The Master

indsendt 23. jan. 2013 01.58 af Mads Kjær Larsen   [ opdateret 11. feb. 2013 01.05 ]

Paul Thomas Andersons The Master er enigmatisk og udfordrende filmkunst - foruden en teknisk triumf.  Centralt står to af filmårets store skuespilpræstationer samt en tematisk kredsen om mænds venskaber og ensomhed. 

- mkl -
22.1.13
Hvis det er svært præcist at sige hvad The Master egentlig handler om, vælger jeg at antage, at det må være meningen: at PTA (den vanlige forkortelse for Paul Thomas Anderson) - amerikansk films helt store auteur i disse år - bevidst har tilstræbt en kompromisløs og ildevarslende tone uden noget klart udkomme i narrativ eller tematisk henseende. 

Megen forhåndsomtale har drejet sig om filmens angivelige brydetag med Scientology-bevægelsens formative år i begyndelsen af 1950‘erne, og at den dermed indirekte - via titelfiguren - er en fiktionaliseret fremstilling af bevægelsens mytiske lederskikkelse, L. Ron Hubbard. Mesterens cocktail af psykologi, terapi, mysticisme og science fiction-fantasier kan klart nok retfærdiggøre sammenligninger med Scientology, men forbindelsen synes ikke eksplicit (eller på nogen måde injurierende - set med Scientology-briller).

Det står dog hurtigt klart, at filmen ikke så meget handler om en specifik kult eller religiøst fællesskab - endsige forsøger at komme til bunds i hvad der bestyrker og opretholder sådanne fællesskaber - men først og fremmest er en film om venskab mellem mænd - og mænds ensomhed - præsenteret som et sommetider abstrakt billeddigt forlagt til efterkrigstidens Amerika.

The Master er med andre ord ikke en konventionel dramafortælling, dertil er Andersons fortælleform alt for undvigende og svær at afkode. På den ene side synes han i sine film - ikke mindst i denne samt i forgængeren There Will Be Blood - optaget af at sige noget om selve ideen med Amerika eller i hvert fald dissekere den amerikanske sjæl, intet mindre - og på den anden side viger han udenom en eller anden forkromet forløsning i fortællemæssig forstand. 

Så hvad ønsker han i sidste ende at sige? Det er som om hans egne ambitioner på paradoksal vis resulterer i en afvisning af at søge klare svar. Det er måske det, der gør Anderson til en så “svær” filmkunstner, men samtidig også så inciterende og interessant.

Faktum er, at hans filmkunst i stigende grad synes optaget af både de store emner - via beskrivelsen af store, karismatiske mænd (og dermed er forbindelsen tilbage til Citizen Kane og dele af den stolte amerikanske filmtradition klar nok) - men samtidig er hans film poetisk søgende og billedstærke symfonier, der udfordrer vaneforestillinger af enhver art (ikke ulig en Terrence Malick).

Så lad os bare starte med billederne: The Master er PTA’s første samarbejde med fotografen Mihai Malaimare, Jr. (og første film uden Robert Elswit) og billedsiden er (som vanligt) en suggestiv rejse i wide screen-kompositioner, organisk flydende billeder af stor elegance (der er bl.a. en mageløs flot realiseret scene fra et stormagasin, hvor kameraet glider organisk rundt i rummet med fejende finesse). Mange af filmens kompositioner i især filmens første halve time, hvor vi introduceres til Mesterens senere lærling (spillet af Joaquin Phoenix) og dennes udsatte og i stigende grad marginaliserede eksistensvilkår som hjemvendt veteran fra krigen, er spektakulære og betagende - og aldrig mindre end skønne at skue. 

Der er øjeblikke af nærmest elektrificerende kraft filmen igennem, der selvom helheden virker mudret og en kende distanceret (i hvert fald ved første kig), på samme tid efterlader denne signatur med en fornemmelse af at Anderson ikke ønsker at publikum skal føle sig “underholdt” eller “tilfredsstillet” i traditionel forstand. 

The Master handler, som jeg ser det, om følelser trådt under fode - om undertrykt kærlighed - i et land og en tid hjemsøgt af trøstesløse vildfarelser. Menneskene er uden retning og uden kompas, men de fornemmer at fremtiden ligger på lur - som en trussel i lige så høj grad som et løfte om udfrielse. Filmens manglende evne til at formulere en form for forløsende kontekst, er måske netop en pointe i sig selv.

The Master fokuserer næsten ensidigt på relationen mellem de to helt centrale mandlige protagonister, den tager ikke stilling til - eller søger at indføre beskueren i - tidens sociale eller politiske konflikter.

Lancaster Dodd, eller The Master, spilles af Philip Seymour Hoffman - en rolle, der ligger til højrebenet for den lettere affældigt udseende, men diabolsk vitale skuespiller med speciale i fremstillingen af grænseløse mænd fanget i skyggelandet mellem megalomani og manglende selvværd. 

