Jagten

indsendt 21. jan. 2013 05.28 af Mads Kjær Larsen   [ opdateret 11. feb. 2013 01.06 ]

Thomas Vinterbergs Jagten kan ses som en selvstændig fortsættelse til instruktørens verdensberømte Dogme-nyklassiker Festen. Det er de seksuelle tabuers rolle i en moderne samspilsramt dansk virkelighed, der er omdrejningspunktet i begge film: Hvor Festen fokuserede på incest, fokuserer Jagten på en falsk anklage om pædofili.

- mkl -
21.1.13
Jagten, der i maj 2012 blev belønnet i Cannes (for instruktion og hovedrolle), følger i fodsporene på Jonas T. Bengtson-filmatiseringen Submarino fra 2010, der genintroducerede Vinterberg for et større publikum - og som prisvindermateriale. Den billedskønne tidligere wunderkind er med Jagten tilsyneladende definitivt tilbage i fortroppen af dansk film.

Jagten fortæller historien om Lucas (Mads Mikkelsen), en nyligt fraskilt far omkring de 40, der forsøger at få sit liv på ret køl igen med jobbet som pædagogmedhjælper i den lokale daginstitution i en ikke navngivet provinsby. Denne setting fremstår så dansk som noget og inkluderer brugs, hvidkalket kirke, stille villaveje og naturomgivelser i patinerede efterårsnuancer af billedskønt tilsnit (noget Vinterberg har blik for og udnytter som stemningskomponent, ikke ulig Susanne Bier i Hævnen). 

Lucas’ bedste ven og nabo Theo (spillet med gravrøst og macho-autoritet af Thomas Bo Larsen) har en fem-årig datter, Klara, der går i den børnehave, hvor Lucas arbejder. Klara føler sig knyttet til Lucas, der med voksenansvarets fornemmelse for myndighed in mente, ikke honorerer hendes forsøg på at kysse ham i børnehavens pulterrum eller tager imod en gave fra hende - et hjerte lavet af små perler - men i stedet opfordrer hende til at give det til en af drengene. Klara, som på hjemmefronten er blevet konfronteret med sin teenagestorebrors interesse for pornografi, taler en sen eftermiddagsstund over sig til Grete (en de-glamouriseret Susse Wold), børnehavens leder, og fortæller denne, at Lucas har vist hende hans “strittende” tissemand. 

Herfra ruller snebolden, og langsomt finder Lucas sig indfanget i et spind af fortielser, løgne og anklager uden hold i, som han umuligt kan tilbagevise. 

Vinterberg og manuskriptmakker Tobias Lindholm (manden bag fængselsdramaet R og 2012s Kapringen) udviser en fornem fornemmelse for heksejagtens implicitte logik, den uafvendelighed hvormed lokalsamfundets aktører bærer brænde til bålet og dømmer en mand, der ikke kan forsvare sig selv. Mads Mikkelsens Lucas kan se forbløffet til, mens tingene eskalerer og hans virkelighed smadres af omstændigheder, han ikke er herre over. 

Mikkelsen giver fornemt og med minimale midler denne fornemmelse for passivitet vægt og troværdighed: måden hvorpå vantro og forurettelse går i spænd med en uformåenhed i forhold til at finde de ord, der kan forklare eller kaste lys over situationen, er fanget på kornet.

Vinterberg har i det hele taget en yderst heldig hånd med personinstruktion (der er foruden Mikkelsens tale om fine præstationer fra især Thomas Bo Larsen og Lars Ranthe som Lucas’ søns gudfar, Bruun, foruden en afgørende toneren præstation fra Annika Wedderkopp som Klara) ligesom hans autentisk formidlede fokus på de emotionelle konsekvenser ved forløbet og den nagende tvivlproces, der kendetegner de centrale aktører, er fint afstemte. Vinterberg/Lindholm udviser en ikke-sensationalistisk lydhørhed over for problemstillingen med respekt for de involverede - fint opbyggede - persontegninger. 

Desværre har parret en knap så sikker hånd i fremstillingen af en række nøglescener, da sagen mod Lucas skubbes igang:

Da Lucas kommer på arbejde en decembermorgen, kaldes han ind på Gretes kontor, hvor han bliver gjort bekendt med anklagen mod ham. Mødet overstås på ca. halvandet minut (i realtid), hvilket situationens alvor taget i betragtning forekommer urealistisk. Gretes ufølsomme og inkompetente håndtering af sagen bliver for denne beskuer dramatisk overgjort, da Lucas blot få øjeblikke senere kan se en børnepsykolog (i skikkelse af Bjarne Henriksen) ankomme til børnehaven for at interviewe Klara (selvom det er strengt hemmeligt, hvem det “forulempede” barn er). Under interviewet kaster Grete op i skraldespanden, da psykologen stiller Klara spørgsmålet om, hvorvidt der kom “noget hvidt” ud af Lucas’ tissemand. Det er åbenbart for stærke sager, skal vi forstå. 

