Holy Motors

indsendt 28. nov. 2012 09.14 af Jens Kjær Larsen   [ opdateret 21. jan. 2013 04.31 af Mads Kjær Larsen ]
Den franske instruktør Leos Carax (et anagram for hans virkelige navn Alex Oscar) er lidt af et enigma. Han debuterede med filmen Boy Meets Girl tilbage i 1984 og har kun sporadisk meldt sig tilbage i rampelyset siden, mest prominent med kritikerdarlingen Les Amants du Pont-Neuf (1994). Carax' karriere som filmskaber hænger nøje sammen med hans kollaborationer med skuespilleren Denis Lavant, således også i hans første film i 13 år, Holy Motors, der fik premiere (til ekstatiske, hvis forvirrede anmeldelser) ved Cannes filmfestivalen 2012, hvor filmen ikke vandt nogen priser - til de flestes forbløffelse.

Holy Motors er en af den slags film, hvor man frygter at blive konfronteret med spørgsmål som "Hvad handler den om?" eller "Var den god?", når man træder tilbage ud i virkeligheden fra biografmørkets magiske kube. For hvad skal man dog svare?

Det er derfor omtrent omsonst at give sig i kast med en anmeldelse, medmindre man understreger selvsamme anmeldelses fundamentale futilitet. Det giver ikke mening at søge at evaluere, endsige redegøre for Holy Motors i henseende til plot og karaktertegning. Det er en kunstfilm, i den forstand, at den handler mere om oplevelsen af at se den, end nogen færdigpakket opsummering af dens budskab kan retfærdiggøre. 

Om man vil bryde sig om Holy Motors afhænger i udpræget grad af ens præferencer, vil jeg tro. Er man til David Lynchs mere outrerede film, vil man formentlig værdsætte filmens fornægtelse af konventionelle formgreb samt dens konsekvente omfavnelse af alternative verdener på kanten mellem virkelighed og drøm. Er man til David Cronenberg-film vil man ligeledes være modtagelig for Carax' leg med skiftende identiteter og narrativ åbenhed (hvis der ikke snarere er tale om selvvalgte blindgyder?)

Under alle omstændigheder er der tale om en film, der vil vække de fleste nysgerrige cineaster til live med sit perceptionsangreb på sanserne, underbevidstheden og den logiske sans. Filmen er ekstremt sanselig, i og med, at den narrative forvirring ikke bruges til at skabe distance (som ofte hos fx Cronenberg), men til at skabe labile, hvis ikke ligefrem hysteriske forbindelser til følelseslivet. De forskellige sætstykker - hvor Lavant bærer forskellige roller - appellerer ret direkte til både sentimentalitet, dødsangst, afmagt, bitterhed etc. i forstærket grad. På den måde kan filmen næppe anklages for at være en kølig stiløvelse, en indvending man ellers ofte ser anvendt om mange såkaldte kunstfilm (et problematisk begreb, men lad nu det ligge)

Filmen er ikke egentlig ubegribelig, i og med, at den hurtigt etablerer et fokus for sin fortælling: En mand sidder i en limousine og får af sin chauffør at vide, at han skal nå ni møder i løbet af dagen. Disse "møder" viser sig at være direkte konfrontationer med andre - ELLER udgaver af ham selv (den forvirring må man leve med) - men ikke desto mindre indebærer den opstillede "logik", at man som beskuer forventer ni møder i løbet af filmen - og dermed hurtigt indser, at der vil forekomme ni udklædninger/rolleskift undervejs.

Filmens åbningsscene sætter scenen for filmens univers på eksemplarisk vis. Vi ser en mand (Carax selv i en lille cameo), der vågner op i et værelse med udsigt over en storby. Med en form for nøgle åbner han en skjult dør i væggen og går ind på en tom balkon, hvorfra han kan se ned på en masse sovende mennesker, der sidder i en fyldt biografsal. 

Den mest oplagte tolkning (hvilket man ellers med fint udbytte kan afstå fra at gøre i lange stræk af filmens spilletid), er, at det er Carax, der inviterer os med ind i en drøm, som ER filmen. En gemt verden, som kun han har nøglen til at afkode, men som vi ikke desto mindre kan opleve sammen med ham. Som åbningssekvens er scenen både indikativ for filmens univers, men den er også mystisk inviterende i egen ret.

Herefter er filmen en regulær tour de force af Denis Lavant, der med sit urovækkende, men karismatiske ansigt og lille, tætte fysiognomi, tager udfordringen op og gestalter den ene mere sære udgave af hovedpersonen - refereret til som "Monsieur Oscar" af den ældre kvindelige chauffør (Edith Scob i en delikat, stille udtryksfuld birolle) - eller den ene mere mystiske skikkelse efter den anden (for vi bliver aldrig helt kloge på, hvad eller hvem inkarnationerne er: udtryk for hovedpersonens forskellige temperamenter eller helt separate identiteter?). Lavant er et intenst epicenter for filmens energier og han leverer en præstation, der er aldeles kompromisløs og vildt fascinerende. 

Den franske skuespiller inkarnerer undervejs bl.a. en gammel posedame, der tigger om penge, en troldelignende Mefistofeles-figur, der i filmens mest udstrakte scene kidnapper en model (spillet af Eva Mendes) på en kirkegård foran et måbende publikum og en måbende - men fascineret og pirret - instruktør. Vi ser ham desuden som motion capture-skuespiller simulere akrobatisk sex med en latexklædt kvinde, mens deres bevægelser projiceres op på en storskærm som futuristiske monstre, i en musical-sekvens med det australske popfænomen Kylie Minogue i et forladt varehus, i en dødelig konfrontation med en (tilsyneladende) udgave af Lavant selv i en underjordisk lagerhal og som en døende mand på et hotelværelse, der er i færd med at sige et patosfyldt farvel til sin sørgende niece.

Holy Motors er en regulær sanseåbenbaring i lange stræk. Man ser på den med forundring, periodevis mistro, og en total åbenhed, hvilket forlener filmen med en poetisk prægnans, der må tilskrives instruktørens totale beherskelse af sit filmiske sprog. Magien krakelerer kun i de sekvenser, hvor Carax synes at lægge fortolkningsspor ud. Når han "tvinger" sit publikum til at analysere på indholdet - at dechifrere en mening og sammenhæng bag den stærke billedstrøm - sætter en tvivl sig i én. Hvad prøver filmen at sige mig? Er den i virkeligheden prætentiøs, snarere end poetisk udkastende? 

Enhver fan af Fellini vil vide, at det er når billederne får lov til at tale helt rent uden medierende fortællegreb, at filmmagien virker mest umiddelbart på beskueren. Carax inviterer flere gange analysanden frem i beskueren (bl.a. i de scener, hvor Lavant dræber andre udgaver af sig selv, hvis det da er det, der er tale om), men også når han lægger lidt for demonstrative stilgreb ned over historien og dens billeder, som i musicalsekvensen med popprinsessen Minogue. Her udfordres indlevelsen af den postmoderne leg med filmiske greb, der suger magi ud af filmen ved at insistere på at være form og stil snarere end abstraktion (eller drøm).

Holy Motors er - først som sidst - en suggestiv rejse ind i et mørke og i et følelsessammensurium, som er svært at formidle på film, medmindre man formår at tale direkte uden om fornuften. Den kunst formår Carax på sjældent gennemført vis. 

Hvad han vil sige, er ikke så vigtigt, som det han rent faktisk viser os. 

8,5




Comments