Elleve trin mod frelse

indsendt 3. apr. 2013 10.14 af Mads Kjær Larsen   [ opdateret 31. okt. 2013 16.35 ]

Denis Johnson har i 00‘erne opnået en Don DeLillo-lignende status som samtidsprofet og som forfatter til en vanskelig murstensroman (National Book Award-vinderen Tree of Smoke), men han startede ud som poet og kortprosaforfatter. Hans novellesamling Jesus’ Son fra 1993 er et mageløst portræt af forældresvigtede, antikonforme stofmisbrugere.

- mkl -
03.04.13
Jesus’ Son, hvis titel henviser til Lou Reeds Velvet Underground-klassiker Heroin, er Denis Johnsons femte fiktionsværk og er helt i tråd med hans øvrige tidlige produktion der fokuserer på narkotika- og alkoholmisbrugere, der lever i kærlighedsløs promiskuitet og med volden tæt inde på livet. 

Johnson er i sit tidlige værk optaget af afhængighedens patologier, men også dens sært skæve indbrud af skønhed og en væren-i-verden, der synes at være et krampagtigt forsøg på at undsige sig hverdagen og konformiteten. Johnson er inde i hovedet på sine protagonister og formår at skildre deres virkelighedsoplevelse så afhængigheden ikke fremstår postuleret, men virkelig og rystende i al dens forvirring, apati, livsalighed og forvredne og opbrudte kronologi. Der er en vildskab på lur bag enhver fornemmelse af tomgang og en derangeret, sort humor, der belyser og oplyser livet på kanten af samfundet.

Johnson var i 1990erne optaget af at beskrive og indkredse mentaliteten hos den del af samfundets tabere, der villigt synes at gå i hundene som en enten stolt, selvudslettende eller håbløs gestus af modstand. I den forstand er hans output i familie med William S. Burroughs fremstillinger af narkomaniens uvæsen (hvis mest kendte bidrag til “genren” er beat-klassikeren Naked Lunch).

Faktisk kan Jesus’ Son bedst beskrives som en kortroman i skikkelse af en novellesamling. Det er den samme unavngivne fortællerstemme, der går igen som et spøgelse eller en strejfer, der iagttager alverdens dårskaber på den anden side af den amerikanske drøm (der hvor drømmen er forvandlet til et mareridt - eller i hvert fald et dårligt trip).

Bogen består i 11 kapitler af varierende længde og uden en genkendelig kronologi. Enkelte personer og stednavne går igen, men en dybere sammenhæng opstår efterhånden som man bevæger sig fremefter i læsningen og genkender motiver, der belyser tidligere motiver og sætter dem i relief. Hvis man gransker fortællingerne nøjere kan man ane konturerne af en slags narrativ: nemlig en bevægelse fra misbruget som vane og tidsfordriv i retning af afhængighed og udsigtsløshed til en form for famlende genoprettelse af normaltilstand og helbredelse. Undervejs i den “rejse mod forløsning” tager protagonisten del i alt fra aborter, biluheld, handel med stoffer, voyeurisme og mord.

Den eksperimenterende struktur tilføjer værket en særlig dynamik, men fungerer derudover som et formmæssigt greb der på sigende måde indfanger stofmisbrugerens alternative begreb om virkeligheden, hvor tid og rum som oftest er ret flygtige konstruktioner. 

Vi oplever fx en person ved navn Jack Hotel dø af en overdosis i tredje kapitel og i fjerde kapitel forsøger selvsamme Hotel at redde en mand, der er blevet skudt. Andet kapitel, “Two Men”, fortæller om protagonistens forsøg på at slippe af med en sociopat af en medpassager, mens det ottende kapitel starter med ordene: “But I never finished telling you about the two men. I never even started describing the second one”. 

Fortællerens manglende retlinjede narrative fortælleform og hans måske utroværdige fremstilling af faktiske hændelser spejles i hans egen dysfunktionelle adfærd. Han “glemmer” at fortælle visse historier til ende, mens andre synes umotiverede og planløse i eksekveringen. Johnson lykkes på fornem vis med at investere en troværdig form for ambivalens og retningsløshed i sin fortæller ved disse greb.

Johnsons humor er sylespids og især karakterernes tendens til en henkastet, selvudslettende dialogkunst er forløst med humor og absurditet. Fortælleren selv veksler mellem det inderligt prosaiske og det sublimt skarptseende/forskruede, som fx da han for at imponere sin kæreste finder på op til flere løgne og siden indrømmer over for læseren/sig selv: 

Nothing I could think up, no matter how dramatic or completely horrible, ever made her repent or love me the way she had at first, before she really knew me.

Bogens måske helt centrale fortælling er den femte, “Work”, hvor fortælleren og hans ven Wayne bryder ind i et forladt hus, som Wayne hævder at eje. Imens de river de elektriske ledninger ud af murene (som en tvivlsom indtægtskilde), hører de en speedbåd komme op ad flodlejet, der løber langs baghaven:

"This boat was pulling behind itself a tremendous triangular kite on a rope. From the kite, up in the air a hundred feet or so, a woman was suspended, belted in somehow, I would have guessed. She had long red hair. She was delicate and white, and naked except for her beautiful hair."