Næste scene problematiserer, om det planlagte forældremøde, der tilfældigvis skal finde sted samme aften, skal aflyses. Grete insisterer over for kollegerne, og hun tilføjer et ekstra punkt på dagsordenen, nemlig mistanken om børnemisbrug i institutionen. Klaras mor (spillet af Anne Louise Hassing) varskos om udviklingen umiddelbart inden mødet.

At denne sekvens af begivenheder rulles op så hurtigt og så konsekvent er et manus-relateret problem, der på sin vis ofrer en ellers troværdig histories fordring om beskuerens indlevelse og forståelse. Grete-figuren, som ellers er håndteret fint af Susse Wold, er inkompetent i en grad, som filmen ikke selv synes at stå ved. Handlingsforløbet - i høj grad skubbet frem af Grete - problematiseres, men filmens fremstilling af forløbet kan ikke kaldes for hverken specielt realistisk eller dramaturgisk lydefri. 

En række faktorer ved rammefortællingen opleves som en kende skematiske eller lidt for opportunt udtænkte af manusforfatterparret: Julens højtidsstemning bruges som et bekvemt og forudsigeligt redskab til at anskueliggøre en tidsramme for forløbet, men det er ikke eksekveret uden gnidninger: Juleaften ankommer for beskueren uventet i forlængelse af en dramatisk sekvens i Brugsen, hvor Lucas omsider, fristes man til at sige, griber til fysisk vold mod sine plageånder. Det virker lidt løst og postuleret.

Endvidere er jagtmetaforen et tilbagevendende fortælle- og stemningsredskab som virker en kende påklistret eller (for) dramaturgisk behændigt. 

Jeg finder også fremstillingen af det stokkonservative værdisæt, der er kernen i det fællesskab Lucas har med sine jagtkammerater, en kende triviel. Det er dybest set dét (anti-moderne) æreskodeks, der hersker i flokken, der bliver delvist udslagsgivende for forløbet. Bruun (Lars Ranthe) er alfa-han i det selskab, hvilket er heldigt for Lukas, for Bruun er den eneste der gennem hele forløbet støtter ham og vælger at tro på ham (han tager sig tilmed af Markus, Lucas’ søn, da Lucas varetægtsfængsles). 

Meget af Jagtens styrke ligger i den knusende klare sympati og identifikation, vi som tilskuere føler for og med Lucas. Filmen gør det fra starten tydeligt, at Lucas er uskyldig. Dermed føles anklagen mod ham - og dens konsekvenser for hele hans tilværelse - nærmest kvalmende klaustrofobisk. Man er dybt indigneret på hans vegne. 

Vinterberg formår at kropsliggøre den lede og de dilemmaer, der er på spil, så man dels føler man er vidne til en troværdig historie, men også selv kan mærke harmen på egen krop. 

Havde Vinterberg valgt et andet fokus, nemlig at vi som tilskuere var ubekendte med det afgørende skyldspørgsmål, havde filmen været en radikalt anderledes oplevelse. Det er i og for sig et interessant tankeeksperiment: Med et forskudt perspektiv ville vi stå med en helt anden film, der havde været optaget af at udlægge et sagsforløb og nå frem til en konklusion om skyld, frem for en udstilling af en mands indre og ydre kamp i skyggen af en uretfærdig anklage. Vinterberg har - med rette -  vurderet, at han kunne opnå den stærkeste effekt med sin fortælling ved at gribe os i struben med selve den følelse af magtesløshed, Lucas kæmper med. Det er Vinterbergs insisteren på følelse og de helt personlige konsekvenser, der er Jagtens bedste investering.

Uden at afsløre slutningen er det ikke for meget at sige, at Vinterberg får problematiseret hvorvidt man som tidligere anklaget (især i så penibel en sag, som når det kommer til seksuelle overgreb på børn), selv når man er renset, kan unddrage sig fælleskabets fortsatte tvivl og tavse stigmatisering. Når normaliteten er vendt tilbage og ens gamle venner igen tilsyneladende anerkender en, kan man så stole på dem igen? Kan man leve som før? Eller er der skabt en permanent forskubbelse i tilliden? 

Det er spørgsmål som disse Jagten på overvejende vellykket vis bringer i spil. 

Man vinder en forståelse for, i hvor høj grad det tabubelagte indebærer en reel magtesløshed hos den, der udfordres af det dømmende - først højlydte, siden tavse - flertal - og det mindretal, der uagtet den manglende bevisbyrde griber til vold.

7,7 



Comments