Killing Them Softly

indsendt 23. dec. 2012 16.09 af Mads Kjær Larsen   [ opdateret 27. dec. 2012 08.24 ]

Andrew Dominik stod i 2007 bag det betagende billeddigt af en (anti)-western The Assassination of Jesse James By the Coward Robert Ford. Hans nye film - baseret på George V. Higgins’ krimiroman Cogan’s Trade fra 1974 - kompenserer for sit langt mere ligefremme plot ved at være skiftevis voldsfikseret, sludrevorn, tragikomisk og samtidskommenterende i et blandingsforhold, der aldrig finder et balancepunkt. 

- mkl -
23.12.12

Killing Them Softly er en i sin essens ret enkel historie om to kriminelle småfisk (spillet af Scoot McNairy og Ben Mendelsohn), der af en selvstændig erhvervsdrivende (kaldet The Squirrel) med forbindelser til det kriminelle miljø hyres til at begå et røveri på en illegal, mafiabeskyttet spillebule. Ræsonnementet bag forbrydelsen er, at eftersom etablissementets bestyrer (spillet af Ray Liotta) i et uoplagt øjeblik er kommet til at afsløre, at han selv stod bag et indbringende røveri sammesteds for år tilbage, vil han være den hovedmistænkte, hvis det sker igen. Snart er mafiens oprydder (i skikkelse af en stoisk forundret Brad Pitt) sat på sagen, og en eskalerende spiral af vold kan tage sin begyndelse...

Dominik injicerer sin film med en række stilgreb: En tung (og for demonstrativ) inddragelse af 2008-valgkampen mellem Obama og McCain i skyggen af finanskrisen, ansatser til en omgang opdateret americana med dertilhørende depressionstids-reminiscenser og lidt sit-com med 90‘er-ironisk tilsnit til at opbløde alvoren af det krisetids-sindbillede, filmen (også) angler efter at være.

Billedsiden er eksklusiv med tonede farver og panoramiske tableauer, uden at være helt så (selvforelsket) poetisk som Robert Deakins’ kameraarbejde på forgængeren. Der er et klart ekko af den kunstfilm-finesse, der prægede filmen om Jesse James’ morder; ikke mindst i en central likvideringsscene, hvor vi udsættes for en - unødvendig udpenslet - slow-motion-koreograferet dødsscene med splintrende glas, hjernemasse og blod. Dominik er bestemt til den æstetiserede vold. 

Men filmen er også et til tider vellykket forsøg på at skabe afrundede persontegninger og dialogbårne sætstykker uden indlysende pay-off i form af plotudløsning. Alt efter øjnene der ser, er det den tilgang, der redder filmen fra at være en banal genrefilm - eller omvendt det greb, der trækker enhver narrativ fremdrift ud af foretagendet.

Dominik - unægtelig en talentfuld instruktør, når det kommer til især billedkomposition - synes at have været i tvivl om vægtningen af sit materiale: Filmen er formentlig tænkt som en facetteret rejse ind i voldens, frihedens og den amerikanske kapitalismes væsen, spædet op med lidt letkøbte kneb fra skrivebordsskuffen for sikre vindere blandt alle drengerøve m/k, nemlig en dialogkunst, der centrerer sig omkring kvindelige kønsdele. 

Resultatet er en ujævn film, fordi Dominik forsøger at please og konfrontere sit publikum på samme tid og med usikker hånd. Killing Them Softly er effektjagende både i forhold til brugen af vold og humor, men ellers optaget af at tage sine personer så alvorligt, at vi (næsten) glemmer, hvor forholdsvis tynd den baggrundshistorie, som skal bære persontegningerne og samtidskommentaren, er.

Intet sted er dette bedre eksemplificeret end i brugen af gode gamle “Tony Soprano”, James Gandolfini. Gandolfinis rolle som Mickey kunne på papiret - i forhold til plotafviklingen - snildt være udeladt. Men det han tilfører filmen, er en undergangsstemt mafia-lejemorder, der agerer spejlbillede for den rå kapitalismes dobbelthed - fanget som han er mellem hedonistisk megalomani og en udsigtsløs depression. Gennem Mickey får vi et indblik i en underverden, der hænger så meget sammen med mainstream-samfundet (det er pengene, der sætter dagsordenen begge steder), at globalsamfundets recession også betyder trængselstider og trøstesløshed for den kriminelle underverdens håndgangne mænd. 

Mickey hidkaldes af Jackie Cogan (Brad Pitt), der er sat til at rydde op af en pengestærk bagmand ved navn Dillon til at udføre lejemordet på The Squirrel, som Cogan ikke selv vil stå for, da han kender den formastelige, og derfor finder det betimeligt at involvere en tredjemand. Mickey bliver fløjet ind, men tilbringer tiden med at drikke og hore i et anfald af selvforglemmelse, og Cogan må i sidste ende selv udføre det beskidte arbejde. 

Gandolfini ER fantastisk i de scener, hvor han får uhindret lov til at brillere med sit efterhånden patenterede trademark, fremstillingen af en eksistentielt plaget gangster. Men man forundres lidt i farten: Hvad skal filmen bruge Mickey/Gandolfini til, udover at illustrere at selv repræsentanter for den hårdkogte underverden har følelser i klemme og er presset på pengepungen, når den globale krise hærger?

