Beasts of the Southern Wild (dansk: Hushpuppy)

indsendt 13. dec. 2012 05.16 af Jens Kjær Larsen   [ opdateret 21. jan. 2013 04.32 af Mads Kjær Larsen ]

Benh Zeitlins Beasts of the Southern Wild er tydeligvis et passionsprojekt. Instruktøren bag filmen, der på dansk kaldes Hushpuppy (efter navnet på den altdominerende hovedfigur og fortællestemme), har nemlig i tilgift været medforfatter til manuskriptet og komponeret musikken. Og filmen om den seks-årige pige (spillet med en fantastisk troværdig vekselvirkning mellem den mest forbenede trodsighed, viljestyrke, forundring og sårbarhed af amatøren Quvenshané Wallis) vidner om en vision, der er blevet udfoldet for få midler, men med stor ambition og kunstnerisk omtanke, foruden en åbenlys begejstring for det stof og det miljø, den portrætterer.

Beasts of the Southern Wild er både en coming-of-age-fortælling, en øko-fabel og en form for kombineret apokalypse og post-apokalypse, der finder sted i “the Southern Wild”, i Louisianas sydlige sumpe, hvor det udsatte vådområde kaldet “the Bathtub” bebos af en raceblandet samling af særlinge og subsistensløse uden for myndighedernes rækkevidde. Det med raceblandigen synes at have sit helt naturlige budskab: Ude i “badekarret” er alle fattige og derfor lige. Her er hvid og sort uden betydning. Solidariteten hersker, fordi overlevelse - og friheden fra statsindblanding - er det eneste basale parameter for samlivet.

Hushpuppy bor sammen med sin alkoholiserede og syge far (spillet med indlevelse og overbevisning af en anden amatørskuespiller, Dwight Henry) før, under og efter en altomfattende flodbølge (der er et kraftigt ekko af Katrina, men ikke eksplicit benævnes) rammer “badekarret” og skærper kravene til overlevelse for de tilbageværende, der ikke har søgt tilflugt forinden. Det er i den forbindelse interessant, at Zeitlins film ikke så meget fremstiller flodbølgen som en katastrofe, men snarere som en intensivering af allerede eksisterende livsvilkår.

Først sent i filmens fortælling griber myndighederne ind, og Hushpuppy og hendes sygdomsmærkede far og venner interneres midlertidigt på et felthospital, inden de bryder ud og finder hjem. Hushpuppy begiver sig herefter ud på en havodyssé med stærke reminiscenser af Apocalypse Now, bl.a. med et poetisk afsnit ved et gammeldags (men flydende!) bordel, hvor børnene havner blandt ludere i en drømmeagtigt realiseret sekvens. Her hænger der lyskæder ned fra loftet, bandet spiller old time jazz og det spruttende stegefedt fra en pande i et stemningsfuldt køkken, er alle sanseberusende indtryk, der på fornem vis formidler den forundring pigerne oplever. De mærker også omsorg i en af filmens mest umiddelbart rørende scener, da luderne tager en rolig svingom med hver af pigerne ud på morgenen. Herefter tager Hushpuppy med venner tilbage til “badekarret” med nyvunden styrke til at tage afsked med den nu døende far.   

Beasts of the Southern Wild inkorporerer klare elementer af magisk realisme samt et naivistisk-poetisk fortællegreb, hvor historien fortælles/registreres/erindres via Hushpuppys voice-over, der kun sjældent forplumrer den poesi, som er indeholdt i selve billedsiden eller i fortællingens kerne. Der holdes stort set hele vejen en fin balance mellem de rå, kornede, men suggestive billeder (fornemt realiseret af fotografen Ben Richardson) og barnets formidling og forståelse af natur og kosmos i den afgrænsede verden, Hushpuppy kender og forstår. 

Billedsiden og Hushpuppys egen fantasi smelter dog i sekvenser sammen, uden at det virker anmassende. Således er det mest eklatante indbrud i realitetsplanet, introduktionen af nogle enorme urokser, der bestandigt kommer trampende i retning mod “badekarret”. Hushpuppy fornemmer de store dyr (som hun forestiller sig har været frosset inde i gigantiske isblokke siden istiden, og som nu er tøet op) komme nærmere, i takt med at farens helbred forværres. 

