Life of Pi

indsendt 20. dec. 2012 14.55 af Mads Kjær Larsen   [ opdateret 29. dec. 2012 15.09 ]

Ni ud af ti gange, når nogen siger, “Du har aldrig set noget lignende!” om en film, er det løgn. Men med Life of Pi har mesterinstruktøren Ang Lee med alle tilgængelige computereffekter skabt noget ganske unikt. Life of Pi er en spirituelt forankret overlevelsesberetning, men den er også et regulært gennembrud for en troværdig CGI-fremstilling af et virkeligt væsen, en fuldvoksen bengalsk tiger.


- mkl -
20.12.12

Ang Lees film om en indisk teenager fanget i en redningsbåd med et mildt sagt intimiderende rovdyr markerer endnu et højdepunkt i instruktørens gloriøse karriere i den forstand, at han - modsat en vis film med blå væsener og dårlig dialog (Avatar) - på fornemmeste vis formår at inkorporere højteknologiske effekter, opfindsomhed og en (vanlig) knusende sikker tro på sin evne som fortæller.

Life of Pi er som visuel oplevelse en frydefuld rystelse, et sandt under at skue. Historien, baseret på Yann Martels populære Booker-prisvindende roman fra 2001, yder måske ikke filmens look fuld retfærdighed, men det glemmer man næsten i farten - eller også falder det kun én ind i starten og slutningen af filmen, hvor rammefortællingen med Pi som voksen mand skal binde de løse ender sammen.

At filmen i store stræk opleves som en mageløs rejse må også tilskrives den debuterende Suraj Sharma som teenage-udgaven af Pi. Han er betagende god som drengen, der forsøger at overleve tabet af sin familie og redde sig selv - samtidig med, at han prøver at leve op til de principper hans tro (en kulørt blanding af hinduisme, kristendom og islam) opstiller for ham. 

Pi er fanget midt ude på Stillehavet efter at båden med hans familie og medbragte dyr fra familiens zoologiske have er sunket i et apokalyptisk uvejr på vej til Canada. Snart finder Pi sig nødstedt på en lille redningsbåd sammen med en bengalsk tiger ved navn Richard Parker, en skabning, der ikke står tilbage fra at gøre et måltid ud af alt, hvad der bevæger sig (en zebra, en hyæne og en chimpanse holder ikke længe på båden). Pi må lære at holde sig selv i live samt - grundet hans spirituelle tilgang til livet - at holde Richard Parker i live også.

Det meste af filmen (ligesom det er tilfældet i bogen) foregår ude på det åbne hav, men rammefortællingen, der sætter kampen for overlevelse i relief, foregår i nutidens Montreal, hvor den voksne Pi fortæller sin historie til en forfatter. Denne ramme ville have været overflødig og faretruende didaktisk, hvis ikke det var for Irrfan Khans præstation, der på fornem vis indfanger den ro, stille humor og grundfæstede tro, der hersker i den voksne udgave af Pi. 
Lee undlader ikke at spille på romanforlæggets øretæveindbydende/leflende præmis (“en historie, der vil få dig til at tro på Gud”), men med Khans kattesmil og diskrete charme og hans udogmatiske beskedenhed får Lee landet historiens religiøse/spirituelle dimension tilfredsstillende, dvs. uden at forfalde til en omklamrende insisteren på troens sammenhæng med overlevelse (i konkret forstand) og livsindhold (i videre forstand). Filmen er uden tvivl inde og betræde Oprah Winfrey-territorium, men Lees intelligens sikrer, at den vil kunne tale til - foruden imponere - ethvert publikum. 

Vi møder først Pi som dreng (charmerende spillet af Ayush Tandon) i Pondicherry i Indien, hvor hans forældre driver deres zoo. Startsekvensens billeder af alverdens dyr er stemningsskabende og ikke så lidt kulørte. Måden Lee introducerer tigeren på (som et spejlbillede på en vandoverflade) er udtryk for hans sans for at bruge originale vinkler på en ikke-demonstrativ måde. Ligeledes får Lee elegant indflettet, hvorledes Pi fik sit mystiske navn og hvordan netop navnet har fulgt ham som en slags skæbnestempel igennem barndommen.

Pis overlevelsesberetning er en rejse - i tid, rum og erkendelse. Ved filmens slutning er den spirituelle vinkel måske pumpet op til bristepunktet, men som sagt undgår Lee det decideret skematiske eller anmassende. Poesien er med hele vejen - også til sidst, hvor historiens twist skal forløses. Irrfan Khans tvetydige gestaltning sikrer tilpas meget fortolkningsrum.

Det, der er slående ved Life of Pi - udover dens mageløse effekter (gestaltningen af Richard Parker er det hidtil bedste stykke CGI-arbejde, jeg har været vidne til) - er den ro og selvfølgelighed hvormed Lee fortæller en historie, jeg ellers ville have forsvoret kunne omsættes til film. Han er tålmodig, taber aldrig overblikket og er selvsikker i enhver detalje, der således lydefrit smelter sammen med helheden. 
Suraj Sharma som den unge Pi er endvidere det perfekte match for Lee. Han indfanger præcis den sensibilitet, Lees film angler efter. At Lee i hele filmens midterstræk ude på havet ikke et øjeblik taber filmens momentum, SAMTIDIG med at han undgår at være udvendigt effektjagende, er udtryk for hans store format. For Lee er det altid de indre spændinger i karaktererne frem for det ydre spektakel, der står i fokus.

Life of Pi er måske ikke den bedste film i år (med mindre man i tilgift køber den spirituelle kerne, der emanerer ud fra historien), men det er den visuelt mest stimulerende. Og derudover endnu en demonstration af en mesterlig historiefortæller, der aldrig er bange for at kaste sig ud på dybt vand (no pun intended) - fra big budget-superheltefilm til engelsk 1800-tals-aristokrati, kinesisk kampsport, forstadsamerika i 1970erne og homoseksuelle cowboys i Montanas bjerge. 

Ang Lee er en ener - også når han laver “CGI-new age” for et massepublikum. 

7,9

Official trailer: Life of Pi


Læs også: Oscar UPDATE



Comments