1985.08 Hi-Fi & Elektronik #8

Оригинал статьи

Test-journalen

Leder af testholdet: William Larsen - Foto: William Larsen og Ivanovitsch

Hjemmecomputeren Enterprise 64 til 3495 kr:

Forrygende flot – og ikke kun til sjove spilprogrammer


Tastaturet er dejligt funktionelt og let at gå til. Især styrepinden
nederst til højre gør Enterprise til en hjemmecomputer, som er nem
at arbejde med.
Det er ikke kun lyden og grafikken, der imponerer ved den flotte Enterprise hjemmecomputer. Den kan nemlig også blive afløseren for din skrivemaskine. Et indbygget tekstbehandlingsprogram, som er nemt at arbejde med, gør den til alle tiders praktiske værktøj for den, der ikke vil investere i de dyre professionelle computere.


Indbydende, ja nærmest fristende virker den nye Enterprise 64 hjemmecomputer. Faktisk kan den godt lede tankerne hen på et intergalaktisk rumskib fra en af de kendte stjernekrigs-film. Men i virkeligheden er den et meget praktisk værktøj - også til mere seriøs brug.

Designet er lavt med afrundede former, og Enterprise har en smart lille styrepind, der straks falder i øjnene. Men ved nærmere afprøvning er det først og fremmest den lækre stereolyd, og et indbygget tekstbehandlingsanlæg, som imponerer.

Basic-sproget findes i et lille, medfølgende indstiksmodul og indeholder alt, hvad du kan ønske dig af ordrer til styring af programmer, grafik og lyd.

Desværre findes der endnu ikke særlig mange færdige programmer.

Enterprise indeholder to »Customchips«, dvs integrerede kredse, som er fremstillet specielt til denne computer. De to chips er blevet døbt Dave og Nick efter deres konstruktører, og de giver virkelig Enterprise noget »ekstra«.


En af de mest imponerende detaljer ved Enterprise
er det indbyggede tekstbehandlingsprogram. Herved kan
computeren bruges som erstatning for din skrivemaskine.
Dave tager sig af lyden, der er noget af det bedste vi endnu har hørt i en hjemmecomputer. Det er rigtig stereolyd, og der er stort set ikke den instrumentlyd eller spændende lydeffekt, du ikke kan lave.

Så lad blot laserstrålerne hvisle og racerbilerne buldre forbi - alt sammen er muligt med Enterprise.

Men lad det være sagt med det samme: den indbyggede højttaler er ikke meget bevendt. Du er faktisk nødt til at koble Enterprise sammen med stereoanlægget for at få den rigtige »sound«.

Den anden chip, Nick, er ekspert i skærmbilledet, grafikken og farverne, og har du tilsluttet en farvemonitor til computeren, kan den vise helt op til 50 linjer tekst med hver 84 tegn.

For øvrigt ser du resultatet af disse chips, allerede når du tænder for Enterprise: Din del af de 64 Kbytes RAM (brugerhukommelse) er på ca 50 Kbytes. Flot sammenlignet med fx den mest solgte hjemmecomputer Commodore 64, som kun giver dig ca 38 Kbytes at arbejde med.

Flot farvegrafik

Du kan skrive og tegne på dataskærmen med helt op til 256 forskellige farvenuancer. Og hvis du arbejder med tegninger på skærmen, kan de dannes af indtil 672×512 skærmpunkter (pixels) – i denne skærmopløsning dog kun med én farve.

Denne finhed i grafikken er faktisk hidtil uset på hjemmecomputere.

Der er dog et men her. For hvis du vil bruge flere farver falder antallet af skærmpunkter. Det hænger sammen med, at skærmfarver bruger en stor del af brugerhukommelsen, hvilket dog gælder for alle hjemmecomputere og ikke kun for Enterprise.

Skal du fx lege med hele 256 farver, falder opløsningen til 80×180 punkter; men kan du nøjes med færre farver, bliver der langt flere punkter. Ved kun to farver er der hele 640 punkter på tværs af skærmen og 360 lodret. Denne opløsning æder dog omkring 40 Kbytes af de ledige 50 Kbytes i brugerhukommelsen, så der bliver ikke megen plads til programmer.

I en særlig LORES-indstilling (lavopløsning) nedsættes hukommelsesforbruget til det halve, men det gør antallet af punkter på tværs af skærmen også.

Skærmbilledet kan rulles nedad


Programmeringssproget Basic ligger i et løst indstiks-
modul. Princippet med løse sprogmoduler gør det nemt
at bruge andre sprog - fx Comal - på computeren.
Når du lister (dvs kalder frem) et program på skærmen med en normal hjemmecomputer, ærgrer du dig sikkert ofte over, at en del linjer er forsvundet ud i toppen af skærmen.

