Medlemsbrev juni 2024.

Hermed et forsinket medlemsbrev.

Af hensyn til dem, ikke var til vores hyggelige generalforsamling i begyndelsen af måneden i den hyggelige ”Bamsecafé”, som vi godt kan lide at kalde den, kan vi fortælle, at aftenen som sædvanlig forløb i god ro og orden under Villy Lykke Nielsens gode ledelse.

Til bestyrelsen blev nyvalgt Ann Marie Gabrielsson og Anette Schou. Som ny suppleant blev Jan Jensen valgt.

På et senere bestyrelsesmøde konstituerede bestyrelsen sig med Poul Bernth som formand, Ann Marie Gabrielsson som næstformand, Jan Jensen som kasserer og Birthe Bolvinkel som sekretær.

Generalforsamlingen besluttede, at kontingentet fortsat skal være 100 kr. Kontingentet for 2024 kan indbetales i Sparekassen Danmark

på registreringsnummer 9070 kontonummer 1636963530

Gerne senest 1. august.

På torsdag den 27. juni kl. 20 begynder sommerens Drachmann-aftner. De finder også i år sted i Bamsemuseets café Oddevej 2A.

Drachmann-Kvartetten er for 16. sommer i træk klar med et program, som ud over at indeholde kendte digte og sange fra tidligere år også vil omfatte ”nye” ting og beretninger.

Der er jo nok at tage af.

Billetsalget er begyndt, og som det var tilfældet sidste år, kan billetterne bestilles på holger@gabrielsson.dk eller købes ved indgangen på dagen.

   Med venlig hilsen.

   PBV.

   Poul Bernth.

Månedsbrev november 2023

Politikens kronik 9. oktober 1916

Paa Holger Drachmanns Fødselsdag

Om Holger Drachmann havde levet, vilde han i Dag have kunnet fejre sin 70-aarige

Fødselsdag. Nu er han død – og det er godt det samme. For det vilde dog nok have

skurret i hans Øren, om han havde hørt de helt unge Digtere forsigtigt prøve ”en Drøftelse

af, i hvilken Grad Drachmann i Længden er til at læse” – ”en betimelig om end ikke

smertefri Operation”. Betimeligheden kan dog omdisputeres. Hvad om de hidsige,

ungdommelige Operatører gemte Kniven lidt endnu. Ogsaa af Hensyn til deres egne

Fingre, som de meget let kunne komme til at skære.

Da Drachmann blev 60, var det væsentlig ældre eller samtidige Kolleger, der lagde sig i

Vejen for Raadhus-Festen. Nu – om han var blevet 70 – vilde vel de unge og yngste have

fordærvet Spillet – og det vilde have smertet ham. For han elskede Ungdommen, han

sværmede netop for de yngste og deres Kunst.

Vi fejrer ham altsaa ikke. Men skønt ”de moderne Lyrikere” saa højrøstet udtaler deres

”Tvivl om, hvorvidt alt det Drachmann’ske Glimmer er Guld”, tillader de maaske dog os

andre at mindes ham paa denne Dag. Der er nemlig virkelig et Par Stykker af ”den

afdødes Venner” tilbage, som tager sig den Frihed baade at leve endnu og at anse

Drachmann for for en ganske god, dansk Digter, end ikke en af de allerringeste.

Dette var blot en liden Fest Ouverture – lidt Morgen-Musik paa Fødselsdagen.

Enhver, der har staaet Drachmann nær, bliver uafladelig og fra højst forskellige Sider

spurgt: hvordan var han egentlig? – Det er ikke let at svare paa saa omfattende et

Spørgsmaal, for Drachmann var mest af alt mangfoldig, skiftende som Lys og Byger over

Havet, som Skyernes Skygger, der jager over Marken. Men nogle Streger til et paalideligt,

lignende Billede af ham vil det jo nok være muligt at give. Navnlig til Opklaring af, hvordan

han ikke var. Selv mens han levede, gik der jo de besynderligste Frasagn om ham og

hans Gerninger. Og efter hans Død er de visselig ikke blevet mindre fantastiske eller mere

paalidelige. Drachmann kunde man trøstig paadutte, hvad det skulde være. Om ham blev

selv det utroligst troet – og fortalt videre.

Paa to Mands Haand, i Hverdagslivet, var Drachmann ganske stille og jævn, ja, saa

fordringsløs, som kun meget faa. Blot han kunde sidde uforstyrret, i Fred og Ro, med en

Plaid om Benene, Fez’en paa Hovedet, Piben i Munden og Pennen i Haanden – saa var

han det lykkeligste Menneske paa Jorden. Et Arbejdsmenneske, flittig som en Bi. Mens

Timerne randt, sad han dér og prentede med sin store, klare Skrift den ene Side efter den

anden – smedede Stroferne, Linje for Linje – med Rytme og Rim, saa det sang og klang,

naar han endelig omsider rejste sig op i sin fulde Højde, slog ud med Haanden som l

kongelig Hilsen og læste de flunkende nye Vers, højt og tydeligt, trods sin Røst, der var

som sløret af Havgusen.

Til dagligt brug var han beskeden og nøjsom. Der er ofte gaaet Ry af Drachmanns

slaaen om sig med Penge, hans ”Sviren” og hans Ødselhed, ikke mindst overfor Mad og

Drikke. Det er Misforstaaelse paa Misforstaaelse – et Vrængebillede. For – vel kunde han

strø Penge ud, men det var enten til Droskekuske, Dragere og Hotelkarle, som han undte

en klækkelig Drikkeskilling – han var og blev en grand seigneur – eller han gav i Flæng til

Fattige og Stakler, han traf paa sin Vej. De havde let ved at røre hans gode Hjerte. Jo

mere de var kommet paa Kant med Samfundet, desto gladere syntes han, det var hans

Pligt at gøre dem. Saa kom Pengene hurtigt op fra Lommerne, hvor de flød løse om, eller

fra de Konvolutter, hvor tilsendte Honorarer endnu laa gemt.

Et andet var, naar Drachmann festede – og det gjorde han unægtelig gerne, ja, man

kunde næsten sige: med største Lethed. En af hans mærkeligste Evner var netop den, at

han bragte Fest og Stemning med sig, hvor og naar han saa kom. Hvor faa eller mange,

der end var samlet, om det var Kro eller Slot eller Hytte, om der var Overflod eller

Smalhans – var han i sit rigtige Es, saa slog han bare ud med Haanden, brød sig Pokker

om hvad det kostede, om det var ham selv eller andre, der betalte, intet var ham mere

ligegyldigt. Enten der skulde være Gilde eller ikke – Gilde blev der, og Fest blev der –

mange Timer ved Nat eller Dag eller begge Dele. Rekorden tror jeg blev sat i Kolding hin

Maj, da Drachmann endelig var kommet op og ud efter hele Vinteren at have ligget l

2

Sengs med et brækket Ben paa en fjerde Sal i Hamburg. Skønt han endnu gik om ved to

Krykkestokke, var han saa ellevild over at være sluppet ud af Syge-Fængslet til frit Liv og

frisk Luft , at han svor paa at ville feste hele tre Dage og Nætter i Rad: ”Man maa jo sætte

det Ben paa en ordentlig Prøve og se, om det nu virkelig ogsaa kan holde!” Drachmann

holdt, hvad han havde lovet, og – hvad der var mærkeligere – baade han og Benet holdt.

Faktisk var han og hans Trofaste ikke i Seng i tre Døgn. I al den Tid havde han en Droske.

Den kørte han i fra Sted til Sted, og Selskabet skiftedes til at sove i den, mens den holdt

og ventede udenfor. Kusken var da ogsaa svært i Vildrede med Taksten, da ”Turen”

skulde gøres op.

I saadanne Timer blev der ganske vist ikke sparet hverken paa Vaadt eller Tørt,

Drachmann spiste saare lidt, men meget ofte, som det hænder med Nervøse. Hans Ideal

var egentlig et altid opdækket ”Dampskibs-Bord”, hvor han stadig kunde gaa fra og til og

”nappe lidt”. Det var heller ikke faa eller smaa Glas, han kunde tømme, naar Aanden var

over ham og ”Himlen hang fuld af Violiner”. Ellers havde han vel heller ikke i saa skønne

Strofer og djærve Vendinger prist ”Bourgognen” og Rhinens Drue eller den ”ædelige

Brændevin”.

Men – lad os ligesaa godt tage Tyren ved Hornene straks. Intet er ”Folk” saa villige til,

som til at beskylde deres Næste for at drikke. Med al Respekt for Afholds Bevægelsen:

den har megen Sladder og meget Hykleri paa sin Samvitighed. Om Drachmann – som om

saa mangen anden Stormand – er det med Tusinde Munde blevet sagt og siges endnu

den Dag i Dag: han var jo forfalden. – Nej, højstærede Sladderrastikum! Det passer ikke –

det turde være Løgn.

For den er visselig ikke ”forfalden”, der kun svinger Bægeret i festligt Lag, naar

Stemningen løber sig høj og fri, og Bakkus-Guden løser Tungen – men derimod aldrig

pimper alene, drikker i Smug, med rystende Haand griber efter Giften, fordi han ikke kan

lade være. Og netop saadan havde Drachmann det. Der var perioder, hvor han festede og

drak, ikke for lidt, men yderst sjældent, saa godt som aldrig ”for meget”. Hans Vid og

Forstand gik sandelig ikke ud, fordi Vinen gik ind – tværtimod! Men saa kunde der til

Gengæld ogsaa gaa lange Tider hen – ofte meget længere end de andre – hvor han trak

sig tilbage l en af sine Huler, gemte sig i en Provinskrog, ovre i Norge eller oppe paa

Skagen. Der levede han saa som en Bonde eller Fisker, paa simpel Husmandskost og

Sødmælk, eller Kildevand og Kærlighed. Paa det kunde han nemlig ogsaa leve højt og

skrive skøn Poesi. Han behøvede ikke Alkohol for at digte, han kunde saa udmærket godt

”lade være”. Naar han skrev, brugte han faktisk aldrig anden Stimulans end den kære Pibe

og maaske en Kop Te. Det var Fyr nok under Kedlen.

