Lincoln

indsendt 9. feb. 2013 16.09 af Mads Kjær Larsen   [ opdateret 11. feb. 2013 02.19 ]

Steven Spielberg overrasker positivt med sit detaljemættede drama om Abraham Lincoln ved at sætte sine egne excesser i baggrunden og lade manuskriptet - og skuespillerne - tale, så det er en ren fryd.

- mkl -
10.02.13
Lincoln er for så vidt en vildledende titel på Steven Spielbergs nye film baseret på Tony Kushners (Engle i Amerika) detaljemættede manus, for filmen er sagsorienteret frem for karakterorienteret. 

Det er ikke Lincolns egen historie, der først og fremmest er i centrum. Det er en specifik episode i det amerikanske politiske livs historie, der fokuseres på, nemlig forløbet omkring vedtagelsen af det såkaldte 13. forfatningstillæg, der medførte slaveriets afskaffelse i slutningen af den Amerikanske Borgerkrig i 1865, der er filmens kerne.

Det er dette kompromisløse fokus på et sagsforløb frem for mere gængse fortællekneb hentet fra biopic-genren, der føles så forfriskende ukonventionel - og ja, modig - ved Spielbergs og Kushners historiske drama. Det er ideerne, retorikken, de politiske detaljer og kneb, der er sagen, ikke en overordnet fortælling om en persons liv og skæbne. 

Det er klogt af Kushner at vælge en specifik indgangsvinkel for ad bagvejen - eller via embedsværket - at tegne et portræt af Lincoln. Som person og som livslevned er “Honest Abe” så indhyllet i mytens floromvundne gevandter, at forsøget på at vække ham til live som opbyggelig levnedsskildring, virker dømt til at mislykkes. Foruden uinteressant som netop kunstnerisk projekt.

Spielberg forholder sig afdæmpet og solidarisk til forlægget. Der er ikke mange af de patosfyldte eller sentimentale udsving, der ofte har plaget hans historiske film, fx Amistad, War Horse eller Munich. Spielberg synes at have stolet så meget på Kushners overlegne færdigheder - og på sine skuespillere - at han har begrænset sine egne manerer til et minimum og ladet manuskriptet og karakterskuespillet tale.

Én ting er, at Kushner på dramatisk, men ikke-effektjagende, vis formår at belyse forløbet omkring vedtagelsen af forfatningstillægget (samt de afsluttende uger op til krigens afslutning), så de virker troværdige, redelige og oplysende; noget andet er, at han i processen får skabt et tilfredsstillende og nuanceret portræt af Lincoln som politiker og som menneske. Derudover leverer han et sigende billede på det amerikanske politiske establishment anno 1865, der hverken er forherligende eller det modsatte, men synes konkret og saglig.

De politiske rævekager, der tjente som baggrunden for at sikre det nødvendige to-tredjedeles flertal i Repræsentanternes Hus for at afskaffe slaveriet, behandles uden berøringsangst og danner bagtæppet for flere af filmens komiske sekvenser. Scener, der har en befriende virkning på en film så ladet med lange guirlander af ord.

Over det hele knejser Daniel Day-Lewis i en af sin karrieres bedste roller. Day-Lewis har valgt en ret underspillet stil med en lys stemmeføring, der klæder den figur, manuskriptet tegner. Vi får et indsigtsfuldt blik af et afrundet, men sammensat, menneske. Lincoln er i Day-Lewis’ gestaltning både snu, humoristisk, øretæveindbydende anekdotisk, visionær, pragmatisk, men principfast og kærlig, men distanceret. 

Der er nok ingen tvivl om, at Day-Lewis om en lille måned vinder karrierens tredje hovedrolle-oscar. Det er ham vel undt. Det er en mageløs autoritativ præstation, der vinder ved Day-Lewis’ udramatiske internalisering af figuren Lincoln, snarere end ved de store armbevægelser eller en bævende patos.

Hele skuespillerholdet fungerer i det hele taget upåklageligt. Sally Field er meget overbevisende - og perfekt castet - som Lincolns traumatiserede kone, Mary Todd. 

Den uforligneligt driftsikre Tommy Lee Jones er glimrende som Lincolns “interne opposition” i det republikanske parti, den indædte slavemodstander Thaddeus Stevens. Lee Jones leverer en slagfærdig præstation med blik for både kompromisløsheden og spilfægteriet i Stevens og den underliggende lune i karakteren. 

Stærke kræfter som David Strathairn, James Spader, Tim Blake Nelson, Hal Holbrook og John Hawkes gør god fyldest i nogle af de mange biroller, der på levende vis glider ind og ud af dramaet, som det udfolder sig i de skæbnesvangre dage i marts og april 1865.

Der ER enkelte mislyde ved Spielbergs dramatisering, men de er begrænset til filmens første og sidste scener. 

I indledningssekvensen ser vi Lincoln på besøg ved fronten, hvor fire soldater henvender sig til ham og på temmelig opstyltet vis reciterer præsidentens berømte tale efter slaget ved Gettysburg, mens Lincoln lytter og alle de andre soldater indifferent defilerer forbi i baggrunden. Der er noget konstrueret og kunstfærdigt ved denne ene scene, der slet ikke har den ubesværethed og lydhørhed over sig, som filmens lange midterstræk excellerer i. Scenerne fra især Det Hvide Hus er realiseret med stor sans for, at historiske øjeblikke ikke nødvendigvis opstår i en atmosfære af ophøjet alvor, men som tøvende, prøvende trædesten, der langsomt danner en farbar vej.

Filmens afsluttende scener er ligeledes lettere problematiske. Ideelt kunne Kushner have skåret ti minutter af. Han kunne have gjort en åben, men effektiv slutscene ud af det øjeblik, hvor vi ser Lincoln gå ned ad en gang i det Hvide Hus - og væk - på vej til teatret, hvor vi ved han skuddræbes af John Wilkes Booth den 14. april 1865. 

I stedet udsættes vi for dødsscenen i det Hvide Hus (hvilket ikke har historisk belæg, i øvrigt). Vi ser en blafrende flamme fra et lys, hvor man aner Lincoln levere “The Gettysburg Address”. Herefter serveres flashbacket for fulde gardiner. 

Spielberg og Kushner kan ikke dy sig for at slutte af med det proklamatoriske. Det havde de egentlig slet ikke behøvet, da historien er så fornemt udfoldet, at vi som tilskuere ikke mangler fornemmelsen for det historiske sus, men nærmere mærker suset som en stille, vibrerende, men kraftfuld tone undervejs i filmen.

Lincoln er Tony Kushners mesterstykke og store fortjeneste, men det taler til Spielbergs næsten udelte ros, at han på respektfuld og lydhør vis har formået at overføre - og forløse - det til lærredet.

Lincoln er i store stræk en magtdemonstration, netop fordi Spielberg håndterer sit stof med et ikke-demonstrativt gehør - som en musiker, der kender effekten af at holde igen, når publikum forventer en solo.

8,6 

Læs også artiklerne under Aktuelt om OSCAR


Steven Spielberg


Tony Kushner


Daniel Day-Lewis



Comments