Meddelelser‎ > ‎

Indkaldelse af nomineringer til prisen for bedste speciale 2016

indsendt 26. feb. 2017 03.15 af Jacob Nørbjerg

Dansk Selskab for Datalogi indkalder hermed indstillinger af projekter til prisen for bedste kandidatspeciale/eksamensprojekt udarbejdet og afleveret i kalenderåret 2016 ved et af de datalogiske og datatekniske institutter ved de højere læreanstalter. Prisen, som nu er på 5.000 kr., blev første gang uddelt i 1991 og doneres af Dansk Selskab for Datalogi. Hver vejleder ved institutterne har mulighed for at indstille ét projekt til prisen.

Der er vide rammer for, hvilke emner, der kan komme i betragtning. Der kan være tale om et program eller en algoritme, et teoretisk bidrag, udviklingsmetoder, teknikker og værktøjer, eller problemstillinger knyttet til indføring og brug af IT-baserede produkter. Nominerede projekter og vindere fra tidligere år kan ses på foreningens web-site: datalogi.dk

Som overordnet krav til at et projekt kan komme i betragtning stilles, at projektet enten er nyskabende, dvs. rummer selvstændige nye resultater af teoretisk eller empirisk art, eller nye praktiske konstruktioner, viser ny anvendelse, dvs. original anvendelse af datalogiske principper eller konstruktioner på et nyt problem eller på en ny måde, eller formidlende på et højt pædagogisk plan, dvs. samler, bearbejder og præsenterer et vanskeligt tilgængeligt fagligt område bedre end det hidtil er gjort.

For at komme i betragtning ved prisuddelingen skal et projekt indstilles til prisen af den til projektet knyttede vejleder. Indstillingen skal være på ca. 1 side og rumme et resumé af projektet sammen med vejlederens detaljerede begrundelse for indstillingen. Fortrolige specialer, hvor det ikke er muligt at offentliggøre indstillingen eller holde et offentligt foredrag om indholdet, kan ikke deltage. Specialets censor og karakter bedes anført sammen med e-mail adresse for forfatter og vejleder. Indstillingen vil blive offentliggjort i foreningens blad og på foreningens hjemmeside datalogi.dk.

Bestyrelsen vil med udgangspunkt i de indsendte projekter nedsætte en priskomite til udpegning af vinderprojektet. Bestyrelsen vil i samarbejde med priskomitéen tilrettelægge bedømmelsen således, at de ca. 5 bedste projekter indgår i en slutrunde, hvorfra vinderprojektet vælges af priskomitéen. Forfatterne samt vejledere til projekterne fra denne slutrunde vil blive indbudt til prisoverrækkelse og middag.

Overrækkelsen af prisen vil finde sted ved selskabets generalforsamling den 1 juni 2017.

Indstillingen og et elektronisk eksemplar af specialerapporten bedes sendt senest 12. april. 2017 som email til

Dansk Selskab for Datalogi,
E-mail: datalogi@datalogi.dk

Comments