Nogle af sine skønneste og fineste Ting skrev Drachmann under sit Ophold i Hamburg,

da han ludfattg boede paa fjerde Sal i Eichenstrasse – langt uden for Lov og Ret. Edith

førte den Gang Hus for ham, syg og sengeliggende var han for det meste, og Indtægten

næppe stort mere end Gagen ude fra Tribunen i St. Paulli, hvor hun sang hver Aften. Det

var ikke Vellevnet, der da blev ført.

Ikke sjældent paastaas det om Drachmann, at han var uomgængelig og meget

upaalidelig. Ingen af Delene har det fjerneste paa sig. Han kunde fare op, blive hidsig og

voldsom, ja, stærkt hensynsløs i sine Ytringer. Men paa Bunden var han blid og from som

et Lam, føjelig og taalmodig. Tog man ham med det gode, som det hedder, kunde man

vikle det lange Mennesker om en Finger, faa det ganske med ham, som man vilde.

Og upaalidelig? – Ja, ”svajede og svingede” han ikke selv som de Vindrue-Ranker han

skrev om – fra den ene Yderlighed l den anden, fra det ene Standpunkt til det stik

modsatte? Jo, det gjorde han under tiden, maaske endda ofte, men – hvorfor? Og

hvordan? Fordi han var den ægtefødte Lyriker fra Fod til Isse. Han var hverken Professor i

Logik eller Matematik, hverken Købmand eller Politiker, ja, ikke en Gang nogen staalsat

Karakter med jernhaard Vilje. Han var lige det modsatte: et saare blødt og yderlig følsomt

Sind, modtageligt for ethvert poetisk Indtryk. Han var Digter, endda fuldblods Lyriker. Men

søger jeg Vilje og Karakter hos en saadan, da gaar jeg ganske bestemt fejl og faar Poesi

og Stemning i Stedet, gode Strofer og skønne Vers.

3

Alt, hvad der kom i nærheden af ham, blev til Poesi. Hans Glødevarme smeltede det om

til Lyrik. Enten det var ”engelske Socialister” ved Themsen eller danske Kanonkvinder paa

”Garderhøjen”… for ham var det hverken Anarkisme eller Nationalisme… han uddrog kun

Lyrikken af dem begge. Naar alt kom til alt, var det det eneste, han forstod sig paa – det

eneste han havde brug for.

Et bestemt Eksempel vil illustrere det. Hin Maj var vi begge Gæster paa ”Fønixborg” ved

Kolding hos Carl Georg Lerche – yngre Baron og inkarneret Højremand, men ellers

Elskeligheden og Bravheden selv. Vi tre sad gerne efter Bordet og holdt Mørkning i

Havestuen; kun Cigarerne lyste som Lygtemænd. Da hændte meget ofte følgende, der

ikke skyldtes Aftale, men ligefrem Instinkt hos to, der kendte Drachmann nøje og nu

morede sig med at eksperimentere lidt med ham. Lerche førte Samtalen ind paa hjemlig

Grund, ad nationale Baner til patriotisk Stemning….og faa Minutter efter glødede

Drachmann om kap med Cigarerne, glødende af rød og hvid Fædrelands Begejstring, som

han fandt de skønneste Udtryk for. Naar han havde naaet Højdepunktet, begyndte jeg,

ganske smaat, men underfundigt, at dreje Kaleidoskopet hen til Billedet af det store

Verdens-Broderskab, der omfatter alle Jordens Mennesker. Efterhaanden blev det fra

Radikalisme og Socialisme til Anarkisme og Nihilisme… og faa Minutter efter glødede

Drachmann, ganske som før, maaske endnu mere, men denne Gang af blodrød international

Begejstring, som han fandt ligesaa skønne maaske endnnu skønnere Ord for.

Rose eller Tidsel, derom bekymrer Bien sig ikke.

Den suger kun Honning af dem begge, som Digteren drikker Lyrikkens Sødme af alle

Havens og Grøftens Blomster. Filistre og Snobber har endog beskyldt Drachmann for at

være grov og plump, ja, hensynsløs i godt Selskab. Sandheden er den, at ingen var mere

fin og nobel, ja, renere i Tænkemaade end netop Drachmann. Han kunde være drøj og

djærv, elskede at sige sin Mening rent ud af Posen, at nævne Tingene ved deres rette

Navn. Det gjorde blandt andet da også Holberg. Men han hadede alt, hvad der var sjofelt

og slibrigt, kunde rødme som en Ungmø af Skam og Harme, naar han mødte sligt. Jeg

mindes en Gang paa en jysk Herregaard, hvor Værten efter en dundrende Herremiddag

ved Kaffen begyndte at fortælle Historier efter den bekendte svenske Recept: ”Det gør

ikke noget, de ikke er morsomme, naar de bare er svinagtige”. Han fik ikke fortalt mere

end den første, før Drachmann fo’r op, vred som en Tyrk, slog i Bordet, bad sig fritaget for

mere og skammede Godsejeren ud i en tale, som Mester Ole Vind kunde have misundt

ham.

Saadan var Drachmann – iblandt Mænd. Og blandt Damer? Kavaler, ja Troubadour

overfor hvert et kvindeligt Væsen. Ganske ligegyldigt, om ung eller gammel, hvem eller

hvad, Drachmann var altid Ridderligheden selv – om saa det var overfor en Skøge.

Allermest maaske mod den, der var sunket allerdybest.

I mange Aar – vel nok de fleste – flakkede han rundt omkring som en Fredløs, uden

blivende Hjem eller Sted. Hans eneste Eje var en mægtig Kuffert, som han altid pakkede i

sidste Øjeblik, hulter l bulter: Tobak og Cigarer flød mellem Haandskrifter, Blækflaskerne

hvilede trygt mellem nystrøgne Skjorter. Han hjembragte en Gang nogle dejlige veneti

anske Glas – som Støv og Pulver. Men hvor som helst han flakkede om: enten paa Gaden

i Berlin eller Rom, i Boulogne-Skoven eller Wiener-Prateren…hver og en vendte sig om og

saa efter denne mærkelig stolte Høvdinge-Skikkelse. Hvem var dog det? En fremmed

Konge eller en Profet?

Ak, det var kun en dansk Poet – en stor Mand fra et lille Land. Og det gaar med

Poeterne som med Profeterne: de er sjældent agtet i deres eget. Især naar Landet er saa

lille som vort – endog saa lidet og Sindene saa smaa, at vi gør alt for ogsaa at formindske

vore store Mænd. Mon ikke vi dermed gør Fædrelandet endnu mindre, endnu ringere?

Selv om det maaske er for meget forlangt, at vi skal hæge og pleje om vore Stormænd,

medens de endnu er i Live – var det utænkeligt, at en Nation, saa lille som vor, kunde blive

enig om at frede om dem, naar de er døde? Eller lad os være ubeskedne, men blot sige:

frede om deres Minde – maaske blot en enkelt Dag om Aaret. Prøv, for Eksempel, at tale

godt om Holger Drachmann – blot i dag.

Charles Kjerulf.

Månedsbrev februar 2023

Satte Drachmann sig selv i scene?

Hvis man gerne vil være en kendt person i dag er der mange muligheder for gennem selviscenesættelse at komme frem i rampelyset. Er man politiker, ansætter man en spinddoktor, som tager sig skrivning af vigtige taler, kommunikation med medierne og alt det andet, der kan fremme selviscenesættelsen.

   På Drachmanns tid tilbage i 1860erne var det nok mere vanskeligt at komme frem.

   Men det gik rimelig hurtigt for maleren Holger Drachmann. Allerede da han fik billeder med på Charlottenborg i 1869 vakte han opsigt, Og ud over, at han solgte billederne, fik han også bestillinger på billeder. Blandt hans kunder var folk som finansmanden C. F. Tietgen.

   Men skribenten Holger Drachmann lod endnu vente på sig. Hans første artikel blev optaget i et månedstidsskrift i 1879 og var den direkte årsag til, at han blev opsøgt af den unge Georg Brandes. Det skulle blive begyndelsen på et venskab, som med enkelte stormfulde afbrydelser kom til at vare Drachmanns liv ud.

   Så stærkt begyndte deres venskab, at Drachmann tilegnede den første digt samling ”Digte” i 1872 til sin ven, Georg Brandes. I digtsamlingen findes også gymnasielærernes tilsyneladende eneste kendte Drachmann-digt, ”Engelske Socialister”.

   Georg Brandes jublede. Her var en ung digter, der havde fattet budskabet om ”det moderne gennembrud”. En ny litteratur, der brød med romantikken og beskrev tilværelsen, som den virkelig var. Nu havde Brandes fået en socialist

med.

    Det er utroligt, at en begavet litteraturmand, kan tage så meget fejl. Digtet er ikke propagandistisk eller agitatorisk. Det er en malende beskrivelse af et arbejdermøde, Drachmann havde oplevet i dokkerne i London. Et flot digt, men det har næppe kunnet ophidse nogen til revolution.

   Men takket være Brandes begyndte Drachmann så småt at blive kendt som andet end en fremragende marinemaler. Uden at der vel kan være tale om selviscenesættelse.

   Allerede samme år får han udgivet sin første bog med prosatekster, ”Med kul og kridt”.

   Hans første ægteskab, som var med den ganske unge bornholmerpige, Vilhelmine Eriksen, opløses i 1875, og året efter møder han sin ungdoms store kærlighed. Polly Culmsee, som er gift med proprietæren Thalbitzer.

