Skyfall

indsendt 23. nov. 2012 03.53 af Jens Kjær Larsen   [ opdateret 21. jan. 2013 04.33 af Mads Kjær Larsen ]
En god genreinstruktør er kendetegnet ved sin evne til på smagfuld - eller skamløs, alt efter metier - vis at værdsætte og honorere den genre - eller som i tilfældet James Bond den franchise - han giver sig i kast med. Han skal ikke gå af vejen for at reproducere klicheer, men evne at give dem et twist. Den glimrende genreinstruktør evner yderligere at overskride selvsamme konventioner og tilføre en række elementer, der gør, at filmen både opleves som klassisk og in-the-moment på én og samme tid.
Sam Mendes (American BeautyRevolutionary Road) er umiddelbart et modigt og overraskende valg som instruktør for filmverdenens mest sejlivede brand, James Bond-sagaen. Men at dømme efter den 23. film i rækken, Skyfall (der falder sammen med 50-året for den første James Bond-film Dr. No), har producenterne set rigtigt. 

Mendes’ instruktion er driftsikker, dynamisk, dybdesøgende og dedikeret med respekt både for traditionen men samtidig med blikket fast rettet mod publikums æstetiske forventninger anno 2012. 

Fra de første røgede toner af Adele som Shirley Bassey-klon i den klassisk tintede, men teknisk innovative, titelsekvens, står det klart, at Skyfall omfavner begge sider af genrens succesformel; som både traditionsforvalter og øjebliksformidler.

James Bond-universet udgør traditionelt en hårfin balance mellem det sofistikerede, verdensmandsagtige - en tilbagelænet skødesløshed, et britisk glimt i øjet - og det actionmættede og hårdføre, der mere end tangerer det fortegnede. Denne spænding medfører, at filmene oftest er bygget på en præmis, som publikum anerkender og værdsætter; en indforstået villighed til at lade sig tage ved næsen og føre rundt i et univers, der ikke tager sig selv alt for alvorligt, pga. dets indbyggede absurditet. 

Disse for Bond-serien så unedbrydelige elementer er også til stede i Skyfall, ikke mindst i den fremragende åbningsscene, hvor Bond (Daniel Craig) jager en skurk gennem Istanbuls bazarer (i bil) og over byens hustage (på motorcykel) inden scenen kulminerer på et tog, hvor Bond laver en typisk nonchalant (det er jo levebrød, forstås) entré i en togvogn til  passagerernes forbløffelse. Den scene kunne lige så vel (dog med mindre teknisk raffinement, selvfølgelig) have fundet sted i en Bond-film anno 1974 - eller i en Indiana Jones-film fra 1980‘erne, for den sags skyld.

Men alt er ikke det samme i Mendes’ version af Bond-universet. For det første (og det er noget af det forudsigelige ved Mendes’ mere auteur-inspirerede greb om historien) er Bond på aldeles tidstypisk vis en plaget skikkelse, hvis ydre handling dækker over en indre fortabelse; et karaktertræk, han deler med andre nutidige actionhelte, det være sig Jason Bourne, Christopher Nolans Batman eller den seneste inkarnation af Peter Parker/Spiderman. 

Mørket har både indre og ydre manifestationer hos nutidens helteskikkelser - ogpublikum svælger i det med tilsyneladende uformindsket appetit. At filmen er meget bevidst om at tale til tidsånden (som åbenbart er gennemsyret af mørke og indesluttethed, hvis man spørger Hollywood), er faktisk ikke det, der gør den interessant, endsige vellykket. Modsat hvad filmskaberen og manusforfatterne måske selv forestiller sig, er dette intenderede fokus på 007's indre dæmoner, det mest forlorne ved Skyfall, fordi det blot lægger sig i slipstrømmen af tidsånden. 

Det kan altså godt være, at Bond kæmper mod masseødelæggelsesvåben og grænseoverskridende tekno-terrorister, men han udkæmper i lige så høj grad en omgang skyggeboksning med sine indre dæmoner. Som filmen skrider frem knyttes dette motiv tættere og tættere til forholdet til hans chef, M (Judi Dench i en næsten-hovedrolle) - og det M snildt kunne stå for, nemlig “Mor”. Bond er det ødipale vrag, en svigtet søn, der kun drives ud af selvvalgt dvale for at bistå fædrelandet, som trues af en global computergenereret (naturligvis) trussel. Han har tunge øjne, er ude af form og synes ældet (flashback til den seneste Batman, anyone?)

