Django Unchained

indsendt 31. jan. 2013 08.32 af Mads Kjær Larsen   [ opdateret 11. feb. 2013 01.05 ]

Med Django Unchained fortsætter Tarantino formlen fra Inglorious Basterds: Kontrafaktisk historiefortælling, hvor de undertrykte får stemme - og hævn. Sidst var det jøderne, der gik amok med baseballkøller og bomber, denne gang er det en sort amerikansk slave, der går i krig mod brutale plantageejere...

- mkl -
31.1.13
Der er ingen vej udenom: Django Unchained er - uanset alle dens fejltrin - en underholdende film. Dele af den er så burlesk morsom, at man langt hen ad vejen tilgiver filmen dens ujævnheder og manglende sammenhængskraft (æstetisk og tematisk, såvel som narrativt). 

Django foregår i 1858 (to år før borgerkrigens udbrud). Den tyske dusørjæger-forklædt-som-tandlæge (!) Dr. King Schultz (Christoph Waltz i endnu en glansrolle) taler et forfinet, manieret engelsk, hvilket fører til flere komiske optrin, eftersom de amerikanere han møder på sin vej ikke forstår hans mange ord og beder ham om at tale “engelsk”: En eksileret tysker, som repræsentant for Den Gamle Verden, lærer således amerikanerne om etikette og artikulation på deres eget sprog - en af filmens bedre spøgefuldheder. 

Schultz frisætter en slave, Django (en sammenbidt Jamie Foxx, der ikke altid synes in on the joke) og hyrer ham som makker. De rejser sammen rundt i det vilde vest og jager eftersøgte mænd for penge. 

Schultz er i filmens første halvdel en koldhjertet og skruppelløs kyniker, alt handler for ham om penge. Men ca. midtvejs i den næsten tre timer lange film indvilliger han i at deltage i en risikabel befrielsesaktion af Djangos kone, Broomhilda (Kerry Washington), der er slave på den onde plantageejer Calvin Candies gods (en Leonardo DiCaprio, der tydeligt nyder at spille “mod type”, men ikke helt rummer det diabolsk skræmmende i sin fremstilling). 

Således giver filmens ondsindede, men komisk effektive, kynisme i første halvdel anledning til anden halvdels hjertevarme erkendelse af, at den morderiske dusørjæger er samvittighedsfuld og selvopofrende. Realistisk er det under ingen omstændigheder - og derudover udtryk for en ukarakteristisk "sentimentalisme" fra Tarantinos hånd: Schultz dræber for penge, men dør gerne for en god sag. Det er en ret blød landing, vil jeg mene.

Django Unchained er sådan set to film: Den ene del er en spaghettiwestern-pastiche eller måske nærmere en spoof over genren, den anden er et hævndrama med anstrøg af melodrama (der er jo lige en kærlighedshistorie, der skal forløses i samklang med, at volden eskalerer).

Jeg har sjældent været så splittet (og frustreret) over et Tarantino-værk: Django er både makværk og mesterværk (i hvert fald noget af tiden). Der er narrativ tomgang, unødvendige gentagelser, et væld af ord uden retning. Der er hele scener, der falder tungt til jorden (en af dem involverer Tarantino selv i en usædvanlig ringe skuespilpræstation som en chancerytter med smag for hurtige penge). 

Der er en god film på lur et sted inde i bæstet af Django, men de alt for mange ideer er for uharmonisk sat sammen. Nogle scener strækker sig langt ud over det rimelige, andre er decideret overflødige. Som filmen foreligger her, er den et klassisk eksempel på, at for meget sommetider er for lidt.

Det er en sær og meget splittet film (hvilket ikke nødvendigvis er skidt): Den er sadistisk og totalt over-the-top samtidig med, at den synes oprigtigt moralsk indigneret over slavetidens forbrydelser. Det sidste har fået mange amerikanske anmeldere til at tage filmen mere alvorligt, end den rent faktisk fortjener: Det er jo ikke fordi Tarantino insisterer på en historisk kerne af autenticitet. De såkaldte mandingo-kampe mellem sorte slaver var netop ikke et kendt fænomen i en amerikansk kontekst (selvom filmen gør den blodige gladiatorfornøjelse til en central del af både plot og som base for samtidens økonomiske transaktioner mellem rige hvide), filmens heltinde hedder Broomhilda Von Shaft (hvorved en tysk folkelegende - om Brunhilde, der frelses af Siegfried - smelter sammen med en senere afroamerikansk helteskikkelse - den mest kendte blaxploitation-figur!), Ku Klux Klan optræder som fjolser, der ikke kan se ud af hullerne på deres hætter.

Og sådan kunne man blive ved: Tarantino dyrker absurditeter i en grad, så filmens moralske kerne (hvis der er en) fordrejes til det ukendelige.

Det voldsomt-absurde tager overhånd i filmens sidste akt, men man anerkender samtidig, at det er i det element, Tarantino føler sig allermest hjemme: når han kan lege med alle tilgængelige genrekonventioner, vende op og ned på publikums forventninger, kort sagt, når han kan præsentere volden (og blod i ekstravagante mængder) som rendyrket katarsis. 

