night Still Comes’, hvor hendes stemme klinger sårbart, men determineret.

Sange som ’City Swan’ og ’Bracing For Sunday’ har bund, nerve og nogle komplekse arrangementer med kor, blæsere, strygere og skæv percussion.

Case finder på ’The Worse Things Get…’ en smuk balance mellem særhed og skønhed, styrke og sarthed, der får musikken til at antænde og gløde som et vågeblus i natten.

8,0

Tøjlet tøjlesløshed

indsendt 12. sep. 2013 02.34 af Mads Kjær Larsen   [ opdateret 12. sep. 2013 06.35 ]

Janelle Monáes ’The Electric Lady’ er på et formelt plan suveræn i sin ambitiøse kortlægning af fortidens musikalske pejlemærker, men de mange smagskomponenter synes i for stor udstrækning forhippede på at projicere storhed. Monáe har mere skabt en ide om et stort kunstværk end den ægte vare.

- mkl -
12.09.13
Erykah Badu (og for en stund, Lauryn Hill) indvarslede sammen med D’Angelo den såkaldte neo-soul-scene sidst i 90erne, men siden har det været småt med virkeligt originale sorte kvinder på tidens musikscene, hvor man – bevares – finder crossover verdensnavne som Beyoncé og Rihanna, men hvor det skorter på talenter, der bringer genren nye steder hen og først og fremmest byder på personlighed, kreativitet og fremsynethed, fremfor et salgbart image, fotogene ansigter, afklædte kroppe og sikre hits.

’The ArchAndroid’ – Janelle Monáes kritikergennembrud og debutlangspiller fra 2010 – var en forfriskende saltvandsindsprøjtning til en musikscene, der mere end nogensinde tørster efter en kvinde med sans for ideer, koncepter, musikhistorie og komposition foruden mode, koreografi, dans og performance,  der kunne matche det megalomane ambitionsniveau hos fx en Kanye West. Monáe demonstrerede måske nok en mere retro-fetichistisk tilgang til soul-genren end fx Badu, men hendes omgang med de musikhistoriske byggeklodser var udtryk for et sjældent set overblik og forløst med en uforlignelig musikalitet og ikke mindst en frygtløs vilje til at gå i kæmpernes fodspor, hvis ikke ligefrem at overhale dem indenom.


Når man lytter til Monáes opfølger sætter en vis skepsis ind: Der er ikke skruet ned for ambitionsniveauet, tværtom er der om muligt skruet yderligere op for eklekticismen i anden ombæring.

Monáe tager fortsat udgangspunkt i et syret sci-fi-koncept (hvor hun poserer som alter egoet Cindi Mayweather, en androide fra fremtiden), og hun lægger sig i forlængelse af den kosmisk syrede og sci-fi-begejstrede soul fra 1970erne, som Sun Ra og George Clinton var garanter for (og som dybest set fungerede som et spejl for sorte musikeres håb om en bedre fremtid med ligestilling og broderskab).

Hun lægger desuden yderligere alen til sin forvaltning af den sorte musikhistorie med flere elementer af blød jazz og funk og til den hvide musikhistorie med tydelig inspiration fra bl.a. Ennio Morricones spaghetti-western-lyd.

Hovedvægten er stadig på to fyrtårne i sort musik: Prince og Stevie Wonder (helt eksplicit på de ’Music of My Mind’-efterabende ’Ghetto Woman’ og ’Dorothy Dandridge Eyes’).

Man må give Monáe, at hun har formatet og ikke mindst ideerne til at gå i de to geniers fodspor, men det er som om ’The Electric Lady’ i højere grad end forgængeren stiller sig tilfreds med at være dygtigt udførte imitationer med alle de melodiske krumspring og arrangementsmæssige finurligheder, det måtte indebære. Den bagudskuende æstetik er ikke i sig selv diskvalificerende for projektet, men da Monáe ikke er en særlig personlig eller flertydig sanger mangler hendes stemme en afgørende kant eller variation til at give musikken flere brydningsflader. Den mangler bid og temperament, simpelthen.

Monáes kompositioner overskrider som oftest det pasticheagtige, netop fordi hun formår at sammensætte sine egne konglomerater af forbillederne, ofte inden for rammerne af den enkelte sang:  De bryder ofte med gængse sangskabeloner og byder på uventede indbrud, kontramelodier etc. Men spørgsmålet er, om den formelle kompleksitet i kompositionerne og arrangementerne tilfører sangene netop mere end en rent formel styrke.

