FRANK E's DANSKE BLOG OM SOCIAL DANS






























Selv-iscenesættelsen synes at fylde mere og mere i vores sociale dansemiljøer, men er det derfor vi danser?
(Publiceret d. 1.3.2018)

 

SHOW STYLE er en samling af nyere danse, som bliver danset i vores sociale danse-miljøer, der synes at boome lige i øjeblikket. Ved denne måde at danse på, kopiere man elementer fra showdanse, som grundlæggende intet har at gøre med den oprindelige sociale dans, som dansen har taget navn efter, og hvis fundament man principielt har lagt til grund for dansen. Dog er det dansemæssige fundament så efterfølgende også blevet tillempet showstilen, så trinene til de forskellige grundelementer til dansen er blevet større/ længere, og de er ofte også ændret i forhold til, hvordan de enkelte trin placeres i relation til hinanden, så man reelt set ikke længere kan tale om, at det er det samme fundament. Meget ofte er de anvendte showstyle-elementer ikke kun kopieret fra én, men fra flere forskellige showdanse, så der benyttes stort set alt, hvad man mener, der kan få dansen til at se mere fancy ud. Et eksempel er Bachata Sensual, men ingen danse synes dog at gå ram forbi, da man nu også ser fænomenet blandt de klassiske sociale danse som eksempelvis Cubansk Salsa og Kizomba.

Show style hører til i genren fusions stilarter, da de som nævnt består af forskellige dele fra forskellige danse, der er blevet fusioneret. Denne måde at danse på kan genkendes ved, at de fylder relativt meget på dansegulvet samt på den megen pynt (showstyling), der benyttes, da de ligesom de show danse, de kopierer fra, benytter sig af store trin, store bevægelser og store gestikulationer. Noget man normalt aldrig ville se i de autentiske sociale danse, de har taget navn efter. Det fænomen, hvor alt skal være stort og volsomt, skyldes at alle disse nye danse er konstrueret med udgangspunkt i, som showdans, at man danser for et publikum.

Men set i den oprindelige ideologiske kontekst, hvorfra alle de autentiske sociale danse er blevet skabt, er det uhensigtsmæssigt, at dansene fylder meget på dansegulvet, da der ofte er mange sociale dansere på gulvet samtidig og dansegulvet er tillige ofte af begrænset størrelse. Så socialt synes fænomenet ikke særligt gennemtænkt, ligesom det også er uhensigtsmæssigt med alt den uvedkommende styling i den sociale kontekst, hvor man skal være 100% nærværende, for at dansen kan blive god og med et godt flow.

Men ikke desto mindre ser vi altså i dag mange nye undervisere globalt, herunder også i Danmark, der underviser i nye selvopfundne show style versioner af forskellige autentiske sociale danse, der p.t. især synes at være blevet populære blandt de nye yngre dansere. Det skal nok ses i den sammenhæng, at det i et stykke tid har været et hipt vestligt fænomen, at skulle iscenesætte sig selv på alle fronter af ens liv, så hvorfor ikke også vise sig frem, når man skal ud og danse socialt.

Men selv-iscenesættelse og show er altså ikke, hvad social dans handler om. Man danser socialt for at blive boostet mentalt via egen dans og ikke for at "underholde" sine omgivelser. Social dans er selv-underholdning og som sagt ikke selv-iscenesættelse. Vores dansemiljøer er det fælles frirum, hvor musikken og den sociale dans er omdrejningspunktet, og her er det en social dyd at kunne begrænse sig pladsmæssigt. Og det kan kun ske med den korrekte subtile benyttelse af grund-elementerne til dansene, der netop blev skabt med det formål at kunne etablere den nære fysiologiske forbindelse, der muliggør den sublime føring og ditto respons. Det endelige formål er at kunne generere det bedste flow og dermed også den ypperligste mentale stimuli. Det er ikke rocket science, og det har lige fra tidernes morgen været ideologien blandt dem som skabte de sociale pardanse. Derfor er de nye show style danse efter min mening en trussel mod den sociale ideologi, da disse nye danses eneste formål er selv-iscenesættelsen: Se mig, er jeg ikke yndig, er jeg ikke dygtig... I stedet for at bestræbe sig på at blive en god dansepartner, ved at blive en god fører eller en god følger.

Nej, store trin, store bevægelser og gestikulationer kvæler den funktionalitet, der som nævnt netop er grundlaget for den social dans sublime mentale oplevelser. Derfor er show style og social style reelt set hinandens diametrale modsætninger, det er to vidt forskellige ting, man ønsker at opnå med dansene.

Tager man et kig på underviserne i disse nye stilarter, adskiller de sig da også fra tidligere undervisere ved meget ofte at have en uddannelse indenfor show/kabaret danse, og det er helt klart, at deres undervisning tager udgangspunkt i denne baggrund, da de som showdansere selvfølgelig ved meget mere om showdans og virkemidler hertil, end de ved om social dans og den grundlæggende ideologi bag social dans. Vi har set det samme fænomen med uddannede showdansere som undervisere på mange sociale dansefestivaler de seneste år, hvilket da er tankevækkende, når festivalerne nu engang handler om den sociale dans og den sociale interaktion, og som nævnt er show dans og social dans to vidt forskellige ting.

