Skader

Stressede akillessener!

Vi har fået dette indlæg fra en løber (ikke en af vores egne), men vi synes, at det er værd at dele med Borup Løbeklub’s løbere:

Følgende henvender sig til dig, der er øm i akillessenerne om morgenen eller øm den første kilometer, du løber.  Akutskader er en anden sag og er ikke omhandlet her. Jeg var typen, der løb ømhed væk, fordi min far havde altid sagt at 'det skal bare løbes væk sønnike'..Og det gjorde jeg så.
Det resulterede i to kronisk irriterede akillessener - og hvad er så det: Jo, de stopper dig en dag, for så kan du ikke løbe en meter længere, og er du nået dertil, så kommer du ikke ud og løbe de næste 6-9 måneder!

Der var jeg – frustrerende, fordi jeg var tilmeldt halvmaraton og maraton samme år. Så jeg søgte det bedste og fandt sportsfysioterapeut Christian Neergaard og speciallæge Morten Boesen. Jeg foretog hælhævninger fra dørtrinnet og fik to blokeringer undervejs. Da jeg fik tilbagefald anden gang var jeg nærmest depressiv! Det kunne min kone ikke holde ud, så jeg blev sendt ned til Jesper Lundh. Han sendte mig til Bispebjerg Sportshospital og her var medicinen: Tung vægttræning dagligt i samarbejde med en anden sportsfysioterapeut Christian Flindt på Hamlet. Jeg startede i oktober 2012 med benpres 3x15 og 75 kg. I tillæg skulle jeg med vægtstang på skulderen gøre hælhævninger 3x15 og 40 kg + stangen. Jeg fik 6-10 andre øvelser, som forebygger, at jeg får skaden igen.
Her i marts 2013 havde jeg havde mit 3. løb på asfalt og denne gang med Trimmerne. Jeg løb 7 km og kunne mærke det alle andre steder end i mine akillessener!  Jeg er nu erklæret 100 % rask af Bispebjerg og vedligeholder mine akillessener en til to gange ugentligt med benpres med 3x8 og 180 kg (min træning sluttede på 200 kg). Nu skal jeg blot have resten af kroppen med op på niveau igen.