   Nu begynder folk at høre om Drachmann, og som Drachmann senere skriver om folk, at af skandalerne kan man ikke får nok. Han får en datter med Polly, og de skulle have været gift, men hun forlader både Drachmann og ægtemanden. Det går ikke stille af.

   Den næsten 2 meter høje digter, er ved at få gang i det, der senere er blevet kaldt selviscenesættelsen.

   Han er træt af sin højde. Han for let genkendelig. Han er ikke mindre træt af København. Dette sladderagtige provinshul, hvor man ikke kan gå på strøget med en anden kvinde end sin kone, uden at det står at læse i avisen næste dag. Berømmelsens bagside var ved at melde sig.

   Det går bedre og bedre med forfatterskabet. Han bliver mere og mere kendt og selvom han måske ikke længere regnes for hørende til den tætteste kreds

omkring Brandes, så hører han stadig til de moderne. Forlæggeren Frederik Hegel opdager det unge talent, og forlaget udgiver i årene fremover med et par undtagelser, Drachmanns bøger. Det giver en vis soliditet i Drachmanns økonomi

   Efter skuffelsen med Polly gifter han sig med dennes lillesøster, Emmy. Det stimulerer ikke den poetiske side af forfatterskabet. Han skriver selv i et brev, at ægteskabet var et fornuftægteskab. Men hun var en fornuftig kvinde og sammen med samarbejdet med Hegel gjorde det, at de år bliver nogle af Drachmanns bedste.

   Det holder i ti år, og de får fire børn. Men selvom Emmy er ham en god  kone, der forstår, at en kunstner skal have visse rammer at bevæge sig, mangler han helt klar den store inspiration. Den venter i form af en ung syngepige, som han møder i en sangerindecafé, som var indrettet i det lokale, der i dag rummer Jytte Abildstrøms ”Riddersalen”.

    Denne unge pige, som jeg vil vende tilbage til senere på året, skulle vel nok komme til at inspirere ham til det bedste, han har skrevet.

   Han forlader Emmy og forargelsen var til at få øje på. Vennerne i Skagen, som holdt meget af Emmy tog afstand fra ham, og blandt andre bryder Edvard Brandes med Drachmann, og de bliver aldrig gode venner igen. Det var vel mest Brandes` problem, da han var teater- og litteraturanmelder. Det klarede han ved at rose Drachmanns bøger og stykker, men undlod at nævne forfatterens navn.

   Men mange andre af Drachmanns gamle venner fandt sig i ham og kunne åbenbart se igennem al virakken.

   Og folket svigtede ham ikke. De købte og læste hans bøger, hvor af mange handlede om ganske almindelige mennesker, eller var beskrivelser af steder, som de fleste aldrig kom til.

   Myterne om hans vilde privatliv vokser, og der er ingen tvivl om, at når han ikke fik Nobelprisen, så var det blandt, fordi rygterne om hans levevis var nået til det bornerte Sverige og dermed til Nobelkomiteen. I stedet fik englænderen Rudyard Kipling prisen.

   De store festligheder omkring hans 60 års fødselsdag delte vandene. Hvilket fremgår tydeligt af datidens aviser. Man påstod i aviserne, at det kun var en lille flok, der stod bag festen og deltog i den. ”Den lille flok”” bestod af blandt mange andre af Dansk forfatterforening, Københavns Universitet, Skuespillerforbundet. Det kgl. Teater, De samvirkende fagforeninger og Boghandlerforeningen.

   Selviscenesættelsen knager i furerne.

   Et sted var man dog tilsyneladende ligeglad med alle disse dårlige rygter, og det var i Skagen. Her kunne han under de få besøg slappe af og være sig selv. Uden at skule føre sig frem. Hvad der sikkert heler ikke ville have nyttet ret meget blandt skagboene.

   Hans gode venner, fiskerne, så mere på, at han hvert år til jul uddelte penge til trængende fiskerfamilie. Det var vel næppe hans egne penge, for dem havde han vel ikke så mange af, at han ligefrem kunne dele ud. Men han havde gode venner, der sikkert gerne har villet være sponsorer.

   I kunstnerkredsen i Skagen var man som sagt ikke udelt begejstret for hans meritter. Navnlig var bruddet med Emmy med til at ødelægge forholdet mellem ham og flere af de andre kunstnere. Men når bølgerne gik højest på hotellet i Skagen, gik Madam Brøndum ind og på sin stille måde dæmpede gemytterne ved at sige: ”det er ikke altid let for den, Vorherre har givet de store evner”.

   Mytedannelsen fortsatte efter Drachmanns død og er nok ikke helt uden årsag til, at hans minde svandt bort i de første år efter hans død.

   Det var først i mellemkrigsårene en gruppe unge digtere, som Tom Kristensen, Nis Petersen og Hans Hartvig Seedorf stod frem og erklærede, at de var lærlinge af Holger Drachmann.

   Der er vel ikke så mange, der kender til en stor del af hans digtning, men myterne kender de.

   Sidste sommer var der en dame, der sagde til mig:

   ”Jeg ved kun tre ting om Drachmann, at han var digter, maler og glad for kvinder.”

   Hertil kunne jeg kun sige, at hun glemte en ting. Kvinderne var glade for ham.

   Dem vender jeg også tilbage til ved en senere lejlighed.

   Overskriften på denne historie kræver et svar, og jeg må indrømme, at selv efter over 50 års arbejde med Drachmann og hans digtning, er det svært at give et entydigt svar.

   Han er vanskelig indtil det irriterende, og der er ingen tvivl om, at hans omgivelser har haft svært ved at klare ham ind i mellem.

   Han har med en senere statsministers udtryk i den grad levet efter parolen, at man har et standpunkt til man tager et nyt. Det gælder ikke mindst politik, som man jo gik meget op i. Også i kunstnerkolonien i Skagen. Man sagde om ham, at hans politiske standpunkt var bestemt af den hustru eller kvinde, han i øjeblikket var sammen med. Det er der meget, der tyder på er sandt.

   En anden side af ham, er, at han var og er umulig at komme i en æske, hvad der irriterer litteraturfolk meget, og derfor har de gennem årene, fra han levede til i dag, valgt at bedømme ham som en forfatter, der ikke var værd at beskæftige sig med.

   Der mener jeg, at man tager fejl, og jeg mener at have baggrund for at mene det.

Lad mig slutte dette med et citat, som måske i virkeligheden er et svar på spørgsmålet:

   I virkeligheden var han jo en sørøver, der aldrig fandt sig til rette i det danske litterære selskab eller noget andet sted.

”Fra mit hjerte, min køjesæk og min græske kogebog.”

Månedsbrev januar 2023

Kære medlemmer.

Vi ønsker jer alle sammen et

GODT NYTÅR

   Vi har planer om en række spændende arrangementer i det nye år, som vi håber at se jer til.

   Vi vil blandt andet beskæftige os med Drachmanns store muse, den svensk-danske visesangerinde, Amanda Nielsen, som Drachmann kaldte Edith.

   Drachmann mødte hende i det, der dengang hed Kehlets etablisament, men som senere kom til at hedde Lorry. I det lokale, der i dag rummer Jytte Abildstrøms ”Riddersalen”

   Som en slags opvarmning til emnet, kan man den 12, og 24. januar kl. 14 høre Museumsinspektør Mette Harbo Lehmann gå tæt på historien bag værket Holger Drachmann til punchefest hos Lorry, som er malet af Aksel Jørgensen 1910. To år efter Drachmanns død i 1908. Det er af flere billeder Axel Jørgensen malede af Drachmann på Lorry.

   Vores appel om indbetaling af kontingent har virket. Flere har heldigvis fulgt opfordringen. Dog mangler vi i nogle tilfælde oplysning om, hvilken ægtefælle, der er tale om, når der kun betalt et kontingent. Begge ægtefæller er naturligvis velkommen som medlemmer.

   Med venlig hilsen.

   p.b.v.

   Poul Bernth.

 Månedsbrev oktober 2022

Birgit og jeg havde meldt os det litterære folkemøde i Skørping 1. og 2. oktober, men ændrede det, så vi kun var der søndag.

   Folkemødet blev holdt i Skørpings ”Kulturstation”, som er et imponerende sted, som indeholder bibliotek, lokalhistorisk arkiv, to biografer(!), en teatersal med scene og diverse mindre foredragssale.

   Bygningen rummede tidligere Skørping Kro, men kommunen overtog på et tidspunkt bygningen og indrettede kulturhus i den. Navnet Kulturstation skyldes, at den ligger lige overfor jernbanestationen.

   Folk fik noget at vide om Drachmann. Vi holdt et causeri hver på tre kvarter. Birgit indledte dagen i ”Himmerlandsstuen”, med at fortælle om Drachmann og kvinderne, mens jeg sluttede i samme lokale med at tale om ”Hvorfor læse Drachmann i 2022?”.

   Ind i mellem holdt ”Drachmanns Venner” fra Vejle et fint musikalsk foredrag, hvor de fortalte og sang en række af Drachmanns sange og viser. Peter Lorentsen viste endnu engang hvilken fin viseforedrager han er.

   Det er fantastisk, hvor mange litterære selskaber, der er i Danmark. H. C. Andersen-selskabet, Jenle-selskabet (Aakjær), Martin Andersen Neksø-selskabet, Henrik Pontoppidan-selskabet og Kaj Munk-selskabet. for bare at nævne nogle stykker.

   Der er store selskaber, som driver forskning og mindre selskaber, som for eksempel Drachmann-Klubben, der forsøger at udbrede kendskabet til en digter og hans værker.

   Det var Herman Bang-selskabet i Skørping, der stod for arrangementet, og det var et fint arrangement, som de har planer om at gentage i 2024.

