I krokodillens gab

indsendt 28. jan. 2013 08.59 af Mads Kjær Larsen   [ opdateret 11. feb. 2013 02.10 af Anne Meulengracht ]

I 2012 blev Pulitzerprisen ikke uddelt - for første gang siden 1977. Juryen kunne simpelthen ikke blive enig. Således må skuffede litteraturinteresserede selv kåre deres egen vinder. Karen Russells Swamplandia!, som var blandt de tre indstillede kandidater, er ikke noget dårligt bud. 

- am -
28.1.13
Når en krokodille først har lukket sit frygtindgydende gab om noget, er der ikke meget at gøre. Krokodillen har verdens hårdeste bid men til gengæld meget svage kæbemuskler, så når gabet først er lukket, er det svært for krokodillen at åbne det igen.

På samme måde lukker den unge amerikanske forfatterinde Karen Russells magisk-realistiske univers hurtigt sit gab om læseren, for hendes beskrivelser af den nedkørte forlystelsespark Swamplandia! på en ø i Floridas sumpe - The Everglades - er inciterende læsning.

Her taper den 13-årige hovedperson Ava troligt krokodillekæber sammen, ligesom hun altid har gjort det, i et forsøg på at holde både sig selv, parken og ikke mindst sin familie sammen efter moderen Hilola Bigtrees død som kun 36-årig af kræft i æggestokkene. For det var Hilola og hendes dykning blandt hundredevis af "dræbermaskiner", eller som familiens patriark Chief Bigtree kalder dem, ”pure appetite in a leather case”, de kom for at se, de hordefulde af turister fra hele verden, der tidligere fartede til øen. Men nu svigter de, showets stjerne er væk, og tilmed er en ny  - mere strømlinet og højteknologisk -forlystelsespark The World of Darkness åbnet inde på fastlandet. 

Det er Russells mesterskab, at hun får skabt to uendeligt pirrende verdener i sin roman, for The World of Darkness bliver en mere end konkret trussel, da Avas storebror, Kiwi Bigtree, forlader øen i sin søgen på at forhindre forlystelsesparken i at gå til grunde. Det Loomis, som er navnet på det tilstødende fastlandsamt, som familien altid har set ned på og positioneret sig i forhold til, bliver en metafor for alt, der truer familiens sammenhold, alt der er kunstigt og depraveret. 

Ironisk nok, for hele Bigtree’ernes stamtræ og klanhistorie, som udstilles i Swamplandia!s museum, er opfundet, og Chief Bigtree er ikke mere indianerhøvding - endsige af indianerslægt - end gennemsnitsdanskeren er det. Bigtree-universet overgår på visse punkter langt Loomis i forlorenhed og løgn, noget, der smerteligt udstilles, da Ava opdager, at den krokodille-wrestling-konkurrence hendes mor vandt som kun 18-årig og hvis diplom hænger på museet, aldrig har eksisteret. Hele parkens reklamemateriale roterer omkring familiemytologien, og Russells udtænkning heraf og Avas stemmes skiftevise punktering og hævdholdelse af det er bitter-trist, indtil det endelige (og her ufortalte) uskyldstab indtræffer. 

Loomis-sporet i romanen, hvor storebror Kiwi indtager hovedrollen, er imidlertid lige så desillusionerende som Swamplandia!, og det er et godt spørgsmål, hvad der egentlig er den virkelige sump. Beskrivelsen af Kiwis “McJob” i parken er fuld af kafkaske systemer og catch-22s, og den uprøvede teeanger lærer langsomt, at hans barndoms ligefremhed og ordforråd ikke vil føre ham langt i de indviklede og forråede magtrelationer, der hersker i parkens mikrokosmos, hvor den almindelige hilsen er ”fuck you”. Lige som Avas historie er også Kiwis en coming-of-age-fortælling, uskyldens tæppe rives væk under ham på hjerteskærende maner og hans gamle status som familiens kloge får erstattes af en ny som ringeagtet outsider i den fastlandskultur, hvor han har svært ved at slå til i skolesystemet, og hvor egensindighed og indsigt ikke er adelsmærker, tværtimod. 

Men naturens simpelhed i sumpene er ikke svaret, for også her har menneskene været på spil og plantet invasive arter (melaleuca), der æder sig ind på og fortærer sumpene på samme måde som en krop, der danner kræftceller – en metafor, der tjener som et ekko af Hilola Bigtrees hurtige forfald, camoufleret og overtrukket med sukrede gloser af lægerne - indtil det er for sent. 