Det sker ikke på Enterprise, for dens temmelig store hukommelse indeholder mere end hvad du umiddelbart ser på skærmbilledet. Hvis du derfor har listet et program, griber styrepinden og lader markøren fare op mod skærmens overkant, oplever du noget helt specielt: skærmbilledet ruller nedad!

Det betyder i praksis, at du kan flintre baglæns op igennem programmet og rette løs. Rettelser foretages med de særlige taster DELETE (slet), ERASE (fjern) og INSERT (indsæt). Den praktiske styrepind gør dette arbejde særdeles overkommeligt.

Enterprise har sit Basic-programmeringssprog placeret i et separat modul, som blot skal stikkes ind i siden på computeren. Hvis du vil benytte et andet computersprog, skal du blot udskifte modulet.

Basic'en er meget spændende. Blandt andet giver den mulighed for flere programmer i maskinen samtidig - alle med ens linjenumre og samme variabler. Der er også en del virkelig nyttige ordrer som DO-WHILE-LOOP eller IF-ELSE-ELSE, der gør det nemt at arbejde med betingede udtryk eller løkker. Faktisk kan denne Basic bringe tankerne hen på det mere professionelle Comal-sprog.

Tekstbehandlingen er super

Der kan ikke siges tilstrækkelig mange rosende ord om computerens indbyggede tekstbehandling, som gør at du kan bruge Enterprise som »skrivemaskine«. Den er virkelig god, og den er nem at bruge. En funktionstast giver på ethvert tidspunkt oversigt over kontroltaster, og skift mellem denne hjælp og den tekst, du har »skrevet ind« på skærmen, sker lyn-hurtigt.

Tekstbehandleren kan alt, hvad du har brug for. Du kan få tekst med fx lige højre margen eller indrykkede afsnit, og du kan foretage flytninger og sletninger. Endelig kan den lagre dine tekster på kassettebånd.

Tekstsystemet kan arbejde med 40 eller 80 tegn pr skærmlinje, men det sidste kræver en rigtig datamonitor - de fleste fjernsyn kan ikke klare det.

Vi kunne næsten finde på at anbefale computeren udelukkende på grund af tekstbehandlingen. Den gør Enterprise hjemmecomputeren til meget mere end en sjov spillemaskine.


Teknisk specifikation:

Processor: 8-bit Z80A mikroprocessor 4 MHz clockfrekvens.
RAM: 64 Kbytes, heraf ca 50 til brugeren RAM kan udvides op til 4 Mbytes (megabytes).
ROM: Basicsprog i 16 Kbytes programmodul. Internt 32 Kbytes ROM med styresystem og tekstbehandling.
Tastatur: Skrivemaskinetastatur med 69 taster plus styrepind. Otte af tasterne er funktionstaster.
Skærm: Viser op til 50 linjer med hver 85 tegn, men på et TV kan kun vises op til 24 linjer med 40 tegn.
Farver: Op til 256 forskellige farver, alt afhængig af den opløsning man vælger i grafikken. Ved højopløsning kan fx vælges 4, 8 eller 16 farver ud af de 256.
Lyd: Der er tre lydkanaler og en støjkanal, og alle har et utal af avancerede programmeringsmuligheder, inklusive ringmodulation, attack, decay, filtrering og meget mere. Lyden ledes ud i to kanaler og kan tilsluttes stereomusikanlæg.
Grafik: Op til 672×512 punkter men finheden begrænses af hukommelsesstørrelsen. Normalt er op til 640×180 punkter i to farver.
Tilslutninger: Stik for netværk (sammenkobling med andre datamater), serielt RS232 interface for tilkobling til printer eller telefonmodem, parallelt printerinterface og to stik for styrepinde. Desuden stik for strømforsyning, to kassettebåndoptagere med fjernstyring af start/stop og to farve-TV. I hver ende af computeren er busstik til fx programmoduler og tilbehør (fx diskettestationer).


Testholdets konklusion

Enterprise 64 til 3495 kr er en særdeles god hjemmecomputer. Den har faciliteter, som langt overgår de fleste af markedets øvrige hjemmecomputere.

Lyd, farve og grafik er virkelig imponerende, og der er avancerede programordrer i Basic-sproget, som gør det bekvemt at arbejde med.

Tekstbehandlingsanlægget, som er indbygget i computeren, er dog så spændende i sig selv, at det næsten er hele computeren værd.

Kvalitetsindtryk/design:  10 
Daglig betjening: 11 
Montering/ibrugtagning:  8
Teknisk konstruktion:  8
Ydelse:  9
Pris:  9

Comments