   Måske er der nogle af jer, der undrer jer over, hvorfor man har et Herman Bang-selskab i Skørping. Det skyldes, at man har fundet ud af, at forfatteren faktisk opholdt sig i Skørping i sommeren 1896 for at færdiggøre sin roman ”Ludvigsbakke”

   Der er nok ikke mange, der ved, at der faktisk er et ret rigt kulturliv i Skørping og har været det i mange år. Skørping Marionetteater er kendt ret vidt omkring og byen har også i mange år haft et amatørteater, som Skagens ungdomsamatørteater ”Skawdram” i sin tid havde samarbejde med.

   Skulle man ”strande” i Skørping er Kulturstationen værd at besøge. Måske er der ikke lige på det tidspunkt et arrangement, men man kan se sig omkring i den smukke bygning og glæde sig over en kommune, der gør noget for kulturen. Dem er der - trods sparetider - heldigvis flere af.

Månedsbrev september 2022.

”Husk, at Drachmann skrev for folket i et folkeligt sprog. Derfor læste mange ham

dengang, og derfor kan han læses i dag”.

Dette er et citat – efter hukommelsen – af Ole Wivel.

Han var dog langtfra den første, der talte om Drachmanns folkelighed.

I sin store tale ved den senere så nedgjorte 60 års fødselsdagsfest på Københavns

Rådhus den 10. oktober 1906, sagde Georg Brandes blandt andet i sin store hyldesttale:

Han forherligede den arbejdsomme og tænksomme Menigmand, talte de Smaas Sag

overfor de Store – Haandværkeren lagde sin Høvl eller sin Murske og begyndte at blive

opmærksom.

Og senere sagde Brandes:

Saa sang han om Havet, det virkelige Hav, der slynger sig om vore Øer og skyller mod

vore Kyster, sang det med alle dets Farver og Belysninger, i Storm og Stille, i Sol og Regn

og i de lyse Nætter, sang rigt og rent om Havets Liv og Redningsarbejdet paa Havet – og

han blev Sømænds og Fiskeres Mand; de lagde deres Garn og hørte i en Fristund paa

ham.

Men det var ikke kun havet, fiskerne og søfolkene, han skrev om og til:

Han sang saa Landet, det danske Land, dets Strand og Skove, dets Lys og Luft, dets

Maj og dets September – og Bonden agtede paa ham, Folkehøjskolen aabnede sine Døre

for hans Prosa og hans Vers.

Og

Efterhaanden samlede han ved sit Spil og sin Stemme dem alle om sig, Bønder og

Arbejdere, Studenter og Kunstnere, Sømænd og Handelsmænd, Landbo og

Bybo, Krigsmænd og Kvinder, alt Folket.

Læg mærke til, at Brandes både taler til og om Drachmann.

At du for denne Befolkning er bleven Poesiens Repræsentant, det beror paa det Brede

og Folkelige i dit Væsen, som er i Slægt med den Folketro, de Folkesagn og Folkeviser,

du har fornyet. Det beror paa det Frihedselskende i din Natur, som har vundet dig

Menigmand. Det beror paa det Ømme, Varsomme, Nænsomme i dit Væsen, der har gjort

dig til Kvindernes Digter. Og det beror paa din Kunst, din Evne til at faa Sproget lil at male,

din fortryllende Evne til at faa et malende Sprog til at synge under dine Hænder – den

Evne vandt dig de Kunstelskende her i Landet, og hvem nævner deres Tal!

Desværre faldt mange af sidste fra de første mange år efter hans død, og selv

gymnasielærere har i dag svært ved at få øje på andet end hans store gennembrudsdigt

”Engelske socialister”.

Hvorfor bruge et månedsbrev på at skrive om dette?

I et stilfærdigt håb om, at en og anden, der læser det, vil lægge fjernbetjeningen eller

krimien til side og i stedet læse Drachmanns dejlige noveller i bøger som for eksempel

”Sømandshistorier”, ”På sømænds tro og love” og ”I storm og stille”.

Også ”Derovre fra grænsen” og de mange dejlige rejsebeskrivelser, som findes rundt

om i hans mange bøger viser, hvor læseværdig han er i dag.

Lån dem på biblioteket, eller find dem i antikvariaterne. De har dem, og de kan såmænd

købes for små penge.

Månedsbrev juli 2022

Det er utroligt, at man efter at have arbejdet med Holger Drachmanns liv og digtning i over 50 år kan blive ved med at løbe ind i spændende spørgsmål.

   I forbindelse med Drachmann og Hornbæk begyndte jeg at spekulere på, hvor meget Drachmann egentlig har været involveret i diverse kunstnerkolonier.

   I modsætning til Krøyer, der i sin tilsyneladende evindelige kamp for at skjule sin ensomhed dannede kunstnerkolonier alle vegne, så har man ikke indtryk af, at det samme gælder Drachmann.

   Hans to første besøg i Skagen 1872 og 1879 førte ikke til noget den retning. Det var først, da P. S. Krøyer trods Anchers forsøg på at holde ham væk, dukkede op i Skagen, at der tilsyneladende begyndte at ske noget.

   Med Anna Ancher som patronesse danner Krøyer det såkaldte aftenakademi, som ikke var noget intellektuelt foretagende. Så havde Krøyer næppe været medlem. Det var vel mere en hyggelig selskabsforening, hvor man slappede af efter dagens arbejde.

   Ind i mellem har bølgerne nok gået højt. Kunstnerne må vel kunne betragtes som den tids venstreorienterede. De var kulturradikale inspireret af Georg Brandes, som også selv ind i mellem opholdt sig i Skagen. Han kunne nok få bølgerne til at gå højt. Man sagde jo, at han var svær at portrættere med lukket mund, da han talte hele tiden.

   Drachmann og hans nye kone, Emmy, boede i det hus på den nuværende Markvej, som senere blev Michael og Anna Ancher hus. Det havde Drachmanns svigerfar, papirfabrikant Culmsee, lejet for hele sommeren til familien Drachmann.

   De boede altså ikke som de fleste andre kunstnere i gæstgivergården eller lige der omkring, men har formodentlig spist der og sikkert også deltaget i aftenakademiet.

   Men det gik galt.

   På et tidspunkt tager den evige vandringsmand, Drachmann, en tur til Norge. Han skulle op til Aulestad og være med til at fejre Bjørnstjerne Bjørnsons digterjubilæum.

   Det blev dejlige dage sammen med kunstnerkolleger fra hele Skandinavien. Der blev festet, snakket og diskuteret, og Drachmann blev inspireret af det hele. Her mødte han den norske bondekultur, som bekom ham lige så vel som fiskerkulturen hjemme i Danmark.

   Han holdt flere flotte taler, men en af dagene gik det galt. Han skrev en hurtig inspireret tale på vers, som han læste op for selskabet. Bag efter gav han fra Bjørnson manuskriptet, men understregede, at det var tll hende privat. Desværre fik en journalist far ”Verdens gang” fat i det. Det blev trykt i hans avis og senere bragt i andre aviser også i danske.

   I digtet stod blandt andet linjen

Vi kom hertil halvt kritisk – jødisk – franske

   De jødiske brandesbrødre forstod godt hentydningen, og det gjorde de andre kunstnere i Skagen også, så da Drachmann kom tilbage til Skagen, var det en mildest sagt kølig stemning, der mødte ham.

   Det var dog ikke den eneste gang stemningen knagede i fugerne..

   Når man for eksempel i kredsen var blevet enige om at være i mod Gud, konge, fædreland og militær, så drog Drachmann til København og skrev en kantate til indvielsen af et af de forter, der udgjorde Københavns nye befæstning. Vennerne i Skagen var noget forundrede.

   Noget af det værste, han gjorde var dog, da han tog sin muse, Edith, med til Skagen. Den kvinde, som var skyld i, at hans ægteskab med Emmy gik i stykker.

   De andre kunstnere holdt meget af Emmy, derfor holdt de en meget kølig afstand til Edith

   Jamen, han købte da huset i Skagen?

   Det gjorde kan, Men hvor? I Skagen Vesterby. Ganske vist havde både Tuxen og Krøyer huse i denne bydel, men der var langt ind til Brøndums Hotel.

   Der til kommer, at han ikke brugte huset ret meget.

   Drachmann havde mange kunstner- og andre bekendte rundt om i Europa, som han mødte og hyggede sig med, men noget ”kolonimenneske” har man ikke indtrykket af, at han var.

Månedsbrev juni 2022

Hvad skal vi med Drachmann?

Dette spørgsmål er temaet for arrangementet i Sognehuset på mandag den 6, juni. Kan vi ikke bare sige, at det var det og så gå i gang med noget andet?

   For en, der har beskæftiget sig med Holger Drachmanns liv og digtning i over et halvt århundrede og stadigvæk synes, at det er spændende, er det ikke svært at svare nej på det spørgsmål.

   Nå, men så hyg dig på dine gamle dage og lad være med at lade det gå ud over sagesløse. Vil man måske sige, og det var også det letteste, men udover en vis stædighed er jeg også i besiddelse af en følelse, som nogle nok vil kalde naivitet.

   Når man som jeg kommer dagligt i Drachmanns Hus om sommeren, er man faktisk forundret over, så interesserede mange af husets gæster er i at høre om Drachmann. Svar på spørgsmål avler nye spørgsmål.

   Et besøg i Drachmanns hus kan vare fem minutter, så går folk igen og har haft det, jeg kalder en ”nå-oplevelse” = med ingen oplevelse.

   Det er lidt trist. De betaler trods alt for at komme ind, og når der nu er så meget at fortælle. Men man maser sig ikke ind på folk. Dog skal der ikke meget til før, folk får en historie eller flere. Og så viser det sig, at folk er interesserede, og når det går helt vild for sig, ender det endda med, at folk køber en bog om Drachmann.

   I forsæsonen sker det jo, at der er lidt døde perioder, men så benytter det tilstedeværende personale lejligheden til at læse i en af de mange bøger, der findes om Drachmann, så man har nogle flere historier at fortælle.

