At finde en vej i det ukendte - Roberto Bolaños 2666

indsendt 22. nov. 2012 04.36 af Jens Kjær Larsen   [ opdateret 2. jan. 2013 07.24 af Mads Kjær Larsen ]
Litteratur med oprindelse uden for USA og Europa rubriceres rutinemæssigt under den lettere meningsløse samlebetegnelse ”verdenslitteratur”. Hvis man skal tage begrebet for gode varer, må den afdøde chilenske forfatter Roberto Bolaños kolos af et hovedværk, 2666, der fornylig udkom på dansk, betegnes som verdenslitteraturens måske mest markante værk siden Haruki Murakamis internationale gennembrud Trækopfuglens krønike for et årti siden. Ligesom Murakami var Bolaño en uforlignelig skaber af fortættede og flertydige fortælleuniverser.
Roberto Bolaño nåede akkurat at færdiggøre sit mest ambitiøse projekt, roman-pentalogien 2666 inden symptomer formentlig forårsaget af en medfødt leversygdom tog livet af ham i 2003, i en alder af 50 år. Værket var fra Bolaños side tænkt som fem tæt sammenknyttede, men dog separate romaner, der skulle udgives hver for sig, med et års mellemrum. Bolaños efterladte gør i et forord til den engelske udgave af værket opmærksom på, at de – i fuld enighed med Bolaños forlægger og gode ven, Jorge Herralde – valgte at omstøde forfatterens egen vilje ”af respekt for værkets værdi og integritet”, som de formulerer det. Efter endt læsning af det tindrende ambitiøse værks 900 sider kan man ikke andet end være taknemmelig for eksekutorernes beslutning: Det er ikke altid en given sag, at forfatteren selv har den bedste idé om, hvordan et værk på optimal vis forløses i mødet med offentligheden (det kunne vi jo forsøgsvist kalde for ”Kafka-syndromet”).

2666 er en fortællermæssigt divergerende, men tematisk og strukturelt sammenflettet polyfoni, der læst i sammenhæng fungerer som en ubrydelig enhed, hvis mange intrikat sammenspundne tråde besidder en kæmpe litterær kraft, der i en opbrudt form formentlig ikke ville have haft nær samme evne til at fascinere eller på magisk vis betvinge, betage og overrumple sit publikum.

Værkets receptionshistorie taler sådan set for sig selv. Efter den første spansksprogede udgivelse i slutningen af 2004 (lidt over et år efter Bolanos død) – og med den første engelsksprogede oversættelse i 2008 som et vigtigt skridt på vejen – har Bolaño høstet anerkendelse som få andre litterære stemmer i 00'erne, kulminerende med tildelingen af den prestigiøse amerikanske litteraturpris The National Critics’ Circle Book Award (i netop 2008). Det er desuden ikke kun 2666, der har været medvirkende til Bolaños posthume stjernestatus: hans enigmatiske (og seksuelt eksplicitte!) krimigåde The Savage Detectives (på dansk, De vilde detektiver) har også høstet sin del af anerkendelsen og opnået bestsellerstatus på de internationale bogmarkeder. 

Roberto Bolaño har et uforligneligt blik for at se sammenhænge, men også for at ophøje detaljens værdi, der ofte puster liv og skaber magi i fortællingens margin, så at sige (eller er det dens faktiske midte?). Hvis man skal forsøge sig med at dechifrere eller destillere forfatterens specielle poetik, må det være med emfase på hans blik for panoramiske perspektiveringer over tid og rum iblandet minutiøse afgrænsninger og udæskninger i en stadigt mere svimmel spiral af vinklinger. Harmonien i fortællingen opstår ikke så meget i kraft af på tilfredsstillende vis sammenflettede plottråde, som ved den autoritet hvormed Bolaño afvikler sin fortælling. En autoritet, der kan være en delvis illusion, hvis man som læser forventer en striks og stringent afrunding på fortællingens enkelte dele i et forløsende slutpunkt, men i denne narrative ”åbenhed” eller ”uafgjorthed” ligger der et poetisk ”overskud” af betydelig styrke.

