Julian Barnes: Through the Window

indsendt 30. nov. 2012 07.38 af Jens Kjær Larsen   [ opdateret 14. jan. 2013 08.08 af Mads Kjær Larsen ]
Den britiske forfatter Julian Barnes (f. 1946) vandt i 2011 den estimerede Man Booker Prize for (kort)romanen The Sense of an Ending, hvilket det ikke vil være forkert at kalde en art kulmination på en lang, glorværdig karriere i litteraturens tjeneste, som har budt på bl.a. romanerne Flaubert's Parrot (1984) og Arthur & George (2005).
Den seneste succes med den koncise The Sense of an Ending har måske fået Julian Barnes til at tænke i lidt ikke-kommercielle baner. Det kan man tillade sig, når man har et forlag, der ganske givet vil være glade for enhver udgivelse med navnet "Julian Barnes" på omslaget. 
Uanset ræsonnementet bag, er det skønt at sidde med en essaysamling fra netop Barnes' hånd, da jeg ikke skal være sen til at argumentere for, at han er - om muligt - en endnu bedre essayist end roman- og novelleforfatter. 

Barnes har før vist sin totale beherskelse af formen i bogen Nothing to Be Frightened of - en kombineret familiehistorie og refleksion over døden som ide, abstraktion og eksistentielt og fysisk vilkår, fyldt til randen med filosofiske og litterære associationer, smukke erindringsglimt og en befriende humor - samt i den kombinerede essay- og novellesamling A History of the World in 10 and a Half Chapters, hvor essaydelene - med få undtagelser - fremstår mere overbevisende end novellerne, der har en mere forceret fornemmelse, som om de anstrenger sig for at levere et budskab, der passer til samlingens præmis, nemlig at skabe en rød tråd - spundet med en uhøjtidelig humor - der indfanger selve verdenshistorien (i ti og et halvt kapitel, jævnfør Barnes' humor). 

Dybest set vil Barnes demonstrere, at historier afføder andre historier - og at tilværelsens mindste bestanddele fortæller store historier. En pointe, Barnes på yderst opfindsom vis får spundet mange interessante pointer ud af, men altså især, når han ikke behøver at bekymre sig om novellegenrens implicitte fordring om autonomi: Den skal fungere i kraft af sig selv, snarere end som værktøj til at belyse en konkret problemstilling.

Det ikke-kommercielle sigte ved Barnes' nye essaysamling understreges ved et enkelt kig i indholdsfortegnelsen. Her gemmer sig essays om for lægmænd ukendte litterære personligheder, såsom franskmanden N.S.R. de Charmont, den britiske 1800-tals-poet Arthur Hugh Clough og den franske litteraturkritiker Félix Fénéon. 

Der er endvidere tre (!) tekster om den oversete mellemkrigstidsforfatter Ford Madox Ford (der hver som én er fremragende og oplysende og indeholder sprænglærde analyser af hovedværkerne Parade's End og The Good Soldier, så man straks får lyst til selv at gå i gang med læsningen), foruden tekster om lidt mere almenkendte forfattere som Rudyard Kipling, George Orwell, John Updike (Rabbit-kvartetten er ifølge Barnes det største efterkrigsværk i amerikansk litteratur) og den franske enfant terrible Michel Houellebecq, men hvor Barnes i tilfældene Kipling og Orwell dykker ned i aldeles ubelyste sider af deres skrivevirksomhed. 

Det gode essay skal i sagens natur formå at gøre hvad som helst interessant og indsigtsfuldt - og med ganske få undtagelser (essayet om Felix Fénéon kedede mig en kende og jeg var måske uoplagt, da jeg læste essayet om Edith Wharton) lykkes Barnes med det forehavende, trods emnernes ofte esoteriske - indforståede - karakter. 

En af Barnes' fineste gaver som skribent er hans evne til at se forunderlige forbindelser mellem tilsyneladende inkommensurable fænomener. Dette er en del af samlingens præmis, nemlig at skabe en række forbindelseslinjer mellem især fransk og britisk kultur, som han ser praktiseret og udlevet af en række interessante historisk-litterære personligheder. Barnes bibringer læseren en fornem forståelse for hvorledes fx Kipling var både britisk ind til benet og samtidig nærede en stor kærlighed til det Frankrig, han rejste ivrigt rundt i til sin død.

