Årets sidste halve filmdusin…

indsendt 21. dec. 2013 05.46 af Mads Kjær Larsen   [ opdateret 23. dec. 2013 10.53 ]

Vi samler op på en række af filmårets sidste seværdige film og en enkelt med premiere i det ny år: ’Prisoners’, ’Fruitvale Station’, ’Broken Circle Breakdown’, ’The Great Beauty’, ’Blue is the Warmest Color’ og ’Gloria’

- mkl -
21.12.13
Jeg var både betaget, optaget, frastødt, forvirret og ultimativt skuffet over ’Prisoners’ af den canadiske instruktør Denis Villeneuve (’Incendies’) – der er skæmmet af ophobningen af plottwists i en hektisk og langt udtrukket finale. Det er lidt en skam, at en på mange måder spændende, velspillet, atmosfæreladet og blændende flot fotograferet film (af mesterfotografen Roger Deakins) forledes til at levere gys og overraskelseseffekter frem for at fokusere på de mere subtile spændingselementer, de fine karakterskuespillere (i større eller mindre biroller finder vi markante navne som Viola Davis, Melissa Leo, Paul Dano, Maria Bello og Terrence Howard) lægger op til, men som fortegner sig i takt med, at intensitetskurven øges til et febrilsk, overstyret leje.

Filmen foregår i en lille, søvnig by, hvor to små piger forsvinder under de to berørte familiers fælles Thanksgiving-middag. Kun en forstyrret ung mand (Dano), der bor hos sin tante (Leo) og en mistænkelig autocamper synes at lede politiet på sporet af en forbrydelse. Men pigerne er fortsat væk, og det fældende bevismateriale mangler.

Faderen til den ene af pigerne – spillet med stor intensitet og simrende aggression af Hugh Jackman i hans måske fineste dramatiske rolle hidtil – sætter sig for selv at tage affære, da han ikke tør forlade sig på politiets indsats alene. Selvtægtsmotivet er lidt af en specialitet i amerikansk film, og det kommer her på spil i ubehageligt udpenslet grad.

Politikommissæren i centrum spilles af en fremragende Jake Gyllenhall. Loki, som han (passende) hedder, er kendetegnet ved små tics ved øjnene, en nærmest lyssky sammenbidthed, samt en mystisk skyhed, der til tider slår over i meget direkte udfald. Han er handlingsorienteret, men samtidig privat og introvert. En spændende karakter, som Gyllenhall optegner på overbevisende vis, så dens indre liv simrer som en enigmatisk skygge bag hver bevægelse og bevæggrund.

Det er scenerne mellem Jackman og Gyllenhall, der giver filmen dens bedste øjeblikke, men trods det gode skuespil og fryden ved at betragte Deakins’ farvemættede billeder, mister man i stigende grad indlevelsen i en historie, der er både sadistisk, effektjagende og moralsk problematisk (i sin delvise omfavnelse af selvtægt som en ”naturlig” reaktion). 
5,8

 

’Fruitvale Station’ (der har dansk biografpremiere i januar 2014) vandt hovedprisen ved årets Sundance filmfestival. ’Fruitvale Station’ er dog ikke umiddelbart en original hjerteknuser a la forrige års Sundance-darling ’Beasts of the Southern Wild’, dertil er den både for deprimerende, for snæver og for velkendt i sin miljøskildring.

Filmen handler om Oscar Grant, en 22-årig sort mand, der blev offer for en racistisk motiveret anholdelse og (måske uforsætligt – filmen lader svaret blafre i vinden) dræbt af en politimand på den metrostation, der lægger navn til filmen. Vi følger Oscar i dagene op til hændelsen og i tilbageblik til hans fortid som indsat pga. narkorelaterede foreteelser. Oscar har gennemgået en positiv forvandling, selvom han stadig kæmper med at holde narko- og bandefortiden stangen (samt er tilbøjelig til at være sin kæreste – og moren til sin datter – utro). Scene efter scene er opbygget med nærmest kun ét sigte, nemlig at understrege Oscars helgenagtige godhed over for sin datter, sin mor, sin søster og sin kæreste (når det virkelig gælder), foruden en døende hund… (der på manipulerende vis fungerer som en åbenlys reference til – og et forvarsel om – Oscars egen død…).

