NZ 2011
I januar tog Charlotte, Elin og ungerne en biltur til Auckland med ophold ved Lake Taupo, Rotorua og Matamata. Sidstnævnte er stedet hvor den næste Hobbit-film skal optages. Da det ikke er tilladt at vise billeder fra stedet, så må I desværre undvære billederne fra Hobitton.
Til daglig arbejder Jeg i firmaet Fronde (www.fronde.com), som har kontor på Queens Wharf i Wellington. Det betyder at jeg kan sætte mig ud på molen med min madpakke i frokostpausen (ihvertfald om sommeren). Der er masser af liv i havnen både over og under vandet. Jeg har bl.a. spottet adskillige store Stingrays lige ud for, hvor jeg plejer at sidde og spise.
Da familien ikke helt var overbevist, så kom de forbi en dag til frokosttid med kamera, og heldigvis dukkede der en enkelt stingray op den pågældende dag.
I februar besluttede vi at tage turen fra vores hus tværs over Brooklyn Hills til Red Rocks ved kysten, hvor der ligger et sæl reservat. Brooklyn Hills vil nok i Danmark blive kategoriseret som en mindre bjergkæde, men hernede tæller det altså kun som bakker :)
Umiddelbart havde vi vurderet at ruten skulle være ganske overkommelig, idet det på skiltene ved stiens start var angivet ca. 8 km. Ingen af vores kort viste stierne, så det var svært at vurdere det ud fra andet.
Vi drog afsted efter morgenmaden, og nød det gode vejr. De 8,5 km viste sig dog at være i fugleflugts linje, og desværre var stierne ikke ligefrem i fugleflugtslinje. Vi endte med nok nærmere at gå 20 km istedetfor, og det var et par meget trætte voksne og børn, der kom hjem til Brooklyn om aftenen.
Undervejs så vi dog masser af flot natur, og fik en ny ven i form af en struds på den lokale strudsefarm. Børnene døbte iøvrigt strudsen Rasmus :)
Weekenden efter vores Red Rocks tur var vi ude at kører i Marlborough (Wairarapa) området, og så tilfældigvis at der på vores kort var markeret en klippegrotte i nærheden. Vi besluttede os for at den måtte vi se, og satte kurs i retning af den. Det viste sig dog at være noget af en ekspedition, da vejene i landområderne hernede lader ret meget tilbage at ønske. På et tidspunkt for vi lidt vild, men mødte en ung mand som vidste hvor grotten lå. Han fortalte os iøvrigt at det lokale navn for den var Ruakokopatuna. Han viste os vej dertil kørende på sin Quad, og vi lod som om at vores Mazda MPV var en Land Rover, idet vi håbede at vi ikke skulle over for mange floder.
Grotten kunne bedst udforskes ved at følge den lille flod som snor sig igennem en række større og mindre huler. Lygter var obligatoriske, og der var desværre for mørkt til at tage nogle billeder derinde. Til gengæld var der utrolig mange glow worms overalt på væggene, og med slukkede lygter var det nærmest som at se på en stjernehimmel. Det var ikke altid lige nemt at få fodfæste på de glatte sten, og det kostede Charlotte et par blå mærker og en ufrivillig tur i floden på et tidspunkt. På den anden side kom vi ud i en lille dal, hvor vi kunne indtage en velfortjent frokost imellem fårene.
