Nodesamling 2003

- af Ivan Damgård
D. T. S. Bjerregård
Ditlev Trappo Saugmann Bjerregaard levede 1852-1916 og boede det meste af sit liv i Kjellerup på Viborgegnen. Han var musikdirektør, dvs. spillemand, orkesterleder, nodeforlægger, instrumenthandler m.m. På trods af at han næppe er kendt af ret mange andre end de danskere, der interesserer sig aktivt for folkelig danse- og musikhistorie, er han faktisk en af de enkeltpersoner, der har haft størst indflydelse på dansk traditionel dansemusik, helt frem til vore dage.
Vi skal ikke udbrede os om Bjerregaards liv og familie her, selvom den side af sagen ellers også er vældig interessant. Det er der allerede skrevet om flere steder, senest vistnok i Edvin Sevelsteds udmærkede bog " Fem gange Bjerregaard".
Til gengæld er der en del at sige om musikken. Bjerregaard udgav omkring 900 dansemelodier på sit eget forlag i serien "Baldanse" i perioden ca. 1870-1916. Spillemænd landet over abonnerede på serien, der udkom 2 gange om året med 12 melodier i hvert hæfte. Ud over melodistemmen var der 6-7 orkesterstemmer og en "2. violin ekstra", som var en melodisk 2. stemme, der kunne bruges som eneste akkompagnement til melodien. Det meste af materialet er stadig tilgængeligt. En næsten komplet samling af Bjerregaards udgivelser findes på Musikhistorisk Museum i København, og der findes også mere eller mindre komplette sæt hos private samlere rundt om i landet, f.eks. hos Per Sørensen, Kolding. Endvidere har Bo Skjærbæk, Thyregod, udarbejdet en komplet fortegnelse over alle de melodier, Bjerregaard har udgivet. At dømme efter hvad Bjerregaards familie senere har fortalt til Edvin Sevelsted, skrev han selv størstedelen af materialet. Men vi ved også, at han ikke skrev det hele. Visse melodier står med andre komponistnavne end Bjerregaards, og selv lånte han engang imellem tidens kendte temaer og byggede dem ind i sine egne melodier.
I alt dette er der ikke noget, der gør Bjerregaard speciel. Musikdirektører var der mange af landet over: Carl Møller og Søren Poulsen i Århus, Chr. Telling i Randers, Fr. Nielsen i København, Hjort Ibsen på Bornholm, for at nævne et par eksempler. Alle udgav de noder ligesom Bjerregaard, og man kan finde afskrifter fra deres udgivelser i håndskrevne nodebøger over hele landet. Den musikalske kvalitet var det så som så med indimellem. Abonnenterne forventede at få et vist antal melodier tilsendt med regelmæssige mellemrum, og der var ikke altid tid til at vente på at inspirationen indfandt sig. Selv om vi ikke ved så meget om, hvordan og hvor meget melodierne blev brugt, så tyder meget dog på, at det meste gik i glemmebogen næsten lige så hurtigt, som det udkom.
Lige præcis på det punkt er det, at Bjerregaard er speciel: nok leverede han stof til flere afskrifter end de fleste andre. Men ud over det, og tilsyneladende i modsætning til kollegernes musik, så havde adskillige af Bjerregaards melodier så meget appel til spillemændene rundt om, at de gled over i levende tradition og blev overleveret pr. gehør, ofte længe efter at melodiens oprindelse var blevet glemt. Der kendes også eksempler på, at andre af kollegerne har leveret et ''hit", men Bjerregaard har tilsyneladende ramt plet markant oftere end de andre. Der er som nævnt ikke garanti for, at det i hvert eneste tilfælde skyldes hans eget kompositionstalent, men det vidner under alle omstændigheder om en mand med en sikker smag for gode melodier. Noget kunne tyde på, at Bjerregaard var tættere på den tradition, han var vokset ud af, end mange af sine kolleger i musikdirektørfaget. Hvor de til tider endte med at udgive ting, der mere var halvdårlig kunstmusik end effektiv dansemusik, så forholdt det sig nærmest omvendt med Bjerregaard. Han fungerede i det daglige ofte som spillemand og havde stor erfaring med hvad der fungerede i praksis til dans.
 
Bjerregaard og de andre
Man behøver kun at gennemgå en lille del af Bjerregaards produktion for at finde adskillige eksempler på melodier, der er "gået videre". Nodeudvalget har ikke i denne omgang haft kræfter til at lave en systematisk gennemgang af det hele; man kan kun gisne om, hvad der ville dukke op, hvis man virkelig gravede det hele igennem. Her bringes nogle eksempler hentet fra tre vidt forskellige spillemænds repertoire.

Madvig Wilsen
var den sidste af de gamle Læsø spillemænd. Han havde på repertoiret flere melodier, som oprindelig var udgivet af Bjerregaard. Dog var de gennem behandlingen i traditionen blevet overleveret i en meget ændret form: var der en reprise, der var overflødig eller for kedelig, så blev den glemt, var der fortegn eller andre detaljer i melodierne, der ikke passede ind i spillemåden på Læsø, så blev det lavet om. Sådan opfører levende tradition sig jo altid; det særlige her er blot, at når en melodi skal passes ind i en så speciel tradition som den, der fandtes på Læsø, så kan ændringerne blive ganske markante.
Som eksempel bringes her en "Rejnlænder Hopsa" i Bjerregaards originaludgave fra 22. Hefte (1888), og Madvig Wilsens version (side 5). Som man kan se, er rækkefølgen af repriserne egentlig den samme, bortset fra, at man på Læsø åbenbart syntes, at den skulle begynde med Bjerregaards sidste reprise. I øvrigt er den største ændring i Madvigs version, at de to repriser i A-dur har faet lavt 7. trin flere steder (g i stedet for gis), noget mange af Læsø folkene var glade for og som giver en helt anden klang end Bjerregaards version. I bogen "Læsø: dans & musik" af Krak, Christensen, Ryge og Wolf kan man finde denne og mange andre traditionelle Læsø melodier; i alt fald fire af dem vides at stamme fra Bjerregaard.
 
