Aktuelt om FILM

Årets sidste halve filmdusin…

indsendt 21. dec. 2013 05.46 af Mads Kjær Larsen   [ opdateret 23. dec. 2013 10.53 ]

Vi samler op på en række af filmårets sidste seværdige film og en enkelt med premiere i det ny år: ’Prisoners’, ’Fruitvale Station’, ’Broken Circle Breakdown’, ’The Great Beauty’, ’Blue is the Warmest Color’ og ’Gloria’

- mkl -
21.12.13
Jeg var både betaget, optaget, frastødt, forvirret og ultimativt skuffet over ’Prisoners’ af den canadiske instruktør Denis Villeneuve (’Incendies’) – der er skæmmet af ophobningen af plottwists i en hektisk og langt udtrukket finale. Det er lidt en skam, at en på mange måder spændende, velspillet, atmosfæreladet og blændende flot fotograferet film (af mesterfotografen Roger Deakins) forledes til at levere gys og overraskelseseffekter frem for at fokusere på de mere subtile spændingselementer, de fine karakterskuespillere (i større eller mindre biroller finder vi markante navne som Viola Davis, Melissa Leo, Paul Dano, Maria Bello og Terrence Howard) lægger op til, men som fortegner sig i takt med, at intensitetskurven øges til et febrilsk, overstyret leje.

Filmen foregår i en lille, søvnig by, hvor to små piger forsvinder under de to berørte familiers fælles Thanksgiving-middag. Kun en forstyrret ung mand (Dano), der bor hos sin tante (Leo) og en mistænkelig autocamper synes at lede politiet på sporet af en forbrydelse. Men pigerne er fortsat væk, og det fældende bevismateriale mangler.

Faderen til den ene af pigerne – spillet med stor intensitet og simrende aggression af Hugh Jackman i hans måske fineste dramatiske rolle hidtil – sætter sig for selv at tage affære, da han ikke tør forlade sig på politiets indsats alene. Selvtægtsmotivet er lidt af en specialitet i amerikansk film, og det kommer her på spil i ubehageligt udpenslet grad.

Politikommissæren i centrum spilles af en fremragende Jake Gyllenhall. Loki, som han (passende) hedder, er kendetegnet ved små tics ved øjnene, en nærmest lyssky sammenbidthed, samt en mystisk skyhed, der til tider slår over i meget direkte udfald. Han er handlingsorienteret, men samtidig privat og introvert. En spændende karakter, som Gyllenhall optegner på overbevisende vis, så dens indre liv simrer som en enigmatisk skygge bag hver bevægelse og bevæggrund.

Det er scenerne mellem Jackman og Gyllenhall, der giver filmen dens bedste øjeblikke, men trods det gode skuespil og fryden ved at betragte Deakins’ farvemættede billeder, mister man i stigende grad indlevelsen i en historie, der er både sadistisk, effektjagende og moralsk problematisk (i sin delvise omfavnelse af selvtægt som en ”naturlig” reaktion). 
5,8

 

’Fruitvale Station’ (der har dansk biografpremiere i januar 2014) vandt hovedprisen ved årets Sundance filmfestival. ’Fruitvale Station’ er dog ikke umiddelbart en original hjerteknuser a la forrige års Sundance-darling ’Beasts of the Southern Wild’, dertil er den både for deprimerende, for snæver og for velkendt i sin miljøskildring.

Filmen handler om Oscar Grant, en 22-årig sort mand, der blev offer for en racistisk motiveret anholdelse og (måske uforsætligt – filmen lader svaret blafre i vinden) dræbt af en politimand på den metrostation, der lægger navn til filmen. Vi følger Oscar i dagene op til hændelsen og i tilbageblik til hans fortid som indsat pga. narkorelaterede foreteelser. Oscar har gennemgået en positiv forvandling, selvom han stadig kæmper med at holde narko- og bandefortiden stangen (samt er tilbøjelig til at være sin kæreste – og moren til sin datter – utro). Scene efter scene er opbygget med nærmest kun ét sigte, nemlig at understrege Oscars helgenagtige godhed over for sin datter, sin mor, sin søster og sin kæreste (når det virkelig gælder), foruden en døende hund… (der på manipulerende vis fungerer som en åbenlys reference til – og et forvarsel om – Oscars egen død…).

Ryan Cooglers debutfilm er på ét plan ganske virkelighedsnær og så alligevel ikke. Den tegner et ikke-subtilt og idealiseret billede af Oscar og de relationer han indgår i, og der er ikke meget dramatisk gods i historien, med mindre man ser filmen som et langt forspil til dens dramatiske konklusion (som biografgængeren må formodes at være forhåndsbekendt med). På den vis forlader Coogler sig alt for meget på, at filmens slutning allerede kendes af publikum, og han formår ikke for alvor at puste liv i historien, der leder op til tragedien.

Der er gode momenter: Melonie Diaz som Oscars kæreste er filmens klart mest nuancerede og fint optegnede figur, og Octavia Spencer (oscarvinder for birollen i ’The Help’) er god som moren. Oscars egen figur forbliver et postulat, og selv om Michael B. Jordan gør sit bedste med figuren, synes jeg ikke, den er stærk nok på papiret.

Filmens selvindlysende klimaks er troværdigt, nervebetonet og krydsklipper effektivt og levende mellem Oscars, kærestens, morens og politiets perspektiver.

’Fruitvale Station’ er sympatisk og vækker til eftertanke, men som filmfortælling er den ikke stram nok, og den skæmmes af flere fortællermæssige knaster, såsom symboltunge elementer (bl.a. altså, at ulykken forvarsles). Desuden anvender Coogler lydspors- og billedmanipulation, der på udvalgte tidspunkter skal gøre biografgængeren opmærksom på, at her skal der dvæles: Et måltid i familiens midte er ikke bare et måltid, det er det SIDSTE måltid inden Oscars død etc.…

’Fruitvale Station’ er således både dramatisk tynd og betjener sig af nogle fortællergreb, der er mere banale end befordrende for indlevelse.
5,6

 

’The Broken Circle Breakdown’s mest originale særkende er dens omplantning af en ærkeamerikansk musikform, nemlig bluegrass, til et landligt Belgien, der danner ramme for en skæv kærlighedshistorie og en (for sukret) sygdomshistorie. ’The Broken Circle Breakdown’ finder aldrig helt fodslag, dertil er den både for ujævnt fortalt og for dissonant i sin form. Musikken (bl.a. en illuminerende udgave af Townes Van Zandts ’If I Needed You’) fungerer som en god – omend ikke synderlig original – scene for kærlighedshistorien mellem de to protagonister. Musik-som-metafor-for-livet-fortælleformen er ingenlunde ny eller opsigtsvækkende, men kombinationen Belgien og bluegrass gør den tilpas skæv og indtagende til trods for fortællingens lidt skabelonagtige præg. Jeg opfattede filmens vekslen mellem tragedie, komedie, sukret sentimentalitet og emotionel råhed som mere uegal end egentlig inspireret. Men den belgiske oscarkandidat er bestemt rørende og velspillet. Hvis den samtidig kan give bluegrassgenren et boost i Europa, hvor filmen har gået sin sejrsgang i kontinentets kunstbiografer, er succesen den endvidere særdeles vel undt.
6,4

 

’Blue is the Warmest Color’: Fransk-tunesiske Abdellatif Kechiche vandt De Gyldne Palmer i Cannes i år og lad os slå fast, at Spielbergs jury så rigtigt, da den kårede filmen med den danske titel ’Adeles liv, Kapitel 1 og 2’ (direkte oversat fra den franske originaltitel) til festivalens bedste. Adele Exarchopoulos yder en fuldstændig blændende præstation i hovedrollen. Hun er komplet troværdig som både 16-årig seksuelt usikker gymnasielev og som 23-årig lærerinde med ar på sjælen. Lea Seydoux yder ligeledes en utrolig stærk       præstation som Emma, Adeles kæreste, en ældre kunstskolestuderende, som Adele forelsker sig hovedkulds i og siden både svigter og svigtes af.
Kechiches film er tre timer lang og udfolder sig med en naturlig puls, som de færreste film formår at ramme og fastholde så ubesværet. Han er ikke interesseret i klassiske plottråde og udfoldede sidehistorier, men i at servere en film, der minder om livet, som det folder sig ud i virkeligheden. Nogle ting forbliver for evigt uafsluttede eller uforløste. Således også i Kechiches film.

Filmens meget explicitte sexscener skiller sig ud. Her er det instruktørens mandlige blik på de to kvinders begær, der kommer i centrum snarere end kvindernes blik på hinanden. Dette potentielt problematiske ”stemningsskifte” – fra det indfølte til det udenforstående eller udspekulerede – vælger Kechiche dog indirekte at kommentere på i filmens andet kapitel, hvor en mandlig galleriejer til Emmas dimissionsfest taler om mandens evige nysgerrighed efter at forstå kvindens mystiske seksualitet, som kunsthistorien er så rig på eksempler på. Manden mere end fornemmer, at den kvindelige seksualitet er ”dybere” end hans egen, og det både frustrerer ham og vækker hans begær. Kechiche havde ikke behøvet dette metaspor, men det trækker ikke noget fra en fremragende og genuint rørende film om kærlighedens natur. Det er ganske enkelt – ikke mindst takket være de to uforglemmelige skuespillerinder i dens centrum – en af de bedste film om kærligheden og dens forelskede og forsmåede deltagere. Lesbiske eller ej – det er sagen underordnet.
9,4

 

’The Great Beauty’: Paolo Sorrentino har tidligere imponeret med den lige lovlig formforelskede ’Il Divo’ (om italiensk efterkrigstidspolitiks grå eminence Giulio Andreotti), der også havde Tony Servillo i en altdominerende hovedrolle. Servillo er fuldstændig i centrum for Sorrentinos seneste visuelle overflødighedshorn af et billeddigt, der på skiftevis vittig, indforstået, patetisk, respektløs og moraliserende vis tegner et billede af kulturelitens liv i et dekadent nutids-Rom. Servillo, foruden hvem filmen ville have været blodløs, har en afgørende magnetisk virkning på tilskueren. De enkelte sætstykker er skiftevis fornemt forløst og kedsommeligt stiliserede. Filmen er ujævn og lidt for glad for sig selv (hvor mange scener med festende, fulde mennesker på opulente tagterrasser kan man kapere?), men når de skønneste Fellini-agtige scener af både virkelig og drømmende karakter fletter sig ind og ud af hinanden i den viltre, ikke-stringente film, bevarer man nysgerrigheden og begejstringen for filmens demonstrative, men ofte genuint poetiske, formsprog. Sorrentinos hovedperson er en selvoptaget æstet, der står ved en skillevej: Alderen trykker og spørgsmålet nager: Kan han nogensinde følge op på sit talents indledende løfter? ’The Great Beauty’ er bedst, når den stiller sig tilfreds med at skildre æstetens tilværelse og livsform. I det øjeblik Sorrentino introducerer et etisk perspektiv på vegne af sin hovedperson, bliver filmen en kende anmassende og i stigende grad patetisk og moraliserende. Billederne er under alle omstændigheder overrumplende og en biograftur værd.
7,2

 

