Zero Dark Thirty

indsendt 12. feb. 2013 10.41 af Mads Kjær Larsen   [ opdateret 13. feb. 2013 01.49 ]

Kathryn Bigelows seneste masterclass ud i dynamisk og nervesitrende filmkunst, der har “krigen mod terror” som omdrejningspunkt, har ansatser til amerikansk triumfalisme og torturforherligelse.

Den liberale amerikanske presse og det liberale Hollywood har siden nytår været på krigsstien over for Kathryn Bigelow og Mark Boal, instruktør/manuskript/producer-duoen bag oscarvinderen The Hurt Locker fra 2009. De utvetydige billeder af vandtortur og andre torturlignende metoder, der blev taget i anvendelse i “krigen mod terror” efter 9/11, har fået intelligentsiaen op af stolene: Zero Dark Thirty (eller ZD30 i tidens dominerende textspeak) er et partsindlæg for brugen af tortur som led i efterforskningen af grufulde forbrydelser og i den præventive indsats for at undgå dem fremadrettet; sådan omtrent lyder ræsonnementet fra de liberale (eller måske bare retskafne) kritikere af filmen.
 
Ingen (eller meget få) har stillet spørgsmålstegn ved de kunstneriske meritter, der kendetegner Bigelows efterfølger til den fire år gamle kritikerdarling The Hurt Locker om et hold bomberydere i Irak. 

Kritikken af ZD30s angiveligt apologetiske tilgang til fænomenet tortur har for nogle karakter af et slags backlash mod den første kvindelige vinder af prisen for bedste instruktion i det amerikanske filmakademis historie. Træerne vokser ikke ind i himlen, især ikke for en kvinde inden for en mandsdomineret metier (Hollywood er meget anderledes end Danmark, hvor vi har Bier, Scherfig, Anette K. Olesen etc. og hvor populære Grasten-produktioner håndteres af kvinder i skikkelse af Charlotte Sachs-Bostrup og Anne Grete Bjarup Riis) - og især ikke, når man som Bigelow konsekvent beskæftiger sig med macho-universer: Fra surfermiljøets hårde drenge i Point Break over Blue Steel og ubådsdramaet K-19: The Widowmaker til de to seneste krigseposser. 

61-årige Bigelow har med The Hurt Locker og nu med Zero Dark Thirty perfektioneret sit flair for nervemættet, intens og dynamisk kameraarbejde bygget op omkring foruroligende, fragmenterede narrativer, der skaber et troldspejl af indtryk i højspændte billeder og buldrende lyd. 

Lad det være sagt med det samme: Fotograferingen, klipningen og production designet på ZD30 er helt i særklasse - det hele holdt sammen i en sitrende, men klarsynet, helhed af Bigelows instruktion.

Vi bliver således præsenteret for alverdens locations med forhørslokaler, militærbaser og efterretningslokaler i Afghanistan, Pakistan, Saudi-Arabien og Polen og skrider op ad de bonede gulve i Washington. 

Filmens klimaks er naturligvis den sidste halve times air-raid mod Osama Bin Ladens gemmested i en fæstning midt i Abbottabad, Pakistan, som er en fejende flot sekvens, der både opleves som barsk realisme af nærmest dokumentarisk tilsnit og som et videospil grundet de grynet-grønlige night vision-optagelser. Filmens titel er i øvrigt militærjargon for tidspunktet for angrebet: en halv time efter midnat

Jessica Chastain (oscarnomineret for forrige års birolle i The Help, men mindst lige så bemærkelsesværdig i film som The Tree of Life og Take Shelter, ligeledes fra 2011) spiller Maya, den sært personlighedsløse protagonist, der er centrum for den ti år lange jagt på Bin Laden og hans medsammensvorne. Vi bliver ikke præsenteret for nogen baggrundshistorie, vi ser kun i et kort glimt gnisten af en såret personlighed bag den determinerede efterforsker, der - ligesom Bigelow - er en stræbsom kvinde i en eksklusiv mandeverden. 

Det er ikke Maya som person, der er interessant. Det er hendes funktion, der er i fokus.

Chastain spiller Maya med en kølig og kontrolleret determination, der dækker over en vildskab, der kommer til udtryk i pressede situationer. Rollen passer godt til hendes karakteristiske ydre: de klare øjne, de markerede kindben, de fremtrædende læber, det røde hår, den hvide hud. Chastain har et ansigt, som kameraet elsker. Så gør det ikke så meget, at vi ikke ved hvordan vi skal afkode det.

Man kommer nemlig aldrig rigtig ind under huden på Maya, og det er måske en indkalkuleret svaghed i Mark Boals manuskript: Pointen er jo, at Maya ofrer alt - også sin personlighed - i jagten på det ydre mål, der konstant undslipper hende indtil den dag, hendes intuition fører til det afgørende spor.