Man savner en større grad af menneskelighed og personlighed, når både det overordnede koncept og de specifikke sange virker så forhippede på at fremvise et sublimt overblik og samtidig skal fungere som faktiske kreationer af blod, sved og tårer. Der mangler noget liv og friktion i produktionerne, der på den måde kommer til at spejle Monáes egne vokale begrænsninger.

Hun fylder så meget historie, så mange smags- og stilkomponenter ind i disse sange, at hun næsten kvæler spontaniteten, den rene inspiration, der ganske givet har været med til at antænde disse sange i første ombæring.

Albummets længde og sekvensering er ydermere problematisk: Der lægges stærkt fra land med den glimrende, funk-rockede Prince-kollaboration ’Givin’ Em What They Love’ (hvor den lilla prins’ umiskendelige guitarlinjer og sugende falset yder diskret, men alligevel markant assistance), det melodisk slidstærke titelnummer (med Solange), der lyder som prime time funk-soul af Earth, Wind & Fire-skolen samt forløbersinglen ’Q.U.E.E.N’ (med Badu), der er melodisk intrikat, men samtidig spændingsfyldt og har noget af den råhed, vildskab og overraskelseseffekt, som man savner på store dele af ’The Electric Lady’, hvis demonstrative eklekticisme på paradoksal vis tæmmer vildskaben mere end yder den assistance.

Balladerne er Monáes største akilleshæl her: De bliver enten for pæne, for bombastiske eller for lidt forankrede i reel følelse. Det er lidt som at bevæge sig rundt i en voksmuseum-udgave af soul-historien.

’Prime Time (med Miguel) er på papiret en god (meget Prince-lydende) sang, men det faktiske resultat af anstrengelserne, er netop mere anstrengt og forceret end egentlig inspireret. Som albummet skrider frem (over 19 sange og 70 minutter) tynder det desuden ud i de stærke melodier og albummet bliver mere pompøst og blodløst, jo mere Monáe sætter tempoet ned. Hun er bedst, når hun forsøger at sætte ild på dansegulvet – og det gør hun alt for lidt på albummets anden halvdel.

Janelle Monáe er et kæmpe talent, men det er som om hendes ideer og hendes performancetalent er større end hendes faktiske kunst. Nogle gange opleves musikken som demonstrativt blæret med orkestrale arrangementer og udfoldede soli og alskens kontramelodiske forløb, der er mere forhippede på storhed, end godt er. ’Se, hvad jeg kan’ er en charmerende børnesang, men Monáe er jo en fuldmoden kunstner, der burde vide bedre.

Monáe vil anerkendes som en stor kunstner, hendes output nærmest tigger og beder om prædikater som ’geni’ og ’visionær original’ og hele sci-fi-rammefortællingen (der dybest set er noget usammenhængende sludder) synes skabt med det formål at understrege Monáes nærmest messianske rolle som musikkens store udfrier. Noget hendes musik ikke helt kan leve op til.

Man beundrer hendes ambitionsniveau, forbilledlige imagebevidste (og i forhold til kollegerne, bemærkelsesværdige påklædte) fremtoning samt hendes evne til at bygge disse mægtige spejlkabinetter og luftslotte af lyd, men ’The Electric Lady’ opleves i for høj grad som flotte fotografier fra en mageløs jordomrejse på luksusklasse: Det er betagende at skue, men man ville hellere selv have været med på turen, frem for at se den formidlet på glittet papir med utallige retoucheringer.

6,8



Tilbage til Aktuelt om MUSIK


William Tyler: 'Impossible Truth'

indsendt 20. aug. 2013 15.22 af Mads Kjær Larsen   [ opdateret 21. aug. 2013 01.04 ]

Instrumentalalbum fra ung Nashville-guitarmaestro er som et sugende svæv over det amerikanske kontinents samlede geografi - med forrevne kløfter, ødemarker, sneklædte bjergtoppe, sol, sand, glas og beton. Vidt udstrakt som endeløse drømme.