’Gloria’Chilensk film markerer sig i disse år tydeligt på det globale filmlandkort. Sidste år fandt Pablo Larrains ’No’ (med Gael Garcia Bernal) et pænt publikum verden over, i år samler opmærksomheden sig om Sebastian Lelios ’Gloria’, for hvilken Paulina Garcia (der er med i hver eneste scene af Lelios film) fuldt fortjent vandt en sølvbjørn som bedste skuespillerinde ved Berlin Filmfestivalen i februar 2013. ’Gloria’ er et studie i, hvordan en film med et enkelt menneske i det absolutte centrum kan være et tænksomt, nænsomt og indfølt karakterportræt uden at rendyrke hverken historiens tragiske eller komiske potentiale, men i stedet lade tilværelsens to poler smelte umærkeligt sammen til en velafstemt, helstøbt symfoni, der smager af levet liv. Garcia er suveræn som Gloria, og hendes præstation er på mange måder hele filmen, selvom birollekaraktererne (især Sergio Hernandez) er glimrende optegnet og yder fornemt mod- og medspil. Det kan være let at overse instruktørens sikre hånd bag en så naturligt eksekveret historie som Glorias, men Lelio fortjener maksimal ros for sin lydefri forvaltning af den. 'Gloria' er et fuldtonet, men afdæmpet portræt, der ikke forfalder til det sensationelle, det platte, det desperat deprimerede eller det tragikomisk overstyrede. Historien kunne så nemt have udnyttet og malket sin komisk potente frontfigur på både screwball- og slapstick-maner, men er i stedet en lavmælt, men også meget livskraftig sang om midaldrende liv. Glorias kroniske singletilstand er præsenteret som en livsduelig kvindes vilkår. Hun er hverken en taber eller en heltinde. Hun er sig selv og kan stå ved det. Det samme kan siges om filmen om hende. Der er meget få falske toner i ’Gloria’.
8,8


Tilbage til Aktuelt om FILM


’Philomena’

indsendt 29. nov. 2013 07.03 af Mads Kjær Larsen   [ opdateret 29. nov. 2013 07.06 ]

’Philomena’ kommer aldrig i nærheden af at gå seriøst i clinch med de komplekse problemstillinger, den behandler. Dermed hæver den sig ikke op over det fortælleformat, den hævder at se ned på, nemlig historier af ”fra virkelighedens verden”-variantenSteve Coogan og Dame Judi Dench fylder hovedrollerne fint ud, men det er næsten skønne spildte kræfter, når nu deres figurer er ferme drejebogsmarionetter, mere end de er levende karakterer. 

- mkl -
29.11.13
’Philomena’ er baseret på bogen ’The Lost Child of Philomena Lee’ af den britiske journalist Martin Sixsmith. Steve Coogan (der selv har adapteret bogen til filmmanuskript sammen med Jeff Pope) spiller rollen som netop Martin Sixsmith, en miskrediteret spindoktor, der i forsøget på at genfinde sin professionelle og faglige stolthed, vender tilbage til sit karrieremæssige udspring: journalistfaget.

Han falder mere eller mindre tilfældigt over Philomena Lees historie. Philomena (spillet med vanlig gusto af Dame Judi Dench) blev gravid som 17-årig og derfor (af ikke nærmere belyste grunde) sat fast i et af (de nu til dags så berygtede) Magdalene-søstre-klostre, hvor hun arbejdede og sled i vaskeriet i årevis. Hendes søn havde hun kun begrænset adgang til, og han blev uden forvarsel givet videre til adoption som treårig. Philomena slap som voksen ud af sit ”fængsel”, men gik alene med sin smertefulde viden og sit tab, indtil hun 50 år efter udåden fortalte sin datter om den.

Denchs Philomena er selve sindbilledet på en indtagende irsk bedstemor, slagfærdig, men elskelig og aldeles uprætentiøs. Da hendes snarrådige datter støder ind i Coogans Sixsmith ved en social sammenkomst og præsenterer ham for muligheden for en journalistisk godbid, nemlig historien om hendes egen mor, får Philomena pludselig chancen for at få vished om sin søns skæbne.

Sixsmith er indledningsvis ganske brysk i sin afvisning, da han finder det under sin værdighed at lave såkaldte ”human interest stories” (af ”fra virkelighedens verden”-varianten, i mangel af et mere adækvat dansk udtryk). Han ombestemmer sig dog sidenhen. Måske er der alligevel kød på denne historie, tænker han: Den vil i hvert fald give ham muligheden for at arbejde med noget værdigt og ordentligt – og noget medmenneskeligt – ovenpå hans skamfulde sortie fra politikkens kyniske skueplads.

Det er lettere ironisk, at Pope, Coogan og instruktør Stephen Frears (manden bag glimrende film som ’My Beautiful Launderette’, ’The Grifters’, ’Dangerous Liaisons’ og i nyere tid ’The Queen’) opstiller en præmis, der er baseret på en ringeagt for ”human interest”-aspektet, for så selv at levere en film, der ikke hæver sig synderligt over netop det niveau…

’Philomena’ er en underlig fisk. Den er formelt set veleksekveret, foruden velspillet og basalt underholdende, men den er samtidig martret af en form for kunstnerisk ubeslutsomhed og mangel på mod, som er graverende.

Coogan og Pope synes at have bestræbt sig på at distancere sig fra materialets indbyggede kerne af sentimentalitet, mens Frears synes at omfavne ikke alene den, men også filmens præg af et let komedieanstrøg, der får historiens bitre grundsubstans til at glide ned som en sukkerknald forsigtigt dyppet – frem for opløst – i et glas ramsaltet whisky.

Manuskriptet forsøger sig desuden med en mediekritik, der aldrig rigtig får brod, men som alligevel gentages igen og igen i korte (og derfor næsten komisk didaktiske) scener, hvor Sixsmith prøver at overbevise sin monstrøse redaktør om sin histories potentiale. Hun vil se snavs og afsløringer, og ikke blot nøjes med et lødigt portræt af en værdig kvindes stille sorg.

Sixsmith har brug for Philomena og hun har brug for ham: Han har midlerne til at søsætte jagten på hendes forsvundne søn, hun giver ham muligheden for endelig at gøre noget meningsfuldt – og tilmed i kraft af en god historie.

Det komiske sammenstød ved de tos personligheder tydeliggøres ved en række scener hvor Sixsmiths form for stædigt undersøgende natur kolliderer med Philomenas egen form for indgroet obsternasighed. Han må gå på kompromis med sin egen foragt for den type journalistik historien påkræver og hun må bevæge sig ud på dybt vand for at finde sine svar.

Han er ateist og kommer fra en overklassebaggrund, hvor akademisk skoling er en selvfølge, hun er troende katolik fra arbejderklassen uden et professionelt panser. Det er dette forhold, en antagonisme der mest får karakter af kærlig distraktion, der bærer brænde til filmens komedieegnede optrin, som fx når Philomena betages af en kæderestaurants standardiserede udbud eller fortæller den drevne litteraturlæser om plottet i den trivialroman, hun lige har læst. Det er charmerende og man griner med de første par gange Coogan og Dench leverer rutinen træfsikkert, men det er også skamløst kalkuleret.

I det store og hele bevæger filmens plot sig lidet opfindsomt af sted i sin pendulering mellem hovedpersonernes fornøjelige tete-a-tete og jagtens stadig tættere indkredsning af sandheden. Tredje akt iscenesætter på forudsigelig vis spørgsmål om tilgivelse og tro i forlængelse af jagtens konklusion (som ikke skal afsløres her).

Dench er stærk (som altid), men hendes figur får aldrig rigtig lov til at ånde som andet og mere end et værktøj i manuskriptets forsøg på at komme tørskoet i land så både komedie-, tragedie-, og dramaaspektet kan komme i spil uden at nogle af delene bliver for dominerende/krævende for publikum at håndtere. I tilgift præsenteres vi så for det halvhjertede forsøg på at levere en mediekritik/satire.


Manuskriptet er komplet forhippet på at fokusere på Philomena som både klog på livet og de (nære) værdier hun repræsenterer, men samtidig aldeles naiv når det kommer til den større verdens kompleksiteter. Filmen er faktisk ubevidst patroniserende, når den forsøger at varme sig ved det ægte ved hendes simple livsstil.

Sixsmith er som ateist mindre forankret i verden og mindre i stand til at nyde dens rigdom af nære glæder (er filmens påstand), men samtidig skal vi have sympati for hans utrættelige iver efter at finde sandheden og vende alle sten og hans foragt over for den organiserede religions forvaltning af menneskeskæbner. Philomenas evne til tilgivelse er lidt for letkøbt og lidt for ureflekteret. Hans rationelle verdenssyn er både en velsignelse (på et samfundsmæssigt plan, hvor den kan gøre nytte) og en forbandelse (den gør skade på ham selv), docerer filmen.

’Philomena’ skøjter behagesygt rundt mellem simple dualismer og den kommer aldrig i nærheden af at gå i clinch med hverken kompleksiteten hos de medier, der vil spinde guld på den gode historie, den lukkede verden og de perverse æreskodekser hos klosterordenen, der dækker over sandheden eller hos de to hovedpersoner, der ud fra hvert sit motiv, jagter den.

Coogan og Dench brænder fint igennem, men ’Philomena’ er i sin essens en film, der ikke hæver sig op over det fortælleformat, den lidt for selvbevidst hævder at se ned på.

5,4


Har ’Philomena’ oscarchancer?

Både og…

’Philomena’ får amerikansk premiere i starten af december på et tidspunkt hvor mange af årets oscarkandidater allerede har positioneret sig i kampen om de eftertragtede nomineringer i de store kategorier.

Filmen er britisk produceret og dermed ikke naturligt en af Hollywood-maskineriets mest oplagte kandidater til prisanerkendelse. MEN ’Philomena’ er samtidig opkøbt til distribution af Harvey Weinstein, og hvis han vælger at satse stort på filmen i den kommende tid, kan den i tilgift til gode anmeldelser og positiv omtale få afgørende medvind. Den uforligneligt drevne oscarkampagnemaestro, Weinstein, har andre kort på hånden i år, såsom ’The Butler’ og ’August: Osage County’, men da de to film ikke er velsignet med udpræget kritikeromfavnelse, kan det tænkes, at han vil satse mere på Stephen Frears’ komediedrama, end det hidtil har tydet på. Meget afhænger altså af én mands mavefornemmelse…

Hvis der er ét sted, hvor Weinstein helt sikkert vil sætte alle sejl til, er det i forbindelse med akademi-kæledæggen Judi Dench, der virkelig har en stor rolle at håndtere som titelkarakteren i ’Philomena’. Ikke alene er det en tung rolle, det er også angiveligt hendes sidste store filmrolle og dermed akademiets måske sidste chance for at give Dench en hovedrolleoscar (hun har kun vundet for birolle tidligere: i ’Shakespeare in Love’). Det ligner derfor Denchs syvende karrierenominering, selvom Weinstein også har Meryl Streeps præstation i ’August: Osage County’ at tænke på. Kan han virkelig få begge sine gyldne damer med i feltet, eller vil en af dem blive ofret?

En overraskende, men ikke umulig, bedste film-nominering vil åbne op for et par andre nomineringer i mindre kategorier også, men det er opad bakke i en usædvanligt hård oscarsæson, hvor to håndfulde film står med lige så gode (eller bedre) muligheder end ’Philomena’ for at optage en plads sammen med de tre-fire sikre kort (’12 Years a Slave’, ’Gravity’, ’Captain Phillips’ og formentlig ’Saving Mr. Banks’).