Det er dog netop det menneskelige element ved Gandolfinis rolle, der tilfører historien en tyngde, der rækker ud over plot og udvendig samtidskommentar (som de evindelige tv-sekvenser fra valgkampen i 2008). Gandolfini er skiftevis hoverende, flæbende, uforskammet, såret, stødt - og i stødet! En fandens karl og en ynkelig taber i samme gevandter. Havde Gandolfinis præstation fundet sted inden for rammerne af en bedre film, ville han formentlig have hevet en sikker oscar-nominering i land for bedste mandlige birolle.

Brad Pitt, der fik lidt af et kritikercomeback for sin rolle i Dominiks film om Jesse James (og ikke har set sig tilbage siden med bl.a. fremragende præstationer sidste år i The Tree of Life og Moneyball) er køligt kalkulerende i alle situationer, hvilket som filmen skrider frem giver mere og mere mening, men hans figur forbliver i et umælende skyggeland, hvor hverken motiver eller baggrund fremhæves det mindste.

Brad Pitt får ikke meget at spille med. Han er bedst i de scener, hvor historien kræver, at han aktivt tager styringen eller påvirker spillet, mens han omvendt underligt passivt er vidne til Gandolfinis tour de force i de tos fælles scener. 

Det er en lettere rutinepræget præstation af Pitt, der ikke helt rammer rent i forhold til den unødige fanfare, hvormed Dominik introducerer ham i filmen: Til tonerne af Johnny Cashs skæbnetunge The Man Comes Around ser vi Cogan ankomme som en ansigtsløs hævner med slangeskindssko som en sort skygge, der blæser ind over landet. 

Og så er det alligevel som om Pitts rolle ikke rigtig indfrier den forventning filmen lægger op til, jævnfør brugen af Cashs distinkte stemme og billedsidens fokus på hans skikkelse frem for hans ansigt. Han viser sig faktisk at være en stille, udramatisk, nærmest nøgtern problemknuser snarere end en overmenneskelig repræsentant for apokalypsens komme. Det er filmens fejl, at den selv introducerer Pitt/Cogan som det sidste, snarere end det første og dermed skaber et misforhold mellem præmis og eksekution. 

Filmens lydspor er i det hele taget problematisk. En til lejligheden sammensat fokusgruppe kunne have fundet på det ud fra devisen: “Hvad ville være oplagt at bruge i den og den scene?”. Dominik ville kunne lære noget af folk som Cameron Crowe, Quentin Tarantino og Martin Scorsese, hvis soundtracks altid er selvsikre og selvfølgelige, uden at virke opportunistiske eller (for) oplagte. Her er det bare dovent: Da småfiskene tager heroin sammen efter pengene er landet, hører vi selvfølgelig Heroin af Velvet Underground. Og sådan er der flere eksempler på lidet inspireret brug af musik hele vejen gennem filmens 1 time og 37 minutters spilletid.

Tilbage står man med et plot uden stor ræson: Som i talrige andre mere eller mindre lødige genrefilm spørger man sig selv: Hvorfor hyre fjolser til at udføre et job, der bare IKKE må kikse, fordi dit liv afhænger af det? Det er svært at forstå The Squirrels motivation og ræsonnement. Ønsker han at ende sit liv med en kugle for panden? Omvendt interesserer filmen sig ikke synderligt for netop The Squirrel, hvilket er besynderligt filmens åbning taget i betragtning.

Den overgjorte brug af valgkampen i 2008, der kører som et konstant soundtrack til alle sætstykker i især filmens første halvdel, er et irritationsmoment, fordi det ganske enkelt er for nem en måde at prætendere alvor og tyngde på. Brugen er så ikke-subtil, at det tenderer det klodsede. Krisebevidstheden bliver kørt ind med staveplade og damptromle, hvor et par hentydninger havde stået langt stærkere, hvis fx Dominik havde nøjedes med at bruge klippet fra Obamas sejrstale i slutscenen, hvor Cogan kommenterer på det, han ser og giver udtryk for den tomhed og den kvalme, det fylder ham med. Hvilket i øvrigt er det mest afslørende udtryk for hævnerens egen menneskelighed: Hans åbenlyse mismod over den nyvalgte præsidents løgne (eller løgne-in-spe, om man vil). 

En introduktion af Obama udelukkende til sidst (frem for løbende) havde givet slutscenen en mere subtil drejning i retning af en perspektiverende aha-oplevelse for beskueren. Nu er det i stedet bare sidste søm i en kiste, der allerede er lufttæt lukket til!

Filmens konstruktion er desværre tynget af mislyde. Der er tale om en halvhjertet leflen med mainstream, hvilket igen klinger hult som forudsætning for den USA-kritik, der skal få os til at tage filmen ligeså seriøst som dens gennemkoreograferede fotografering og forsøget på at skabe troværdige (eller i hvert fald afrundede) persontegninger ud af det fornemme skuespillerensemble (foruden Pitt, Gandolfini, Mendelsohn og Liotta, den altid glimrende Richard Jenkins).

Killing Them Softly er flot, velspillet og seværdig. Men den er også næsten skønne spildte kræfter i lyset af dens fejltrin.

5,6

Official Trailer: Killing Them Softly




Comments