GMDSS eller Global Maritime Distress and Safety System er det internationale og verdensomspændende system til maritim nød- og sikkerhedskommunikation. De kommunikationstyper der er i fokus er:
Nødmeldinger fra skibe
Koordinering af redningsaktioner
Sikkerhedsinformation til skibe (vejrmeldinger, farvandsefterretninger, etc.)
Efter Titanics forlis blev der skabt stor opmærksomhed på søsikkerhed, og der blev efterfølgende opstillet en lang række retningslinier, procedurer og tekniske krav. Kommunikationen var bl.a. baseret på forskellige typer radioudstyr og morsetelegrafi.
I slutningen af 1970'erne begyndte man inden for 'International Maritime Organization' (IMO) at forberede definitionen af et helt nyt system, GMDSS, og dette blev i 1988 optaget som et tillæg til SOLAS-konventionen.
En hjørnesten i GMDSS er at al kommunikation nu er elektronisk så håndteringen i langt højere grad kan automatiseres. Det har medført at morsetelegrafi ikke benyttes mere i sikkerhedsmæssige sammenhænge og det betyder også at kravene til lyttevagt er slækket (det opretholdes stadig på den maritime VHF-nødkanal).
GMDSS definerer både infrastrukturer og skibsudstyr og de væsentligste teknologier er:
VHF-radio med DSC (digital selective call som er en digital overbygning på radiosystemet)
Håndholdt GMDSS VHF
MF/HF-radio med DSC
Iridium telefon til satellitkommunikation.
EPIRB, en nødsender som aktiveres automatisk i vand.
NAVTEX, som bruges på skibene til at modtage sikkerhedsinformationer.
SART (AIS / SART), som bruges til identifikation i et radarsystem eller et AIS nødpunkt
En vigtig del af systemet er naturligvis muligheden for at sende nødalarmer på en sikker og effektiv måde, og det er da også en integreret del af udstyret. Men det er mindst ligeså vigtigt for sikkerheden at skibe kan modtage information. Hvis man f.eks. forliser langt fra kysten er den hurtigste (og eneste) assistance fra skibe der ligger i nærheden; og hvis de ikke kunne kontaktes ville en nødmelding være uden særlig effekt.
SOLAS-konventionen gælder for række skibe som er nærmere beskrevet i konventionen; GMDSS gælder også for LOA.
Hvilket udstyr der skal være om bord afhænger af hvor langt fra kysten der sejles:
Område A1 er kystnære områder op til 20-30 sømil fra kysten. Her kræves bl.a. VHF/DSC radio, samt NAVTEX modtager.
Område A2 er op til 150 sømil fra kysten og her kræves bl.a. MF/DSC radio, samt NAVTEX modtager.
Område A3 er alle områder udenfor A1 og A2 hvor der er satellitdækning (dvs. eksklusiv polarområderne). Her er bl.a. krav om Inmarsat-udstyr eventuelt kombineret med MF/HF/DSC-radio, samt NAVTEX modtager.
Område A4 er de resterende områder (dvs. polarområder). Her er bl.a. krav om HF/DSC-radio.
For alle områder gælder krav om EPIRB, SART, håndholdte VHF-radioer og dublering af visse typer udstyr.
Der er følgende GMDSS enheder om bord på LOA:
2 stk VHF-radioer med DSC (Cobham Sailor)
4 stk håndholdte GMDSS VHF (1 til hver redningsflåde, samt 1. GMDSS batteri pr håndholdt GMDSS VHF)
1 stk MF/HF-radio med DSC (Cobham Sailor)
1 stk IrIdium satellit kommunikation. (LT3000) ( ved sejlads i A3 medbringes en ekstra bærbar iridium station)
1 stk AIS Class A (Cobham Sailor)
1 stk Navtex (Cobham Sailor)
2 stk EPIRB
2 stk AIS / SART
Alle ovenstående enheder for positionen fra LT3000
udover det, er der andet elektronisk udstyr om bord:
Plotter (elektronisk søkort)
2 stk PC bacerede elektroniske søkort systemer: TimeZero V5 med TZ-maps
1 stk iPad baceret elektroniske søkort systemer: IBoat med TZ-maps
Elektroniske sensorer forbunden via NMEA 2000 netværk:
1 stk Sattelit kompas
3 stk GPS'er
1 stk dybde, temperatur og fartmåler
1 stk vindmåler
1 stk Ekkolod
Ikke elektronisk udstyr:
Papir søkortene stadig master
Magnet kompas, reserve magnetkompas (Under skipper køjen)
parallellinealer og passere