Sandsynlige nomineringer:

  • Bedste kvindelige hovedrolle

Mulige nomineringer:

  • Bedste film
  • Bedste instruktion
  • Bedste adapterede manuskript
  • Bedste mandlige birolle

Læs også artiklen "Oscar: Status medio oktober 2013"
 

Tilbage til Aktuelt om FILM 

Tilbage til Aktuelt om OSCAR


Tilbage til 
FILM (arkiv)
Tilbage til FORSIDEN

Martin Sixsmith: "The Lost Child of Philomena Lee" (2009)

’Mud’

indsendt 24. nov. 2013 13.26 af Mads Kjær Larsen   [ opdateret 24. nov. 2013 13.49 ]

Efter den gribende intense ’Take Shelter’ byder Jeff Nichols – en af amerikansk films spændende nye navne – på den opslugende, men også plottunge ’Mud’, der mere end noget andet cementerer omfanget af Matthew McConaugheys imponerende karriererenæssance.

- mkl -
24.11.13
Det centrale stillbillede i Jeff Nichols’ tredje spillefilm ’Mud’ er af en båd oppe i et træ. Båden er genstand for de to Arkansas-drenge Neckbones og Ellis’ udflugt en tidlig morgenstund ud til en lille, overgroet ø midt i den grumsede Mississippi River. Det er samtidig det billede, der sætter publikums fantasi i gang: Lige som drengene føler vi os draget af dette kontraintuitive, men betagende syn.

Snart opdager Ellis (spillet af stortalentet Tye Sheridan, der følger smukt op på sin tonerene præstation fra Terrence Malicks Cannesvinder ’The Tree of Life’) og Neckbone (Jacob Lofland) en fyr, der hævder at bebo båden, en loner med læderhud og halvlangt, tjavset hår ved navn Mud.

Mud bliver spillet af Matthew McConaughey i den seneste af en række af overraskende, intense og ofte humoristiske præstationer, han har bragt til torvs siden sin fuldt bevidste flugt fra det rom com-helvede, hvortil 1990ernes svar på en ung Paul Newman havde tjent til dagen og vejen op gennem 00’erne. 2011 og 2012 har været et fornemt vendepunkt for McConaughey, der i film som ’Magic Mike’, ’Killer Joe’, ’The Paperboy’ og ’Bernie’ har budt på forskellige variationer over en særlig form for sydstatskarakter: flot, men slidt, charmerende, men ildevarslende – med en selvsikkerhed, der dækker over en personlig historie formet af skæbnesvangre uheld og problemfyldte relationer.

Ellis og Neckbone er en smule bange for Mud, men i særdeleshed Ellis drages af ham, ikke mindst af hans vilde historier og påfund (som det voksne publikum nok kan se igennem, men som Ellis sluger råt). Ellis ser en form for forbilledlig romantisk mandeskikkelse i Mud, der står i kontrast til hans egen mere kuede og tavse far (Ray McKinnon), som bor i en husbåd på floden og lever i et fejlslagent ægteskab med Ellis’ mor (Sarah Paulson).

Mud gemmer sig på øen, fordi han er eftersøgt for mordet på en skidt fyr, der slog hans livs kærlighed Juniper (Reese Witherspoon) til plukfisk, og han venter nu på en chance for at kunne stikke af sammen med Juniper, både fra myndighederne, men også fra den myrdedes familie, en mafiøs klan, der vil hævne sig på ham koste, hvad det koste vil. Han har brug for mad, udstyr og nogle hjælpere til at sende beskeder ind til Juniper på fastlandet, og hans to nye, unge venner vil gerne hjælpe. Hvordan siger 14-årige drenge nej til et forbudt eventyr til at krydre en temmelig udsigtsløs dagligdag med?

Har ’Mud’ oscarchancer?

Næppe.

Selvom ’Mud’ overraskede positivt ved de amerikanske billetluger, da den fik premiere tilbage i april måned (det er kun sjældent, at independent-film kan indspille over 20 mio. dollars, som ’Mud’ præsterede), så er de to faktorer (at der er tale om en indie samt, at den havde premiere tidligt på foråret) delvist diskvalificerende for dens oscarchancer. Der er som regel plads til en eller to indie-film i oscarfeltet, men umiddelbart vurderet står flere andre titler (med senere premieredato) foran ’Mud’, nemlig ’Blue Jasmine’, ’Before Midnight’, ’Fruitvale Station’ og ’Dallas Buyers Club’.

Matthew McConaugheys titelfigur ville garanteret have stærke chancer i birollekategorien, hvis ikke det var fordi, McConaughey er aktuel i to andre oscaraktuelle roller med lidt større synlighed, nemlig hans hovedrolle som aids-ramt pusher i ’Dallas Buyers Club’ og hans birolle i Scorseses december-premierefilm ’The Wolf of Wall Street’. Hans præstation i ’Mud’ er dog så stærk, at det ikke kan udelukkes, at McConaughey kan opnå en sjælden dobbeltnominering for både hovedrolle og birolle.

Derudover er filmens bedste chance for en nominering for bedste originalmanuskript, der typisk er den kategori, hvor uafhængige produktioner (der jo ofte er båret af stærk dialog frem for udvendig action) kan komme til orde. Det er samtidig en mulighed for at anerkende den yderst talentfulde Jeff Nichols, der også har instrueret filmen, når nu der med garanti ikke bliver plads til ham i den tungere kategori for bedste instruktion.

Sandsynlige nomineringer:

  • Ingen


Mulige nomineringer:

  • Bedste film
  • Bedste originalmanuskript
  • Bedste mandlige birolle

En del af charmen ved – men også problemet med – ’Mud’ er, at plottets efterhånden mere og mere intrikate tråde både forlener historien med mere kød og saftfuld spænding, end man indledningsvist forventer, men også tærer en del på historiens indbyggede troværdighed. En række sidehistorier tynger desuden Nichols’ overlæssede manuskript, der ikke udfoldes og afvikles med samme lette elegance, hvormed filmen lægger fra land.

Instruktørens lydhørhed over for fortællingens graciøse rytme og bugtninger overmandes af en trang til at skærpe dramatikken og få alle ender til at mødes – og det i en film, der ellers fornemt demonstrerer Nichols’ indforståede fornemmelse for at formidle og iscenesætte natur, lokaliteter og karakterer. Filmen kunne let være tippet i retning af en stereotypisk sydstatsfremstilling, men har i stedet en uanstrengt ægthed over sig. Fortællingen injiceres med genuin nerve, frydefulde rystelser foruden en god portion humor.

En del af det sidste kommer fra Neckbone, Ellis’ mere pragmatiske sidekick, der kontrasterer Ellis’ egen drømmernatur. De to drenge – hvis ansigter og gestik registrerer deres forskellige temperamenter – er exceptionelle i deres underspillede og meget fint registrerende skuespil. De voksne (heriblandt Sam Shepard som en enigmatisk nabo til Ellis’ forældre, der får en afgørende rolle til allersidst) er alle gode, men det er McConaugheys barsk-følsomme outsider, der stjæler showet. McConaughey kan som få andre hive udtryksfuldhed frem ved en trækning i mundvigen, let sammenpressede øjne eller små moduleringer i sin overbevisende sydstatsdiktion.

Nichols får med ’Mud’ – og ved hjælp af sit supersolide ensemble – skabt en troværdig ramme for livet i en flække ved Mississippi-floden, på et sted hvor livets barske realiteter møder menneskelig stoicisme, men også kultiverer en befriende bramfri humor.

Figuren Mud er fint optegnet, idet hans vittigt-ramsaltede tilgang til livet ikke kompromitteres af den på papiret desperate situation, han befinder sig i. Nichols’ film stoler langt hen ad vejen på sine karakterer, og det er derfor lidt en skam, at han i dens lidt for travle klimaks glemmer, at det vigtigste i denne type film som regel ikke er plottet, men de karakterer, der fylder det ud.

7,4



Læs også artiklen "Matthew McConaughey - the comeback kid"

Tilbage til Aktuelt om FILM

’Gravity’

indsendt 10. nov. 2013 00.48 af Mads Kjær Larsen   [ opdateret 10. nov. 2013 05.22 ]

Cuaróns tekniske vidunder af en film er en uhyggelig, superteknologisk ballet i vægtløs tilstand, hvor ødelæggelsen er lige så smuk, som den er skræmmende. Den viser os et univers, vi ikke er vant til at se fremstillet livagtigt på film, men som kontinuerligt har farvet vores kollektive fantasi: livet i det ydre rum. Det spektakulære sceneri møder her en basal eksistentiel drift, der er nem at genkende: viljen til overlevelse.

- mkl -
10.11.13
Hvor alene kan man være? 

Den visionære mexicanske instruktør Alfonso Cuarón ophæver i sin (tør vi godt sige: enormt ventede) nye film spørgsmålet til et på samme tid kosmisk højtravende og inderligt eksistentielt anliggende.

Cuarón og hans medforfatter – hans egen søn Jonás – har tænkt i ekstremer med ’Gravity’, en film hvis præmis og omdrejningsakse er astronauten Ryan Stone (spillet af ’America’s Sweetheart’, Sandra Bullock), der strander i det ydre rum, overladt til sig selv uden radiokontakt.

Indledningsvist er Stone ledsaget af den belevne rumvandringsveteran Matt Kowalski (George Clooney), der er på sin bebudet sidste tur inden han pensioneres fra rumprogrammet, mens Stone er på sin allerførste rumvandring. 

Da en russisk satellit sprænges i stykker, sendes en storm af vragdele i kredsløb om jorden, og dele af denne storm rammer ved det Hubble-teleskop, hvor Stone og Kowalski er sat til at udføre en reparation.

Hvad der følger er en kædereaktion af uforudsete hændelser, som vragdelsstormen bringer med sig. En del af filmens effekt – og dens uhyggelige effektivitet – er, at de katastrofale sammenstød sker i absolut stilhed. Det er som at overvære en superteknologisk ballet af et uhyrligt omfang, hvor ødelæggelsen er lige så smuk, som den er skræmmende.

Stone mister snart forbindelsen til Kowalski, og kameraet følger Stones fortvivlede fald ud i intetheden, både fra indersiden af hendes hjelm og udefra (hvor vi kan iagttage Stones paniske, hyperventilerende ansigt). Alt sammen fanget i én uafbrudt optagelse.

Plottet er for så vidt nemt at gøre rede for – og såre indlysende. Stone (og Kowalski, som hun genforenes med for en kort bemærkning) skal finde tilbage til deres rumstation, inden deres iltbeholdning slipper op. Men nye farer lurer (vragdelene er jo i eksplosivt kredsløb, så de vender grusomt tilbage…) – og i sidste ende er det Stone selv, der må tage kampen for livet op, svævende alene i kredsløb om jorden, der troner som en smuk, men fremmedartet kugle af blegt lys som kontrast til mørket og intetheden, Stone driver rundt i.

Cuarón, manden bag fundamentalt væsensforskellige (men absolut fremragende) film som den mexicanske coming-of-age-ritual-som-roadmovie ’Y Tu Mamá También’ ('...Og din mor!') og fremtidsdystopien ’Children of Men’, har stillet sig selv en på samme tid simpel og uoverskuelig kompleks opgave: At skildre en næsten umulig kamp for overlevelse - tilmed på (eller rettere: i) en så ekstraordinær scene, at den kompakte historie kræver den allermest storslåede, cutting edge filmteknologi for at give mening.

Lad det være sagt med det samme: De visuelle effekter er bjergtagende realiseret, fotograferingen (ved Cuaróns – og Terrence Malicks – hoffotograf Emmanuel Lubezcki) er mageløs, lydeffekterne er jagende effektive og vildt opfindsomme. ’Gravity’ er en triumf for udviklingen af et helt nyt filmsprog. Intet mindre. 

Historien er som antydet i sin kerne meget simpel, hvilket både er dens styrke og dens svaghed.