Heller ikke i sumpene er tingene, hvad de giver sig ud for: Efter moderens død bliver Avas 16-årige søster Osceola, eller Ossie, fortabt i håbet om at fremmane spøgelser, naturligvis i sidste ende moderens. Men undervejs i sine hemmelige åndemanerseancer får hun op til flere kærester, hvoraf hun til sidst stikker af med ånden af Louis Thanksgiving, en tidligere matros på den slæbebåd, som er skyllet op på familiens ø. I modsætning til Ava og Kiwi får Ossie aldrig sin egen stemme, så den magiske realisme, der er udgangspunktet for hendes erfaringer får lov at stå uimodsagt – en pointe, der understreger Avas ungdommelige mangel på erfaring og som danner en prægnant kontrast til de (alt for) håndgribelige virkeligheder, de andre børn færdes i.

Det er Avas jagt på søsteren og spøgelset - hvis biografi udfoldes i en lille novelle i romanen - der dominerer anden halvdel af hendes historie. Den mystiske Birdman følger hende på den rejse ind i mørkets hjerte, underverdenen, der skal danne rammen om Ossies og Louis’ sjælelige forening. Her  er tale om en dunkel odysse, hvis motto bliver Birdmans ord, ”Man kan ikke finde helvede alene, man er nødt til at have en til at hjælpe sig”. 

Den rolle påtager Birdman sig – i mere end en forstand og det bliver Hilola Bigtrees stemme fra det hinsides, der redder Ava; den stemme som Ossie trods ihærdig søgen aldrig fandt, kommer til Ava, som aldrig har ledt efter den. Verden, trods al dens mekaniske hårdhed, er ikke helt affortryllet. 

Det er store temaer, den 29-årige Karen Russell behandler på bogens 393 sider: Sorgbearbejdelse, familiens dysfunktionalitet, det overnaturlige, civilisationskritik – herunder ikke mindst den overfladiskhed, mediernes magt og deres fokus på berømmelse er udtryk for, klimakritik og overgangen fra barn til voksen – det hele fremmalet i to lige depraverede og lige godt tænkte universer: de to temaparker (fortidens og fremtidens). 

Swamplandia! følger dermed den dominerende tendens i samtidig amerikansk litteratur: at man sideløbende følger to eller flere historier, der på mere eller mindre subtil vis flettes sammen til et hele (andre nylige eksempler kunne være netop Pulitzer-vindere som Elizabeth Strouts Olive Kitteridge og Jennifer Egans A Visit From the Goon Squad). Måske fordi man tager zapperkulturens fordringer lidt for højtideligt (?), men i Swamplandia!s tilfælde fungerer det med de to historier og spændingen mellem dem belyser hinanden gensidigt. 

Tillige skriver Russell forrygende – hendes metaforer er sprudlende, men aldrig overlæssede, som fejrede landsmænd som Jonathan Lethem kan gøre sig skyldig i, ligesom hendes beskrivelser aldrig bliver for pedantisk overlæssede, som Michael Chabons er det for denne signatur. 

Men hvorfor kunne Pulitzer-priskomiteen så ikke bare udråbe Russell som vinder? Uden at have læst de to andre indstillede kandidater (Denis Johnsons Train Dreams og afdøde David Foster Wallaces The Pale King) er der alligevel enkelte problemer med Russells bog, som kan have været udslagsgivende (udover det odiøse i at præmiere en så ung forfatter med så stor og hævdvunden en hæder):

Uanset de humoristiske indslag er der en splittelse i fortællerstemmen, som kan være tilsigtet, men som i min optik fungerer mindre godt:  Russell virker sådan set loyal nok over for sine figurer, men mætningspunktet for lidelse er flere gange ved at være nået, romanens uimodståelige indfald og den sorte humor til trods. Skal alle bastioner virkelig falde? Og skal de absolut falde så hårdt? Der er en tæt på ubærlig vekselvirkning mellem grin og gråd i romanens univers, som virker demonstrativ, nærmest kynisk.

Desuden trækkes tempoet for meget ud af romanen under Avas lange færd efter Ossie (der klart er en parallel til Joseph Conrads Heart of Darkness), der uden problemer kunne være skåret ned, ligesom romanen måske gaber over for mange temaer - og opererer med nogle meget unge protagonister, der er så intuitivt begavede, at det tenderer det postulerede. 

Når det er sagt, er det svært ikke at glæde sig over den brillant tænkte og eksekverede manege, Russell fremskriver. Bigtree-familien forbliver (i lighed med filmskaberen Benh Zeitlins nylige sump-delta-opus om Hushpuppy, hvortil der kan trækkes mange tematiske og miljømæssige tråde) hos læseren i lang tid efter bogen er lukket, og man er sluppet ud af krokodillens gab:

Klogere på både de benhårde vilkår blandt Amerikas udsatte, krokodillens anatomi, bristede illusioner, et barns fornemmelse for sorg, muligheden for oprejsning - og stor skrivekunst. 




Læs også anmeldelse af filmen: Hushpuppy (Beasts of the Southern Wild)
Karen Russell: "Swamplandia!" (2011)
Comments