   Denne interesse smitter af på de besøgende og fører til mange gode oplevelser for både gæster og personale. En af de sidstnævnte kan endda nogle af Drachmanns digte udenad. Det ødelægger ikke lige frem oplevelsen.

   Det er vist nok en kendt sag, at hvis en gymnasielærer beskæftiger sig med Drachmann, drejer det sig højest om digtet ”Engelske socialister”. Men sidste år var jeg ude for, at en dame præsenterede sig som dansklærer på gymnasiet og spurgte mig, om jeg kunne give hende nogle ideer til andre tekster af Drachmann, hun kunne bruge i sin undervisning. Det kunne jeg naturligvis med store glæde.

   Forleden dag blev jeg ringet op af dame, som gerne ville høre noget Drachmanns skuespil ”Hr, Oluf han rider”. Hun var ved at skrive en fiktiv børnebog om Drachmann og manglede lige nogle oplysninger.

   Og nu begynder sæsonen snart med Drachmannaftner, og så kan vi atter konstatere, at den game digter stadigvæk kan vække interesse.

   Nede på universitetet i Amsterdam er der faktisk en hollandsk professor, som beskæftiger sig meget med Drachmann, så meget, at han har skrevet indtil mange artikler om digteren. Det er ham, man kan opleve i sognehuset på mandag. Her vil han netop tale om, hvordan man kan  formidle Drachmann i dag.

Månedsbrev maj 2022.

Dette månedsbrev er både et eksempel på Drachmanns evne til at engagere sig i aktuelle sager og en advarsl til nutidens Skagen om ikke at lade løb over ende af alle nye initiativer. Det er jo som bekendt ikke alt, der glimter, der også er af guld.

   Jeg behøver naturligvis ikke at fortælle jer, at den sag brevet handler om, er planerne om det store badehotel på Grenen, som trods Drachmanns brev i Politiken, som bekendt blev opført.

Skagen – September 1898.

Lad os få taget Livet af Projektet forinden den kræver sine danske eller norske Ofre.

   Nu er mine Venner og jeg kommet her de sidste femogtredve Aar – og ingen af os har haft den ringeste Fornemmelse af, at Skagen skulde trænge til det store Bad.

   Tværtimod.

   Skagen trænger slet ikke til noget i den Retning. Jeg kender den halve Verden – men jeg kender intet stilfuldere end Brøndums Hotel paa Skagen.

   Og saa er der endda et Hotel endnu – som jeg ikke kender – og et afholdskaravanserai, som jeg aldeles ikke kender.

   Det turde være nok.

   I fire dage har vi haft Sommer her – til alles store Overraskelse. Vi bader os i disse fire Dage allesammen – nøgne eller halvnøgne. Om nogle Dage er Sommeren forbi. Saa er jeg formodentlig den eneste, der vælter mig i Vandet.

   I Løbet af de femogtredve Aar har mine Venner og jeg ikke kendt til nogen ”Bade-sæson” her.

   Skagen er Vidunderland – for Kunstnere, Digtere, romantiske Par og andre halvforrykte. Resten af Menneskeheden vil have mere end nok af Klima og Omgivelser ved et højtregnet 8 Dages Ophold her.

   2 Døgn synes at være Normen. I disse otteogfyrre Timer kan man naturligvis faa sig en Forkølelse ved at tage sig et Bad paa aaben Strand. Men man kan også undgaa det – ved blot at ligge og se paa det uendelige Hav, dernæst krybe op i Fyret, og sluttelig besøge Lars Kruses Grav.

   I de tre Sommermaaneder besværes man - som i Dag – én Dag af Varmen. Saa smider man Klæderne og gaar ud i Havet. Men Reglen er den, at paa Skagen besværes man af Blæsten. Blæsten og Havgusen og Bygevejr og fygende Sand og evig Væde – forinden som foruden -: Det en Skagbos Klima – og naar Skagboen hører om, at man paa dette Klima vil lave et stort dansk-europæisk Første Klasses Badehotel ude paa ”Grenen” eller paa Nordstranden – saa ler Skagboen lunt i Skægget.

   Lad dem blot smide Penge herud – men Procenter bliver der ingen af!

   Jeg har med egne Øjne og Ører fra første Færd af fulgt den hele taabelige fejltagelse paa Fanø.

   Begrave Penge i Sandet – det kan man. Men lave et ”Verdens-Bad” – det kan vi danske  heldigvis ikke.

   Skrive Prospektuser og lave Overslag og slaa paa baade nationale og hygiejniske og merkantile Strenge – det kan man. Men skabe Skagen om til et fransk eller engelsk eller belgisk, eller blot tysk Nordsø-Bad – det burde fornuftige danske eller norske mennesker undlade at forsøge sig paa.

   Et saadant stort Skagen-Bad er jo imidlertid under Ventilation.

   Uden at være besjælet af overdreven Menneskekærlighed og Ønsker for Næstens Skillinger, kunde mine Venner og jeg ønske at spørge:

   Hvorfra skal de meget bemidlede Gæster komme, som skal betale fra 7 til 10 Kroner for den Fornøjelse at ligge paa ”Grenen” og spille Sælhund?

   Thi Badet maa nødvendigvis blive dyrt – netop fordi det er paa Skagen.

   Men sæt den store Mængde bemidlede Gæster kommer – hvad de ikke gør, thi det vrimler jo med Pensionater og Sanatorier det hele Land over – hvor skal da de ”kurmæssige” og klimatiske Forhold komme fra?

   Kom først i nogle og tredve Aar regelmæsssig paa Skagen – førend I laver Prospektus over et Bade-Hotel med al den Komfort og Hygge, som nogle stakkels forpiskede, træløse Klitter kan yde.

   Paa et Halvthundrede halvforrykte Kunstnere og Digtere kan – heldigvis – et stort Nordstrands-Bad ikke laves.

Og resten af Menneskeheden vil kede sig ihjel ved et saadant besøg her – udover de to Døgn eller den ene Uge.

   Kom i Hobetal hertil – baade danske og norske – paa allerhøjest fjorten Dage. Her er den tomme, rene Luft, og den store øde Strand, Maager, Fiskere, Fyrene og Lars Kruses Grav.

   Her er tillige en bund-kedelig, i Opkomst værende By, med nøgterne Huse – og her er Kutter-Grosserere og Indre Mission og Afholdsbevægelse.

   Kom bare hertil – og forsvind igen, saa sporløst I er kommen. Brøndums Hotel er alene en Skagens-Tur værd.

   Vi, mine Venner og jeg, viger jer gerne Pladsen den hele Sommer.

   Men hvis I ellers har anden Brug for jeres stakkels Penge – saa smid dem ikke ud i Aktier til et moderne Første-Klasses Skagens Grens Nord-Strands Fanden i Vold-Bad.

Holger Drachmann.

Månedsbrev april 2022.

Er Drachmann uaktuel?

Kan en digter, der døde i 1908 have noget at sige danske læsere i dag?

Ja!!!!

For det første kan en digter, der digtede på de tre basale begreber i tilværelsen livet, døden og

kærligheden aldrig være uaktuel. Dertil kommer, at Drachmann også i sin digtning giver mange

eksempler på, at det han skrev om også er aktuelt i dag.

Er der mon nogen når de læser dette lille uddrag fra bogen ”Den hellige ild”, som udkom omkring

år 1900, der kan lade være med at tænke på vor tids sladderblade?

Kender du Danmark?

Kender du Danmark?

Det turde være paa Tide, at vi forelagde hinanden det Spørgsmaal.

Thi der er vel intet, et Folk glemmer saa hurtigt, som hvorledes det selv ser ud.

Når N. N. hos sin Skrædder bestiller sig et Par nye Benklæder - saa staar det at læse den næste

Dag i en Avis. Og en anden Avis skynder sig med at tilføje: mon han har betalt de sidste?

Dette er komisk, men ret harmløst.

Naar en Mand gør en Middag for en større Kreds af Venner - saa er der mindst to Reportere

blandt disse “Venner” - - og Byen, hvilket er hele Landet, véd næste Dag baade, at der blev

drukket godt, og hvem der drak for meget.

Dette er en Næsvished - som vi er vant til.

Naar en Herre følger en anden Dame hjem fra et Selskab - end netop hans egen Kone: Saa

staar det at læse i en Avis. Hvilket er en Lømmelagtighed.

Naar man hos os - i vore Købstadsforhold - bringer Alt til Torvs, hvad der i og for sig intet Ondt er

i - - - saa naas hurtigt, med lidt journalistisk Behændighed, det Punkt, hvor Overdrivelser, Kaadhed

og personlig Ondskab afstedkommer ondt - - - og hele det lille Land ler.

Kender du Danmark?

Og et meget aktuelt emne i disse år er biodervisitet. Det gør dette lille vers fra et digt, Drachmann

skrev under en rejse i Italien og Østrig da vist også.

Der var Engmaatten blød og med Blomster brodert,

der var slet ingen haver med Riven frisert.

Hele Dalen laa dækket af Frugttræers Sne,

men af Gartnerens Kunst var der lidet at se.

Det blev Vaar paa en Studs, det sprang ud paa en Nat,

saa tog Sommer med Solskin og Fuglesang fat,

mens det klang op ad Bjergsidens Vægge.

Og så endelig et lille digt fra digtsamlingen ”Sangenes bog”:

Tro.

De klamres indenfor Islam,

de kives i hver en Tro.

Verden er fuld af Sekter og Skismer,

hvornaar vil den komme til Ro?

De taler, medens der strides,

om Alt det, hvor paa de tror.

Det gælder at elske Nogen

paa denne kivagtige Jord!

Det er skrevet i 1889, men kunne være skrevet i går, hvis vi stadigvæk havde digtere, der kunne

skrive noget sådant.

”Sangenes Bog” er tilegnet Drachmanns gode venner, Nina og Edvard Grieg og indeholder en

række smukke digte, der understreger, hvos stor en poet, Drachmann var.