Det er en styrke, at Cuarón på kompromisløs vis fokuserer næsten ensidigt på dramaet (man får fornemmelsen af, at næsten hele filmen foregår i klaustrofobisk realtid) frem for at svælge i kontekst og karaktertegning. Omvendt er historien så simpel og vægten så meget lagt på det visuelle spektakel, den byder på, at den eksistentielle meditation over liv, skæbne, død og teknologiens velsignelse og forbandelse etc. kan ligge på et forholdsvis lille sted. ’Gravity’ er på den måde ikke just en ’2001: A Space Odyssey’ for det 21. århundrede. Men den prætenderer heller ikke at være det (alene dens beskedne længde på 84 minutter fjerner en del af sammenligningsgrundlaget).

’Gravity’ udpensler kædereaktionernes ubønhørlige logik (der altid er et skridt eller to foran menneskene), og den søger uundgåeligt mod en slutning, der skal give os svaret på, om Stone klarer den eller ej (det er måske en svaghed, at man på forhånd vil anse det for utroværdigt, HVIS hun klarer den?), men derudover byder den ikke på mange historiemæssige kalorier. Kompleksiteten er snævret ind til det helt fundamentale og det menneskelige element reduceret til det envejskommunikerende frem for det interagerende (’Klarer jeg den?’, ’Hvad skal jeg gøre?’ frem for ’Hvad gør vi nu?’, ’Hvad siger du?’).

Når man tænker på de tekniske vanskeligheder, optagelserne af filmen må have budt på for alle involverede, ikke mindst skuespillerne (og det vil i 80% af tiden sige Bullock solo), er Bullocks præstation imponerende fri for manerer og meget direkte i sin appel. Det er svært at måle hendes præstation efter gængse kriterier, men man tror på hende, og det må være hele sagen.

Clooney er mest en lidt for lakonisk-humoristisk adspredelse, hvis vittige indfald selv i de allermest kritiske situationer, synes fortegnede fra forfatternes side. Det havde været bedre – og mere troværdigt, foruden passende i forhold til den omgivende films indre logik – hvis hans rolle havde været skåret lige så meget ind til benet som Bullocks. Stilheden burde råde i det store rum, også selvom en allestedsnærværende storcharmør af en filmstjerne skal have pudset sin forfængelighed. Den del af manuskriptet kunne have trængt til en kritisk revision.

Cuarón og Lubezcki skaber enestående billeder - både i det mest rasende vragdelsvirvar og i den mest ophøjede og knusende stilhed. Et af dem (der involverer Bullock vægtløs svævende i fosterstilling i ”Ellen Ripley-kostume”, dvs. kortærmet undertrøje og meget små trusser) er en bevidst hilsen til ’2001’ (foruden altså Sigourney Weaver i ’Alien’), men sekvensen står skinnende klart i egen ret. Et andet billede, der bliver stående, er Stones tårer, der siver ud i en vægtløs rumkabine. 

Filmens ekstraordinære skønhed ligger dels i at vise os en verden, vi ikke er vant til at se fremstillet livagtigt på film, men som siden det amerikansk-sovjetiske koldkrigs-rumkapløb har haft en enorm fascinationskraft for vores kollektive fantasi, men også i hvor illusionsløst (og dermed ærligt) det fremstilles. 


’Gravity’ viser os det helt store billede, og gør samtidig en dyd ud af at vise, hvor lille en del af det, vi udgør. Det er en stor bedrift. Hvis man lader sig overmande af det, man faktisk får at se i ’Gravity’ – og kan abstrahere fra Clooneys efterhånden fladtrådte verdensmandscharme – frem for det man ikke får serveret (en kontekstualiserende rammefortælling), venter der én en endog spektakulær filmoplevelse.

8,7


Har 'Gravity' oscarchancer?

Oh, yes

’Gravity’ har på fem uger indspillet for 230 mio. dollars i de amerikanske biografer, hvilket er uhørt højt for en efterårspremierefilm (der er en grund til at man vanligt taler om ”sommer-blockbusters” i branchen). Dvs. at filmen er ikke bare en kæmpe succes, den har udviklet sig til det måske største fænomen, siden ’Avatar’ lettede for fire år siden.

Nu er publikumssucces ikke lig oscarsucces. Dog når man tænker på, at ’Gravity’ er langt mere end en typisk popcornfilm eller et forudsigeligt sci-fi-spektakel, ja, på mange måder kan siges at være en banebrydende kunstfilm, der er blevet (snarere end har anglet efter at blive) et populærkulturelt fikspunkt, så ringer oscarklokkerne straks højere. Det er sandt, at sci-fi historisk set er en underprioriteret genre i akademiet, men i de senere år har film som ’Avatar’ og ’District 9’ banet vejen for, at forbeholdene over for genren synes på retur. Det er også vigtigt at huske på, at 'Gravity' strengt taget ikke er sci-fi, men en forholdsvis realistisk fremstilling af et faktisk eksisterende rumprogram med rumstationer, rumteleskoper etc. Spørgsmålet er om akademiet kan tænke 'ud af kassen' i forhold til sædvanlige genrestereotyper og -fordomme?

Castet består i Bullock og Clooney – to akademikæledægger, der sikrer filmen en slags all-American respektabilitet, den ellers ville være foruden. Filmen vil endvidere gå rent hjem i de tekniske og håndværksmæssige kategorier, så der vil være et bredt fundament at sikre oscarsucces ud fra. ’Gravity’ kombinerer det kommercielt vidtrækkende med det kunstnerisk modige og kompromisløse, det genkendelige og tillidsvækkende (skuespillerne) med det formbrydende og grænsesprængende (den teknologiske innovation og den kontekstløse narrative struktur).

Dette er en film, der har potentialet til at kunne gå hele vejen – måske også til at kunne vinde en række af de største priser? Flere af de tekniske priser synes på forhånd afgjort i filmens favør, men ’Gravity’ er også en meget seriøs trussel i de helt tunge kategorier, hvor den må anses som førsteudfordrer til årets store favorit, ’12 Years A Slave’.

Note: De understregede kategorier, er de kategorier, hvor jeg anser ’Gravity’ som favorit til at vinde en oscar.

Sandsynlige nomineringer:

  • Bedste film
  • Bedste instruktion
  • Bedste kvindelige hovedrolle
  • Bedste originalmanuskript
  • Bedste fotografering
  • Bedste klipning
  • Bedste underlægningsmusik
  • Bedste lydklipning
  • Bedste lydmiksning
  • Bedste visuelle effekter

 

Mulige nomineringer:

  • Bedste mandlige birolle
  • Bedste produktionsdesign


Tilbage til Aktuelt om FILM





’Frances Ha’

indsendt 7. nov. 2013 13.20 af Mads Kjær Larsen   [ opdateret 6. jan. 2014 16.34 ]

Noah Baumbachs ’Frances Ha’ er som en cool, blå jazzsoloimprovisation, hvis toner indkapsler en moderne newyorkerkvindes liv fanget mellem ungdommens skæve drømmerier og voksenlivets ansvarsfulde ensretning. Greta Gerwig leverer et rørende gennembrud i titelrollen.

- mkl -
07.11.13
I like things that look like mistakes,” siger Frances, titelfiguren og hipster-(anti)heltinden i Noah Baumbachs charmerende film, der bærer sin sort-hvide æstetik som et cool badge på jakkereverset. ’Manhattan’ møder fransk nybølge i en kær omfavnelse.

Frances – spillet med charme, kejtethed og en uovervindelig eksistentiel forpjuskethed af Greta Gerwig (der også er medforfatter til manuskriptet) – indkapsler med ovenstående bemærkning på mange måder sin tilgang til tilværelsen. Det er det skæve og off-beat, der tiltaler hende, og det er sådan, hun ser sig selv og sine venner.

Bemærkningen bruger hun til mere konkret at beskrive sin dansestil (Frances drømmer om at ernære sig som professionel danser) og dækker – typisk for hende – formentlig også over en bevidsthed om, at hun ikke er jordens største naturtalent til sin foretrukne hobby.

Frances er 27 og drømmer om at lykkes. Hun er ved at udvikle sig til en evig underachiever, der kan mærke, at snøren langsomt strammer til. Hvor længe kan livet fortsætte med at være sådan en halvhjertet, men jævnt fornøjelig komedie, som man kan ironisere over med bedstevennen Sophie? 

Sophie er nemlig på vej videre. Med fast kæreste, der snart skal rykke videre til Japan, fordi karrieren kalder.

På sin vis er ’Frances Ha’ en kærlighedshistorie om en piges forhold til en anden pige, bare uden det seksuelle element (hvilket de to heller ikke er blinde for at ironisere heftigt over). Og så alligevel: Filmen handler ikke afgjort om, hvorvidt de to finder hinanden som soul mates på den anden side af det, der truer med at adskille dem (voksenlivets svære livsvalg og uundgåelige opbrud), men det er det tætteste på et omdrejningspunkt, vi kommer på i en film, der mere overordnet er en meditation over en ung kvindes forvirrede identitetskamp.

Plot er der ikke meget af, hvilket sådan set er befriende. Det plotløse fordrer nemlig et fokus på karakterer og situationer, løsrevne stumper fra et liv og en dagligdag, der lige så meget er tomgang, som den er udvikling eller retningsbestemthed. Filmens form (en slags situationskomedie, der som regel klipper væk, før der falder en punchline) afspejler Frances’ retningsløshed og hendes udsathed. Der er ingen nemme svar i hendes situation, ligesom det kan være svært overhovedet at formulere nogle klare spørgsmål til, hvor man skal bevæge sig hen og hvorfor.

Filmens episodiske præg understreger således det plotløse element ved Frances’ situation. Mange scener er kun af få sekunders varighed, som et indtryk eller et stemningsbillede, der - sat sammen til en helhed - danner en form for mosaik af et liv i stilstand, hvis ligevægt udfordres af Sophies opbrud.

’Frances Ha’ er derfor svagest, når den er mest forhippet på at rykke historien fremad, dvs. pludselig bliver plotdrevet, for så synes den tilfældige charme, der indkapsler Frances som karakter, at blive erstattet af en større historie, der skal trækkes ned over hovedet på hende. Når scenerne udfolder en hel lille historie i sig selv (som fx da Frances serverer til et teselskab for at skrabe lidt penge sammen) bliver de let en kende toneskæve, ligefrem anmassende. Karakteristikkerne er mere præcise, mere rammende, når Baumbach "bare" vil fange en stemning eller udfolde en karakter med endnu en fin, lille nuance. 

Den mere løse form fungerer fortrinligt, ikke mindst takket være en stærk fornemmelse for klipningen af de enkelte scener, der synes undfanget med en meget fin fornemmelse for, hvornår de skal strækkes ud til det akavede eller omvendt afbrydes som en tilfældig signatur, der hænger som fastfrosset cigarrøg i luften.


Meget af filmens stemning er cool og henkastet og fyldt med small talk, men ikke på en selvtilfreds måde, hvilket ellers ofte er den oplagte fælde for denne type film (som der er en del af på dusinet i amerikansk indie-film). Den er snarere rørende, sart og letflydende, og Frances vækker noget hos beskueren, måske fordi hun ikke altid selv synes i stand til at lodde situationerne. Det meste af filmen er tonet i et cool mellemregister som en blå, jazzet soloimprovisation, kun afbrudt af enkelte mere opløftede sekvenser, såsom en Frances der danser gennem New Yorks gader, mens Bowies ’Modern Love’ vælter ud på lydsporet.

