Klezmerkoncerter



Klarinettisten Jens Schou meldte sig ud… Han stoppede som klarinettist i sit eget kammerensemble, LINensemble, han stoppede som docent ved Det Fynske Musikkonservatorium. Han gav hele sin enorme nodesamling væk, den blev afhentet i en stor bil af en tidligere elev, nu soloklarinettist i Det kgl. Kapel, og kørt væk, og Jens Schou befandt sig nu i et musikalsk vakuum.  Et fint tomrum, pointerer han. Et vendepunkt.

                                                                                                            

KLEZMER                                                                                                                                                                            

Da han havde befundet sig i sit selvvalgte musikalske eksil, sit vakuum, i fire måneder, hev en god ven ham med til en koncert med klezmer-ikonet, klarinettisten Giora Feidman, i den jødiske synagoge i København, det var i 2009, og det blev ikke bare en fantastisk oplevelse – eller en åbenbaring, som Jens Schou ikke tøver med at kalde mødet- men også begyndelsen på livets tredje etape. Ikke længere nogen bjergetape båret af tusindvis af øvetimer, men en lystfuld rejse af trillende klarinettoner, der favner både glæden og sorgen.                                                                                                                                                                               

Da Feidman spillede, følte jeg at musikken specielt var dedikeret til mig. Som en handske der blev kastet, funderer Jens Schou, der også på dette tidspunkt var mere modtagelig for lydbårne beskeder, sårbar og bevægelig, som han var efter at have taget afsked med mange års prestigefyldt og anerkendt arbejde som soloklarinettist og konservatorielærer.                                                                                                                           

-Allerede næste dag gik jeg i gang med at fordybe mig i klezmermusikken, og har gjort det lige siden –daglig.                                                                                                                   

DEN EGENTLIGE VERDENSMUSIK                                                                                                                         

-Klezmermusikken er vel den musikform, der i virkeligheden kommer tættest på begrebet verdensmusik, fordi klezmeren både er en del af det orientalske og det østeuropæiske og med spor af russisk, polsk, tysk  folkemusik samt amerikansk underholdningsmusik. Musikken styrke er netop disse mange stilistiske elementer, der har gjort den så kommunikerende og populær. En slags jødisk blues!

DIGTERKONCERTER                                                                                                                                                          

For Jens Schou følges fortælling og musik ad. Det gjorde det også i hans tid som klassisk musiker, hvor han sammen med LINensemble ofte afholdt digterkoncerter, lyrikere og musikere skiftedes til at oppebære stemningsuniverset.  F.eks. har Jens Schou lavet utallige koncerter sammen med digtere som Pia Tafdrup, Inger Christensen, Poul Borum, Susanne Brøgger, Benny Andersen og Vagn Lundbye.                                               

PÅ JAGT  EFTER TEKSTER                                                                                                                                                         

–Jeg leder til stadighed efter tekster, som virker sammen med klezmermusikken.  Jeg arbejder med at fusionere, eksperimentere med denne blandingsform. Det sker, til så at sige alle vore koncerter, at publikum melder tilbage, at de helt glemmer, hvornår det er ord, og hvornår det er musik.

Dette kommer også til udtryk i de mange Liturgiske musikgudstjenester, hvor den hjerte gribende side af klezmermusikken stilles side om side med bibeltekster. - Også et gebet jeg ønsker at udforske.       

Klezmeren er karakteristisk ved pludselige skift- fra det overkåde til det grædende, som gjorde det muligt f.eks at spille i Vestre Fængsel for 70 langtids indsatte, der alle tog musikken og fortællingen til sig; det var fortællekoncerten:   Om ikke nu, hvornår så?, af Primo Levi.

3 FORTÆLLEKONCERTER                                                                          .                                                                                             

Fortællekoncerten ”Om ikke nu, hvornår så?”, der tager udgangspunkt i den jødiske forfatter Primo Levis roman af samme navn og handler om urmageren Mendel, der er på flugt fra tyskerne i de hviderussiske skove.                                                                                                                                                                                 

En anden koncert har titlen: TID til TIDEN med tekster af Inger Christensen og Poul Borum og Benny Andersen samt den gamle kirkefader Augustin(340-430e.Kr.) Augustin filosoferer over tid: ”når fortiden ikke findes mere, og fremtiden ikke er der endnu, eksisterer nutiden så?                                                                       

-Jeg var med min søn, Louis, i laserzonen i Bowl`n`Fun forleden.  Dèr løb vi rundt i et mørkt rum og skød, og det varede kun syv minutter.  Men fordi der var så meget action og så meget dramatik derinde i mørket, var jeg sikker på, at der var gået en halv time, supplerer Jens Schou om begrebet tid.                                                                                

Det tredje program vi turnerer med er HØJSANGEN, der med Biblens ord skildrer kærligheden mellem menneskene. Højsangen nærmest beder om musik, så vi lader den bade i toner, til der opstår en sammenhæng mellem ord og krop. Ordenes østerlandske pragt standser undervejs op, mens musikken bliver oaser, hvor der tankes op.

Mere CV:                                                                                                                                                                           

Jens Schou er født den 2.juli i 1943 i København.

Som 16-18 årig spillede han jazz på klarinet i landets jazzklubber.

Færdiggjorde fotografuddannelse som 22 årig, men har aldrig arbejdet med faget.

Derefter studerende på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium, debutkoncert 1972. Videregående studier i Wien.

Modtog i 1972 Musikanmelderringens  Kunstnerpris.

Medlem af Odense Symfoniorkester 1969-1988, som soloklarinettist.

Fra 1988 docent ved det Fynske Musikkonservatorium, med tilknytning til landets andre konservatorier.

1972-1990- medlem af Den Fynske Trio, sammen med Rosalind Bevan,klaver, og Svend Winsløv,cello.

1990 medlem af LINensemble, sammen med Erik Kaltoft,klaver og John Ehde,cello, stor koncertaktivitet med begge ensembler, indland og udland.  LINensemble blev i 2005 nomineret til Nordisk Råds Musikpris.

Talrige uropførelser, tilegnelser og førsteopførelser i D.K. bl.a. kompositioner af Per Nørgaard, Ib Nørholm, Pelle Gudmundsen- Holmgreen, Bo Holten, Poul Ruders, Pierre Dørge, Andy Pape, Henryk Gorecki.

En af initiativtagerne bag Carl Nielsen Klarinetkonkurrencen i Odense

 1992 –initiativtager til Musiker-Performer uddannelsen på Det Fynske Musikkonservatorium.

Jens Schou stoppede i 2009 med sit klassiske koncert-og uddannelsesvirke, for at hellige sig klezmermusikken.