Frederik Iversen
er vel en af de kendteste danske spillemænd fra 1900-tallet. Han levede frem til 1948 og var i 30- erne kendt over det meste af landet for sine radiooptrædener sammen med spillekammeraten Jens Andersen. Ved siden af spilleriet var han skomager og drev også i en periode restauranten Trædballehus. Han præsenterede ofte de melodier, han spillede, som "en af mine egne". Hvor meget man skal lægge i det, er ikke godt at vide, men i alt fald udgives på Wilhelm Hansens forlag i 1931 en flok melodier, hvor Frederik Iversen står som komponist, heriblandt en polka ved navn "Du er min egen" (se side 8). Den er stadig kendt og elsket af spillefolk den dag i dag. Første reprise af denne polka findes i næsten identisk form i Bjerregaards 26. Hefte fra 1890 som del af en melodi ved navn "Farvel 90 og Glædelig Nytaar" Rejnlænder Polka. Derimod har 2. reprise af "Du er min Egen" tilsyneladende ikke noget med Bjerregaard at gøre; om den så virkelig er Frederik Iversens egen, får vi nok aldrig at vide.
Et eksempel mere: I 30-eme spiller Frederik Iversen sammen med Jens Andersen i radioen en Tyrolerhopsa i A-dur. Den er i øvrigt senere indspillet på LP-en "Levende Musik" fra 1984 med Jydsk på Næsen. I Bjerregaards 26. hefte fra 1890 kan man finde noget, der ser ud til at være roden til lversens melodi, nemlig en ''Balfeber Hopsa". Meget er lavet om undervejs til Iversen og Andersen, men især 1. reprise er let at genkende (se side 6 og 7).

Kresten Nielsen
var spillemand i Klink ved Hejnsvig og levede 1874-1949. Han var far til den kendte spillemand Niels de Fries og bedstefar til Niels' datter, Tove de Fries, kendt bl.a. fra orkesteret Baltinget. Krestens nodebog, som indeholder ca. 60 melodier, mange med tilhørende 2. stemme, er i 1999 blevet udgivet af Spillemandslauget Østjyderne i samarbejde med Tove de Fries. I forordet til den nodesamling var vi så uforsigtige at fremføre den teori, at selvom en del af melodierne nok stammer fra Bjerregaard, så var stemmerne sandsynligvis gjort af Kresten Nielsen selv eller hans spillekammerater. Men den teori holder ikke. Selvom Niels de Fries har fortalt, at Kresten og hans kumpan Marius lavede stemmer selv, så burde vi have vidst det: virkeligheden er altid mere kompliceret end man tror. Godt nok er det enestående at finde 2. stemmer i gamle håndskrevne nodebøger, men en del af stemmerne i Krestens nodebog er faktisk, lige som melodierne, afskrifter fra Bjerregaards udgivelser.
F.eks. udgiver Bjerregaard i 1904 et hæfte med "Gamle danske Folkedanse", og herfra har Kresten Nielsen hentet melodi og stemmer til melodierne "Hornskeif ' (side 4), "Ballon sekstur" og "Pigernes fornøjelse". Melodier, som ellers oprindelig er traditionelle, men som altså allerede i 1904 var blevet til "noget fra gamle dage". Hornskeif kendes i dag over stort set hele den nordlige halvkugle under titler som Hornfiffen, Syvspring, Soldier's Joy, Engelska etc. etc. I øvrigt er der næppe tvivl om, at Kresten også havde traditionelt materiale fra sin egen egn og hjemmegjorte stemmer med i sin nodebog, men det er ikke altid ligetil at sige, hvad der er hvad.
 
Hvad skal man så egentlig mene om alt det her? Bliver Wilsen, Iversen eller Nielsen mindre værd, fordi vi ved, at noget af deres musik stammer andetsteds fra? Er f.eks. Iversens polka en ringere melodi, når vi ved, at noget af den kommer fra Bjerregaard? Efter vores mening: bestemt nej - snarere tværtimod! Spillemændene tog, hvad de kunne bruge af Bjerregaards musik. Men ikke det hele. Noget blev skrevet ned og (måske) spillet efter node, noget blev lavet om med tiden. Det sætter netop Wilsens, Iversens, Nielsens og alle de andres bidrag til traditionen i relief, at vi kender "stamfaderen" til nogle af melodierne, og samtidig kender alt det af Bjerregaards materiale, som folk åbenbart ikke kunne bruge. Når vi ser nærmere på, hvordan Wilsens rejlænder er blevet slebet til i forhold til Bjerregaards udgave, så får vi en bedre forståelse af, hvad det særlige "Læsø'ske" ved en melodi er for en størrelse. På den anden side bliver Bjerregaard ikke ringere af, at det ikke var alle hans melodier, der overlevede. Tiden er en af de bedste – og mest ubønhørlige - dommere over musik, og Bjerregaard skal ikke lastes for ikke altid at have kunnet spå om, hvad der ville holde. Det kan vi andre såmænd heller ikke. Bjerregaard skal have den anerkendelse, han fortjener for alle de gode melodier, han forsynede datidens spillemænd med. Og ikke mindst for dem han - indirekte - forsyner os med i dag!