Greta Gerwig er filmens fund. Det er en veritabel gennembrudsrolle, hun her leverer (i sin mand Noah Baumbachs afgjort bedste film siden ’The Squid and the Whale’ fra 2005). Gerwigs ungdommelige selvoptagethed har noget uskyldigt charmerende og akavet åbensindet over sig. Man kommer vitterligt til at holde af Frances, hvilket er det samme som at sige, at filmen lykkes med sit ærinde.

Frances bliver en levende karakter lige for øjnene af os. I en tid, hvor megen filmkunst sælger sig på graden af tekniske fornyelser og storslåede sætstykker, er Gerwigs og Baumbachs prunkløse form for magi værd at holde i hævd og varmes ved.

8,2


Har ’Frances Ha’ oscarchancer?

Desværre ikke.

’Frances Ha’ er en smal indie-film, der - selvom den har fået prominent festivalomtale og meget positiv kritik (82 på metacritic.com) - mest er at regne for en opkomling (eller en grim ælling) i oscarsammenhæng. I et år med så mange tunge prestigeproduktioner og så mange kritikerhits blandt de større film, vil en film som ’Frances Ha’ næsten med garanti blive overset. At den havde premiere i de amerikanske biografer tilbage først på foråret er også en ulempe for en film, der ydermere skal kæmpe med mere prestigiøse indietitler som ’Before Midnight’, ’Blue Jasmine’ og ’Mud’ om det (kun måske) ledige indie spot ved de stores bord.

Traditionelt har en indiefilm som ’Frances Ha’ (med vægt lagt på skuespil og dialog) størst chance i original manuskript-kategorien, men her er feltet i år for tungt til, at filmen kan forventes at få en plads. Filmens andet trumfkort er hovedrolleindehaveren Greta Gerwig, men også her er feltet i år domineret af tunge household names (Streep, Thompson, Winslet, Blanchett, Dench, Bullock) med langt større muligheder for at søsætte effektive kampagneindsatser. Gerwig må i bedste fald tage til takke med et par kritikerpriser hist og pist…

 

Sandsynlige nomineringer:

  • Ingen

 

Mulige (men usandsynlige) nomineringer:

  • Bedste kvindelige hovedrolle
  • Bedste originalmanuskript

Tilbage til Aktuelt om FILM


Noah Baumbach (f. 1969)


Greta Gerwig (f. 1983)



Noah Baumbachs film 'The Squid and the Whale' (2005)

'Captain Phillips'

indsendt 31. okt. 2013 15.44 af Mads Kjær Larsen   [ opdateret 3. nov. 2013 03.18 ]

Tom Hanks er overbevisende i intenst piratkidnapningsdrama, der endnu en gang viser Paul Greengrass’ evner som iscenesætter af neglebidende drama med vægt på realistisk action. 'Captain Phillips' er skarp i sin vinkling og ærlig i sin eksekvering.

- mkl -
31.10.13
Man kan rette samme kritik mod ’Captain Phillips’ som mod sidste års ’Zero Dark Thirty’ (Kathryn Bigelows oscarnominerede film om den årelange jagt på Osama bin Laden), nemlig at den indeholder en lidt for rundhåndet dosis amerikansk triumfalisme. Hver gang amerikanske borgere ender i problemer på den globale scene, står der tilsyneladende (ifølge disse to og andre lignende film) tapre, hærdebrede navy SEALs klar til at klare ærterne og vise skurkene, hvem der er herre i en (amerikansk sanktioneret) post-ideologisk tidsalder.

Hvor fokus i ’ZD30’ (som den populært omtales i blogosfæren) er fragmentarisk for at understrege kompleksiteten i de globale magtrelationer og den internationale terrors (og terrorbekæmpelses) vidt forgrenede karakter, er fokus mere koncentreret og ensrettet i ’Captain Phillips’.

Paul Greengrass (og manuskriptforfatter Billy Ray) ønsker (ulig danske Tobias Lindholms på mange måder påfaldende sammenlignelige ’Kidnapningen’) ikke at sige noget videre om terrorens generelle uvæsen, magtspil eller medieproblematikker i forbindelse med de tilbagevendende piratkidnapninger i og omkring Aden-bugten. Han ønsker i stedet at fokusere på selve dramaet uden at bekymre sig for meget om konteksten. Det er langt hen af vejen et særdeles vellykket valg, fordi filmen netop fremstår skarp i sin vinkling og ærlig i sin eksekvering.

Hvorfor så disse anslag til amerikansk triumfalisme? Fordi vi naturligvis ikke spares for en storstilet (og højteknologisk betagende) amerikansk redningsaktion, hvis fokus (at dræbe somaliske kidnappere for at redde en amerikansk statsborger) måske godt kunne kalde på en lidt mere lødig behandling. Det er dog en beskeden indvending al den stund, at filmen (og manuskriptet) i store stræk koncentrerer sig om det saglige hændelsesforløb frem for at eksponere ideerne bag eller fremture med generaliserende helte- og skurkemotiver.

Filmens allerførste scene (der også er dens markant svageste) er en undtagelse: Her ser vi Phillips (en gråsprængt, skægget Tom Hanks) køre ud til lufthavnen med sin kone (Catherine Keener) i bilen. Deres samtale fungerer på skematisk vis som et kommentarspor til filmens resterende hændelser. Scenen er i bedste fald unødvendig, i værste fald er den tænkt som et forudanende clou: Her får vi at vide, hvilken fare der er på spil, så vi ikke behøver være i tvivl (eller sågar tænke selv).

Greengrass er som instruktør (’Bourne’-trilogien, ’United 93’) kendetegnet ved sin evne til at stille skarpt (eller rettere: håndholdt og krydsklippende) på kernen i ethvert drama: de faktiske hændelser. Hans spidskompetence er den nervesitrende dynamik, der åbenbarer sig i højspændte situationer, som er parret med hans evne til at fravige ethvert tilløb til en årsagsrelateret reduktionisme: Psykologi og sociale faktorer spiller en rolle for Greengrass, men aldrig som mere end uklare komponenter i det drama, hans situationer er ladet med.  Han lykkes nok en gang på blændende vis med denne tilgang i ’Captain Phillips’, der er præcis så dynamisk og sagligt et drama, som man kunne forvente fra hans hånd.

Vi ser en kort ansats til den ulykkelige situation, der fostrer de somaliske kidnappere, da vi indledningsvis kort møder kidnapperne i deres landsby inden de hyres til ugerningen af nogle lokale klanlederes håndlangere, men vi får ikke serveret en færdigpakket forståelsesramme, der får os til at sympatisere med deres gerninger. Greengrass rammer en fin balance mellem at sætte en form for ansigt på ”fjenden”, men han undgår samtidig at afsige dom over, hvem der bærer skyld og ansvar for den somaliske tragedie.

Som leder for piraterne er den tændstiktynde Barkhad Abdi lidt af et fund. Den amerikansk-somaliske amatørskuespiller er velsignet med et både dæmonisk, karismatisk og sårbart ansigt, og han formår at kanalisere et væld af følelser og stemningsskift i løbet af det dramatiske forløb, der jo for piraterne – ligesom for gidslerne – er et spørgsmål om liv og død. Det er i en vis grad Abdis fortjeneste, at 'Captain Phillips' ikke alene er en forudsigelig historie om en amerikansk helt (Phillips) og hans redningsmænd (der også er helte!), men i tilgift en film om en ung somalisk mand uden livsudsigter, der derfor er lige så meget offer, som han er aggressor.

’Captain Phillips’ hæver sig afgørende over det "blot" håndværksmæssigt imponerende i filmens to sidste scener, hvor myndighedspersonen Captain Phillips viger tilbage for mennesket Phillips. Sidste del af gidseldramaet, hvor Hanks sidder med bind for øjnene i de sidste øjeblikkes uvished (skal han leve eller skal han dø?) lige inden og under befrielsesaktionen, og da han efter redningen undersøges af en læge, er fremragende eksempler på, at filmen formår at trænge ind under huden og levere et sitrende portræt af et menneske midt i – og efter at – stormen har lagt sig. Hanks er fænomenal i disse to vitale scener, der står i malende kontrast til den stoiske karakter, han har optegnet i filmens første to timer.

8,0

Har ’Captain Phillips’ oscarchancer?

Ja, så afgjort.

’Captain Phillips’ er blevet en nydelig succes ved de amerikanske biografluger, hvor den har indtjent over 70 mio. dollars i de første tre uger efter premieren midt i oktober. Den har således gode chancer for at passere den "magiske grænse" på 100 mio. Dens anmeldelser har generelt været mere end gode (den har en værdi på 83 ud af 100 på den ansete anmeldelses-aggregatside metacritic.com), hvilket naturligvis hjælper gevaldigt.

Med filmens budget, genre, generelle scope og personbesætning (både foran og bagved kameraet) in mente er den en oplagt kandidat til en nominering for bedste film. Paul Greengrass er bestemt en mulighed for bedste instruktion, ikke mindst al den stund, at filmen bærer tydeligt vidnesbyrd om hans sans for action-mættede billeder og spændingsvedligeholdende krydsklipninger.

Tom Hanks er et godt bud på bedste mandlige hovedrolle, men feltet er tæt pakket og meget jævnbyrdigt i år, så intet kan tages for givet. Der er reelt en 7-8 næsten ligestillede præstationer, der kæmper om de fem pladser, og Hanks kan lige så godt trække det korte som det lange strå. Barkhad Abdi har fået en del medvind hos prominente oscarbloggere for sin gennembrudsrolle som piraten Muse, og da birollefeltet som regel er nemmere at bryde ind i, kan Abdi med en god kampagneindsats gøre sig gældende.

’Captain Phillips’ har ydermere gode muligheder i en række af ”håndværks”-kategorierne, da filmen med dens karakter af action/drama er båret af supersolidt håndværk inden for områder som lyd, fotografering, musik og klipning.

Sandsynlige nomineringer:

  • Bedste film
  • Bedste instruktion
  • Bedste mandlige hovedrolle
  • Bedste klipning
  • Bedste lydklipning
  • Bedste lydmiksning

Mulige nomineringer:

  • Bedste mandlige birolle
  • Bedste fotografering
  • Bedste originalmusik
  • Bedste adapterede manuskript


Tilbage til Aktuelt om FILM



Filmens instruktør Paul Greengrass


Tom Hanks som captain Phillips


The Bourne Trilogy
(instrueret af Paul Greengrass):

'The Bourne Identity' (2002)

'The Bourne Supremacy' (2004)

'The Bourne Ultimatum' (2007)

Steven Soderbergh - et portræt

indsendt 21. okt. 2013 13.34 af Mads Kjær Larsen   [ opdateret 22. okt. 2013 02.17 ]

Han siger selv, at han er gået på førtidspension som filmskaber. Det er der nu ikke mange, der tror på.
Vi tegner et portræt af en instruktør der bedre - og mere konsekvent - end de fleste, pendulerer skridsikkert mellem indie og mainstream.
- mkl -
21.10.13
Steven Soderbergh fik et af den slags sjældne gennembrud i en meget tidlig alder, der kan farve en hel karriere, da han for 24 år siden brød igennem med ‘sex, lies & videotape’, sin debutfilm. Den blev ikke alene udtaget til hovedkonkurrencen om De Gyldne Palmer i Cannes. Den vandt selve hovedprisen.