Ryan Cooglers debutfilm er på ét plan ganske virkelighedsnær og så alligevel ikke. Den tegner et ikke-subtilt og idealiseret billede af Oscar og de relationer han indgår i, og der er ikke meget dramatisk gods i historien, med mindre man ser filmen som et langt forspil til dens dramatiske konklusion (som biografgængeren må formodes at være forhåndsbekendt med). På den vis forlader Coogler sig alt for meget på, at filmens slutning allerede kendes af publikum, og han formår ikke for alvor at puste liv i historien, der leder op til tragedien.

Der er gode momenter: Melonie Diaz som Oscars kæreste er filmens klart mest nuancerede og fint optegnede figur, og Octavia Spencer (oscarvinder for birollen i ’The Help’) er god som moren. Oscars egen figur forbliver et postulat, og selv om Michael B. Jordan gør sit bedste med figuren, synes jeg ikke, den er stærk nok på papiret.

Filmens selvindlysende klimaks er troværdigt, nervebetonet og krydsklipper effektivt og levende mellem Oscars, kærestens, morens og politiets perspektiver.

’Fruitvale Station’ er sympatisk og vækker til eftertanke, men som filmfortælling er den ikke stram nok, og den skæmmes af flere fortællermæssige knaster, såsom symboltunge elementer (bl.a. altså, at ulykken forvarsles). Desuden anvender Coogler lydspors- og billedmanipulation, der på udvalgte tidspunkter skal gøre biografgængeren opmærksom på, at her skal der dvæles: Et måltid i familiens midte er ikke bare et måltid, det er det SIDSTE måltid inden Oscars død etc.…

’Fruitvale Station’ er således både dramatisk tynd og betjener sig af nogle fortællergreb, der er mere banale end befordrende for indlevelse.
5,6

 

’The Broken Circle Breakdown’s mest originale særkende er dens omplantning af en ærkeamerikansk musikform, nemlig bluegrass, til et landligt Belgien, der danner ramme for en skæv kærlighedshistorie og en (for sukret) sygdomshistorie. ’The Broken Circle Breakdown’ finder aldrig helt fodslag, dertil er den både for ujævnt fortalt og for dissonant i sin form. Musikken (bl.a. en illuminerende udgave af Townes Van Zandts ’If I Needed You’) fungerer som en god – omend ikke synderlig original – scene for kærlighedshistorien mellem de to protagonister. Musik-som-metafor-for-livet-fortælleformen er ingenlunde ny eller opsigtsvækkende, men kombinationen Belgien og bluegrass gør den tilpas skæv og indtagende til trods for fortællingens lidt skabelonagtige præg. Jeg opfattede filmens vekslen mellem tragedie, komedie, sukret sentimentalitet og emotionel råhed som mere uegal end egentlig inspireret. Men den belgiske oscarkandidat er bestemt rørende og velspillet. Hvis den samtidig kan give bluegrassgenren et boost i Europa, hvor filmen har gået sin sejrsgang i kontinentets kunstbiografer, er succesen den endvidere særdeles vel undt.
6,4

 

’Blue is the Warmest Color’: Fransk-tunesiske Abdellatif Kechiche vandt De Gyldne Palmer i Cannes i år og lad os slå fast, at Spielbergs jury så rigtigt, da den kårede filmen med den danske titel ’Adeles liv, Kapitel 1 og 2’ (direkte oversat fra den franske originaltitel) til festivalens bedste. Adele Exarchopoulos yder en fuldstændig blændende præstation i hovedrollen. Hun er komplet troværdig som både 16-årig seksuelt usikker gymnasielev og som 23-årig lærerinde med ar på sjælen. Lea Seydoux yder ligeledes en utrolig stærk       præstation som Emma, Adeles kæreste, en ældre kunstskolestuderende, som Adele forelsker sig hovedkulds i og siden både svigter og svigtes af.
Kechiches film er tre timer lang og udfolder sig med en naturlig puls, som de færreste film formår at ramme og fastholde så ubesværet. Han er ikke interesseret i klassiske plottråde og udfoldede sidehistorier, men i at servere en film, der minder om livet, som det folder sig ud i virkeligheden. Nogle ting forbliver for evigt uafsluttede eller uforløste. Således også i Kechiches film.

