En engelsk enspænder

indsendt 20. aug. 2013 14.03 af Mads Kjær Larsen   [ opdateret 23. aug. 2013 06.06 ]

Philip Larkin (1922-85) er formentlig den mest elskede engelske efterkrigstidspoet. Hans skrifter (hovedsagelig lyrik) er gennemvædet af et særlig engelsk livssyn, en måde at erfare og beskrive verden på, som hænger dybt og inderligt sammen med en grundfæstet affinitet for moderlandets sprog, vaner, traditioner og natur (et af hans mest kendte digte, ’Going, Going’ langer fx ud efter enhver form for udvinding af naturområder til kommercielle formål).

- mkl -
20.08.13
Pink Floyd synger på ’Time’ fra deres rockklassiske album ’Dark Side of the Moon’ (1973), at ”hanging on in quiet desperation is the English way”, og den følelse beskriver måske meget godt Larkins engelske middelklasseståsted med dets tilbøjelighed til at leve et stille liv med små glæder og en grundfæstet ensomhed, der både er et privilegium og et kainsmærke - understøttet af en (kærligt-bitter) lede og pessimisme på nationens, samfundets og dets indbyggeres vegne.

Det er ikke kun, når Larkin forholder sig eksplicit til England, at det engelske dirrer som en spillevende streng i hans toneregister. Det ligger hele tiden på lur som en karakterfylde (eller karakterbrist) i en digtning, der på en og samme gang er formbrydende og eksperimenterende, samtidig med at den altid følger en struktur, der er konsistent inden for rammerne af det enkelte digt.

Larkins nærmest dedikerede (og patenterede) pessimisme kan let forveksles med misantropi (og misogyni) og nihilisme, men kun hvis man samtidig har blik for hans stille, refleksive tone og den fundamentale åbenhed denne er udtryk for og den ironiske underspillethed eller demonstrative overdrivelse, han ofte spiller på. Larkin kan være helt simpel og umiddelbar, men hvis han er polemisk (som regel i spørgsmål angående nationens og kulturens generelle forfald), er det ofte under dække af ironi.

Hans digte viser ham som en fremragende observatør af detaljer og de små tings potentielt rystende dimensioner. Det største skred (bevidsthedsmæssigt, politisk, emotionelt) kan skyldes de mindste forskubbelser fra hverdagsrutinens uegentlighed (for nu at tale heideggersk). Se fx digteksemplet nedenfor ('Aubade'), hvor en (for) tidlig opvågnen i sengen kan sætte skred i den mest intense dødsangst. 

Larkin besidder evnen til at sige ubehagelige sandheder med så stor prægnans, at skønheden står mindst lige så klart tilbage, som det budskab den dækker over (eller ligefrem maskerer). På den vis er der altid en spænding i hans digte, mellem evnen til at være skeptisk, såret, forstemt eller fjendsk, i et sprog, der synger blidt, formfuldendt og med en puls, der er mere rolig end overspændt. Deri ligger måske en af hemmelighederne bag hans format.

Noget andet er, at Larkin i høj grad er en inklusiv poet, han søger ikke at præsentere sine budskaber i obskure eller uigennemtrængelige vendinger, men kommunikerer ret direkte, især når han vil sige noget vigtigt (derfor er hans bedste digte ofte nærmest aforistiske i deres direkthed). Han udtalte en gang selv, at han håbede, at man gad diskutere hans poesi på pubberne, snarere end at de skulle være reserveret akademisk palaver på universiteterne.


Aubade

I work all day, and get half-drunk at night.
Waking at four to soundless dark, I stare.
In time the curtain-edges will grow light.
Till then I see what’s really always there:
Unresting death, a whole day nearer now,
Making all thought impossible but how
And where and when I shall myself die.
Arid interrogation: yet the dread
Of dying, and being dead,
Flashes afresh to hold and horrify.

The mind blanks at the glare. Not in remorse
—The good not done, the love not given, time
Torn off unused—nor wretchedly because
An only life can take so long to climb
Clear of its wrong beginnings, and may never;
But at the total emptiness for ever,
The sure extinction that we travel to
And shall be lost in always. Not to be here,
Not to be anywhere,
And soon; nothing more terrible, nothing more true.