Filmen om en mand, der optager samtaler med kvinder om deres seksualitet på video, hvilket får en skæbnesvanger betydning for et ulykkeligt ægtepar (foruden konens lillesøster) i Baton Rouge, Louisiana, er ofte blevet refereret til som et decideret gennembrud for amerikansk indie-film, der blomstrede gevaldigt op i 90erne. Soderberghs lo-fi-produktion (han skrev manuskriptet på bare otte dage) blev et gennembrud ikke alene for instruktøren selv, men produktionsselskabet Miramax med opkomlingen Harvey Weinstein bag roret, der sidenhen etablerede sig ved at satse på filmskabere som Quentin Tarantino og Woody Allen. Weinstein og Miramax er som mange vil vide anno 2013 Hollywoods måske mest effektive og dominerende produktionsselskab (ikke mindst i Oscarkampagnesammenhæng).

Siden gennembruddet har har den nu 50-årige auteur vekslet klogt - og tilsyneladende som det naturligste i verden - mellem uafhængige produktioner og Hollywoodfilm med større held (og mod) end godt og vel enhver anden samtidig amerikansk instruktør (Gus Van Sant, manden bag 'Good Will Hunting', 'Milk' og 'Elephant', gør ham som en af meget få rangen stridig). Det er fx svært at forestille sig andre end Soderbergh følge en ‘Ocean’s Eleven’-sequel op med en todelt (og stædigt anti-kommerciel) biopic om Che Guevara...

Opkomling fra Syden
Soderbergh blev født i Atlanta, Georgia, i 1963 og flyttede med familien til Baton Rouge som teenager (bemærk: det er der 'sex, lies & videotape' foregår). Her begyndte han at studere animation og lave 16 mm-kortfilm. Efter at have gennemført high school tog han direkte til Hollywood og ernærede sig som freelance-klipper på mindre produktioner. I 1985 instruerede han en video til rockbandet Yes, der sikrede ham en grammynominering og gav ham rygstødet til at gå igang med sin første film. Resultatet blev altså ‘sex, lies & videotape’, hvis vovede og originale mix af video-voyeurisme og en klassisk begærshistorie, ikke alene gav markante gennembrud til skuespillerne Andie MacDowell og James Spader, men tog Cannes og siden hele verden med storm. Soderbergh modtog i januar 1990 sin første oscarnominering for det hjemmestrikkede manuskript til filmen. Hvordan følger man som 26-årig op på sådan en bedrift?

Kult-succeser og mainstream-gennembrud
Soderbergh lavede op gennem 90erne en række små, uafhængige dramaer, der gav ham en kultrolle i det amerikanske filmlandskab, men ingenlunde gjorde ham til en bredt anerkendt skikkelse (‘Kafka’, ‘The King on the Hill’, ‘Schizopolis’). I 1998 stod han for Elmore Leonard-filmatiseringen ‘Out of Sight’, der blev startskuddet til hans partnerskab med tv-serie-skuespilleren George Clooney og desuden inkluderede en ung Jennifer Lopez (før hun blev verdensberømt som J-Lo). ‘Out of Sight’ viste først og fremmest, at Soderbergh - udover at have personlighed - har et glimrende greb om genremateriale, i dette tilfælde en thriller noir. 

Året 2000 blev Soderberghs anno mirabilis. Han markerede sig - typisk for ham - på to fronter med lige stort held: Mainstream-hittet ‘Erin Brockovich’ og narkothrilleren ‘Traffic’. Begge film sikrede ham helt unikt hver sin oscarnominering som bedste instruktør og på trods af den overhængende fare for stemmespild, vandt han for sidstnævnte. Julia Roberts vandt desuden en oscar for bedste kvindelige hovedrolle for rollen som den retfærdighedsivrige alenemor Erin Brockovich (karrierens suverænt bedste rolle), mens Benicio del Toro vandt for bedste mandlige birolle for ‘Traffic’.

Franchise og passionsprojekter

Samarbejdet med Del Toro førte til karrierens hidtil mest ambitiøse projekt, nemlig den todelte Che-biopic (med fire timers samlet spilletid), der delte alverdens anmeldere i forvirring og forundring ved premieren i Cannes i 2008. ‘Che’ (oprindeligt udsendt som ‘The Argentinian’ og ‘Guerilla’) blev kommercielt set fiaskoer, men de fleste var enige om, at Del Toro var nærmest født til rollen, og at Soderberghs kompromisløse vision var beundringsværdig.

Årene mellem ‘Traffic’ og ‘Che’ havde givet Soderbergh den økonomiske sikkerhed til overhovedet at kaste sig ud på så dybt vand. Soderbergh realiserede nemlig sammen med Clooney (som han også lavede filmen ‘Solaris’ sammen med i 2002) ‘Ocean’s Eleven’-serien, der blev en kæmpe kommerciel gevinst for alle involverede og således frigav ressourcer til både Clooneys og Soderberghs passionsprojekter, der kunne sameksistere med deres fortsat kommercielle aspirationer. Filmene om Danny Ocean udviklede sig til en regulær franchise og Soderbergh kunne således pendulere efter et slags ‘én for mig selv og én for dem’-princip: fra helt smalle film som ‘Bubble’ til det nærmest nonchalant strømlinede som ‘Oceans’ Thirteen’. 

Genrefleksibilitet og arbejdsraseri
En anden side af Soderbergh er hans produktivitet. Han arbejder hurtigt og uophørligt og kan med tilsyneladende ubesværethed veksle mellem genreudtryk, som det bekommer ham. I den ene film arbejder han med en grynet æstetik med håndholdt kamera (‘Full Frontal’), det næste går han over i den anden grøft og respekterer en udpræget klassisk formalisme (‘The Good German’).

I de sidste år har han været kendetegnet ved et veritabelt arbejdsraseri: Epidemi-gyseren ‘Contagion’, thriller-pastichen ‘Haywire’, det selvfinansierede stripper-drama ‘Magic Mike’, der blev en uventet stor box office-succes i USA (den markerede desuden et seriøst gennembrud for eks-stripperen Channing Tatum og indvarslede en karriererenæssance for Matthew McConaughey) over Hitchcock-thriller med ‘Side Effects’.

Soderbergh spilder ikke ligefrem tiden: Han er som regel både fotograf, forfatter og klipper på sine film, men optræder i disse roller som regel under pseudonymer. 

HBO og den uvisse fremtid
Seneste bidrag er HBO-filmen ‘Behind the Candelabra’, en biopic om Liberace, der fik premiere i Cannes i år med Michael Douglas i den altoverskyggende hovedrolle som den ekstravagante Las Vegas-legende. Liberace, der døde af AIDS i 1987, benægtede hele sit liv sin homoseksualitet og filmen er baseret på en af hans mange elskere, Scott Thorsons (spillet af Matt Damon) erindringer om fem stormfulde år som Liberaces hemmelige partner.

Nu er det så efter sigende slut. Soderbergh har fået nok. Han mener ikke han har mere i sig og han mener ikke, at branchen har mere at tilbyde ham. Hvad så? Måske er hans proklamerede stop ikke en fuldblods tilbagetrækning. Måske vil vi se ham kaste sig over tv-produktioner, fordi han ligesom flere og flere kolleger har indset, at tv-mediet giver bedre muligheder for kreativ uafhængighed og kunstnerisk mulighed for at fordybe sig i og udfolde en fortælling uden at gå på kompromis med de nuancer, der kendetegner “den virkelige virkelighed”. 

Soderberghs beslutning om at udsende ‘Behind the Candelabra’ som tv-film snarere end at give den almindelig biografpremiere markerer måske også hans fremsynethed: Måske vil modellen danne præcedens? Selv siger han, at han fornemmede at filmen var for “bøsset” til at appellere til de store filmselskaber. Men måske var Soderbergh omvendt mere interesseret i at gå sine egne veje? Det kunne ligne ham. Han har i hvert fald fået sendt et markant signal til branchen (et signal, som en Steven Spielberg senest har bakket op om med udtalelsen om, at HBO er mere attraktiv end Hollywood). 

I resten af verden får ‘Behind the Candelabra’ almindelig biografpremiere. Dvs. at Michael Douglas (der allerede har vundet en Emmy for bedste mandlige hovedrolle i en tv-miniserie) kan vinde fx en BAFTA-pris, men er spærret i kampen om den Oscar, han ellers på papiret ville have overordentlig gode chancer for at byde ind på i marts 2014.

Uanset hvad, må man sige, at Soderbergh er i en situation hvor han  stort set kan gøre hvad der passer ham, ikke mindst på baggrund af succesen med både ‘Magic Mike’ og ‘Side Effects’, to film han på helt eget initiativ har udviklet og produceret og gjort til betragtelige succeser. Den slags virker i Hollywood. Hvis man selv kan skabe guld, åbner dørene sig. Og Soderbergh er en af de få tilbageværende “alkymister” i branchen. Så længe altså, branchen overhovedet kan gøre krav på ham. 

'Behind the Candelabra' får dansk biografpremiere 24. oktober 2013 under titlen 'Mit liv med Liberace'.



Tilbage til Aktuelt om FILM

'sex, lies and videotape' (1989)


'Kafka' (1991)


'King of the Hill' (1993)


'Schizopolis' (1996)


'Out of Sight' (1998)


'Erin Brockovich' (2000)


'Traffic' (2000)


'Solaris' (2002)


'Che' (2008)


'Behind the Candelabra' (2013)



’Rush’

indsendt 15. sep. 2013 02.08 af Mads Kjær Larsen   [ opdateret 15. sep. 2013 02.57 ]

Ron Howard (’Apollo 13’, ’Frost/Nixon’, ’A Beautiful Mind’) er en af Hollywoods gyldne drenge med sin evne til at skabe crowdpleasere, der bibeholder en kerne af dedikeret seriøsitet. Med motorsportsdramaet ’Rush’ leverer han en af sine bedst afstemte film til dato.

- mkl -
15.09.13
Ron Howard, den tidligere barnestjerne (i tv-serien ’Happy Days’ fra årene 1974-84) der blev succesinstruktør, er en af den slags filmmagere, hvis egentlige signatur som instruktør er, at han ikke rigtig har nogen.

HVIS han har én, er det måske, at hans film er netop signaturløse i den forstand, at han uanset genre eller emne har en sikker (men en kende anonym) måde at forvalte en filmfortælling på. Det er altid historien, frem for specifikke og let genkendelige tekniske valg eller metoder, der er i fokus.

Da filmsproget altid er i historiens tjeneste i Howards film, er han en populistisk filmmager i ordets bedste forstand, ikke mindst fordi han som regel investerer tid i produktioner, der har mere på hjerte end blot at underholde.

Howard interesserer sig for historie og samfund og laver derfor gerne film, der søger at informere (OG underholde) ved at servere punktnedslag i det 20. århundrede, der fungerer som et spejl for menneskets universelle stræben efter succes, fremgang eller det gode liv, hvorved både vore dyder og dårskaber kortlægges. Han har en særlig svaghed for enere, de mennesketyper, der går egne (ofte ekstreme) veje for at nå deres mål, såsom Richard Nixon (’Frost/Nixon’), astronauterne i ’Apollo 13’, det autistiske matematikgeni John Nash (’A Beautiful Mind’) eller – som i ’Rush’ – formel 1-sportens feterede vovehalse.

’Rush’ tager sit udgangspunkt i rivaliseringen mellem de to formel 1-kørere Niki Lauda og James Hunt i midten af 1970erne, da formel 1 endnu var en kommercielt gryende sport med kæmpe sikkerhedsmæssige udfordringer med årlige dødsulykker på samvittigheden.

Filmen følger mestendels det tætte opgør mellem de to rivaler om verdensmesterskabet i 1976, hvor Lauda næsten mistede livet under et løb i Tyskland, men på symptomatisk stædig vis overhørte lægernes advarsler og deltog i sæsonens sidste tre løb – det første af dem bare 42 dage efter nærdødsoplevelsen – for at bevare en chance for at forsvare sin titel mod den anderledes letlevende engelske charmør Hunt.