Det hus vi har lejet hernede ligger lidt udsat halvvejs oppe på Brooklyn Hills, hvor det er ikke usædvanligt at regnen kommer sidelæns ind pga. vinden. Til gengæld har vi en helt fantastisk udsigt, når skyerne altså ikke lægger sig som en dyne over landskabet. Her følger et par billeder:
Med udsigt til Zeelandia naturreservatet fra baghaven og den lokale bush helt oppe til huset, så kan det ikke undgås at vi får gæster i form af fugle, insekter og dyr. Vi har stiftet bekendtskab med adskillige Weta'er, kæmpe vandrende pinde og adskillige fuglearter som man normalt ikke ser så tit hernede. Insekterne kræver lidt tilvænning, men er ganske harmløse. Dog har Frederik flere gange præsteret at stikke en fod i sin yndlingssko for blot at opdage at en Weta var kommet først :)
Vi har fundet os rigtig godt tilrette i Wellington, og nyder at gå rundt i byen og ned på havnefronten. Det er ikke nogen storby set med europæiske øjne, men den har med sin kompakte bykerne, fantastiske cafe-kultur og mange kulturelle tilbud alt det man forventer af en storby dog uden trængslen. Charlotte tog kameraet med ned på en frokost bytur, og vi håber at tilføje mange flere billeder til dette album hen ad vejen.
I starten af Påsken fik vi fat i et telt på vinterudsalg, og da vejret artede sig ret godt, så besluttede vi os straks til at prøve det. Vi valgte at drage afsted til et skovområde kaldet Otaki Forks i Tararua Forest Park ca. 30 km. nord for Wellington. Vi fandt en nogenlunde plan camp ground i nærheden af floden, og fik hurtigt slået teltet op. Aftensmaden blev tilberedt på grill nede ved flodbredden, og indtaget med udsigt til fossende vand, stejle bjergsider, og tæt skov. Charlotte og ungerne drog ud på aftentur med røde pandelamper og overraskede bl.a en possum. Om natten fandt vi ud af at selv om dagtemperaturene var ok, så var det ved at blive vinter, og nattetemperaturen i bjergene lå lige på grænsen til hvad vores soveposer kunne håndtere. Selv med ekstra thermotøj på, så var det en meget kold nat. Definitivt sidste telttur før til næste forår.
Vi fejrede Frederiks første fødselsdag i NZ d. 6 juni, og som det kan ses af billederne så havde han en god dag. I den weekend han havde fødselsdag tog vi allesammen efter Frederiks ønske afsted på en ridetur fra en farm lidt uden for Johnsonville. Det var en stor oplevelse for os alle, og nok ikke sidste gang vi prøver det. Desværre ingen billeder, da vi havde travlt nok med holde styr på hestene :-)
Weekenden efter havde vi en del af hans skolekammerater på besøg , og var lidt spændte på hvordan det ville gå, men alle hans venner synes at det havde været en rigtig god dag.
I begyndelsen af Juli tog vi en søndagstur til Battle Hill. Området har sit navn fra New Zealand krigene, hvor der stod et mindre slag mellem Maorierne og englænderne i det dengang ret utilgængelige terræn. I dag er områedet en del af en fåre-farm, men grundet dens historie er der åbent for offentligheden. Vi tog en tur igennem skoven for foden af bjerget og hele vejen op over bjergkammen til toppen af Battle Hill og ned igen. Der var en fantastisk udsigt fra toppen af bjerget, og vi fik en ganske god fornemmelse for hvor svært det må havde været for de engelske soldater at slæbe kanoner op ad det bjerg.
Se mere om historien på:
August er vintertid hernede, men den New Zealandske vinter er normalt ikke specielt kold eller mørk. Temperaturen når kun meget sjældent ned omkring frysepunktet i niveau med havoverfladen, og sne er noget som kun falder i bjergene. I år skete der dog noget anderledes. For første gang i 25-30 år faldt der sne i Wellington, og selvom det med danske øjne var en ret tam affære, så var det sjovt at se kiwiernes reaktion. Det er helt klart ikke noget de er vant til hernede :)
Så blev det tid til Nikolajs anden fødselsdag i New Zealand.
Vi lavede fødselsdagsmorgenmad hvor han fik sine gaver og om aftenen var vi i Zelandia for at se Sirrocco (http://en.wikipedia.org/wiki/Sirocco_the_Kakapo), som er på turné rundt i landet. Det var en rigtig god aften, men desværre ingen billeder, da Sirrocco ikke kan tåle blitz. Søndag spiste vi galetter og crepé på en cafe nede i Wellington, som er ejet af et fransk ægtepar. LIge noget for Nikolaj :)