Den underliggende præmis i Skyfall er derfor forholdet mellem moder og søn og mellem fortid og fremtid, ikke bare i forhold til hovedpersonens egen historie (slutscenen finder endda sted i og omkring hans skotske barndomshjem), men på et andet plan i forholdet mellem de gamle geopolitiske realiteter med klassiske spiontricks, der prægede tiden før jerntæppet (som M’s syn på verden - og efterretninger om den - er farvet af) og computertidsalderens galopperende amokløb i digitale veje og vildveje. En ny type terrorisme står over for den gamle mere aristokratiske (nærmest høflige) af slagsen. Truslen er en ansigtsløs fjende, som M forklarer det - lovligt didaktisk - over for en parlamentarisk høringskomite i en for filmens selvforståelse central scene.

Filmens visuelle udtryk er, ud over den aldrig fraværende underholdningsværdi og det solide skuespil, dens absolutte adelsmærke. Dette skyldes, udover Mendes’ tilstedeværelse, den nifoldigt oscarnominerede verdensklassefotograf Roger Deakins, hvis billeder (det er ikke forkert ligefrem at tale om billedsprog), det er en fryd at betragte. Deakins hiver på smukkeste vis identitet frem i de lokaliteter, han har at arbejde med. London anskues igennem en silkeblød, let mørkt tonet linse, Shanghai er techno-futuristisk dybblå, Macau er varmt, sanseligt, men også bedragerisk, etc. etc. Deakins giver Bond en ansigtsløftning, der inviterer franchisen ind i fremtiden, men historien, der indeholdes i de suggestive billeder, er nu tydeligt et konglomerat af fortid og nutid, bl.a. med flere ironiske hints til de tidligste film, fx Bonds gamle Aston Martin, der luftes i finalen.

Skuespillerne viger mestendels uden om de klassiske løftede øjenbryn og let ironiske replikafleveringer. Craig er både sammenbidt, martret og nihilistisk-humoristisk i fint afstemte doser, Dench er glimrende som M, der virkelig befinder sig i karrierens skæbnetime i Skyfall og Javier Bardem er - selvfølgelig, fristes man til at sige - en af de mest karismatiske skurke, der er set i Bond-regi. Den første mand-til-mand konfrontation mellem Silva (Bardem) og Bond (Craig), hvor skurken med en homoerotisk legelyst udfritter superagenten, er mageløst pikant ved, at den hverken kammer over i ren campeller viger uden om at pirke udfordrende til, hvad vi associerer med vores machohelt og hans seksualitet. 

Den lettere androgyne Ben Whishaw er et frisk pust som Q, der leverer op til flere selvrefererende jokes på filmseriens vegne, da han som inkarnationen af den nye tekno-tidsalder fx overbringer Bond en radio og en pistol til brug på dennes næste mission: “You were expecting an exploding pen?”, ironiserer den hyperintelligente, men noget anæmiske opkomling med silkeblød stemmeføring, da Bond kigger skeptisk/tavst på udstyret. I Bond-regi er der tale om et betragteligt kultursammenstød, forstås, hvilket manuskriptet  i flere scener udnytter satirisk.

Bond er i sin essens stadig et stykke brug-og-smid-væk popcorn-underholdning med usandsynligheder og fortegninger en masse. Men alligevel er den 23. film i rækken på de fleste områder en yderst tilfredsstillende og mættende oplevelse, selvom Bond som figur ikke kan bevæge sig længere væk fra den uudgrundelige actionhelt, hvis serien skal overleve med sin kerne i behold. En freudiansk konciperet, mor-svigtet antihelt er svær at udnytte yderligere, hvis serien skal give mening som traditionsbevidst forvaltning af britisk films overleverede kronjuveler. 

Overordnet set er Skyfall - trods den lovligt bastante inspiration fra 00‘ernes generelle forvaltning af superhelteikonografien - en imponerende stilsikker og velment gestus til filmseriens mange fans. Den har kvaliteten og innovationen til at tilfredsstille både bedstefar-generationen og den teknologinysgerrige teenager. Det er ikke nogen slet bedrift.

7,3


Daniel Craig ved premieren på Skyfall
Comments