Ron Howard gør især to ting, der oppebærer ’Rush’ til en bevinget og forjættende filmfortælling. Han fokuserer dels på forholdet og rivaliseringen mellem Lauda og Hunt med fokus på deres diametralt modsatrettede impulser, værdier og personligheder, dels på at skabe en meget troværdig og intens ramme om filmens i sagens natur omfattende sportssekvenser.

Filmen lykkes både som genrefilm, dvs. som sportsfilm, men i høj grad også som en fortælling om to divergerende personligheders basale drivkraft efter anerkendelse, berømmelse, penge og spænding i skyggen af suset ved at lege med døden.

Manusforfatter Peter Morgan (manden bag bl.a. ’The Queen’) har skrevet en vedkommende og adrenalinpumpende historie, der efter indledende vanskeligheder med at ”sætte scenen”, er præcis så medrivende som de eksplosive sætstykker fra alverdens berømte formel 1-arenaer – i øvrigt fremragende realiseret af den oscarvindende fotograf Anthony Dod Mantle. ’Rush’ ser ikke ovenud dyr ud, den er snarere grynet, opfindsom, vild og altid tæt på. Man suges ind frem for at føle sig distanceret eller overvældet. Det er virkelighedsnært drama frem for CGI-båret spektakel og ekstravagance. Ligeledes forholder det sig med periodedetaljerne. De er sømløse og relativt diskrete – og slet ikke så demonstrative som man ofte ser det i fremstillinger af netop 1970ernes (let genkendelige, og derfor potentielt bedrageriske) æstetiske koder.

Bærende for filmens konstruktion er skuespillerindsatserne, der entydigt lægger vægten i aksen Lauda-Hunt.

Chris Hemsworth (’Thor’, ’The Avengers’) viser i sin første seriøse hovedrolle, at han er andet og mere end et muskelbundt med et kønt ansigt og isblå øjne. Han rammer hedonisten Hunt ovenud fint og formår at gestalte et menneske, der lige så meget er drevet af nydelsen og øjeblikkets rus 
uden for banen som  den.

Har ’Rush’ oscarchancer?

Ja, bestemt.

Hvis filmen bliver (den forventede) box office-succes i de amerikanske biografer, vil den takket være gode anmeldelser og Ron Howards gode brancheforbindelser være en ret oplagt kandidat til den udvidede bedste film-kategori (med op til 10 mulige nominerede film). I sidste ende afhænger meget af, hvor mange af de endnu ikke viste film i årets oscarkapløb, der viser sig at floppe. Hvis flere falder fra, bliver vejen ulig kortere for ’Rush’.

Nomineringer for bedste instruktion og bedste originalmanuskript er muligheder, men her er feltet på kun fem og ofte forbeholdt de absolutte favoritter i feltet. ’Rush’ er nok både for smal (som genrefilm) og for bred i sin appel (underholdende biografisk drama om sportspersonligheder) til at være den helt oplagte oscarkandidat i alle de store kategorier.

Bedste mulighed – udover for bedste film – er bedste fotografering (for Anthony Dod Mantles sugende intense sportssætstykker) og for bedste mandlige birolle til Daniel Brühl (for rollen som Niki Lauda). Brühl har meget medvind i blogger-kredse, og der føres kampagne for ham i birollekategorien, hvor det er nemmere at komme ind i varmen end i den mere prestigiøse hovedrollekategori. Om akademimedlemmerne køber Brühl som birolle er en anden sag, da der sagtens kan argumenteres for, at der er tale om en co-hovedrolle med Chris Hemsworths James Hunt. Jeg tror chancerne er gode for Brühl, især da hvis andre forhåndsfavoritter kikser (som fx Jonah Hill, Tom Hanks og Javier Bardem for hhv. ’The Wolf on Wall Street’, ’Saving Mr. Banks’ og ’The Counselor’, der endnu ikke er blevet fremvist for pressen).

Sandsynlige nomineringer:

Bedste film
Bedste fotografering
Bedste mandlige birolle
Bedste lydklipning
Bedste lydmiksning

Mulige nomineringer:

Bedste visuelle effekter
Bedste originalmanuskript
Bedste instruktion
Bedste klipning

Daniel Brühl (’Good Bye Lenin!’, ’Inglourious Basterds’) er decideret fremragende som den østrigske rigmandssøn og enspænder Lauda, en regelbunden og minutiøst forberedt taktiker, for hvem sporten er et univers, hvis regler og rutiner han søger at bemestre – koste hvad det koste vil. Lauda har et komplekst forhold til verden omkring ham – og kvinder, ikke mindst – da han ikke kan regne med dem på samme måde, som han kan optimere sine maskiner. Hestekræfter kan kontrolleres, det kan medmennesker ikke.

Brühls præstation er inciterende på den helt rigtige måde. Han bemægtiger sig vores opmærksomhed og interesse uden store armbevægelser eller manierede tics, men ved en stille særhed, forbenethed og fremmedartet viljestyrke, der siver ud af porerne på ham, umærkeligt som en dødbringende gasart. Man kan ikke helt forstå ham, men man holder alligevel med ham. Man genkender en dyb menneskelighed bag hans facade, men man er konstant i tvivl om, hvorvidt han selv kan identificere kernen i sin stræben og – hvis han kan – om det overhovedet gør en forskel.

’Rush’ intensiveres på en stram, men alligevel livagtig måde i takt med, at det ydre drama fortættes, og fordi filmen både er en vital genrefilm foruden en fængslende meditation over ambitiøse menneskers forvaltning af talentets nådegave kulminerer den smukt og efterlader seeren mæt og tilfredsstillet. 

Man går fra biografen med en rigtig god følelse i kroppen, der næsten formår at dække over, at ’Rush’ desværre ikke kommer særlig godt ud over startlinjen: Den første halve time synes Morgans manuskript retningsløst og forvirret. Han formår ikke rigtig at stille skarpt på sine protagonister og hele miljøet, der omgiver dem, men forsøger i stedet famlende at gribe de bolde, han selv kaster op i luften med lidt for løs hånd og uden konsistent eftertanke.

Filmens kvindeportrætter lader desuden noget tilbage at ønske og ligesom mange andre biografiske film, der dækker over et forløb i tid, griber Morgan til replikker, der tydeligvis er skrevet for at etablere en kontekst omkring personerne, så publikum ikke behøver spilde tiden med at stille sig selv unødige spørgsmål. Således undgår heller ikke Morgans manuskript at erstatte levende, autentisk dialogkunst med karakterer-som-marionetdukker for forfatterens intention om at afrunde, afpudse og skabe sammenhæng.

Det skal ikke tage meget fra en stærk filmfortælling, der netop synes at ånde ved og hente sin energi fra sine protagonisters dødsforagtende adfærd.

7,7




Tilbage til Aktuelt om FILM

Ron Howard


Andy Griffith og Ron Howard i 'Andy Griffith Show' (1961)


'Apollo 13' (1995)


'A Beautiful Mind' (2001)


'Frost/Nixon' (2008)

'Before Midnight'

indsendt 20. aug. 2013 13.09 af Mads Kjær Larsen   [ opdateret 31. okt. 2013 16.33 ]

I den tredje film i ’Before’-serien følger vi Jesse og Celine ni år efter, vi sidst slap dem i Celines petit Paris-lejlighed, hvor hun til tonerne af Nina Simones røgede vokal nøgternt konstaterede ”Baby, you’re gonna miss that plane”…

- mkl -
20.08.13
’Before Sunset’ fra 2004, der fulgte op på 1995s ’Before Sunrise’, hvor vore to – dengang helt unge – hovedpersoner mødtes i et tog på vej til Wien og tilbragte en magisk dag og nat sammen, sluttede på en måde, der både inviterede til en endegyldig afslutning og en helt ny begyndelse.

Var Jesse og Celine ved at tage fat på en livslang romance i kølvandet på den forjættede anden chance, som deres møde i Paris udgjorde? Eller var det den endelige afslutning på en umulig drøm, der ikke ville kunne finde fodfæste i virkeligheden? Som beskuere anede vi det ikke, hvilket gjorde filmen desto mere prægnant. Få film har haft så langt (og intimt) et efterliv i denne signaturs (under)bevidsthed som denne…

Hvorom alting er, føltes det rigtigt at efterlade amerikanske Jesse og franske Celine lige der, hængende i uvisheden om hvorvidt en dagdrøm aktivt kan forme og bestemme et livsforløb med alle dets forpligtelser og bånd.

Nyheden om at instruktør Richard Linklater og hans to stjerner Julie Delpy og Ethan Hawke planlagde en tredje film i serien gav en kende bange anelser. Selvfølgelig vil man gerne vide, hvorvidt Jesse og Celine vitterligt fandt hinanden og forblev sammen, men på den anden side var der den foruroligende mulighed, at magien og mystikken, som jo oppebærer vores forestillinger om romantik, kunne udviskes eller i hver fald besmittes ved en ikke-toneren forvaltning af arven fra de to første film (der jo nu er 18 og ni år gamle).

Hvis man derfor har været lige så ængstelig som spændt på at se ’Before Midnight’, er det forståeligt. Den tredje film – forlagt til det græske øhav, hvor Jesse og Celine holder ferie sammen med deres engleagtige tvillingepiger i en af Jesses forfatterkollegers sommerresidens er præcis så indtagende, umiddelbar, flydende og indsigtsfuld som sine forgængere.

Jesse og Celine er nu i starten af 40erne, og fokus for filmen er ikke længere drømmen om forelskelse og romantik, men i stedet kampen for at fastholde den, når man er plantet i en fastlagt og rutinepræget virkelighed sammen.

Så, Jesse nåede altså ikke det fly i Paris’ lufthavn for ni år siden. Han blev hos Celine…

Derfor er det kun passende (og en fin form for indforstået hint), at ’Before Midnight’ åbner i en lille græsk lufthavn, hvor Jesse skal sige farvel til sin nu 12-årige søn, der skal tilbage til eks-konen i Chicago efter at have tilbragt sommeren med Jesse og Celine og deres familie.

Celine venter på Jesse ude i en lejet bil med parrets tvillinger inden de tager hul på sommerferiens allersidste stræk, den sidste hele dag inden turen går tilbage til Paris.

Umiddelbart præsenteres vi på køreturen ud til sommerresidensen (tvillingerne sover på bagsædet) for parrets trademark diskussioner krydret med små drillerier og stikpiller, men grundet i en fælles humor og gensidig kærlighed og respekt. Som samtalen flyder derudaf og bugter sig elegant mellem det seriøse og det henkastede, tager man sig i at tænke: Hvordan kan man starte en film med en happy ending – der må være en dybere grund til, at vi som beskuere er inviteret med på en kigger?
Lige så gennemført og fint vævet dialogen er, kryber slangen i paradiset dog langsomt frem fra sit skjul. Der er praktiske, professionelle og personlige uoverensstemmelser, der ligger og simrer under den harmoniske overflade. Jesse er stadig den samme, stort set, et romantisk individ, lige så meget ung mand som voksen med pil mod midaldrende. Celine har udviklet sig mest: Hun er hårdere i filten, en kende forbitret og mere på vagt end tidligere.

Delpy har altid været hjertet og den (flyvske) emotionelle kerne i ’Before’-serien, og det er hendes karakters udvikling, der derfor står mest frem som en mageløs kreation af et kvindeportræt over start-20ernes ubekymrede higen efter eventyr og mening til start-40ernes ansvarsfuldhed og beskyttertrang, men også skuffede forventninger. Man skal dog ikke glemme, at Hawkes Jesse i den grad forankrer filmene med en rolig, beslutsom puls og forlener dem til en helstøbt fortælling, man kan spejle sig i.