Bolaño er ikke nogen tilnærmelsesvis entydig forfatterstemme. Den enkelte læser må selv udrede meningen, ordne indtrykkene og fremkomme med konklusionerne (hvis sådanne er nødvendige) undervejs. Den mening der dannes i hovedet på en læser er ikke nødvendigvis overensstemmende med den mening der dannes hos en anden. Poesien på selve siderne er dog umiskendelig, uanset anstrengelsen – i form af frustration, forvirring eller fryd – ved at træde ind i chilenerens univers.

Uanset hvilken fornemmelse af meningsfylde, meningsfuldhed eller meningsløshed, man fyldes med i mødet med 2666 bør enhver litteraturelsker grave sig ned i værket på egen hånd og lade sig konfrontere med dets bundløse mørke, der også er en forudsætning for at opfange dets mageløse skønhed. For ligeså konsekvent sort, mørk og sorgfuld en fortælling Bolaño fremskriver, ligeså smuk, håbefuld og livfuld er den. De to sider befrugter konstant hinanden.

Det er på en gang besættende og trist at tænke på, at Bolaño skrev sit hovedværk færdigt på dødslejet og febrilsk kæmpede med at løse enderne – og afpudse knasterne – i det polyfone værk til det allersidste. Ligeså glædeligt, som baggrunden er sørgelig, er det, at han tilsyneladende nåede i mål til allersidst. 2666 synes gennemarbejdet, stringent i både plot, form og udførelse. Værket er båret af en fantastisk iderigdom, et storslået overblik, et sprogligt mesterskab – og ikke mindst, som antydet ovenfor, et lige skarpt blik for de store linjer som de sigende detaljer.

Bolaño er ikke mindst en mester i at krydre sin historie med befrugtende sidehistorier, der belyser, forstærker og intensiverer hovedhistoriens i forvejen tvetydige sigte eller perspektiv.

Hovedhistorien i 2666 koncentrerer sig omkring omstændighederne ved den fiktive tyskfødte forfatter Benno von Archimboldis (anonyme) liv og levned og den forbindelse, der er fra denne forfatter, der angiveligt er i Nobelpris-klassen og de modbydelige og bestialske kvindemord, der på makaber rituel vis foregår i den mexicansk-amerikanske grænseby Santa Teresa (ned i detaljen modelleret efter den faktiske by, Ciudad Juárez, også kaldet ”Helvede på jord”).

I de fem selvstændige, men indbyrdes sammenhængende, bøger bliver vi i første bog præsenteret for fire europæiske forskere i Archimboldis værk (og med interesse for det anonyme levnedsforløb, der ligger bag – et spor, der således ender i Mexico) med fokus på deres fælles passion for forfatteren – samt de personlige passioner og relationer, der knytter dem sammen på et professionelt og emotionelt plan.

Vi får – i andel del af værket – et indblik i den spanske professor Amalfitanos liv. Amalfitano er tilknyttet universitetet i Santa Teresa, men er mest bekymret for sin unge datters sikkerhed i et miljø, hvor kvindemordene finder sted uden ophør.

I tredje bog (den måske mest poetiske og rørende) følger vi den amerikanske journalist, Oscar Fate, der tilfældigt bliver sat til at dække historien omkring en boksekamp i Santa Teresa og dermed kommer i nærkontakt med en langt mere interessant – og vigtig – historie, den om provinsens kvindemord. Fate lever i den grad op til sit navn i bogens hæsblæsende finale, hvor han knyttes sammen med ingen anden end Amalfitanos datter (som anden bog roterer om på sørgmodig, gådefuld vis).

Fjerde bog (bogens længste og strukturelt mest overlegent realiserede) er en totalt kompromisløs fremstilling af omstændighederne omkring de talløse kvindemord og politiets i vidt omfang frugtesløse (foruden korrumperede og inkompetente) forsøg på at fange bagmændene. Bolaño viger ikke tilbage for en nådesløs og ubehagelig udstilling af livets (og dødens) allermest barske sider – og undgår på mirakuløs vis at blive offer for sin egen konsekvent kompromisløse detaljegrad og repetition (seksuelt motiverede mord minder meget om hinanden, uanset hvor grufuld – man kvier sig ved at skrive, fantasifuld – tortur, der ligger bag). Tværtimod overvinder læseren snart sin instinktive kvalme og fordyber sig i stoffet, som sad man selv med nøglen til at løse gåden bag mordene (en løsning, der nok er mere prosaisk – og dermed frygtelig – end man skulle tro).

