Kulturbærende kontrær kværulant

indsendt 10. jun. 2013 14.27 af Mads Kjær Larsen   [ opdateret 1. nov. 2013 06.41 ]

Engelsk-jødiske Howard Jacobson, tidligere Man Booker Prize-vinder (for romanen The Finkler Question), er lige respekteret som essayist og romanforfatter. Jacobsons antologi Whatever It Is, I Don’t Like It samler hans bedste klummer for dagbladet Independent fra 1998-2011. 

- mkl -
10.06.13
Den Danske Ordbogs definition på idiosynkrasi lyder som følger: "Følelse af stærkt, ofte ubegrundet, ubehag ved nogen eller noget, der fremkalder denne følelse".  

Når man vægrer sig ved at beskrive Howard Jacobsons opfindsomme udfald mod tidens dårskaber som udtryk for idiosynkrasier skyldes det indskuddet i definitionen: "ofte ubegrundet".

Jacobson skyder ikke bare med spredehagl mod tidens tegn på forfald og kulturelt armod. Han er mere konsistent end som så. Man kan være enig eller uenig med ham, men man må tage hatten af for hans konsekvens og hans evne til at se udenom automatholdninger og skære ind til benet i enhver debat.

Der er en naturlig autoritet (med en snert af bevidst arrogance), der er symptomatisk for Jacobsons stil (han er nærmest definitionen på en no-nonsense-tilgang), der får dét at trække vejret til at synes kalkuleret til sammenligning. Som hér hvor han beskriver oplevelsen af et bar mitzvah-ritual spoleret af et par fnisende piger: 

I am a man of wisdom so I know that giggling is something you do when you are nervous and self-conscious and need not mean you have a disrespectful nature. But the giggling won’t stop – the girls even giggle over the name Hashem itself, an offence which brought a visit from the angel of destruction in the good old days – and the generosity with which the congregation at first greeted their girlish hysteria has turned to embarrassment, to shame, and in some hearts to anger.

In my heart, for example – mine, not the rabbi’s – it has turned to boiling rage. Funny that, for as a rule I welcome a seasoning of blasphemy. Or maybe not so funny, since to be a blasphemer you must understand belief, whereas to be a giggler you need understand nothing.”

Hans konklusion er slående: At udøve blasfemi kræver refleksion og en trænet bevidsthed, hvorimod almindelig respektløshed bare er en fordummende respons på noget, man ikke forstår. Det er typisk Jacobson, og det er befriende klartskuende.

Og når vi nu taler om rabbinereJacobson diverterer andetsteds med sin veneration for netop rabbineren som figur og ser med humor og klarsyn parallellen til sin egen metier:

I am a sucker for sophistical theology. 'Ah, but do the words actually say that?' they have only to ask, and I am theirs to do with as they please. In its essentials, being a rabbi is like being a literary critic: you pick at texts, affect a deracinated Central European accent and tell people how to live.”

Titlen på Whatever It Is, I Don't Like It siger det delvist (og selvironisk): Howard Jacobson er en kontrær kværulant. Men han er det af en opbyggelig grund: Fordi han mener, at der er så meget i vores kulturelle arv, vi burde være bedre til at huske, værne om og undervise vores børn i.

Jacobson besidder den særlige evne at kunne sige meget med få, velvalgte ord, foruden dreje allerede etablerede pointer på elegant vis, så selv den mindste perspektivforskydning kan bidrage til at kaste lys over en problemstilling eller få den til at virke frisk - selv ved gentagelse. 

Hans mest umiddelbare force som skribent - udover det åbenlyst skarpladte intellekt, der ligger til grund for hans evner - er hans ubetalelige humoristiske sans. Hans brug af humor er meget sjældent anstrengt eller forceret; den er afmålt og falder med den største naturlighed. Jacobson underholder ikke bare (selvom han også gør det), han stimulerer. 

Det er forbløffende så mange af de ca. 90 klummer, der udgør Whatever It Is, I Don’t Like It, der forekommer relevante og aktuelle (de er trods alt skrevet over en 13 års periode) og dermed - på trods af formatets ofte begrænsede rækkevidde - overskrider den kontekst, de er skrevet i (ok, der er enkelte undtagelser, fx en klumme om kunsten at presse juice). 

