Silver Linings Playbook

indsendt 6. mar. 2013 14.37 af Mads Kjær Larsen   [ opdateret 6. mar. 2013 14.47 ]

David O. Russell er den nye konge af Hollywood quirk”, traditionelle dramaer eller dramakomedier med idiosynkratiske indslag tilpas begribelige til at underholde masserne. Silver Linings Playbook er præcis lige så konventionel som Russell altid har været, men hans formel synes mere tyndslidt end nogensinde.

- mkl -
06.03.13
David O. Russell er som filmskaber ikke ulig Jason Reitman, manden bag film som Up In The Air og Juno. Begge laver de film som giver det indtryk, at de er skæve og excentriske, uden egentlig at være det. Oftest er de tværtom dybt forudsigelige. Reitman og Russell dyrker skæve typers skæve omgang med en virkelighed, der som oftest ikke er skæv nok til at kunne rumme deres - nå ja - skævhed. Modellen er set anvendt i rigtig mange amerikanske independent-film op gennem 00‘erne - og denne signatur har for længst nået mætningspunktet. Der er noget forlorent over film, der prætenderer at være skæve, men netop tilstræber det i så høj grad, at de langtfra er det på en oprigtig måde.

Med The Fighter (2010) søgte Russell at udfordre sig selv med et mere gængs mainstreamdrama. Excentriciteten var barberet ned til det nødtørftige, måske med undtagelse af Melissa Leos brintede paryk, der til gengæld var en Oscar værdig (det fejrede Leo med eksklameringen af f-ordet fra scenen i The Dolby Theatre). The Fighter var med andre ord Russells forsøg på at kreere en veritabel prestigefilm, et bæst, som har hjemsøgt Hollywood siden tidernes morgen (dvs. siden ca. Gone With The Wind): et traditionelt drama med en dannelseshistorie i centrum, der skal virke inspirerende på sit publikum. Et mere nutidigt, men arketypisk, eksempel kunne være oscarvinderen Forrest Gump, der lægger vægt på både humor og sentimentalitet. Men mere bredt formuleret er der tale om allehånde populistiske udstyrsstykker, der prædiker en letkøbt humanisme.

Silver Linings Playbook markerer næste naturlige skridt i Russells (forfalds)historie. Det er en film, der synes fokusgruppe-målrettet på at opnå maksimal effekt ved uforskammet at appellere til sit publikums goodwill med en dosis komedie tilsat et forudsigeligt drama, der kunne have været udtænkt som en våd drøm af og for let utilpassede teenagere, der har set Dirty Dancing på repeat (hvis teenagere var lige så kalkulerede som voksne, vel at mærke).

Filmen er en succes på forhånd ved at have brandvarme ungdommelige navne på plakaten. Jennifer Lawrence, ungdomssensationen fra The Hunger Games, der har opnået retten til sit eget akronym (J-Law) og Bradley Cooper, der tager springet ud på det dybe vand med sin karrieres første tunge hovedrolle. Præmissen må være, at disse to stjerner-in-spe i Russells regi skal vise deres værd som modne skuespillere med stort register. 

Cooper spiller en ung mand, der lider af en ikke nærmere defineret (eller problematiseret) bipolær mental lidelse, der gør ham temperamentsfuld og utilregnelig. Han er netop kommet ud i det fri efter at have tilbragt otte måneder i en beskyttet institution efter at have overfaldet sin kones elsker med stor voldsomhed. Lawrence, derimod, er en meget ung enke, der kæmper med sorgen over hendes mands nylige død.

Med den ramme opstillet, er det klart for enhver, at her er der tale om mere end blot en forudsigelig komedie eller en middelmådig tearjerker af et drama. 

Det er som om Russell tror han hermed har carte blanche til at hive sit publikum igennem hvad som helst, når blot den seriøse og meget voksne fernis er etableret. Det er i så fald en fejlkalkulation. 

Russells manuskript er et uskønt miskmask af falden-på-halen-komik, usandsynligheder en masse og en postuleret alvor, der konstant punkteres af manuskriptets begrænsede evne til at fastholde og rendyrke oprigtige problemstillinger.

Bradley Cooper og Jennifer Lawrence gør deres respektive bedste for at puste liv i deres karakterer og lykkes delvist med at skabe en fornemmelse af afrundede karakterer, men Cooper er begrænset i sit register og Lawrence, der er indlysende talentfuld og allerede som 22-årig har udviklet en herlig “let’s-cut-the-crap”-direkthed over sit spil, ofres af et manuskript, der slet ikke yder karakteren retfærdighed. Lawrences øjne viser indlevelse og timing, hendes grimasser og hendes let hæse stemmes moduleringer det samme, men lige meget hjælper det.