Bolaño stiller i fjerde bog desuden skarpt på en række figurer i og omkring Santa Teresa med større eller mindre grad af indlevelse eller involvering i mordene (også her samles en række tråde på overbevisende vis, fordi forbindelserne er sporbare uden at være demonstrative): Der er bl.a. historien om en politibetjent, der gør sit bedste for at tage del i efterforskningsarbejdet, men selv er en del af en kultur, der er baseret på bundløs råddenskab (korruption og latinamerikansk machismo), en sandsigerske, der på profetisk vis gør sine landsmænd opmærksom på problemet i provinsen mod nord og et portræt af den mordmistænkte/syndebukken, den tyskfødte amerikaner Klaus Haas.

Femte bog besvarer langt om længe læserens nysgerrighed efter at få ”kød og blod” på personen bag forfatterpseudonymet Benno von Archimboldi: Hvem er den enigmatiske, sky forfatterstemme, og hvad har denne med historiens øvrige dele at gøre?

Man kan snildt læse 2666 som en slags intellektuelt stimulerende og (stærkt) formeksperimenterende krimi. Værkets cirkelstruktur (hvor første bog klart leder op til og anticiperer femte og sidste bog) er befordrende for den rejse i fortællingens forgreninger, der ligger på mellemvejen, hvor de mexicanske kvindemord og de dertil knyttede menneskeskæbner fylder det meste.

I lighed med netop Murakami, hvis krydsning af en særlig japansk fornemmelse for fatalisme og melankoli, amerikansk noir og magisk realisme er lydefri såvel som original, er Bolaño eksemplarisk postmoderne i den forstand, at han ubesværet inkorporer genre- og stiltræk fra forskellige traditioner samt opererer med et i basal forstand globalt udsyn. 2666 fremstiller en kompleks, fragmenteret verdens forsøg på at spejle sig selv, måske ligefrem som et storstilet forsøg på at genopbygge babelstårnet oven på den gamle ruinhob?

Som også Murakami er Bolaño en mester til at iscenesætte forskellige lag i fortællingen – samt at skabe små ”indbrud” heri af en mystisk, besættende eller urovækkende karakter, der sætter spørgsmålstegn ved vores gængse opfattelse af begreber som kausalitet, skæbne og tilfældighed. Virkelighedens karakter kan sjældent fanges eller fastholdes i et entydigt sprog, et klart billede eller med en formel. Poesien og fantasien er redskabet til at bryde vaneforestillingerne op med.

Fortællerperspektivet skifter hos Bolaño (i højere grad end hos den mere stilistisk entydige Murakami) mellem det nøgterne, det prosaiske, det fabulerende, det mystiske, det underbevidste, det karikerede eller stiliserede, det rå og kropslige, det intellektuelt distancerede, det misvisende (måske ligefrem utroværdige), det intrikate, det umiddelbare og uforblommede.

Denne palet af stemmer, udtryk, stiltræk og perspektiver afspejler i sidste ende fortællingens karakter af netop fortælling, fordi virkeligheden ikke kan præsenteres som andet end fortælling i Bolanos optik. Virkeligheden, som vi mennesker har adgang til den, er ikke udtryk for sandhed som sådan, men som fremstilling af sandhed, skabelse af sandhed. Fortællingen er det bedste redskab, vi har.

Bolaño er i den forstand kronprins i en kongerække af mægtige forgængere af moderne forfattere, men han har sit særpræg, der ikke mindst udspringer af hans ambitioners enorme rækkevidde. Han syntetiserede stof og fortællervinkler på en måde som meget få – hvis nogen – nutidige forfattere, vover, endsige evner det.

