Drivhuseffekten og konsekvensen ved forøget kuldioxid-udslip


Drivhuseffekten blev påvist allerede i 1824 af franske Joseph Fourier, men blev først  grundigere undersøgt i 1896 af den svenske kemiker Svante Arrenheinus. Der blev sat undersøgelser i gang, der i størstedelen af tilfældene tydede på, at Joseph Fouriers teorier fra 1824 holdt stik. Teorien fik dog ikke meget opmærksomhed, fordi drivhuseffekten ikke blev opfattet som et problem.

Site-Overview:

 

Forside

Indledning

Drivhuseffekten

Klimaændringer

Kosmisk Stråling

Konklusion

Film

Når det kortbølgede lys fra Solen rammer Jordens overflade bliver meget af det til langbølget stråling. Denne type stråling har svært ved at komme tilbage ud igennem dele af atmosfæren, og varmen bliver derfor i den. Dette fænomen kaldes drivhuseffekten, og er en vigtig forudsætning for livet på Jorden. Hvis der ikke var nogen drivhuseffekt ville gennemsnitstemperaturen ved overfladen være 33 oC koldere. Alt for koldt til at der kan være liv, som vi kender det. For at livet kan eksistere, skal der derfor være en hårfin balancegang mellem indstråling og drivhuseffekt.

 

Drivhuseffekten skabes af de såkaldte drivhusgasser der er en række luftarter. De vigtigste er kuldioxid, metan og vanddamp hvoraf kuldioxid udgør 72 procent af den samlede mængde drivhusgas i atmosfæren. Før menneskets brug af brændsel kom kuldioxid kun fra levende ting; dyr, nogle svampe, bakterier og planter der blev nedbrudt. Dannelse af kuldioxid er en naturlig proces, og fremkommer i mennesket når kroppen nedbryder fedt, sukker og aminosyrer. Den frigivne CO2 bliver derefter udskilt først og fremmest via udånding. I naturen frigiver vulkaner store mængder drivhusgasser. Den naturlige mængde kuldioxid er ikke GG, men har ændret sig igennem tiden. Der var langt mere kuldioxid i atmosfæren da dinosaurerne levede end der er i dag.

 

 

 

Når vi mennesker afbrænder fossile brændstoffer, som olie og naturgas, produceres der også kuldioxid. Størstedelen af denne form for forurening kommer fra verdens industri og dernæst fra transport (biler, skibe, fly etc.). Hvis vi afbrænder planter og træer, og dernæst genplanter dem, skaber vi et kredsløb, der ikke vil forhøje indholdet af kuldioxid i atmosfæren. Når vi derimod afbrænder fossile brændstoffer, frigives kuldioxid der har været ude af kredsløbet i så lang tid, at det vil ændre atmosfærens sammensætning. Olie og naturgas stammer fra døde dyr og mikroorganismer, som ikke forrådnede efter de døde. Efter mange år er de blevet dækket af flere lag slam og havbund, for til sidst at blive omdannet til olie eller kul under enormt tryk. Olien er så sunket længere ned i jorden over mange år, indtil det er blevet stoppet af en hårdere klippebund. Det har efterladt store kamre i jorden der er fyldt med naturgas. Naturgas dannes af de koncentrerede dampe fra olien. Når vi mennesker så pumper olien og naturgassen op til overfladen og brænder den af, bliver den CO2 der gennem millioner af år været oplagret, frigivet igen. Derved kan en selvforstærkende drivhuseffekt skabes. Menneskets aktiviteter skaber altså en forøget drivhuseffekt.

 

Når der kommer flere drivhusgasser i atmosfæren, bliver der varmere. Det er den situation verden befinder sig i lige nu og derfor er der så stor interesse for hvilke konsekvenser det vil få. Den forøgede varme vil få isen på polerne og indlandsisen til at smelte, og derved frigives CO2, der har været lagret i isen gennem hundredtusindvis af år. Den smeltede is vil få verdenshavene til at stige. Præcist hvor stor en stigning, der er i vente, er der meget delte meninger om. Den tidligere amerikanske vicepræsident Al Gore hævder, at der vil være tale om en stigning på næsten 7 meter. Den sidste officielle rapport fra IPCC, som vi har været i stand til at få fat på, mente at der ville være tale om en stigning på 29 centimeter inden for de næste hundrede år. Men den nyeste rapport er fra år 2003 og har derfor ikke de nye informationer inden for forskningen i global opvarmning. Blandt andet har forskere først for ganske nylig indset, at vandstanden i verdenshavene ikke kun vil stige på grund af det ekstra vand fra Indlandsisen og Sydpolen, men også fordi vandet vil udvide sig, helt nede i den molekylære målestok. Der vil nok kun være tale om den øverste del af havvandet. Præcis hvor stor en stigning der vil forekomme, er der altså ikke fuldstændigt sikre tal på.

 

Hvor store temperaturstigninger der vil forekomme, er der også stor usikkerhed omkring. I løbet af de sidste hundrede år, er temperaturen steget med 0,6 oC. IPCC (som uden tvivl er en af de mest pålidelige og grundige kilder) har på deres officielle hjemmeside, www.iccp.ch, givet deres skud på, hvor meget den vil stige. Deres bud er, at stigningen i det næste århundrede vil ligge på mellem 1,4o og 5,8o – hvilket giver et stort interval på 4,4o. Mere præcist kan det på nuværende tidspunkt ikke specificeres, hverken af DMI, IPCC eller andre.

   

Selvom det stigende hav er den alvorligste konsekvens på nuværende tidspunkt på grund af faren for oversvømmelse, er det rent faktisk også vores bedste allierede i kampen mod global opvarmning. Havet, der dækker over 70 procent af Jordens overfladeareal, binder nemlig mere end halvdelen af den kuldioxid der bliver lukket ud i luften. På den måde sparer den vor atmosfære for millioner og atter millioner tons kuldioxid årligt. Det meste af kuldioxiden bliver dernæst optaget i tang og primitive bakteriekolonier der lever i vandet, og omdannet til ilt og kulhydrat via fotosyntese. Så næste gang du går en tur ved stranden, burde du måske sende en venlig tanke til havet og dets organismer?

 

<-Tilbage- | -Frem->