Tarantinos film lever i denne spænding mellem det karikerede og fjollede på den ene side og det genuint grænsesøgende på den anden. Han er en metarefleksiv troldmand, der forvandler lav-kultur (i denne ombæring spaghettiwesterns og blaxploitation) til et felt for betydningsmættede symboler i konstant interaktion.

Jeg har læst mig til, at en optælling af brugen af n-ordet i filmen, efter sigende ender ved de 110. Tarantino bruger i hvert fald ordet med overdreven effekt - selvom (eller netop pga.) han udmærket ved, at han som hvid ikke “må” eller “bør” bruge det forkætrede ord. Man kan bestemt diskutere effekten af - eller sentimentet bag - brugen af ordet, men man må give Tarantino, at han opnår en ret konkret illustration af hvorledes et ords betydning forskubbes alt efter kontekst. Ordet bruges hhv. deskriptivt og nedgørende, og så bruges det som et magtmiddel af Candies sorte husslave Joseph (en tyrannisk Samuel L. Jackson, der klart er bedst i de scener, hvor hans magtbase endnu er intakt), der bruger ordet til at holde de andre sorte under sig - og samtidig markere afstand til dem. 

Man kan dog med god ret spørge om ikke Tarantino med sin udtalte brug af ordet overdriver sin pointe (hvis der er en). Den eventuelle “didaktiske” effekt mister sin relevans, når det i den grad overbetones.

Andre troper i Tarantinos nye film er de enorme, blodrøde typer hvormed filmen introduceres, vekselvirkningen mellem wide screen-skud af landskaber (endeløse prærier, sneklædte bjerge etc.) og ekstrem-nærbilleder, zoomeffekter og lign. Denne stilistiske besættelse er ikke nær så veludviklet som i tidligere film, hvor stilismen er med til at forme fortællingens temaer og stemninger. Her opleves det mere som staffage. 

Tarantino tager dog på sin vis sin genrebesættelse til en logisk konklusion: Blaxploitation handler jo som oftest om sorte (anti-)helte, der møder en masse uretfærdighed for til sidst at tage loven i egen hånd. Det blodbad, der følger er altid retfærdiggjort inden for konteksten af filmenes fortælling. Det må man sige også er tilfældet i Django, hvor slaverne piskes som heste, brændemærkes, tvinges til at dræbe hinanden som underholdning, fortæres levende af et kobbel hunde etc.

Tarantino sparer ikke på uhyggelige mængder af vold, og det er interessant at notere sig, at hans fremstilling af den vold, der udøves mod de sorte undertrykte er mere rå og realistisk, hvorimod den “retfærdige” vold mod de onde hvide undertrykkere mere har karakter af farce.

Havde det ikke været mere på sin plads at lade Djangos hævnakt i tredje akt være mere nådesløs eller minimalistisk? Mordet på de hvide plantageejere er forvandlet til ren camp, en total overdrivelse i smagløse mængder teaterblod. 

Jeg kan ikke se nogen klar grund til, hvorfor Tarantino vælger denne strategi, hvis han vil insistere på en moralsk kerne i sin fortælling: Er indignation lig med sanseløs overdrivelse? Vil han fortælle os, at det vi ser ikke er virkelighed, men en sort mands optændte ønske om at kunne hævne sig? Måske understreger det spruttende blod det uvirkelige (eller uladsiggørlige) ved Djangos hævntogt? Er det bare en fantasi om hævn, som Tarantino på afstand af tid kan forløse i filmisk form?

Problemet kan være, at biografgængeren ikke inviteres til at reflektere over denne eventuelle sammenhæng mellem filmsprog og tematisk/moralsk stillingtagen. Vi ser bare en mand gå amok i en tarvelig og triviel blodrus.

Hævn spiller en vigtig rolle i næsten alle Tarantinos film (udover Inglorious Basterds, kan man bare tænke på Uma Thurman i de to Kill Bill-film og Kurt Russells skæbne ved kvindehånd i Death Proof). Historiens ofre får hos Tarantino mulighed for at tage til genmæle. 

Det er dette strå af kontrafaktisk indignation, der på mange måder retfærdiggør Tarantinos film fra Kill Bill og fremefter. Det er det, der gør dem ansete - udover deres filmiske meritter (man kan i tilfældet Django fremhæve Robert Richardsons fotografering - og, naturligvis, Waltz' overlegne behandling af det ofte overgjorte manus). 

Men ville det ikke være interessant at se Tarantino tage brydegreb med en anden type film? Ville det ikke fx være skønt at se ham viderudvikle den fornemmelse for nøgternhed og tempererede sætstykker, som han demonstrerede i det fortsat noget underkendte mesterværk Jackie Brown fra 1997? Foruden den menneskelighed, der oser ud af netop den film?

Jeg er ikke blind for, at biografgængere i stadig stigende tal søger tilflugt i biografsale verden over for at svælge i Tarantinos trademark af (konstant accelererende) stiliseringer. Således er han blevet definitionen på det moderne publikums behov for guilty pleasures. I Django er han bare ikke så meget andet end det. Han underholder i enkeltøjeblikke, men det er hit and miss. Og alt for meget af det sidste.

Det er en skam, når nu man har tre moderne mesterværker (alle fra 1990erne) på samvittigheden.

5,4 





Comments