This is a special way of being afraid
No trick dispels. Religion used to try,
That vast moth-eaten musical brocade
Created to pretend we never die,
And specious stuff that says No rational being
Can fear a thing it will not feel, not seeing
That this is what we fear—no sight, no sound,
No touch or taste or smell, nothing to think with,
Nothing to love or link with,
The anaesthetic from which none come round.

And so it stays just on the edge of vision,
A small unfocused blur, a standing chill
That slows each impulse down to indecision.
Most things may never happen: this one will,
And realisation of it rages out
In furnace-fear when we are caught without
People or drink. Courage is no good:
It means not scaring others. Being brave
Lets no one off the grave.
Death is no different whined at than withstood.

Slowly light strengthens, and the room takes shape.
It stands plain as a wardrobe, what we know,
Have always known, know that we can’t escape,
Yet can’t accept. One side will have to go.
Meanwhile telephones crouch, getting ready to ring
In locked-up offices, and all the uncaring
Intricate rented world begins to rouse.
The sky is white as clay, with no sun.
Work has to be done.
Postmen like doctors go from house to house.


Larkin døde i 1985, 63 år gammel, til det sidste genstridig i forhold til offentlighedens anerkendelse (han afslog året før sin død den ledige tjans – efter John Betjeman – som nationens poet laureate, hvis opgave det er at forfatte digte til særlige lejligheder). 

Larkin havde et dybt problematisk forhold til sex, til kvinder i almindelighed og børn i særdeleshed, som både antydes i hans poesi, men som han især ytrede sig om i hans ganske omfattende brevvekslingsvirksomhed. Nedenfor er samlet et par sigende snapshots fra hans breve, der har karakter af bonmots. 

Disse eksempler viser den eksklusive (og ekskluderende) side af hans talent og personlighed, en side, som blev understreget ved offentliggørelsen af hans brevkorrespondancer i starten af 1990erne, der tegner et billede af en kontrær, ofte perfid og til tider xenofobisk midaldrende herre (han nærede ingen ambitioner om at rejse, da England var ham alt rigeligt). 

Spørgsmålet er i hvor høj grad Larkin mente det, han skrev i private sammenhænge: Var det ikke udtryk for hans legelystent-genstridige omgang med verden og andre mennesker? Han elskede at udfordre den politiske korrekthed og var ikke bange for at putte fingeren ind i nationens blødende sår. Dette er i hvert fald kendere som Christopher Hitchens’ udlægning af manden, der i 2008 (på trods af et blakket eftermæle) blev kåret som englændernes favoritpoet af The Times.

Philip Larkins digtning er nemlig ikke bare et vindue ind til en enkelt mands brydsomme og plagede hjerte, men et vindue ind til “engelskhedens hjerte

 

Sigende sekvenser fra Larkins brevveksling

“I can't understand these chaps who go round American universities explaining how they write poems: It's like going round explaining how you sleep with your wife.”

“How little our careers express what lies in us, and yet how much time they take up.”

“Why can't one stop being a son without becoming a father?”

“I have no enemies. But my friends don't like me.”

“Sex is designed for people who like overcoming obstacles.”

“Deprivation is for me what daffodils were for Wordsworth.”

“There is bad in all good authors: what a pity the converse isn't true.”

“It's very strange how often strong feelings don't seem to carry any message of action”

“A good meal can somewhat repair the eatings of slight love”

“You have to distinguish between things that seemed odd when they were new but are now quite familiar, such as Ibsen and Wagner, and things that seemed crazy when they were new and seem crazy now, like 'Finnegan’s Wake' and Picasso.”

“Originality is being different from oneself, not others.”

“The sexual act is nothing but a futile attempt to get someone else to blow your own nose for you.”



Skulptur af Larkin som en tudse
- præsenteret på The Larkin 25 Festival
(Kingston upon Hull)

Tilbage til Aktuelt om LITTERATUR

Larkins første digtsamling "The North Ship" (1945)


Larkins sidste digtsamling "High Windows" (1974)


Larkins roman "Jill" (1946)


Larkins jazz-anmeldelser i Daily Telegraph (denne udgave fra 1985)


Martin Jennings bronzeskulptur af Philip Larkin (Hull Paragon Interchange)
Comments