Filmens meget explicitte sexscener skiller sig ud. Her er det instruktørens mandlige blik på de to kvinders begær, der kommer i centrum snarere end kvindernes blik på hinanden. Dette potentielt problematiske ”stemningsskifte” – fra det indfølte til det udenforstående eller udspekulerede – vælger Kechiche dog indirekte at kommentere på i filmens andet kapitel, hvor en mandlig galleriejer til Emmas dimissionsfest taler om mandens evige nysgerrighed efter at forstå kvindens mystiske seksualitet, som kunsthistorien er så rig på eksempler på. Manden mere end fornemmer, at den kvindelige seksualitet er ”dybere” end hans egen, og det både frustrerer ham og vækker hans begær. Kechiche havde ikke behøvet dette metaspor, men det trækker ikke noget fra en fremragende og genuint rørende film om kærlighedens natur. Det er ganske enkelt – ikke mindst takket være de to uforglemmelige skuespillerinder i dens centrum – en af de bedste film om kærligheden og dens forelskede og forsmåede deltagere. Lesbiske eller ej – det er sagen underordnet.
9,4

 

’The Great Beauty’: Paolo Sorrentino har tidligere imponeret med den lige lovlig formforelskede ’Il Divo’ (om italiensk efterkrigstidspolitiks grå eminence Giulio Andreotti), der også havde Tony Servillo i en altdominerende hovedrolle. Servillo er fuldstændig i centrum for Sorrentinos seneste visuelle overflødighedshorn af et billeddigt, der på skiftevis vittig, indforstået, patetisk, respektløs og moraliserende vis tegner et billede af kulturelitens liv i et dekadent nutids-Rom. Servillo, foruden hvem filmen ville have været blodløs, har en afgørende magnetisk virkning på tilskueren. De enkelte sætstykker er skiftevis fornemt forløst og kedsommeligt stiliserede. Filmen er ujævn og lidt for glad for sig selv (hvor mange scener med festende, fulde mennesker på opulente tagterrasser kan man kapere?), men når de skønneste Fellini-agtige scener af både virkelig og drømmende karakter fletter sig ind og ud af hinanden i den viltre, ikke-stringente film, bevarer man nysgerrigheden og begejstringen for filmens demonstrative, men ofte genuint poetiske, formsprog. Sorrentinos hovedperson er en selvoptaget æstet, der står ved en skillevej: Alderen trykker og spørgsmålet nager: Kan han nogensinde følge op på sit talents indledende løfter? ’The Great Beauty’ er bedst, når den stiller sig tilfreds med at skildre æstetens tilværelse og livsform. I det øjeblik Sorrentino introducerer et etisk perspektiv på vegne af sin hovedperson, bliver filmen en kende anmassende og i stigende grad patetisk og moraliserende. Billederne er under alle omstændigheder overrumplende og en biograftur værd.
7,2

 

’Gloria’Chilensk film markerer sig i disse år tydeligt på det globale filmlandkort. Sidste år fandt Pablo Larrains ’No’ (med Gael Garcia Bernal) et pænt publikum verden over, i år samler opmærksomheden sig om Sebastian Lelios ’Gloria’, for hvilken Paulina Garcia (der er med i hver eneste scene af Lelios film) fuldt fortjent vandt en sølvbjørn som bedste skuespillerinde ved Berlin Filmfestivalen i februar 2013. ’Gloria’ er et studie i, hvordan en film med et enkelt menneske i det absolutte centrum kan være et tænksomt, nænsomt og indfølt karakterportræt uden at rendyrke hverken historiens tragiske eller komiske potentiale, men i stedet lade tilværelsens to poler smelte umærkeligt sammen til en velafstemt, helstøbt symfoni, der smager af levet liv. Garcia er suveræn som Gloria, og hendes præstation er på mange måder hele filmen, selvom birollekaraktererne (især Sergio Hernandez) er glimrende optegnet og yder fornemt mod- og medspil. Det kan være let at overse instruktørens sikre hånd bag en så naturligt eksekveret historie som Glorias, men Lelio fortjener maksimal ros for sin lydefri forvaltning af den. 'Gloria' er et fuldtonet, men afdæmpet portræt, der ikke forfalder til det sensationelle, det platte, det desperat deprimerede eller det tragikomisk overstyrede. Historien kunne så nemt have udnyttet og malket sin komisk potente frontfigur på både screwball- og slapstick-maner, men er i stedet en lavmælt, men også meget livskraftig sang om midaldrende liv. Glorias kroniske singletilstand er præsenteret som en livsduelig kvindes vilkår. Hun er hverken en taber eller en heltinde. Hun er sig selv og kan stå ved det. Det samme kan siges om filmen om hende. Der er meget få falske toner i ’Gloria’.
8,8


Tilbage til Aktuelt om FILM


Comments