’Before Midnight’ følger forgængernes én-dag-i-et-liv-struktur og skildrer umærkeligt de følelser, spændinger og passioner, der blafrer livligt frem og tilbage i de intime dialogscener, der er filmenes afgørende clous og som her får tilført vægt af, at de foregår væk fra den rutinevirkelighed, som Jesse og Celine er indfanget af til daglig.

Der er dog en iøjnefaldende forskel på denne tredje film og de to forgængere: introduktionen af andre karakterer i fortællingen (der er tre andre par til stede i ferieidyllen), hvilket først er en smule forstyrrende, men som omvendt kan ses som en pointe ved parrets situation efter ni års samliv: Man lever ikke alene i kraft af hinanden på års afstand af den første forelskelse. Man indgår i relationer til andre mennesker, hvorved man finder brændstof til tosomheden.

Når det er sagt, er filmens bedste scener, når Jesse og Celine bevæger sig alene rundt sammen på pittoreske pladser og gyder. Filmens ’Scener fra et ægteskab’-agtige kulmination på et hotelværelse åbner for alle de ubehandlede sår og slagskygger års samliv kaster over to mennesker, der nok elsker hinanden, men som kan have svært ved at forstå og nærme sig hinanden til trods herfor.

Delpy og Hawke gestalter på forrygende vis skænderiets helt egen inerti, mellem tilnærmelse og frastødning, mellem ønsket om at såre og ønsket om at omfavne og forstå. Tilgivelse og forsoning over for anklage og strid. Den nærmest bergmanske alvor og konsekvens hvormed skænderiet fastholdes og konflikten forgrener sig og forskubber sit fokus er godt skrevet og især godt spillet, men man sidder alligevel med en nagende fornemmelse af, at aktørerne er lidt for velartikulerede til rigtig at ramme den frustration et skænderi med den man elsker indebærer. Skænderier består jo netop også i det umælende og det uformående. Når man mangler de rigtige ord og søger tilflugt i enten tavshed eller simple eder og forbandelser.

Man kan heller ikke undgå at tænke tanken: Efter ni års samliv burde de to så ikke kende hinanden så godt, at skænderiet ikke helt får den åbenbaringseffekt, som det synes at være tilfældet. Burde de ikke kende hinanden for godt til at træde så åbenlyst rundt i de minefelter, der kendetegner ethvert forhold?

Alle de forbehold man måtte have over for filmens troværdighedskarakter som udfoldelse af en konflikt (og forsoning?) i løbet af en enkelt dag fordufter dog ved de levende billeders suggererende kraft, som når Jesse og Celine ser aftensolen forsvinde bag højderyggen og fyldes med både melankoli, tristesse og en værdsættelse af livets under.

Det er få film, der ejer en så intuitiv og umiddelbar fordring på beskuerens indlevelse og overgivelse. At Linklater, Delpy og Hawke for tredje gang over et næsten tyve års spænd har kunnet skabe en håndgribelig og alligevel flygtig magi – som var den fanget i flugten som en sommerfugl i et net – er en sjælden bedrift.

’Before Midnight’ er således mere end en film. Den er sågar mere end bare et kunstværk. Den er en (foreløbig?) krone på tre menneskers livsværk.

8,8





Tilbage til Aktuelt om FILM


Richard Linklater


Julie Delpy



Ethan Hawke

Blue Jasmine

indsendt 11. aug. 2013 12.05 af Mads Kjær Larsen   [ opdateret 11. aug. 2013 12.43 ]

Hvis der er én ting, der kendetegner Woody Allen, er det, at han sjældent laver særlig mange gode – eller dårlige – film i streg. Hans kvalitetsmæssige inkonsistens må siges at være noget af det mest konsistente ved hans karakter som kunstner. Med 'Blue Jasmine' har vi fat i en af hans bedste film i 20 år.

- mkl -
11.08.13
Når Woody Allen er god, er han en vidunderlig signatur i filmens verden, en stemme, man ikke kan forestille sig nogensinde vil forstumme (han er 77 år, så vi skal værdsætte hans maniske arbejdsiver, for tænk bare på alternativet…).

Siden ’Match Point’ i 2005 har Allen oplevet lidt af en kommerciel og kunstnerisk renæssance ved at forlægge sine bedste film væk fra sit elskede New York til europæisk grund i en række charmerende, omend ofte lidt skitseprægede, pittoreske postkort fra London, Paris, Rom og Barcelona.

’Match Point’ var dybest set en omskrivning af Allens eget mesterværk ’Crimes and Misdemeanors’ (1989) fra den jødiske overklasse i New York til britisk overklasse i London og var mere hjerteløs og udspekuleret end egentlig træffende eller kompleks i sin menneskefremstilling. ’Midnight in Paris’ var en blidt bittersød fremstilling af nostalgiens problem, hvor man med rette kunne spørge: Har Woody lagt de store skæbnedramaer på hylden? Har han vekslet neuroserne og tragikomedien for det uforpligtende, lette anstrøg uden de dybe stik eller det store sug?

’Blue Jasmine’ er interessant, ikke så meget fordi Allen er tilbage på amerikansk grund (San Francisco og New York), som fordi den viser en Allen, der på ny aktivt er engageret i livets både fatale og vitale kerne. Det er sigende, at langt de fleste scener i ’Blue Jasmine’ ruller hen over lærredet med en naturlighed, som opstod replikkerne spontant på stedet frem for som fortænkte krummelurer i en aldrende mesters fortsat befriende kringlede, men også rutinedrevne hjerne. Her er Allen derimod optaget af at skrive regulære karakterer frem og mindre interesseret i at punktere dem med vittige indfald eller pudsige digressioner.

’Blue Jasmine’ er Allens 43. film, og den er tilmed inspireret. Det er egentlig utroligt og noget, man som filmfan bør være taknemmelig for.

Vi følger en New York-socialite Jasmine (Cate Blanchett), der flytter fra Manhattan til San Francisco for at bo hos sin kassedame-søster, Ginger (Sally Hawkins). Jasmines mand, Hal (Alec Baldwin) har begået selvmord i fængslet, efter at hele hans finansimperium er sunket i grus. Hal var i sin tid ansvarlig for at sætte Gingers ex-mand Augies (Andrew Dice Clay) store lottogevinst over styr med en forfejlet fidus af en investering, hvilket i nogen grad har fremmedgjort søstrene (der ikke er biologiske søskende, men begge adopterede) fra hinanden.

Jasmines verden er brudt sammen, og hun søger hjælp hos søsteren, men selvom hun på overfladen gebærder sig med overskud og en kværnende talestrøm, er det tydeligt, at hun er på randen af et nervøst sammenbrud og i nogen grad har mistet virkelighedsforbindelsen. Hun er den slags kvinde, som (og Allen er god til at optegne talløse af den slags situationer uden at det virker demonstrativt) kan foretage et mobilopkald midt på fortovet og vende sig om mod sin taxachauffør med ordene ”Can I have some privacy, please?”

Ginger er overbærende over for Jasmine, og hvis hun bærer nag over for hende, skjuler hun det godt. Jasmine har brug for Ginger (selvom hun åbenlyst ikke værdsætter hendes lejlighed, hendes forlovede, Chili, eller hendes to børn), og Ginger sætter – måske – pris på, at der er nogen, der har brug for hende.

Woody Allen fortæller hele baghistorien i en række relativt udfoldede flashbacks til tiden i New York, der bliver kædet overordentligt elegant sammen med nutiden, så filmen både får en god dynamisk vekslen mellem dengang og nu (de to spor kommer i stigende grad til at kaste et forklarende lys på hinanden) og samtidig opleves som mere helstøbt end Allens ”europæiske” repertoire. Vi følger de to søstre i hver deres miljøer (med hovedvægt på Jasmine), som i al deres indbyrdes forskellighed, begge er kendetegnet ved deres forhold til mænd og de konsekvenser, relationen til det modsatte køn har ført med sig.

Allens manuskript er naturligt og ikke-demonstrativt (og næsten renset for komik), således, at de emotionelle konsekvenser og dilemmaer optegnes med en skridsikker sans for karakteropbygning og plotudvikling.

Bag historien mere end lurer Tennessee Williams’ berømte sceneklassiker ’A Streetcar Named Desire’, hvor Jasmine spejler den dominerende, men psykologisk skrøbelige Blanche DuBois, og Ginger er den eftergivende Stella. Udover historiernes ydre ligheder, er Allen lig Williams god til at skabe scener hvor konflikterne ligger på lur som en sitrende uro, nogle gange annulleres de, og andre gange opstår der små eller store eksplosioner.

I en flashback-scene, hvor Ginger og eks-manden Augie besøger Hal og Jasmine i New York (men bor på hotel, fordi de ikke vil plage Jasmine unødigt: hun skal jo passe sine yoga- og pilates-timer), er der fx en pragtfuld soveværelsesscene, hvor Ginger driller Augie med, at en kvinde, der flirtede med Hal til en fest, åbenlyst ikke ville gide flirte med Augie. Augie såres let, men han accepterer Gingers legesyge drilleri og vælger at spille med fremfor at eskalere en konflikt. Der er noget farligt og en lille smule frækt over denne par-palaver, som Allen kun skriver, når han er inspireret og engageret i sit materiale (og dermed sine karakterers indre liv).

Man kan kritisere Allen for en lovlig enøjet fremstilling af både den rige overklasses overfladiske og forløjede liv og arbejderklassens varmblodede, rå og romantiske virkelighed, ligesom en sidehistorie med Jasmines desperate forsøg på at ernære sig som tandlægereceptionist og computerdesignstuderende føles mere påklistrede end fuldt realiserede. Gingers valg i mænd er også noget karikeret, alle hendes tre mænd er skåret over samme variant: den arbejdende (italienske) machomand. Ginger bliver i det hele taget som figur ofret lidt (hun er mest en amerikansk variation over Hawkins’ rolle i Mike Leighs ’Happy-Go-Lucky’), for der er ingen tvivl om, at filmen tilhører Jasmine og dermed Cate Blanchett.

’Blue Jasmine’ er bygget op omkring Blanchetts ansigt og opspeedede diktion. Blanchett rammer Jasmine på kornet. Den skandaliserede overklassefrue, der må forsøge at genopfinde sig selv, men som ikke har jordforbindelse nok til at stå på egne ben, er ikke bare en snobbet gås. Hun er forvirret, fejlanbragt, virkelighedsfjern. Blanchetts statuariske skønhed og elegance er et fantastisk mismatch i forhold til Gingers hyggelige og rummelige, men ikke-sofistikerede San Fransisco-virkelighed.

Allen har altid været superb til at kreere kvinderoller af udsøgt kompleksitet, men med Jasmine har han alligevel skabt sin rigeste kvinderolle siden Judy Davis’ forsmåede hustru i ’Husbands and Wives’ (1992). Men grunden til at ’Blue Jasmine’ i sidste ende lykkes så godt, er at Blanchett formår at løfte karakteren fra papiret og give den sit eget liv. Man fornemmer, at Blanchett har været aktivt medskabende for at forme sin rolle og mere end noget andet bekræfter filmen, at den australske skuespillerinde er sin generations måske fineste af slagsen.

8,1


Tilbage til Aktuelt om FILM


Woody Allen


Cate Blanchett


Sally Hawkins



Alec Baldwin


Andrew Dice Clay

1-10 of 27