Barnes investerer også i Through the Window sine tekster med en vidunderligt velanbragt humor, der gør hans sprog og hans formidlingsindsats sprudlende. Derudover har han en fornem evne til at finde de rigtige billeder til at beskrive noget abstrakt, som fx når han i sit essay om Fords The Good Soldier, der benytter sig af en utroværdig fortællerstemme, formulerer hvordan visse ord kan drive læserens opmærksomhed i retning af at indse denne utroværdighed: "It gives a creak under the foot when we put our weight on it".

Barnes er eminent god til at indlede en tekst, så den virker både saglig og kyndig, foruden original og overraskende. Se, fx her, hvordan han indleder det fremragende essay om vanskelighederne og udfordringen ved oversættelsens så godt som umulige kunst, specifikt med fokus på Madame Bovary (Barnes er ekspert i alle sager, der har med Flaubert at skaffe):

"If you go to the web page of the restaurant L'Huitriére (3 rue des Chats Bossus, Lille) and click on 'translate', the zealous automaton you have stirred up will instantly render everything into English, including the address. And it comes out as '3 street cats humped'. Translation is clearly too important a task to be left to machines. But what sort of human should it be given to?"

Således er en scene sat. Læseren smiler (eller ler sagte, som undertegnede) og føler sig inviteret til at læse videre om en problemstilling, der hvis den var introduceret til med mere tørhed eller faktualitet, måske ikke på papiret er så tillokkende. Barnes har en evne til at gøre det indforståede alment uden at det mister sin skarphed og uden at kompromittere den intelligente præmis, der ligger til grund for essayet.

Barnes er brite - og en veluddannet en af slagsen. Det viser sig tydeligt: Hans sprogtone er lærd og respektabel, han kæler for sprogets vellyd. Men hans tone indeholder samtidig den rette portion passion og underfundighed til at teksterne meget sjældent krydser ind i grænselandet for det prætentiøse eller skampolerede. Barnes er en lige så stærk redaktør af sine egne tekster, som han er en skarp analytiker af andres.

Hans hudfletning af det litterære franske chokfænomen Michel Houllebecq er syleskarpt og ramt på kornet, netop fordi det er nuanceret og afbalanceret. Hvilket sjældent er gensidigt befrugtende - det skarpe og det nuancerede, altså - men kan være det, hvis skribenten er god nok - og klog nok - til at gøre en force ud af sin evne til at vægte pro et contra. Bogens afsluttende essay "Regulating Sorrow" om det at miste (Barnes mistede sin kone i 2008) er en rørende og personlig refleksion, der tager udgangspunkt i Joyce Carol Oates' og Joan Didions skrifter om emnet. Barnes formår at holde emnet ud i nogenlunde strakt arm, samtidig med, at den personlige investering og omkostning står indlysende klart for læseren.

Det er i sidste ende Barnes' evne til at strukturere sine tekster - der ofte jonglerer med et væld af sigende detaljer og ikke så få digressioner - der gør ham til en fremragende essayist. Han er lige så vidende, personlig, morsom og velskrivende, som nogen anden skribent jeg kan komme i tanke om, men han er bedre end stort set alle andre til at sammensætte en tekst, så man slet ikke behøver at tænke på, hvorvidt noget er vellykket eller ej. Hvorvidt teksten når tilfredsstillende i "mål". 

For Barnes er det at skrive en god tekst lige så intuitiv en foreteelse som at trække vejret - eller som at træde på et knirkende trægulv...




Julian Barnes: Through the Window. Seventeen essays (and one short story) (2012)

Barnes ved uddelingen af Man Booker Prize 2011.


Julian Barnes: The Sense of an Ending (2011)

Julian Barnes: Flaubert's Parrot (1984)

Julian Barnes: Arthur & George (2005)
Comments