Dynamikken mellem Lawrence og Cooper er filmens dramatiske puls, så at sige, fanget som de er mellem den gensidige tiltræknings farlige løfter og deres skrøbelige mentale tilstand. 

Det er filmens åbne trumfkort, at den omhandler to smukke unge mennesker, der “heldigvis” for filmens egen fordring på autenticitet og alvor, er plaget af mental sygdom. Det er dette vilkår, der er dens store berettigelse som et produkt, der rækker udover den gennemsnitlige run-of-the-mill-screwballkomedie.

Men hvor seriøst tager filmen dens protagonisters mentale ustabilitet? Det er et åbent spørgsmål og måske en smagssag. Jeg registrerede en altdominerende fornemmelse af forlorenhed over at se disse to attraktive væsener være syge, men på en måde der bestemt ikke kompromitterer graden af deres indtagende attraktion. Det er måske også her Russell afslører sin tilgangs mangler: At den mentale sygdom fungerer som en overfladisk ramme for at aflire et typisk prestigefilms-narrativ: en meningsfuld, inspirerende historie om personlig udvikling til det bedre med kønne mennesker i centrum. Problemet er så bare, at det patenterede “meningsfulde” for enhver med bare en lille portion sund kynisme i blodet nærmere opleves som meningsløst.

Filmen har periodevist (især indledningsvist, når man blåøjet forventer en god oplevelse) en afvæbnende charme, men alt for mange af dens faktiske sætstykker er inderligt kalkulerede. De har det ene formål at flytte fortællingen derhen hvor den nu en gang er tænkt. Værst er en scene, hvor Coopers figur, Pat, tager til en Philadelphia Eagles-kamp for at hjælpe sin overtroiske far (spillet med Meet The Fockers-rutine af Robert De Niro, som man kun kan håbe snart går på pension), der spiller på kampen og derfor mener at hans søns præsens vil påvirke udfaldet i positiv retning. Scenen er udtryk for den allermest dovent forfladigende manuskriptkunst. Snart koger Pats temperament over i mødet med nogle racistiske fans og så har vi problemet...nå ja, og tilfældigvis møder Pat sin terapeut, der tager med hjem til familiemiddag. Whatever. 

I det hele taget er Silver Linings Playbook forbløffende konventionel: der er de obligatoriske løgne, der fortælles, for siden at afsløres, der er slagsmål, der finder sted, så historien kan flytte sig og en lattervækkende opbygning til et klimaks (en dansekonkurrence, hvor Pat skal hjælpe J-Laws figur med...ja, hvad egentlig? At være en succes? At score Pat?), der kun er medtaget for at skabe bare en hint af noget spænding i en historie, der ellers ikke ville kunne mønstre det. Derudover er Cooper udstyret med en sort ven (der også har været indespærret), som lærer de unge hvide mennesker at danse med sjæl, for det ved sorte jo hvordan man gør. En politiofficer dukker op igen og igen - sært, at han er den eneste af slagsen i millionbyen Philadelphia! - og altid på præcis de tidspunkter hvor det er belejligt i forhold til manuskriptets afvikling af historien. 

Først som sidst synes Russell ubehageligt lidt optaget af at tage sin historie - og i videre forstand, sit tema - alvorligt. Alle historiens mangler er fejet ind under et dyrekøbt gulvtæppe, der i stedet præsenterer denne fornemmelse for quirk, en måde at håndtere, afmontere og demaskere virkeligheden uden for filmens egen selvtilfredse kasse-virkelighed, så den i stedet fremstår charmerende, indtagende og sådan sødt-oprigtigt.

Ultimativt, er den største fejl ved Silver Linings Playbook, at den hverken er genuint morsom eller oprigtigt sørgelig. Den er først som sidst ikke mere end to timers adspredelse. Og fordrer en film om mental sygdom ikke at være mere end det?

3,6 


(Silver Linings Playbook har dansk premiere den 25. april 2013)

Læs også:
Kommentar til The Oscars 2013: En splittet - eller demokratisk - årgang


Tilbage til Aktuelt om FILM


David O. Russell





Jennifer Lawrence &  Bradley Cooper
Silver Linings Playbook







Jackie Weaver & Robert de Nero
Silver Linings Playbook




Jennifer Lawrence & David O. Russell



Jennifer Lawrence med sin Oscar
for bedste kvindelige hovedrolle
i Siver Linings Playbook
2013
Comments