- mkl -
21.08.13
William Tyler har skabt sit navn som højt estimeret sidekick til nogle af americanagenrens fornemme eksponenter såsom Kurt Wagner (Lambchop) og Will Oldham (aka Bonnie ‘Prince’ Billy). Han debuterede som solist med ‘Behold the Spirit’ i 2010, men tager et spring op lige under americana-superligaen med sit nye, andet album ‘Impossible Truth’. 

Tyler er en mesterlig guitarist. Ikke alene er han teknisk suveræn, han tænker musik som struktur, tekstur, sansning, ide og følelse. Han udtrykker sindets krinkelkroge lige så overbevisende som de ydre landskaber, der giver ekko i titlerne på hans sange: ‘Country of Illusion’, ‘Cadillac Desert’, ‘Geography of Nowhere’. Titlerne siger sådan set det hele. Ikke så sært, at Tyler ikke behøver flere ord: Han lader guitaren tale, meget udtryksfuldt suppleret af små loops, trombone, bas, percussion og pedal steel. 

Tyler optegner konturerne af Amerika - som ide og som virkelighed - i sin musik. Derfor er det måske en ironisk pointe, at det gloriøse åbningsnummer ‘Country of Illusion’ giver kraftige mindelser om den britiske folkscene fra slut-60erne/start-70erne med pastoralt ekkoende guitarlinjer a la Nick Drake, Bert Jansch eller Richard Thompson. Siden introduceres en pedal steel, og straks føler man sig omplantet til folkrockens svar på Shangri-la, LA’s Laurel Canyon. 

Ni minutters musik, der trækker sig sammen og udvider sig, som skygger, der kaster et slør over landskabet, men snart viger bort for solens støvede almagt. 

‘Geography of Nowhere’ er mere simrende, nærmest spansk inspireret, som en sydstatsgotik, der bygges op med bølge efter bølge af guitarlinjer. Tyler holder igen og skaber netop derved et fortættet drama, der er nærmest overvældende i sin antydningskunst. 

Andre højdepunkter er den mere fuzz-tunge ‘Cadillac Desert’, den intrikate ‘We Can’t Go Home Again’ og den opadstræbende, østligt-klingende ‘The World Set Free’, der fungerer som en 10 minutters finale på et album med en emotionel og deskriptiv rækkevidde, der er forbløffende.

Tyler vækker et mytisk Amerika til live; et Amerika, der både er varierede landskaber, stedet for drømme og bristede illusioner, nostalgi og historieløshed.  Han ser forbindelser og tegner mønstre på et bagtæppe af historie, myte og tradition. Han både fastholder og fornyer en ide om kontinentet og den musik, som løber som en blodåre ned gennem det 20. århundredes kreative knopskydninger. 

I en tidsalder hvor øjeblikket dyrkes og hvor det er mere end svært at fastholde opmærksomheden pga. en evigt ekspanderende informationsmængde, kan det forekomme aldeles fremmed at give sig selv tid til at fordybe sig i næsten en times musik uden ord. Desto mere befriende og åbenbarende vil det være for de, der tør springe ud i forsøget at lade sig opsluge i den elektriske strøm, der genskaber ikke alene en forestilling om Amerika, men en skridsikker, intuitiv kunst formet af en overlegen solists små successive bølger af forskydninger og lagringer. Der er tale om musik som hukommelsesspor, der forbinder et smuldrende kontinent og giver det en ny slags form. 

8,6








Tilbage til Aktuelt om MUSIK

William Tyler: 'Behold the Spirit' (2010)


William Tyler

Patty Griffin: 'American Kid'

indsendt 5. aug. 2013 12.41 af Mads Kjær Larsen   [ opdateret 5. aug. 2013 13.02 ]

49-årige Patty Griffin er en fuldmoden og efterhånden fuldgod erstatning for dronningen af americana/country, Emmylou Harris, hvis sidstnævnte snart opgiver dronningesceptret til fordel for et velfortjent otium. Grynet realisme møder renfærdig idealisme på Griffins hidtil bedste udspil.

- mkl -
05.08.13
Patty Griffins sørgmodigt smukke røst indbyder til en indlysende sammenligning med Emmylou Harris’, omend hun oftest tilstræber en mindre “ren” vokal end forbilledet, hvis engleagtige stemme i sin storhedstid var klar som en frostdag i februar. 

