’Philomena’

indsendt 29. nov. 2013 07.03 af Mads Kjær Larsen   [ opdateret 29. nov. 2013 07.06 ]

’Philomena’ kommer aldrig i nærheden af at gå seriøst i clinch med de komplekse problemstillinger, den behandler. Dermed hæver den sig ikke op over det fortælleformat, den hævder at se ned på, nemlig historier af ”fra virkelighedens verden”-variantenSteve Coogan og Dame Judi Dench fylder hovedrollerne fint ud, men det er næsten skønne spildte kræfter, når nu deres figurer er ferme drejebogsmarionetter, mere end de er levende karakterer. 

- mkl -
29.11.13
’Philomena’ er baseret på bogen ’The Lost Child of Philomena Lee’ af den britiske journalist Martin Sixsmith. Steve Coogan (der selv har adapteret bogen til filmmanuskript sammen med Jeff Pope) spiller rollen som netop Martin Sixsmith, en miskrediteret spindoktor, der i forsøget på at genfinde sin professionelle og faglige stolthed, vender tilbage til sit karrieremæssige udspring: journalistfaget.

Han falder mere eller mindre tilfældigt over Philomena Lees historie. Philomena (spillet med vanlig gusto af Dame Judi Dench) blev gravid som 17-årig og derfor (af ikke nærmere belyste grunde) sat fast i et af (de nu til dags så berygtede) Magdalene-søstre-klostre, hvor hun arbejdede og sled i vaskeriet i årevis. Hendes søn havde hun kun begrænset adgang til, og han blev uden forvarsel givet videre til adoption som treårig. Philomena slap som voksen ud af sit ”fængsel”, men gik alene med sin smertefulde viden og sit tab, indtil hun 50 år efter udåden fortalte sin datter om den.

Denchs Philomena er selve sindbilledet på en indtagende irsk bedstemor, slagfærdig, men elskelig og aldeles uprætentiøs. Da hendes snarrådige datter støder ind i Coogans Sixsmith ved en social sammenkomst og præsenterer ham for muligheden for en journalistisk godbid, nemlig historien om hendes egen mor, får Philomena pludselig chancen for at få vished om sin søns skæbne.

Sixsmith er indledningsvis ganske brysk i sin afvisning, da han finder det under sin værdighed at lave såkaldte ”human interest stories” (af ”fra virkelighedens verden”-varianten, i mangel af et mere adækvat dansk udtryk). Han ombestemmer sig dog sidenhen. Måske er der alligevel kød på denne historie, tænker han: Den vil i hvert fald give ham muligheden for at arbejde med noget værdigt og ordentligt – og noget medmenneskeligt – ovenpå hans skamfulde sortie fra politikkens kyniske skueplads.

Det er lettere ironisk, at Pope, Coogan og instruktør Stephen Frears (manden bag glimrende film som ’My Beautiful Launderette’, ’The Grifters’, ’Dangerous Liaisons’ og i nyere tid ’The Queen’) opstiller en præmis, der er baseret på en ringeagt for ”human interest”-aspektet, for så selv at levere en film, der ikke hæver sig synderligt over netop det niveau…

’Philomena’ er en underlig fisk. Den er formelt set veleksekveret, foruden velspillet og basalt underholdende, men den er samtidig martret af en form for kunstnerisk ubeslutsomhed og mangel på mod, som er graverende.

Coogan og Pope synes at have bestræbt sig på at distancere sig fra materialets indbyggede kerne af sentimentalitet, mens Frears synes at omfavne ikke alene den, men også filmens præg af et let komedieanstrøg, der får historiens bitre grundsubstans til at glide ned som en sukkerknald forsigtigt dyppet – frem for opløst – i et glas ramsaltet whisky.

Manuskriptet forsøger sig desuden med en mediekritik, der aldrig rigtig får brod, men som alligevel gentages igen og igen i korte (og derfor næsten komisk didaktiske) scener, hvor Sixsmith prøver at overbevise sin monstrøse redaktør om sin histories potentiale. Hun vil se snavs og afsløringer, og ikke blot nøjes med et lødigt portræt af en værdig kvindes stille sorg.

Sixsmith har brug for Philomena og hun har brug for ham: Han har midlerne til at søsætte jagten på hendes forsvundne søn, hun giver ham muligheden for endelig at gøre noget meningsfuldt – og tilmed i kraft af en god historie.

Det komiske sammenstød ved de tos personligheder tydeliggøres ved en række scener hvor Sixsmiths form for stædigt undersøgende natur kolliderer med Philomenas egen form for indgroet obsternasighed. Han må gå på kompromis med sin egen foragt for den type journalistik historien påkræver og hun må bevæge sig ud på dybt vand for at finde sine svar.

Han er ateist og kommer fra en overklassebaggrund, hvor akademisk skoling er en selvfølge, hun er troende katolik fra arbejderklassen uden et professionelt panser. Det er dette forhold, en antagonisme der mest får karakter af kærlig distraktion, der bærer brænde til filmens komedieegnede optrin, som fx når Philomena betages af en kæderestaurants standardiserede udbud eller fortæller den drevne litteraturlæser om plottet i den trivialroman, hun lige har læst. Det er charmerende og man griner med de første par gange Coogan og Dench leverer rutinen træfsikkert, men det er også skamløst kalkuleret.