Man kan undrende spørge: Jamen, når han var så åbenbart aktuel på mange områder, og når

han skrev så lige ud af landevejen, at hans bøger, da han levede, blev solgt i store oplag, Hvorfor

forsvandt han så i død og glemsel få efter sin fysiske død?

En af grundene til hans faldende popularitet efter hans død var nok hans privatliv, som var lige

frit nok til datidens moralopfattelse. Han var jo en kendt mand, og hans levevis var kendt, og den

vakte forargelse, Vel at mærke den slags forargelse, der udspringer af misundelse. Det er jo ret

træls, at andre tillader sig at gøre det, man ikke selv tør gøre på grund af folkesnakken.

En anden ikke uvæsentlig grund til, at han blev glemt så hurtigt, er vel også, at han var

umoderne i sin samtid. Den store interesse for den romantiske poesi, som blev stordyrket på

Oehlenschlägers tid og årene der efter, var blevet afløst af den store romandigtning, som ikke

mindst Henrik Pontoppidan og J. P. Jacobsen stod for. Det var stor fortællekunst med realistisk

baggrund. Pontoppidans ”Lykke Per” læses stadigvæk, og det samme gælder Jacobsens ”Marie

Grubbe” og ”Niels Lyhne”. Mens Drachmanns forsøg som romanforfatter ikke har den samme

nutidige interesse. Han var bedst til kortere fortællinger, hvori han skildrede miljøer og personer

inspireret af hans ophold i Danmark og udlandet. Undtagelsen kan være fortællingen ”Kirke og

orgel”.

Månedsbrev marts 2022

Dette månedsbrev er lidt anderledes end de tidligere. Det skulle gerne vise, hvor vidt Holger Drachmann spændte som skribent. Han var ikke kun digter, forfatter og dramatiker, men også en meget dygtig og anerkendt journalist. Det siges endda om ham, at han forbedrede begrebet journalistik.

Netop hans journalistik understreger, at han fulgte med i, hvad der rørte sig i tiden. Et eksempel får I her. Den14. januar 1898 skrev Drachmann sit berømte digt ”Bravo Zola!”, som blev trykt dagen efter i Politiken. Kort tid før havde den franske digter Emile Zola i en fransk avis udslynget sin

voldsomme protest mod dommen over Kaptajn Dreyfus i sit harmdirrende ”J’accuse” (Jeg anklager). Interesserede kan læse mere Dreyfus-affæren på nettet. Det var en sag, som på den tid oprørte hele Europa.

»Bravo, Zola! - det var en Trumf i Bordet,

din knyttede Næve den kendte vi længe,

men Du var begyndt - Du tilgiver Ordet -

at tjene de farlige mange Penge:

Geniet i Guld-Staden lider ej Nød,

det har Strasborger-Leverpostej paa Brød,

og Du blev i din Bog millionmæssig bred -

men det, som vi fordrer af store Poeter,

er Hjertets og Modets Personlighed!

..

Saa skvabbed de op, disse vældige Helte,

hvis Mandighed sidder dem under Bælte,

disse Skørte-jægere, Turi-Dragoner,

Generaler, Majorer, Grever, Baroner:

disse eneste Mænd, som paa aaben Gade

har Loy at gaa udklædt som til Maskerade,

disse Fyre, som Prøjserne prygled saa læsterlig

og dog spiller ]acob v. Thybo saa mesterlig.

Det er er ”Hæren” hvis Navn blot Enhver bliver stille ved.

Hæren, som ej den ”Civile” tør pille ved,

Hæren, som Æren sin Rim-Klang har givet

og som rummer al tænkelig Raahed i Livet;

Hæren - den Pest og den Svøbe for Landet,

den bitreste Fjende af Aands-Kulturen -

hvis Saga engang, om ikke af andet,

skal skrives af Gadedrengs-Kridtet paa Muren.

Det er ”Hæren” - der bruger til Krigs~Beredelse

Slyngler og Skøger og Bankerotører,

Hæren, som aldrig et Alvorsord hører _

Det er Hæren, Du slog i dens Øverste Ledelse!

Bravo Zola! denne Lussing var ægte,

din Avtoritet gi’r den Ekko i Landene --

indtil alle de over-brodérte Landsknægte

skal skælve bag Stadsen for Stormflods-Vandene

Hvad hjalp det Dig, Ven, om Du øged din Hæder

_ og fyldte din Folio-Side i Banken?

en Kræftbyld i Frankrig sig æder og æder _

trindtom i Europa staar kendbar Stanken:

Der maa slaas til Lyd og der maa skaffes Luft

i al denne Svindel og Lyven og Lyven _

og Du bliver hart, naar Du siger: din Schuft!

og Du er just Mand for at raabe: stop Tyven!

Thi stolt gennem Landene, hærged’ af Sygen,

Foden i Skarnet, mod Himmelen Panden,

døv for al Smæden og Hylen og Banden,

lydhør for Musaens evige Kalden,

med Hagel og med Stormkast som Tordenvejrs-Bygen,

gaar Seeren, Tænkeren, Kunstneren, Skjalden;

Slægtsskabets Kæde _ som Hugo saa Heine,

som Byron saa alle de fødte Titaner:

de griber som Hær-Fyrster, Folkenes Faner,

de forer til Sejr, de maner til Fred .

Bravo, Zola!

Du blev stor derved!

Prins Valdemars Gemalinde, Prinsesse Marie af Orleans, blev saa fornærmet over Drachmanns haanlige Ord om den franske Hær, at hun i sin Harme sendte alle hans Bøger med hans egenhændige Dedikationer tilbage til ham. Til Gengæld vakte Drachrnanns Digt – der poetisk set langt fra er noget Mesterværk – stærkt Bifald i alle frisindede Kredse, et Bifald, som forplantede sig langt ud over Landets Grænser. Til prinsesse Marie sendte Digteren følgende Kvittering: 

»For Modtagelsen af de Bøger – som jeg i sin Tid har sendt Deres kgl. Gemal – kvitteres. Jeg er lidt forundret over den Finfølelse overfor l’armée frangaise hos en dansk Prinsesse”. (Fra Johannes Ursins bog om Holger Drachmann).

Månedsbrev februar 2022.

Vi ved, at Drachmann var i Lønstrup i 1870 for at besøge Lauritz Tuxen, som havde slået

sig ned der for sommeren. To år før han kom til Skagen første gang.

Han vendte tilbage til det hyggelige fiskerleje i 1879 året efter den frygtelige

naturkatastrofe. De, der har fortalt ham om den, har virkelig gjort indtryk på ham.

Resultatet blev en novelle, hvor en kærlighedshistorie spinder sig ind i beretningen om

det frygtelige, der skete den augustdag.

Det er nok grunden til, at han har givet novellen titlen ”En uromantisk novelle”. Den står i

”Samlede poetiske skrifter” bind 3.

Den indledes med et ”maleri” af det lille fiskerleje, og enhver der har været der eller

fristes til at besøge stedet, vil se, at der ikke er sket de store ting siden.

Det var paa Vestkysten. Vestkysten har bestandig paa dansk betydet et og det samme

og der viI derfor ikke være nogen Grund til yderligere Forklaring over dette Punkt Man

havde i Mands Minde levet i Fred og Ro i den lille By som laa et Par lange Riffelskud fra

Stranden. Den lilIe By var sænket ned i en Dal som fremkom ved en Aa der borede sig ud

i Havet gennem høje bølgende Bakker og bratte teglstensgule Brinker. Naar man kom

kørende inde fra Landsognene havde man ingen Anelse om Byens Eksistens førend man

med et Ryk holdt Hestene an for ikke at falde med Køretøjet ned paa Byens Tage. Man

kunde naturligvis ogsaa komme til Byen gaaende Men det var der ikke mange som gjorde

fremmede i det mindste ikke. En Gang var der dog kommet en forvildet Tur1st vandrende.

Han havde kigget ned paa Byen oppe fra Højderne; han havde opdaget en Kro og bestilt

sig et Maaltid. Det er sandsynligt at Maaltidet den Gang havde bestaaet af Fisk og

Kartofler Da Fisk imidlertid lige saa vel som Kartofler skal koges og da alt i det hele taget

skal have Tid i denne Verden og ikke mindst paa den jydske Vestkyst saa var Turisten i

Ventetiden spadseret ned gennem Aaløbet til Stranden, hvor han fandt et Dusin Baade

optrukne paa Sandet men ingen Mennesker

.

Men så kom ulykken.

Det tordnede af og til, og Lyn slog igennem Halvmørket. Dog syntes det, som om den

egentlige Udladning af Elektriciteten var forbi for denne Egns Vedkommende. Det var kun

Vandmasserne, der var tilbage, og de strømmede og strømmede, susede og brusede,

som om et uhyre Kar oven over en var bleven væltet af en ondskabsfuld Aand og nu

truede med at oversvømme alt, hvad oversvømmes kunde.

- - -

Kløften, det dybe Aaleje, mellem de høje, bratte Skrænter bleven en Sø. Men ikke en

stillestaaende rolig Sø. Nei, en oprørt vildt skummende Udvidelse af en Flod, der styrtede

af Sted i sit bratte Fald med Hvirvler og Malstrømme.

Midt ude havde den til en Flod forvandlede Aa opdæmmet sig selv med en Barre af

Jordmasser, Buske, Græstørv, Ruiner af Udhuse, af Gærder, af alt det kort sagt, som

Floden paa sin Fart oppe fra det høiere liggende Plateau havde kunnet faa fat i undervejs.

Derved var Søen fremkommet, og den slog sine oprørte, skidne vande helt op imod

Brinkeme paa begge Sider.

Der var ikke længer Vei at passere frem paa. Man maatte igennem Vandet for at komme

videre. Men Vandet brusede og sydede som over et Mølledrev, og de Folk -- thi her var

Folkene baade Kroen og andre Steder fra - som stod i Vand til midt paa Livet, kæmpede

en Kamp for at komme frem og yde Hjælp.