Jacobson er konservativ (men bare rolig: han er ikke neo-konservativ). Han agerer konservator for den gode smag, de gode manerer og en god tone. Han kan ikke fordrage tanken om, at folk larmer på bibliotekerne (og slet ikke, at unge snotnæser søger porno på de opstillede computere). Han går op i om man er velklædt og præsentabel. Han finder politisk korrekthed kvælende og som et udtryk for intellektuel dovenskab (og det der er værre). Han har ikke meget til overs for såkaldte moderne bekvemmeligheder (“the motor car is a neurosis not a necessity”). Han føler afsky over for tidens management-lingo (hans måske mest nådesløse sarkastiske udfald i nærværende tekstudvalg går ud over et offentligt nedsat evalueringsudvalg ved navn EdExcel)

Hans klummer om litteratur er særligt inspirerede og vittige. Han ser forfald, så snart sproget og den klassiske dannelse misrøgtes. Han vil for enhver pris advokere for bevarelse af de værdier, der tegner demokratiets, dannelsens, humanismens og den store litteraturs historie. Vi kan ikke erstatte Shakespeare med Spice Girls, vi kan end ikke begribe, hvor stor skade vi forretter, når vi glemmer at huske - eller når vi husker de forkerte ting. 

Han retter en nådesløs anklage mod tidens såkaldte “militante ateister” (ikke mindst Richard Dawkins). De har glemt, at det religiøse er knyttet til et sprog og en indfølt kode, der favner tid, historie og perspektiv, og som ikke kan erstattes af simple leveregler eller en åndløs opdatering af fx de ti bud. Hvordan skulle de lyde i dag?, spørger han. “Nyd dit sexliv, så længe du ikke skader andre” (som Dawkins faktisk har foreslået som en omformulering af det syvende bud)?  

De mest grovkornede ateister kaster ikke bare Gud ud med badevandet, de glemmer det vigtigste: mennesket selv. Mennesker er af kød og blod, krop og ånd. Vi skal ikke reducere hverken sproget eller de ritualer, der knytter sig til menneskelivet, som det har været formet i gennem årtusinder. Reduktionismen er åndløs og dens sprog er komplet blodfattigt til sammenligning med det overleverede vokabular.

Først og fremmest har Jacobson et blik for de ting, der omgiver ham. Som enhver god skribent er hans sanser åbne for indtryk og han kan udskille detaljer og perspektiver, der forrykker læserens verdensbillede. 

Lad os tage et eksempel fra samlingens allerførste klumme. Her beskriver Jacobson sin oplevelse af en elefant (der viser sig at være en “falsk”, menneskeskabt en af slagsen til et optog, men det er for så vidt sagen uvedkommende). Bemærk de humoristiske indbrud og hvor fint de smelter sammen med hans filosoferen:

There is something about an elephant that brings out the best in people, ivory collectors apart. It’s the size partly. As with whales and dinosaurs, the thought that life can fill up such a big space, that we share hearts and lungs with creatures built on such a scale, somehow aggrandises us (...) But an elephant isn’t only majestic by virtue of its scale, it is tragic because of it. Or at least it seems so to us. It looks hard to be an elephant. We know how difficult it is to drag around our tenements of flesh and we accept existence on the understanding it will not get easier. Elephants look old in body from the moment they are born. Their every step is weary. Hence, I suppose, the fantasies we weave about their inner life: each elephant a Proust in his own right, recalling his life history before he goes to sleep, retracing in his imagination his peregrinations from waterhole to waterhole, unable to bear the sight of ancestral bones when by chance he comes upon them, and reburying them with all due ceremonials and formalities, including, for all we know, elephant eulogies and hymns. Elephants break our hearts”.

Andetsteds skriver han om en undsluppet pelikan fra en zoologisk have, som han en dag møder på en gåtur på en bro over Themsen. Han ser dyret og funderer over, hvordan vi mennesker opfatter det, hvordan vi antropomorfiserer det. Dyret siger noget om os, mere end om "sig selv", og det er den “sandhed” Jacobson formår at hive frem.

Howard Jacobson kan skrive sætninger, der synger og vækker til eftertanke. Han er mere humoristisk og mindre gentlemanagtig, mindre britisk og mere besk end fx Julian Barnes. Hans utilslørede elitisme er udtryk for respekt. Respekt for værdier, for at noget er mere værd end andet (det er ikke det samme som, at nogen er mere værd end andre). Det er også respekt over for andre menneskers (formodede) intelligens. 

Howard Jacobson er en kulturbærer. Han bærer stolt en fane for det fælles arvegods, menneskeslægten har fremavlet, de mægtige bedrifter og den overlevering, der er større end enhver gældende generation, der pt er dagsordensættende. Management lingo og dårlige juicepressere vil ende på historiens mødding. Det samme kan forhåbentlig ikke siges om elefanter, pelikaner, Shakespeare eller Howard Jacobsons beåndede og befriende samtids- og kulturkritik. 






Tilbage til Aktuelt om LITTERATUR


Howard Jacobson: Whatever It Is, I Don't Like It (2011)



Howard Jacobson: The Finkler Question (2010)



Howard Jacobson: Zoo Time (2012)
Comments