Den enigmatiske Dodds bevægelse, betitlet “The Cause”, undergår i filmen en udvikling fra en bevægelse fokuseret på behandlingen af fortidige traumer til et fokus på fremtiden og forestillingsevnens frigørende potentiale. Det hele spejles igennem den optik, som Dodds tvetydige forhold til lærlingen Freddie Quell udgør.

Freddie er filmens primære protagonist - især med henblik på det indledende fokus på hans baggrund og vilkår. Freddie er som type dyrisk, begærsstyret, uartikuleret og lider af en fatal mangel på selvindsigt. Hans tale er mumlende og usammenhængende, hans gang uharmonisk. Phoenix går virkelig hele vejen med sit portræt. Der er en nærmest Brando’sk dedikation over hans indsats, der sine steder bevæger sig på grænsen til overspil, men man må huske på at Freddie er en nedbrudt mand, der kæmper en kamp mod en usynlig fjende, han ikke forstår sig på. Han lider på daglig plan. Phoenix levendegør dette monstrøse menneske med en indlevelse og en teknisk kontrol, der er ærefrygtindgydende.

Hoffmans Lancaster Dodd er på den anden side i stand til at være urban, kultiveret og høflig, når det kræves af ham (bagsiden af mønten er pludselige raseriudbrud, når han møder uventet modstand) og han forlader sig på sin evne til analyse, selvkontrol og rationalitet. Foruden den ambition, der måske/måske ikke hviler på en grund af selvlede.

Dodd påpeger konsekvent, når han mener Freddie går over stregen. Han betoner især det dyriske ved Freddies adfærd og får denne til at forstå, at han må ændre sig hvis han vil tage kontrol over sin egen skæbne. Men kan man lære et dyr at tale et andet sprog, end det det har med sig?

Seymour Hoffmans præstation indfanger både det grandiose, ambitiøse, kærlige, charmerende, patetiske, forfængelige og opblæste ved Dodd. Filmen dømmer ikke Dodds karakter, hvilket er en styrke ved filmen - og ved figuren. 

The Master synes ikke ude i et ærinde, hvor den udstiller eller problematiserer Dodds metoder og praksisser. Man kan sagtens tænke sig, at mennesker i 1950‘ernes konforme samfund kan have fået noget ud af hans populærpsykologi. Filmen peger ikke fingre.

Kernen i The Master - hvis der er en - er det helt basale i forholdet mellem mesteren og lærlingen, et fader-søn-forhold med vide implikationer og en flig af seksuelle undertoner. Freddie har brug for en faderfigur og Dodd har brug for en dedikeret søn (hans rigtige søn bevarer en distanceret skepsis til faderen filmen igennem). Dodd og Quell har brug for hinanden og de tilfører hinanden nogle energier, som de begge drager nytte af, men som også fører til uundgåelige konfrontationer. 

Det er dynamikken mellem Phoenix og Hoffman, der er filmens bankende hjerte. Der er åndeløse øjeblikke af nervesitrende spænding både i de venskabelige samtaler, de intense terapiøjeblikke og de voldsomme konfrontationer, fordi de foregår frit svævende over en afgrund af stor sorg. 

Den seksuelle spænding er i Freddies tilfælde udtryk for den id-styrede optik, han oplever verden igennem (i en sekvens til en fest i en velgørers ejendom, oplever vi alle festens kvindelige deltagere som nøgne, formentlig som en afspejling af Quells forstyrrede fantasi). Anderson antyder - men overspiller ingenlunde - en mulig forvirring i Dodds ellers kontrollerede verden. Der er måske/måske ikke en erotisk tiltrækning til det dyriske og fortabte som Quell inkarnerer og som i egentlig forstand udgør antitesen til det ordnede verdensbillede, “The Cause” tilstræber at illuminere og virkeliggøre.

Filmens tekniske meritter er åbenlyse og en kilde til konstant fornøjelse, men man skal heller ikke glemme Radiohead-guitaristen Jonny Greenwoods abstrakt-modernistiske score (der ikke er lige så demonstrativt som hans arbejde på There Will Be Blood) eller, naturligvis, filmens øvrige rollebesætning. Amy Adams skal fremhæves i en glimrende (men lidt underprioriteret) rolle som Mesterens viljestærke hustru, der indledningsvis synes at være den pæne hustru, men viser sig at være en særdeles initiativrig kraft bag manden, foruden inderligt dedikeret til bevægelsens overordnede mål. 

8,5 





Paul Thomas Anderson
Instruktør

Mihai Malaimare, Jr.
Fotograf

Joaquin Phoenix
Skuespiller

Philip Seymour Hoffman
Skuespiller

Amy Adams
Skuespiller


Comments