Det virker således bevidst, at Boal viger udenom al psykologi i bestræbelsen på at følge Bin Laden-jægernes færd på tværs af kontinenter. Der er ingen kærlighedsaffærer, ingen savnede familier; der er renlivet dedikation til sagen - og ikke stort andet. 

Prisen for dette fokus er nogle lovligt todimensionale persontegninger samt en forsimplet dialog, der sjældent løfter sig op over rene hensigtserklæringer eller klare udmeldinger om intentioner og mål.

Det er også manuskriptets ret entydige fokus på det, som Maya formulerer med brask og bram: “I want to kill Bin Laden!”, der gør at filmen periodevist forfalder til en form for amerikansk triumfalisme. Der sættes ikke spørgsmålstegn ved den idealisme og iver, der driver hovedpersonerne - og den personlige offervilje flettes adskillige gange sammen med formuleringen af et forsvar for Amerikas ve og vel. Det er - ultimativt - Amerika, der er det “noget”, der er større end den enkeltes individualitet. Det er en sag, man ofrer sig for. Og sagen i sig selv er hævet over tvivl og aktiv stillingtagen.

Måske det forklarer Boals manglende interesse for psykologien bag Mayas - og de andres - “blinde” ofring til jagten mod Bin Laden? De er jo bare små hjul i det store maskineri, der udgør nationens vilje.

Man kan forsvare Boals ofring af personpsykologi og baggrundshistorie, for det er med til at skabe den højspændte og i sandhed globale jagt på terrorens hovedsymbol. Det er magtspillet, tilfældighederne og efterretningerne, der interesserer Boal og Bigelow.

Men Boal mere end antyder, at det er brugen af tortur, der i sidste ende skaber resultater og fokus i efterforskningen. I filmens anden time, hvor vi nærmer os Obama-epoken, indføres der fra oven et forbud mod de torturlignende metoder (som vi bestemt ikke skånes for i især filmens første halve time). Pludselig synes efterforskningen at støde på grund. Maya er frustreret og alle virker i vildrede: Hvad nu? Ender alle spor blinde? 

Man forstår, at den manglende adgang til oplysninger ved brug af tortur kunne tænkes at sætte en stopper for fremgangen. Det udtrykkes endog eksplicit af en af CIAs foresatte under et kabinetsmøde med præsidentens rådgivere.

Zero Dark Thirty er ikke i egentlig forstand en apologi for tortur. Den kan med delvis rette dække sig ind under, at den som kunstværk forholder sig til virkeligheden, at den forsøger at afbilde faktiske hændelser. Den tager ikke partout stilling blot fordi den (kritikløst) gengiver. 

Alligevel sidder man med en blandet smag i munden: For kunne Boal ikke med relativt få ændringer have forhindret de anklager, filmen er blevet mødt med? 

Jeg synes ikke der kan herske tvivl om, at ZD30 er ude i et dubiøst ærinde, når den ikke på mere tankefuld vis formår at problematisere torturen. Jo, torturen er ubehagelig. For offeret, for bødlen, for vi, der ser på. Men ligesom Chastains Maya, er det et spørgsmål om tilvænning. Man lærer at se forbi forbrydelsen, fordi man mener at have øjnene rettet mod en endnu større forbrydelse (og forbryder). 

Boals manuskript viser sig ude af stand til at tackle disse dilemmaer på sagligt forsvarlig vis.

Det er ikke så meget det moralsk anløbne (kunsten skal ikke stå til ansvar for moralen), som det er evnen til at anerkende et problem og behandle det fyldestgørende, der er undladelsessynden her.

Man sidder derfor desto mere splittet tilbage efter en på mangfoldige måder prægtig filmoplevelse. Som æstetik er ZD30 mageløs og som en formulering af et opsplittet handlingsforløb med utallige tråde, der peger i alle verdensretninger, er den skridsikker og suveræn i sin orkestrering, netop fordi den anerkender den specifikke fortællings form: en opsplittet historie med afstikkere uden centrum.

Og dog: Filmen foregiver, at Maya er det centrum, som den “virkelige virkelighed” bag Bin Laden-jagten ikke havde. Maya er et destillat af flere skæbner, der ofrede tid og familieliv på at jage et spøgelse i mørket. 

- mkl -
12.02,13

Bigelow har skabt en film, der er intens, billedstærk og underholdende på en frapperende, urolig måde, men hun er også medansvarlig for et slutresultat, der stiller en række problematiske spørgsmålstegn ved selve filmens præmisser - og dermed også dens konklusioner. Havde ZD30 turdet forholde sig mere indgående til den virkelighed, den hævder at være baseret på (via førstehåndsberetninger), havde den potentialet til at være et modigt mesterværk.

Som resultatet foreligger er den æstetisk uovertruffen, men politisk, sagligt og idemæssigt utilfredsstillende.

7,8


Læs også artiklerne på: Aktuelt om OSCAR

Katryn Bigelow


Jessica Chastain
Comments