De ydede Hiælp til de Fiskerhuse, som laa midt i Oversvømmelsen, bygget paa Randen

af den forhenværende beskedne Aa. Et af dem var allerede forsvundet, og kun Spærrer og

Lægter viste Stedet, hvor det havde staaet. Et andet og et tredie vaklede frem, og tilbage,

kun støttet ved den solide Skorsten, ligesom et Vrag i Havstokken en Tid lang kan støttes

af den trofaste Mast, indtil ogsaa den synker og rives bort tillige med Skroget.

Rundt omkring den unge Maler drev Vragstykker af mærkeligste Ting, Dyner,

Sengefjæle, Spinderokke, Garnvinder, Stole. Hans Malerøje kunde ikke lade være at følge

dem, hvorledes de snurrede omkring i Hvirvlerne, blev hængende hist og her ved en Busk,

bøjede sig ned i Vandet, dukkede under som en svømmer, kom op igen, drev fladt ud paa

Vandet og reves bort.

Man skreg og raabte omkring ham; Børn, som netop var bragt ud af Husene, og som

allerede havde været i Seng, klynkede. Mødre stod, rystende af Kulde og Fortvivlelse over

Ulykken, med deres spæde Pattebørn ved Brystet eller indsvøbt i Uldklokkerne som de

uden Omstændigheder havde kiltret op og dannet Svøb af for de spæde. Unge,

halvvoksne Tøse skreg højt op, idet de, søgte at redde, hvad der nærmest kom dem forbi.

Størstedelen af Fiskerne var paa Havet. Derfor var der liden mandlig Assistance ved

Haanden og liden sagkyndig. Ogsaa dette jamrede de stakkels Folk over, som saa

pludselig var blevne husvilde. havde mistet deres Ejendele.

Månedsbrev januar 2022.

Man kan vel roligt sige at bortset fra historierne om Drachmann og damerne er Drachmann i dag vel mest kendt for sine digte.

I virkeligheden burde han være mere kendt for sine fortællinger. Han var en fremragende fortæller og lytter. Det hører med til at være en god fortæller at være en god lytter.

Men Drachmann kunne også selv opleve og fortæller om sine oplevelser, hvilket talrige noveller vidner om. Vel nok først og fremmest ”Af Bjørneslægtens historie”. Historierne og digtene om Den store Bjørn vil jeg vende tilbage til senere.

I dette månedsbrev vil jeg give nogle eksempler på hans fortællekunst fra en af hans ældste bøger ”I storm og stille” fra 1874, hvor han i afsnittet ”Fra sandets regioner” slet skjult fortæller om sin første rejse til Skagen i 1872. Hele fortællingen er værd at læse. Den kan man blandt andet læse i 1. bind af ”Samlede poetiske skrifter”.

Det gælder for dette værk som for så mange andre af Drachmanns bøger, at de ofte kan findes i antikvariater eller genbrugsbutikker for få penge.

Her kommer et par smagsprøver. Først noget om opholdet på Aalbæk Kro, som den hed dengang. Læg mærke til, at Drachmann har observeret den tvist, der var mellem skagboer og aalbækkere allerede dengang.

Vi satte os ned og forlangte noget varmt til os selv og til Kusken.

For saa vidt som der i øvrigt kunde være Tale om at se noget for Tobaksrøg, kunde jeg gerne sige, at vi saa’ os omkring. Et lille, oprindelig vistnok hvidkalket Rum med Træbænke paa begge Sider af et hvidmalet Bord. En Slags Hule, en dyb Alkove i den ene Side af Stuen, foran hvilken en Skænk med Blikmaal i Rad og store Stykker hvidgult Flæsk.

Inde i Hulen en søvnig Lampe, hvis dorske Skær faldt hen over Rum med forskellige ubegribelige, men for de indfødte vistnok højst nødvendige Genstande, at dømme efter de hyppige Uclvekslinger af Skillemønt imod Udlevering af ”Genstandene“, der fandt Sted henne ved Skænken. Ud af Røgen, og specielt henne fra Bænken, traadte store, skæggede, furede, vejrslagne Ansigter os i Møde.

En Fortælling om Torsk eller om Vrag var enten lige til Ende eller afbrudt ved vor Indtrædelse. En Mængde Rømninger, Hm-Ja’er og Skotninger til hverandre udfyldte Pavsen, indtil endelig den dristigste tog Order og henvendte sig til min Ven Snedkeren som den øjensynlig medgørligste med det staaende Spørgsmaal paa denne Egn: Huor~fræ og huorhen? Snedkeren saa’ et Øjeblik paa den spørgende, og det gør mig ondt at maatte sige til min Reisefælles Forklejnelse, at han aabenbart her følte sig hævet over Selskabet.

,,Vi kommer fra Grønland,“ sagde han, idet han blinkede til mig med en utrolig komisk Blanding af overlegen Selvfølelse og Skalkagtighed. ,,Denne Mand her er sendt af Kongen for at købe alle Skagboernes Fisk; og saa skal Fisken om Bord i en Damper op til Grønlænderne, der ikke har andet at æde end Sneboldte.“

Denne Forklaring gjorde et mægtigt Indtryk paa Forsamlingen, og navnlig syntes den nære Udsigt til Fortjeneste for Skagboerne at virke foruroligende paa Aalebækboernes Gemytter. En Stemme hævede sig straks for at tilbyde mig al den Fisk, baade Torsk og Flyndere, frisk og tørret, der fandtes paa Stedet, men da fik Forhandlingerne pludselig en brat Ende, idet en kæmpestor Fisker, der havde staaet lænet over Skænken i Færd med at underkaste Blikmaalene en nøjere Undersøgelse nu vendte sig med et blussende Ansigt og et usikkert, men ingenlunde venligt Blik mod Snedkeren og langede ud efter ham med et tordnende:

,.De æ Løvn, ka’ a sei ham, go’ Kaa’l. For a ha’ siel væt i æ Hval~fanger, aa a vee te de di ha’ Fisk nok derop’.“

Inden det udvikler sig til det slagsmål, fortælleren fornemmer optakten til, får han den anden ud og op i vognen, som heldigvis var klar til afgang, og så går turen nord på langs stranden. Over render og gennem kvíksand. Helt klart en barsk tur ikke mindst for et par københavnere.

Renden laa imidlertid bag os. Endnu en halv Time paa Stranden, og i denne halve Time havde vi nok at tale om, for saa vidt som Brændingen tillod os Samtale. Endelig dreiede vi da igen op i Klitten, og skønt Regnen atter strømmede ned, og Vinden hvirvlede det fine Sand ud fra Klitterne og hen over os, saa havde vi dog nu begge Dele paa Ryggen og var oven i Købet fri for den store Tromme - som Snedkeren sagde. Over en flad Lyngmark, gennem Vandpytter, Sand, Marehalm og Grus. Bugtende os frem mellem de hvide, transportable Bjerge. Nu, endelig nu, øjnende et Lys (Fyret havde vi under vor Fart kan yderst siældent kunnet skimte). Der paa opdagende noget langstrakt, sort noget, som Kusken præsenterede os under Navnet: Plantagen! og saa var vi ved Begyndelsen af Skagens eiendommelige By, der paa begge Sider af en Landevei, som den ,,vaade“ Tid af Aaret bestaar af Vand, vistnok strækker sig en god, dansk, halv Mil mellem Klitter og flade Marker, indtil den af Mangel paa Huse ganske tilfældig hører op. Foran et Plankeværk, betegnet med en rød Brevkasse, holdt Vognen. Vi trampede, vaade og kolde som vi var, med vore Støvler hen ad en flisebelagt Gang midt igennem en lille Have. En Dør foran os stødte vi op; en anden bankede vi paa. Den blev aabnet, og blændet af det strømmende Lys og halvbedøvet af den udstrømmende Tobaksrøg blev vi et Øieblik staaende i den aabne Dør og havde for os et Selskab af høist forskelligt klædte Mandspersoner, bænkede ved Spilleborde, indåndende Toddyernes liflige Fluida og talende indtil fem forskellige Tungemaal.

Månedsbrev november 2021.

Hvorfor beskæftige sig med Drachmann?

Efter at have arbejdet med Holger Drachmanns liv og digtning i over 50 år stillede jeg for nylig mig selv dette spørgsmål. Anledningen var, at et af vore nye medlemmer, Ole Beuchert Olesen, foreslog, at vi udsendte et månedligt medlemsbrev, hvori der blev fortalt om Drachmann.

I har forhåbentlig modtaget de første af disse breve. Hvis der ikke lige frem bliver protesteret mod brevene, vil vi fortsætte med at finde nyt om Drachmann og videregive det til jer.

Brevene vil samtidig være oplæg til nogle af de arrangementer, klubben vil holde i løbet af vinteren og forhåbentlig være med til, at mange møder op til disse arrangementer.

Holger Drachmann døde den 14. januar 1908 på doktor Brüniches klinik i Hornbæk. Der er næsten noget symbolsk i, at han netop døde i Hornbæk, som er det sted, han opholdt sig det meste af sit liv.

Var det ikke i Skagen?

Jeg beklager! Drachmann holdt meget af Skagen, men han var her ikke ret meget. Det vil jeg vende tilbage til ved en senere lejlighed. Men et er sikkert - i Skagen ligger den eneste faste ejendom, Drachmann havde ejet i hele sit liv, ”Villa Pax”. Et højest misvisende navn, når man tager hans tredje ægteskab i betragtning.

Mange af de, der gæster huset i løbet af sommeren, spørger, om huset står som det stod, da Drachmann boede der. Svaret må være nej. Det står som det stod, da hans tredje kone, fru Soffi forlod det i 1910. Det fremgår af dette billede.