I det store og hele bevæger filmens plot sig lidet opfindsomt af sted i sin pendulering mellem hovedpersonernes fornøjelige tete-a-tete og jagtens stadig tættere indkredsning af sandheden. Tredje akt iscenesætter på forudsigelig vis spørgsmål om tilgivelse og tro i forlængelse af jagtens konklusion (som ikke skal afsløres her).

Dench er stærk (som altid), men hendes figur får aldrig rigtig lov til at ånde som andet og mere end et værktøj i manuskriptets forsøg på at komme tørskoet i land så både komedie-, tragedie-, og dramaaspektet kan komme i spil uden at nogle af delene bliver for dominerende/krævende for publikum at håndtere. I tilgift præsenteres vi så for det halvhjertede forsøg på at levere en mediekritik/satire.


Manuskriptet er komplet forhippet på at fokusere på Philomena som både klog på livet og de (nære) værdier hun repræsenterer, men samtidig aldeles naiv når det kommer til den større verdens kompleksiteter. Filmen er faktisk ubevidst patroniserende, når den forsøger at varme sig ved det ægte ved hendes simple livsstil.

Sixsmith er som ateist mindre forankret i verden og mindre i stand til at nyde dens rigdom af nære glæder (er filmens påstand), men samtidig skal vi have sympati for hans utrættelige iver efter at finde sandheden og vende alle sten og hans foragt over for den organiserede religions forvaltning af menneskeskæbner. Philomenas evne til tilgivelse er lidt for letkøbt og lidt for ureflekteret. Hans rationelle verdenssyn er både en velsignelse (på et samfundsmæssigt plan, hvor den kan gøre nytte) og en forbandelse (den gør skade på ham selv), docerer filmen.

’Philomena’ skøjter behagesygt rundt mellem simple dualismer og den kommer aldrig i nærheden af at gå i clinch med hverken kompleksiteten hos de medier, der vil spinde guld på den gode historie, den lukkede verden og de perverse æreskodekser hos klosterordenen, der dækker over sandheden eller hos de to hovedpersoner, der ud fra hvert sit motiv, jagter den.

Coogan og Dench brænder fint igennem, men ’Philomena’ er i sin essens en film, der ikke hæver sig op over det fortælleformat, den lidt for selvbevidst hævder at se ned på.

5,4


Har ’Philomena’ oscarchancer?

Både og…

’Philomena’ får amerikansk premiere i starten af december på et tidspunkt hvor mange af årets oscarkandidater allerede har positioneret sig i kampen om de eftertragtede nomineringer i de store kategorier.

Filmen er britisk produceret og dermed ikke naturligt en af Hollywood-maskineriets mest oplagte kandidater til prisanerkendelse. MEN ’Philomena’ er samtidig opkøbt til distribution af Harvey Weinstein, og hvis han vælger at satse stort på filmen i den kommende tid, kan den i tilgift til gode anmeldelser og positiv omtale få afgørende medvind. Den uforligneligt drevne oscarkampagnemaestro, Weinstein, har andre kort på hånden i år, såsom ’The Butler’ og ’August: Osage County’, men da de to film ikke er velsignet med udpræget kritikeromfavnelse, kan det tænkes, at han vil satse mere på Stephen Frears’ komediedrama, end det hidtil har tydet på. Meget afhænger altså af én mands mavefornemmelse…

Hvis der er ét sted, hvor Weinstein helt sikkert vil sætte alle sejl til, er det i forbindelse med akademi-kæledæggen Judi Dench, der virkelig har en stor rolle at håndtere som titelkarakteren i ’Philomena’. Ikke alene er det en tung rolle, det er også angiveligt hendes sidste store filmrolle og dermed akademiets måske sidste chance for at give Dench en hovedrolleoscar (hun har kun vundet for birolle tidligere: i ’Shakespeare in Love’). Det ligner derfor Denchs syvende karrierenominering, selvom Weinstein også har Meryl Streeps præstation i ’August: Osage County’ at tænke på. Kan han virkelig få begge sine gyldne damer med i feltet, eller vil en af dem blive ofret?

En overraskende, men ikke umulig, bedste film-nominering vil åbne op for et par andre nomineringer i mindre kategorier også, men det er opad bakke i en usædvanligt hård oscarsæson, hvor to håndfulde film står med lige så gode (eller bedre) muligheder end ’Philomena’ for at optage en plads sammen med de tre-fire sikre kort (’12 Years a Slave’, ’Gravity’, ’Captain Phillips’ og formentlig ’Saving Mr. Banks’).

Sandsynlige nomineringer:

  • Bedste kvindelige hovedrolle

Mulige nomineringer:

  • Bedste film
  • Bedste instruktion
  • Bedste adapterede manuskript
  • Bedste mandlige birolle

Læs også artiklen "Oscar: Status medio oktober 2013"
 

Tilbage til Aktuelt om FILM 

Tilbage til Aktuelt om OSCAR


Tilbage til 
FILM (arkiv)
Tilbage til FORSIDEN

Martin Sixsmith: "The Lost Child of Philomena Lee" (2009)
Comments