Fondens historie‎ > ‎

Kulturperson

Kjellerup Tidende, tirsdag den 15. august, 2000, side 18-19

Bjerregaard er Kjellerups største kulturpersonlighed

Ditlev  Trappo Saugmann Bjerregaard komponerede mere end 900 populære dansemelodier, som ofte er blevet spillet i radioen.

Postkort fra 50'erne. Den gamle Ford T holder ud for Søndergade 21 i Kjellerup

Kjellerup er den mindste by i Dan­mark, som kan »prale« med at have haft en musikdirektør

Der er nok ikke ret mange i Kjellerup i dag, som kender D.T.S. Bjer­regaard, og det er egent­lig mærkeligt, da han nok er den største kul­turpersonlighed, byen har haft.

Han kom i 1886 til Kjellerup fra Højbjerg (ved Redkærsbro) for der at skabe sig en leve­vej. Han var en musik­begavelse, som var fast besluttet på, at det var som musiker, han ville tjene »til brødet«.

Han havde ingen mu­ligheder økonomisk for at gennemføre en pro­fessionel uddannelse, men forsøgte så at dyg­tiggøre sig ved hjælp af teoribøger, som han stu­derede med stor grun­dighed. Bjerregaard blev en dygtig musiker og spillemand, som nu også selv komponerede melodier, som han solgte til abonnenter rundt om i landet.

To gange om året ud­sendte han til 3-400 abonnenter 12 melodier udsat for fem-seks in­strumenter. Han etable­rede en velassorteret musikforretning, hvor alt lige fra piccolofløjter til flygler kunne købes. Han havde en musik­skole, der var meget søgt, og han ledede et byorkester, som f.eks. hver søndag eftermiddag gav koncert på Skovbakken i Kjellerup. Kjellerup er således den mindste by i Danmark, som kan »prale« med at have haft en musikdi­rektør.

Enhver større by i gamle dage havde sin egen musikdirektør, der forestod og fordelte de musikopgaver, som lo­kalområdet havde brug for. I dag huskes kun ganske få af disse direk­tører: Telling fra Randers, Karl Møller fra Århus og så endelig D.T.S. Bjerregaard. Jeg har deltaget i et utal af spillemandskurser, hvori bl.a. indgik historiske tilbageblik, og hvor Bjerregaard med usvi­gelig sikkerhed blev nævnt. I perioden fra 1886-1916 var der nok ikke en eneste spille­mand, som ikke i sit re­pertoire havde Bjerregaard-kompositioner.

Når hans musik ikke spilles ret meget i dag, er der flere grunde: For det første er der ikke ret mange, som interesserer sig for spillemandsmu­sik (desværre), og for det andet er hans kom­positioner udsat for instrumenter, som ikke i dag benyttes til spille­mandsmusik, og sidst, men ikke mindst så er dele af hans musik be­stemt ikke for nybegyn­dere.

At D.T.S. Bjerregaard også er ud af en særde­les kendt og spændende slægt gør ham ikke min­dre interessant. Hans bedstefar var således den kendte Hjermindpræst, som bl.a. på grund af sit dygtige og meget indsigtsfulde ar­bejde med hedeopdyrk­ningen burde have haft lige så store overskrifter

i historiebogen som En­rico Dalgas. Hans olde­far var den kendte »lær­de bonde«, der blev lan­dets første udflytterbon­de, og som på trods af sin stand omgikkes lan­dets dengang mest lær­de skikkelser f.eks. Johannes Ewald og Jens Baggesen.

Når D.TS. Bjerre­gaard - på trods af det, han har stået for - ikke er blevet mere kendt i sin by, ja, så skyldes det uden tvivl hans meget ydmyge indstilling til tilværelsen. Han var en hjemmets mand, der på alle måder betragtede familien som det vigtig­ste for ham.

Havde han været me­re udadvendt og om mu­ligt haft lidt spidsere al­buer, så havde han sik­kert i dag haft sin buste stående på pladsen for­an Tinghuset. Det er derfor særdeles pris­værdigt, at der nu af lo­kale kræfter bliver sat ting i værk, som giver ham den plads i Kjelle­rups historie, som han så ærligt fortjener.

Af Edvin Sevelsted