I sidste ende er de et måske lovligt bastant billede på pigens ulykke og magtesløshed, men de er så flot realiserede og så kongenialt anbragt i historiens margin, at tricket virker. Da Hushpuppy i en af filmens sidste scener direkte konfronteres med de store dyr, har hun styrken til at “tæmme” dem med sin ro og sin accept af, at faren skal dø og at livet må gå videre - trods alt.

Beasts of the Southern Wild har mange lighedstræk med andre forlæg fra den amerikanske populærkultur. Apocalypse Now er som nævnt en oplagt reference, Terrence Malicks filmografi (The Thin Red Line, The Tree of Life) er en anden (de poetisk sonderende billeder og den konsekvente brug af voice-over for at lade protagonisternes indre verden komme direkte til udtryk, snarere end via gængse narrative skabeloner. Det er formløsheden i filmsproget, der tiltaler både Malick og Zeitlin, uden sammenligning i øvrigt). 

Man tænker dog helt uundgåeligt på Where the Wild Things Are (på dansk, Villy Vilddyr), Maurice Sendaks dystre børnebøger (filmatiseret af Spike Jonze i 2008), der også formidler barnets overlevelsesteknik par excellence; nemlig at kreere fantasiverdener for at udholde virkeligheden. Modsat i Where the Wild Things Are spiller “monstrene” en mindre central rolle i Beasts of the Southern Wild, måske fordi Hushpuppy er anbragt i en i forvejen ekstrem situation, der kræver hendes uhildede tilstedeværelse som problemknuser, hvorimod Max i Maurice Sendaks/Spike Jonzes univers er på flugt fra en kedelig, trist og samspilsramt forstadsvirkelighed. Han er tryg i det ydre, men ufri indeni. Hushpuppy er omvendt utryg i det ydre, men fri til (og nødt til) at handle og agere.

Beasts of the Southern Wild foregår endvidere i et miljø, der meget minder om den unge amerikanske forfatter Karen Russells Swamplandia (der var nomineret til årets Pulitzer-pris for fiktion), der ligeledes finder sted i alligatorbefængt farvand på den anden side af mainstream-samfundets krav og komfort. Swamplandia drejer sig også om en pige, der er forladt af en mor (Hushpuppys mor forsvandt kort efter fødslen, men lever videre i farens idealiserende overlevering) og på afstand af “normalitet” og “konventioner”. 

Karen Russells romanfigur formidler en mere kompleks følelsesverden end den vi får adgang til i Beasts of the Southern Wild, der med sine 93 minutters spilletid formidler en enkel historie, der ikke er fri for at være en kende banal. Men som slipper af sted med det, fordi historien er almengyldig og fordi den er anbragt i et miljø, der skaber en inciterende forskubbelse af en problematik, som for så vidt kan genkendes i enhver civilisatorisk kontekst, også i miljøer, hvor trygheden og normaliteten råder på overfladen. 

Debra Graniks mere trøstesløse Winter’s Bone er endnu et referencepunkt, der måske markerer en form for tendens inden for uafhængig amerikansk film: et uforblommet fokus på randområder, hvor mennesker lever med et anderledes værdigrundlag og andre eksistensvilkår end i mainstream-Amerika. 

Ikke alt fungerer upåklageligt i Zeitlins film. Man tager sig selv i at sukke let over den retning filmen er ved at tage, da først deltaets originaler er anbragt på felthospitalet inde på hovedlandet. Er filmen ved at udvikle sig til en noget blodfattig systemkritik, hvor de “marginaliserede” outsidereksistensers oprørstrang skal udtrykke en sund modstandskraft over for et undertrykkende system?

Heldigvis afvikler Zeitlin hurtigt dette “fremmedlegeme” i sin historie og fokuserer i stedet på Hushpuppys og de andre børns langt mere poetiske færd med en slæbebåd med kurs mod den eksotiske udpost af et bordel. Hvorefter filmen formidler barnets tabserfaring med sikker hånd i slutsekvenserne.

Benh Zeitlins debutfilm har energi, fortælleglæde og ikke mindst hjerte til at skille sig ud.

8,4


Beasts Of The Southern Wild (official trailer)




Comments