Da Gud fik en hobby

Manuskript af Kim Fupz Aakeson
Dansk tale
DR1, 2005, 10 min.
Uds.dato: 15.10.2005.
 
Fag: Musik
Målgruppe: Elever fra 1. - 6. klasse.
Fælles Mål: CKF - Musikforståelse - musik, brug af musik og musiks rolle
 
Udarbejdet af:
Pædagogisk konsulent Niels Rebsdorf, CFU UCL, november 2011
 
Handling i korte træk:
Med stor humor fortælles historien om, da Gud bestemte sig for at få en hobby og
begyndte at samle på musik. Gud fik menneskene til at aflevere musik for flotte sportsvogne. Men til sidst var der ikke mere musik tilbage og menneskene fortrød og byttede om igen
 
Selve bogen kan du høre/læse på http://www.dansk.gyldendal.dk/ - du kan tillige få en række forslag til arbejdet med historien. Kræver UNI-login. I denne forbindelse kan det overvejes, om der er fordele ved først at høre eller læse historien og dermed danne sine egne billeder i hovedet. Derefter kan tv-udsendelsen ses.
 

Her er en række mulige spørgsmål/indfaldsvinkler til fælles reflektion over tv-udsendelsen:

Vi får at vide, at Gud ikke kan lave en melodi. Hvilken lyd bruges der, når han forsøger?

En melodi - musik - er noget kun vi mennesker kan lave, siges der. Hvem på Jorden laver musik? Gør du? Hvordan laver vi mennesker musik? Kræver det et musikinstrument?
 
Gud må i udsendelsen købe musik af os mennesker. Gud køber 8 slags musik - han "downloader" (uploader ?) musik til flasker, og vi "downloader" sportsvogne. Kan du nævne de 8 typer musik? Lyt godt efter når du ser filmen. Lidt hjælp: Den første type er tv-udsendelsens kendingsmelodi. 
 
De 8 typer er:
 
1. temamelodien
2. uhyggemusik - gyserfilm-musik
3. pigtrådsmusik
4. den kedelige musik
5. den gammeldags musik
6. musik for børn
7. den sjove musik
8. dansemusik
 
 
Andre gode spørgsmål til tv-udsendelsen:
 
Hvad er mon pigtrådsmusik? Mærkeligt navn!
 
Tal lidt om de forskellige typer musik. Mangler der nogle "typer" - fx rap? House? Hvad ville du købe, hvis du var Gud og skulle handle musik på Jorden?

Snart mangler menneskene musikken på Jorden. I hvilken sammenhæng mangler menneskene mest musikken?
 
Bruger du/I musik på andre tidspunkter end til dans?

Hvor og hvornår lytter du mest til musik? Er du alene eller sammen med andre? Kan musikken hjælpe os med noget? Kan den gøre os glade - eller måske kede af det?
 
Hvor er musikken egentlig på Jorden? Hvor opbevares den? (Ikke i flasker). Hvordan opbevares den? Er noder musik? Findes musikken inde i hovedet på os?
 
Lad os forestille os, at der ikke findes musik på Jorden. Hvordan ville det være?
 
Hvad ville du helst have, hvis du skulle vælge - sportsvogne eller musik?
 

At dandere:

dandere, (omdannelse af dandinere, af dandiner slentre, dingle, af dandin, dindan ding dang (om en klokkes lyd)), slentre af sted på en overlegen og skødesløs måde; optræde flot."Den Store Danske, Gyldendals åbne encyklopædi"

Hvad tænker du om, at Gud danderer den? 1000 år er lang tid? Har han virkelig danderet den så længe? Eller har han et meget særligt job?

Gud er temmelig alene i Paradis og keder sig, kan vi se i udsendelsen. Hvordan får man egentlig venner? Hvordan mon Gud kan finde venner? Kan man true sig til venner? Hvordan passer man på venner?

Hvad er en hobby? Har du en hobby?
 
I tv-udsendelsen opdager menneskene lidt sent, at de har mistet musikken.
De savner den på trods af de fede sportsvogne. Der er et gammelt ordsprog, som siger noget i retning af - vi opdager først hvad vi har, når vi mister det. Hvad skal det mon betyde?

Er vi gode til at værdsætte det liv, vi allerede har? (Brug fx. Ole sad på en knold og sang og Jeg bærer med smil min byrde til perspektivering) Her møder vi to hyrder, som vælger helt forskellige veje i deres liv, men resultatet er godt for dem hver især. Den ene følger sine længsler - den anden bliver, men lader sig fylde af det positive.
  
Comments