Men hvor er det andet billede, som vi ved, at Drachmann malede sammen med en af sine gode venner, den norske maler, Carl Sundt Hansen? Og hvor er forstudiet? De to malere delte opgaven i mellem sig. Sundt Hansen malede havfruen, mens Drachmann tog sig af det omkringliggende hav og strand. Han var jo marinemaleren af de to. 

Vi, som kommer meget i Drachmanns Hus har ofte talt om, hvor dette forstudie er henne. I sommer kom en herre på besøg i huset, og han fortalte, at han havde set det hos en mand i en lille by uden for Kristianssand. Under fotografiet fra atelieret står, at Hegel, Drachmanns forlægger, købte det færdige maleri. Derfor er vi gået ud fra, at maleriet sikkert hænger på Gyldendal i Klareboderne i København. Vi fandt billedet i en bog, der 3 hedder ”Skagen Retter”, som udkom i 2010. Så var det bare at kontakte forlæggeren og få sagen opklaret. 

Så let var det heller ikke. 

Jeg fik fra forlæggeren en mailadresse på den Viggo Drachmann Bentzon, som ifølge billedteksten havde arvet billedet efter sin bedstemor Harriet Drachmann Bentzon, som var Holger Drachmanns halvsøster. Så langt så godt. Men hvor er billedet nu? Det fik jeg trods diverse mails med Viggo Drachmann Bentzon ikke noget svar på, før han ringede mig op en lørdag eftermiddag.

- Du vil gerne vide, hvor maleriet er?

- Ja, tak.

- Jeg sidder og ser på det.

Maleriet hænger i hans stue i Nordsjælland og har altid været hans, siden han havde arvet efter sine bedsteforældre. Bentzon fortalte mig, at bag på maleriet står ”Til Amanda”. Et bevis på, at det har tilhørt Drachmanns store muse, Edith, der jo hed Amanda. I et brev fra Edith til Povl Bentzon omtaler hun billedet mellem en række ting, hun sender til ham i håb om at de kan indbringe nogle penge, da hun levede i yderste fattigdom.

Povl Bentzon havde valgt at beholde maleriet og senere ladet sit syvårige barnebarn arve det.

Derved er det altså blevet i familien. Et mysterium for os, der kommer jævnligt i ”Pax, er hermed blevet opklaret. Det er sådan noget, der gør det spændende at arbejde med den gamle digter og – det skal vi ikke glemme – marinemaler.

Månedsbrev oktober 2021

Drachmann og fiskerne

Drachmann kan vel nok kaldes et meget rastløst menneske, som flyttede og rejste meget i sit liv. Både inden for Danmarks grænser og rundt om i Europa og med en enkelt afstikker til Nordamerika.

Jeg fik forleden en mail fra et medlem af Drachmann-klubben, som er bosat i Kolding og har taget initiativ til Drachmann-selskabet i denne by, som Drachmann også besøgte flere gange i kortere og længere perioder. 

I mailen skrev vedkommende: Jeg har nogle steder noteret at Drachmann har rejst mellem Skagen og Fanø, samt en række ophold ned gennem Vestjylland. Hans motivation var at høre om vestjydernes liv og hverdag. Har du hørt eller læst noget om dette et sted. Det er sådanne spørgsmål jeg holder meget af at få stillet, for det tvinger mig til at gå i gang med at undersøge noget om Drachmann. Selvom jeg havde en vis anelse om, hvad jeg skulle svare, ville jeg gerne have fast grund under fødderne.

Jeg vil begynde mit svar med at vende tilbage til Hornbæk, sommeren 1873. Året efter, at Drachmann første gang kom til Skagen. Det år kom en gruppe unge kunststuderende fra kunstakademiet i København til det lille nordsjællandske fiskerleje. Her slog de sig ned på kroen. 

Gruppen omfattede blandt andre de senere Skagen-kunstnere, Viggo Johansen og P. S. Krøyer. I løbet af de næste år udviklede denne gruppe sig til en kunstnerkoloni, som også kom til at omfatte Carl Locher og Holger Drachmann.

Men inden jeg går videre ad det spor, skal vi tilbage til 1870. I det år besøgte Holger Drachmann Lønstrup. Altså 2 år før han kom til Skagen! Uden at jeg kan datere det nøjagtigt kom flere af de andre Skagensmalere ikke kun til Lønstrup, men også til Løkken og andre steder nede ad Vestkysten. Laurids Tuxen opholdt sig i Lønstrup en overgang og senere også i Løkken. Marie Krøyer boede en sommer på Børglum Kloster og tog turen til Løkken, hvor hun malede og efter sigende kom i god kontakt med fiskerne.

Men tilbage til Drachmann, som vendte tilbage til Lønstrup efter den store naturkatastrofe i 1878, som ødelagde en del af byen og skabte den slugt, man i dag kan følge ned til havet. Drachmann har skrevet om katastrofen i den novelle, der hedder ”En uromantisk novelle”. Der står også en mindesten ved indgangen til slugten med et digt af Drachmann. Kunstnerne fik nogle af deres billeder fra Hornbæk udstillet på Charlottenborg-udstillingerne, hvor velhavende københavnere så og købte dem. Men billederne vakte også folks nysgerrighed.  Der så dejligt ud der oppe på nordkysten af Sjælland. Det måtte man da op og se nærmere på. I løbet af få år lykkedes det disse sommergæster at forvandle det lille pittoreske fiskerleje til en mondæn badeby. Så flygtede kunstnerne. Hvor hen? Til Skagen.

Drachmann havde som sagt ”opdaget” Skagen i 1872. Hans lærer i marinemaleri, C. F. Sørensen havde anbefalet sine elever at tage der op. Med to have og mange skibe var stedet sagen for marinemalere. Det var havet, der drog Drachmann til Skagen. Ikke fiskerne, dem lærte han først rigtigt at kende  meget senere. Det var Michael Ancher, der to år senere begyndte at male fiskerne og deres miljø.   Senere fulgte andre som f. eks. Oscar Björck og Christian Krogh efter. 

Men for Drachmann var det havet og dets vældige kræfter, der optog ham. Han lærte også fiskerne at kende.

Det begyndte i 1879, da Ancher satte ham på sporet af den uretfærdighed, der blev begået mod Lars Kruse, da byfoged Frich nægtede at overdrage Kruse den medalje, han var blevet tildelt som redningsmand. Drachmann skrev en bog om Lars Kruse, som skulle være med til at gøre danskerne

opmærksomme på uretfærdigheden. Drachmann vandt fiskernes hengivenhed, da det lykkedes ham at få medaljen tilbage til Skagen og rettelig tildelt Lars Kruse. Det glemte de ham aldrig. 

Kombinationen af det barske klima i Skagen og Drachmanns svagelige helbred gjorde, at han aldrig kom til at opholde sig ret meget i Skagen, som han vitterligt holdt meget af. Det blev derfor Hornbæk, der drog ham, når han skulle til havet. Det betydeligt mildere klima bekom ham vel, og han blev snart vellidt af fiskerne. 

I modsætning til andre kunstnere boede Drachmann og Locher ikke på kroen. Locher byggede sit eget hus, og Drachmann indlogerede sig hos sin gode ven, fisker og postbådsfører Per Andersen, som han gav navnet ”Den store Bjørn”. Hans slægtshistorier inspirerede blandt andet Drachmann til novellesamlingerne ”På sømands tro og love” og ”Sømandshistorier”. Begge bøger kan anbefales. Jeg mener, at netop Drachmanns omgang med fiskerne og hans oplevelse af deres historier har været med til at skabe det folkelige sprog, som præger hans digtning og var med til at skabe hans store popularitet. Drachmann og fiskerne kom godt ud af det med hinanden. Drachmann blev inspireret til mange gode og spændende digte og noveller. Flere af fiskerne var tidligere søfolk og havde sejlet på de syv have. Når fiskerne havde landet deres både sidst på dagen og havde trukket dem op på land satte de sig på ”Stokken”. Et vinkelformet bænkearrangement med en læskærm, og så gik snakken suppleret med brændevindsdunkens vandring i mellem dem.

Her hentede Drachmann stof til mange af sine sømandshistorier. Drachmann malede ikke mennesker. Altså heller ikke fiskere. Men i mange af disse  historier finder man vidunderlige portrætter af mennesker. Beskrevet så fint, at man ser dem for sig og tydeligt mærker den respekt, Drachmann havde for disse mennesker. 

Det samme forhold fik han til Skagen-fiskerne de sidste år, han levede. Årene fra han købte huset i Skagen i 1902 og frem til han forlod Skagen sidste gang høsten 1907, er den periode, hvor han skriver mest inspireret af fiskerne. Og Skagen. Han omfattede sine fiskervenner med en til kærlighed grænsende respekt. Når han var i huset, stod han tidligt op og gik ned til stranden, hvor fiskerne var i gang med at gøre både og redskaber klar til dagens dont. Så fik han ild i piben og en god snak med sine venner, inden begge parter gik til hver sin dont.

Hvor meget han følte for fiskerne, kan ses af, at han de sidste år, han lavede sørgede for dem. 

Hvis han var i Skagen, opsøgte han fiskeriforeningens formand, gav ham 100 kr. samt en liste over hvem, der skulle have hvor meget. Var han væk fra byen, sendte han pengene til Degn Brøndum med anvisning på, hvordan de skulle fordeles. Der var ikke noget at sige til, at fiskerne i både Skagen og Hornbæk holdt meget af ham.

Da ligtoget i 1908 var klar til at rage fra Hornbæk til Helsingør, stod en fisker frem og sagde, at han bare lige ville sige, at Drachmann altid havde været velkommen i Hornbæk. Han studerede, men malede ikke fiskerne, hverken i Skagen, Hornbæk eller ned langs Vestkysten af Jylland, men han hyggede sig med dem og deres beretninger, og af sidstnævnte fik han stof til sin digtning.