Bolaño var en mere strengt intellektuel forfatter end Murakami er det, både når det gælder de sindrige referencer, en akademisk indforståethed, de filosofiske implikationer, det sproglige vid. Hans sprog er mere intellektuelt pedantisk, grænsesøgende og systematisk i sin indbyggede kompleksitet end det er tilfældet hos den japanske forfatterkollega (der til gengæld har andre forcer eller karakteristika: melankolien, nostalgien, tristessen, tomheden, kedsomheden, spiritualiteten, mystikken, foruden den emotionelle appel, beskrivelsen af seksualitet som sensualitet, en unik lydhørhed og indlevelse over for sine især unge hovedpersoner mm.).

Hos Bolaño tjener enhver ”forvirring” eller diskrepans i fortællingen til at belyse virkelighedens karakter af rystelse, tvivl og manglende forløsning, snarere end til at mystificere eller incitere for af den vej at gøre fortællingen vibrerende eller åndfuld. Murakami har en mere klar fortællermæssig strategi ved at alludere til det over-naturlige, eller trans-empiriske. I den forstand er det i virkeligheden måske forkert af søge en sammenligning mellem to forskellige forfattere med forskellige temperamenter og udgangspunkter (men med hvert sit unikke bud på tidssvarende stor litteratur).

Bolaño sigter ikke kun efter den indbyggede ”sandhed” i en kompleks historie (plottet) eller at problematisere denne (de mange fortællervinkler), han sigter også efter at sige noget om selve kunstens væsen (hvorved han ikke adskiller sig fra mange af den moderne litteraturhistories hovedværker). Han kommenterer gentagne gange gennem sine (som oftest højt begavede) protagonister på kunstens rolle, litteraturens fremtid, meningen med at skrive og skabe.

Han er sågar eksplicit (med en nærmest ironisk finte) omkring hans forkærlighed for store, omfangsrige romanværker. Således lægger han følgende ord i munden på litteraturprofessoren Amalfitano (i anden bog) i forlængelse af dennes samtale med en bogelskende apoteker:

What a sad paradox, thought Amalfitano. Now even book-loving pharmacists are afraid to take on the great, imperfect, torrential works, books that blaze paths into the unknown. They choose the perfect exercises of the great masters. Or what amounts to the same thing: they want to watch the great masters spar, but they have no interest in real combat, when the great masters struggle against that something, that something that terrifies us all, that something that cows us and spurs us on, amid blood and mortal wounds and stench”.

Dette citat kunne været en karakteristik af 2666 selv, selvom det i romanens univers refererer til Moby Dick (Melville) og Processen (Kafka). 2666 er netop et destillat af de dyder, Bolaño efterlyser via sin romanfigur, Amalfitano. 2666 er en roman, der ikke er bange for at prøve kræfter med litteraturens ypperste muligheder. Eller som William Faulkner har formuleret det et sted: ”All of us fail to match our dreams of perfection. So I rate us on the basis of our splendid failure to do the impossible”. Det gælder i livet, såvel som i litteraturen.

Selve det forsøg, 2666 er et udtryk for, er en gestus, en fordring om at ikke at være bange for det uperfekte, det mægtige, levende, krasbørstige, ukendte.

Som Bolaños egen kamp mod sygdommen, afspejler hans roman en kamp på liv og død. Og lige som citatet peger på at den store roman kan vise en vej igennem blodet, det dødelige sår og stanken, ligesådan er 2666: den tager form som en afsøgning af de værste forbrydelser, den mest forhærdede forråelse, men den viser også en vej ud via sit eksempel, sin ambition, sit flerstrengede kor af stemmer. Den er på sin egen måde en roman, der peger på, at det frygtelige peger hen på dets modsætning; inspiration og lys og liv. Og at den totale afmagt peger hen på en ikke-nedbrydelig skønhed i verden og i menneskene.

Med Bolaño sagde vi ikke bare farvel til en moderne mester, men også til en forfatter, der formåede at tage en drabelig svingom på den dionysiske afgrund, på trods af stanken og de frygtelige syner, han så i øjnene.

Det er kun passende, at hans japanske med- og modstykke Haruki Murakami i 2011-12 udgav den 1.300 sider lange IQ84. Måske som et forsøg på at tage handsken op fra chileneren? For - lig ham (og Melville og Kafka før da) - at drage i krig mod virkeligheden. At finde en vej i det ukendte.

Roberto Balaño (1953-2003)








Comments