Griffins sangskrivning betjener sig af en skyggefuld stemningsrigdom med blik for sigende detaljer og anekdotiske snapshots fra familielivets gemmer. Hun ejer desuden en sentimentalitet og forkærlighed for narrativt forankrede sange - samt en musikalsk rekurs til bluegrass-genren - der vækker mindelser om en anden ubestridt dronning, Dolly Parton. 

Griffins nyeste album, ‘American Kid’, der er indspillet sammen med Band of Joy, Robert Plants backingband (Plant og Griffin blev kærester i forlængelse af deres samarbejde på netop Plant-albummet ‘Band of Joy’ fra 2010) giver tematisk mindelser om Anaïs Mitchells ‘Young Man in America’ (2012), ikke kun på grund af titlen, der naturligvis ligger sig tæt op ad Mitchells, men fordi sangene kredser omkring tvetydige amerikanske skæbnefortællinger, og ikke mindst forbindelsen (og brudfladerne) mellem generationerne, mellem far og søn/mor og datter. Det sociale landskabs afmagt - med tydelige recessions-reminiscensser - bliver til en ydre manifestation af individets længsel og uro. Fælles for begge album er, at de dybest set vælger at bruge beskrivelsen af familiære bånd som et prisme til at sige noget meningsfuldt om myten om Amerika. 

Griffins egen far døde i 2011, og ‘American Kid’ tager blandt andet livtag med erfaringen af at miste en (højt værdsat) forælder. Intimitet og virkelighedsnære skildringer med blik for konfliktfelter og skæbnens ubønhørlighed står side om side med mere renfærdige, gudfrygtige og sentimentale sange. For Griffin (og for countrygenren som helhed) er der intet modsætningsforhold mellem en grynet realisme og en renfærdig idealisme, tværtom sameksisterer de som det naturligste. Hvis denne spændvidde skurrer en kende, skyldes det såmænd snarere de fordomme lytteren har med sig end Griffins manglende evne til at prioritere sit stof. 

Griffin diverterer med sej og rå blues på 'Don’t Let Me Die in Florida' og atmosfæremættet slow burn på 'Ohio' (med Plant på diskret backingvokal). Hjemløse, plagede protagonister driver i disse to fremragende sange rundt i et Amerika, hvor de lever og dør som navnløse skæbner: “Please don’t let me die in Florida/ I don’t care about my name/ If you catch me dying in Daytona/ Throw my bed onto a train/ I don’t need to see no mirror/ I am never to see my own face/ Just a reflection of somebody/ Who’s gonna leave without a trace,” som det lyder i førstnævnte. Griffin veksler andetsteds mellem det navnløse og mytiske og hendes egen fars konkrete skæbne som et billede på hvordan myten om Amerika har fungeret som et motiv i hendes eget liv. 

Men Griffin er tvetydig: Hun omfavner sentimentaliteten i sange som 'Wild Dog' (et billede på Gud, der nutildags strejfer omkring ude på de blæsende veje uden at kunne finde et hjem), 'Mom and Dad’s Waltz' (der giver kraftige mindelser om Parton-klassikeren 'Coat of Many Colors') og 'Faithful Son', hvor familieloyalitet fremstilles som en absolut værdi, der sikrer mening, fylde, tro, tryghed og sammenhold i individets liv. 

Instrumentelt byder disse familie-tematiserende numre, der især optager albummets midterstræk, på smukke, patinafarvede arrangementer med blid og banjo-klimprende akustisk folk. 

Patty Griffin omfavner i sin kunst den tvetydighed, der ligger i hjertet af hendes udforskning af den amerikanske etos og dens forankring i mytens tidløshed. Familiens tryghed kontrasteres med den evige længsel efter noget andet og mere og det brud med det velkendte, der også kendetegner myten om Amerika, personificeret ved den omstrejfende vandringsmand. På den smukke, vokalt underspillede 'Highway Song' oplever vi pludselig smerten fra den, der savner, snarere end den, der føler længsel efter noget andet. Individets beslutninger vejer nemlig altid tungt, fordi de også vejer på andres skuldre.

Således ligger ulykken på lur for at føre ‘the American Kid’ på afveje, væk fra familie, hjemegn, Gud og - i sidste ende - sig selv. 

8,4



Tilbage til Aktuelt om MUSIK


Patty Griffin


Robert Plant & Patty Griffin

1-10 of 45