Da de to mænd vender tilbage til byen har Wayne et ærinde med sin kone, som han ikke længere lever sammen med. Hun viser sig at være en bleg kvinde med langt, rødt hår. Fortælleren konstaterer, at hun må være den kvinde de tidligere så komme svævende henover vandet. Wayne benægter sammenhængen, så fortælleren er tvunget til at se en sammenhæng i noget, der måske bare er et bizart sammenfald:

"As nearly as I could tell, I'd wandered into some sort of dream that Wayne was having about his wife, and his house." Hvilket minder ham om en oplevelse af en haglstorm han var vidne til sammen med sin egen kone: "Where are my women now with their sweet wet words and ways, and the miraculous balls of hail popping a green translucence in the yards?" 

Oplevelsen med den - eller de - rødhårede kvinder sætter en stærk nostalgisk reaktion i gang hos fortælleren, der genoplever øjeblikke tilbragt sammen med tidligere kærester og hans kone - helt tilbage til et minde om hans egen mor, der må formodes at spille en ikke uvæsentlig rolle for hans nuværende narkorelaterede psykose. Denne forbindelse får vægt, da fortælleren vender tilbage til The Vine, et stamværtshus, der går igen i fortællingerne. Her er hans favoritbartender, en kvinde han kalder for Nurse, på arbejde, hvilket glæder ham:

"She poured doubles like an angel, right up to the lip of a cocktail glass. . . . You had to go down to them like a hummingbird over a blossom.

I bare forundret, tårevædet taknemmelighed over hendes generøsitet erklærer han stille: 

"I'll never forget you. Your husband will beat you with an extension cord and the bus will pull away leaving you standing there in tears, but you were my mother.

I fortællerens forvildede, men alligevel intuitivt fornemmende underbevidsthed, tillader Johnson os her et - eneste - blik ind bag de ellers forvitrede rødder til afhængigheden: en sammenblanding af begreberne om moderen, englen og ødelæggeren. Han overfortæller ingenlunde, men tilbyder et sigende glimt ind bag en hård, forvirret facade, der kun nødigt krakelerer.

I bogens næstsidste kapitel forsøger vor fortæller at blive afgiftet. Han er beskæftiget med at skrive til hospitalets nyhedsbrev, hvortil han interviewer en mand, Bill, der er blevet skudt to gange i ansigtet:

"Once by each wife, for a total of three bullets, making four holes, three ins and one out.

Ikke overraskende er Bill ikke særlig begejstret over at være på hospitalet igen. Fortælleren trøster ham: 

"Hey. You're doing fine."

"Talk into here," Bill replies, pointing to a scar on his cheek.

"Talk into your bullet hole?"

"Talk into my bullet hole. Tell me I'm fine."

Denne udveksling på ord er sigende for Johnsons stil, hvor en fundamental skepsis over for virkeligheden og enhver forblommet bestræbelse efter at pynte på den, blandes med ømhed og et forsøg på at række ud. Hans karakterers ødelagte psyker holder hele tiden læseren uvis overfor hvorvidt vi møder empati eller det modsatte som samtalen eller historierne bugter sig. 

Jesus’ Son er fyldt til randen med den slags passager, hvor en uventet godmodighed eller en lige så uventet regression til vold finder sted. Dette spændingsmættede element ved bogen forlener den med dens både urovækkende og saliggørende humoristiske kvaliteter.

Denis Johnson sætter spot på et univers, der er ukendt, men netop derfor fascinationsmættet og skrækblandet. Det er et sted hvor frelsen forekommer temmelig foreløbig og sjældent endegyldigt rensende og hvor den narrative struktur på subtil vis udtrykker både Kristuslignende såvel som patologiske karaktertræk, ofte i den samme bevidsthed.

Vejen væk fra fortabelsen tydeliggøres måske for Johnsons fortæller, men den fortegner sig og fortaber sig, når han bare momentant mister retningssansen. Han er en søgende sjæl, der tørster efter mening, men han er end ikke klar over hvorvidt han bevæger sig på den rette sti eller om han har valgt den forkerte vej ud af mistrøstigheden. 

Jesus’ Son flirter med en religiøs metaforik i sin fremstilling, der kun understreger skæbnetyngden der ligger bag bestræbelsen på at blive “clean”. Det er ikke tilfældigt at tolvtrinsmanualen for alkoholikere og andre afhængige er garneret med religiøse gloser. Fortælleren i Jesus’ Son bærer vitterligt rundt på et tungt kors i disse 11 tæt sammenpressede historier. Og måske er Johnsons pointe, at det tolvte trin netop ikke findes - eller altid er lidt uden for rækkevidde?

Under alle omstændigheder er Jesus’ Son et mesterværk inden for sin genre og et eksempel på hvor vedkommende og stilistisk ren novellekunst kan udføres, når forfatterstemmen ved hvad han går efter og gør det med blikket stift rettet på vejen - bærende sit kors med disciplin og en ren tanke.

Denis Johnson: Jesus' Son (1993)



Denis Johnson: Tree of Smoke (2007)
Comments