Bestyrelse‎ > ‎

Forretningsorden


  1. På sit første møde efter generalforsamlingen i Sdr. Jernløse Lilleskole, foretager bestyrelsen en konstituering med valg af formand, næstformand og kasserer.

  2. Bestyrelsen afholder det fornødne antal møder og i øvrigt så ofte formanden finder det nødvendigt, eller det begæres af to bestyrelsesmedlemmer eller skolens leder.

  3. Formanden indkalder med praktisk bistand fra skolens administration til bestyrelsens møder. Punkter til dagsorden stiles til formanden.

  4. Dagsorden og bilagsmateriale fremsendes en uge i forvejen. Relevant bilagsmateriale udsendes forud for mødet i så vid udstrækning som muligt.

  5. Ekstraordinære møder kan i særlige tilfælde indkaldes med kortere varsel og i ganske særlige tilfælde mundtligt.

  6. Mødeleder vælges på hvert møde.

  7. Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst tre medlemmer er til stede. Den tilstræber at beslutninger træffes ved udbredt enighed. Ellers afgør almindelig stemmeflerhed. I tilfælde af stemmelighed er sagen uafgjort.

  8. Ethvert bestyrelsesmedlem er berettiget til kort at få sin afvigende mening indført i beslutnings-protokollen.

  9. Ved større beslutninger tilstræbes det, at sagen fremlægges til debat på både personale-bestyrelsesmøde og skoleforældremøde.

  10. Fratræder et bestyrelsesmedlem i utide, påhviler det formanden at indkalde 1. suppleant som bestyrelsesmedlem i resten af valgperioden.

  11. På hvert bestyrelsesmøde føres et beslutningsreferat, som oplæses, godkendes og underskrives inden mødets afslutning. Originalen opbevares på kontoret, mens det renskrevne referat straks udsendes af skolens sekretær. Ved behandling af lukkede punkter føres en særskilt beslutningsprotokol. Denne opbevares af formanden.

  12. Referater og andet udsendt skriftlige materiale i forbindelse med bestyrelsesmøder, udsendes også til den af generalforsamlingen valgte tilsynsførende og revisor.

  13. Formanden drager omsorg for udførelsen af de trufne beslutninger, medmindre andet bestemmes.

  14. Bestyrelsens suppleanter deltager i møderne, dog uden stemmeret.

  15. Skolens leder og souschef deltager i bestyrelsens møder uden stemmeret.

  16. Skolens lærere har adgang til at deltage med en repræsentant uden stemmeret i bestyrelsens møder, undtagen ved behandling af lukkede punkter.

  17. Skolens elever har adgang til at deltage med en repræsentant uden stemmeret i bestyrelsens møder, undtagen ved behandling af lukkede punkter.

  18. Bestyrelsen kan afholde en del af mødet på egen hånd for intern debat af enkelte emner, eller afholde disse på selvstændige arbejdsmøder. Leder og personale gøres forud bekendt med emnet for debatten.

  19. Bestyrelsesmedlemmer, suppleanter leder, lærer- og elevrepræsentant samt tilsynsførende har tavshedspligt med hensyn til de oplysninger de får i kraft af dette hverv, medmindre bestyrelsen beslutter andet, eller lovgivningen måtte hindre fortroligheden.

  20. Kassereren har ansvaret for, at der hvert år udarbejdes driftsregnskab og status for skolen. Regnskabet skal revideres i overensstemmelse med de af undervisnings-ministeriet herom til en hver tid fastsatte regler. Det skal herefter forelægges den ordinære generalforsamling til godkendelse inden 1.april.

  21. Bestyrelsen udarbejder med bistand fra skoleleder en beretning for året til generalforsamlingen. Beretningen godkendes på et forudgående bestyrelsesmøde.

  22. Denne forretningsorden kan ændres ved almindelig beslutning herom på et bestyrelsesmøde, hvor ændringsforslaget er optaget med sin fulde ordlyd på den i forvejen udsendte dagsorden. Den nye bestyrelse tager årligt stilling til nærværende forretningsorden.
Således vedtaget på bestyrelsesmødet den 20. januar 2004.
Comments