 

SOCIAL STYLE er de oprindelige danse, som bygger på elementer udviklet udelukkede til social dans, hvoraf nogle er gået i arv fra den ene sociale dans til den anden. Eks. Danzon til Son og fra Son til Casino (Cubansk Salsa), eller fra Bolero til Bachata og fra Semba til Kizomba. Denne måde at danse på tager altid 100% afsæt i den sociale dans grundlæggende ideologi og funktionalitet, hvor den fysiske nærhed og det mentale nærvær er vigtigt, hvilket altså betyder, at der danses med mindre og finere afstemte trin samt med mere subtile bevægelser igennem hele dansen. Ofte leges der mere med trinene i disse danse,og dansene har ikke en lineær struktur men en cirkulær struktur, for det er det, der fungere bedst på det sociale dansegulv, ved at optage mindst mulig plads. Forbindelsen mellem parret, der danser, er konstrueret til altid at være det optimale i forhold til den positionering, der er altafgørende for den sublime føring og ditto respons. Alt dette er som nævnt baseret på præcision i udførelsen af de trin og bevægelser, der hører til hver enkelt grundelement i dansen, hvoraf nogle altså er gået i arv fra tidligere versioner af dansen.

Det betyder, at alt hvad der benyttes i dansen har bevist sin værdi igennem meget lang tid, og alt, hvad der siden er tilført som supplement, er blevet nøje afstemt til disse allerede velfungerende grund-elementer. Man blander ikke alt muligt sammen, der grundlæggende ikke hører sammen, eller som ikke fungerer optimalt sammen. Det betyder i sidste ende, at flowet, der kan skabes i dansen, altid bliver det bedst tænkelige, når man har opnået den nødvendige viden og træning i alle disse vigtige detaljer.

Underviserne i social style er netop kendetegnet ved at have en stor specialviden om sociale danse og deres forhistorie, samt om, hvorfor og hvordan alle dansens elementer udføres optimalt med henblik på at opnå det bedst tænkelige flow og dermed de bedste danse-oplevelser.

De forskellige måder at danse på vedrørende de 2 stilarter, show style og social style, betyder, at dansene har svært ved at fungere sammen, når elementer, retninger, trin samt størrelsen på ditto, variere så meget som de gør. Selv om miljøet skulle vokse samlet set bliver det reelt sværere og sværere at finde gode dansepartnere, fordi man har undervurderet og dermed udhulet den oprindelige sociale ideologi, der tager udgangspunkt i at alle principielt skal kunne danse sammen, ved at benytte det eksakt samme velfungerende fundament af grundelementer indenfor hver dans.

Men som vi ser i dag er den sociale dans idiologi og konstruktion desværre ved at blive ødelagt af de mange uvidende og egocentrerede showdansere og undervisere, via de nyere opfundne showstilarter, der formidles på bekostning af sammenhørigheden og afhængigheden af at kunne danse sammen generelt. Der findes derfor i dag alt for mange forskellige versioner af Salsa, mindst 3 forskellige versioner af Bachata og ditto for Kizomba osv. Og meget af det handler sørgeligt nok kun om selv-iscenesættelsen.

Det er en trist destruktiv udvikling for vores sociale dansemiljøer og hvis vi ikke finder sammen igen, ved at tynde ud i stilarterne, så der er færre og vi alle igen kan danse sammen. Ja, så er jeg bange for vores dansemiljøer dør helt og aldeles på sigt, for formålet med dem er jo netop, at vi skal kunne mødes og danse sammen ubesværet og underholdende på det samme grundlæggende fundament. Og det kan vi ikke, når fundamentet ændres hele tiden af folk, som ikke fatter hvad konsekvensen er. Måske de endda også er ligeglade, bare de kan opnå at får den korte opmærksomhed, de så ivrigt efterstræber, her og nu.

Men hvis miljøet skal overleve på sigt, så skal det, der undervises i være de oprindelige sociale stilarter, som netop er kendetegnede ved, at være super funktionelle både hvad angår interaktion, flow og minimalt pladsbehov. Og disse danse er de autentiske udgaver af Cubansk Salsa, NY-Mambo, Dominikansk Bachata, Angolansk Kizomba og Semba samt Son, der tillige er grundstammen i både den Cubanske Salsa og NY-Mambo. Andre interessante autentiske, funktionelle danse kunne være Merengue og Bolero, som er relativt lette at lære og derfor er hurtige til at inkludere nye dansere. Og så bør vi skille os af med alle show style versioner af samme danse, som funktionelt har meget ringe værdi i den sociale kontekst.

De oprindelige sociale danses formål er som nævnt, at alle skal kunne mødes og blive boostet mentalt via et ubesværet fysiologisk samspil til god dansabel og livsglædegivende musik. Det var sådan de sociale dansemiljøer opstod i tidernes morgen, og det er den eneste måde, hvorpå de kan bevares for eftertiden, hvis vi da ønsker at andre skal have den samme store glæde af social dans, som andre har haft igennem tiden.

Frank E