Bestemmelser for Isefjordkredsens kredsmesterskab for kølbåde 

Foto: Efterårssejlads i Lynæs 
Bestemmelserne fastsættes ved Isefjordkredsens koordineringsmøde i november. Kort fortalt, fastsætter repræsentanter fra sejlklubberne, hvilke stævner der skal tælle med i det følgende års Kredsmesterskab. for Kølbåde. Eventuelle indsendte forslag debatteres og vedtages eller forkastes ved almindeligt flertal (én stemme per klub), desuden fastsættes deltagergebyrer for sejladserne. Stævner, der tæller med i Kredsmesterskabet, følger altid de vedtagne bestemmelser.
Generelle bestemmelser
 
Kredsmesterskabet sejles efter gældende udgave af ISAFs Kapsejladsregler, det pågældende stævnes sejladsbestem-melser og disse kredsbestemmelser.

Isefjordkredsens mesterskab for kølbåde består af et antal stævner afholdt i kredsen. Hvilke stævner, der indgår i mesterskabet, hvem der afholder dem og stævnernes datoer, fastlægges på kredsens årlige kapsejladskoordineringsmøde i  efteråret.
 
Kredsens kapsejladsansvarlige indkalder til koordineringsmødet med mindst tre ugers varsel.

Ved koordineringsmødet fastlægges bestemmelser for mesterskabet. Bestemmelserne kan ændres ved almindeligt flertal blandt de fremmødte klubber ved koordineringsmødet.

Ændringsforslag til bestemmelserne, skal senest to uger inden koordineringsmødet tilsendes kredsens kapsejladsansvarlige, der senest én uge inden mødet rundsender det til kredsens klubber.

Formålet med bestemmelserne og koordineringen er, at stimulere til deltagelse i kapsejlads i al almindelighed, og kredsmesterskabets stævner i særdeleshed. Kredsens klubber bør således undgå at lægge egne kapsejladsrelaterede arrangementer i weekender, hvor kredsmesterskabets stævner afvikles.
 
Løbsinddeling
  1. Folkebåde skal i løb for sig selv.
  2. DH-både skal i løb for sig selv.
Både i gruppe 2 kan, efter arrangørens skøn, deles i flere løb.

Ovennævnte må ikke fraviges af stævnearrangørerne.

Ved stævner og løb, hvor spiler/genakker ikke er tilladt, skal arrangøren beregne GPH / TA / TCC ved at fratrække spiler/genakker målene på websejler.dk.
 
Løb med under fire tilmeldte bør såvidt muligt undgås. Hvis der er mindre end tre startende i et løb, tildeles kreds-point iht. overaltplacering i forhold til alle deltagere i samme start.
 
Kreds-point for SRPI beregnes som simpelt gennemsnit af point for overaltplacering i forhold til alle deltagere med samme startsted, samt point for placering i deltagernes løb ved sejladsen.
 
Kreds-point tildeles efter ovennævnte principper. Også når et stævne afgøres efter overaltplacering. 

Arrangørerne kan i sejladsinvitationen fastsætte et mindste antal tilmeldte for at afvikle et stævne. Sidste stævne i serien skal afvikles, uanset antal deltagere.

Stævner i mesterskabet skal tilbyde løb for alle kølbåde med gyldig DS-licens. 
Pointsystem
 
Når resultatet af det enkelte stævne er gjort op, tildeles der point i kredsmesterskabet således:
 
En førsteplads i et løb giver 6 point, en sidsteplads giver 2 point. De mellemliggende point fordeles jævnt på de øvrige både. Herunder vises eksempler med tre til fem deltagere i et løb:
      Placering Point Point Point
      Førsteplads 6,00 6,00 6,00
      Andenplads  5,00  4,67  4,00 
      Tredjeplads  4,00  3,33  2,00 
      Fjerdeplads  3,00  2,00   
      Femteplads 2,00     
 
Den båd, der samlet opnår flest point i de tællende stævner, har vundet kredsmesterskabet. I tilfælde af pointlighed afgøres rækkefølgen som beskrevet i ISAF’s Kapsejladsregler A8, Pointlighed i serier.
 
Stævnernes endelige resultatlister er gældende.
 
Hvis en båd i et stævne med én start figurerer med DNS, OCS, BFD, DNF, DSQ, DNE, DGM eller RAF i stævnets endelige resultatliste, tildeles båden 1 point.

En båd, der ikke deltager i et stævne, tildeles 0 point i stævnet. Dette gælder også både, der figurerer med DNC i stævnets endelige resultatliste.

Stævner, hvori deltageren er tildelt DNE eller DGM, regnes per definition til hans/hendes bedste og tæller således altid med.

Alle stævner, fastlagt ved koordineringsmødet, indgår i mesterskabet. Stævner med termin senere end finalestævnet tæller med i det følgende år. 
 
Point fra højst tre stævner samt finalestævnet kan tælles med i kredsmesterskabet. Ved finalestævnet gives dobbelte point.

Præmier

Der udsættes præmie til de 3 bedst placerede både i serien.

Desuden udsættes præmie til den klub, hvis tre bedst placerede deltagere tilsammen opnår flest point. Præmien fastsættes af den kapsejladsansvarlige.

Kredsens kapsejladsansvarlige arrangerer præmieoverrækkelse for kredsmesterskabet i forbindelse med det sidste stævne i mesterskabet.
 
Vedtaget på kapsejladskoordineringsmøde 14.11.2012