Bengt´s Andra Sida

För en tid sedan så ifrågasattes värderingen av svenska vals demokratiska legitimitet
av två samhällsforskare (JÖRGEN ELKLIT och BIRGITTA WIDSTRAND) i en debattartikel som dom förgäves försöke få pyblicerad i någon av våra fyra största dagatidningar.

Detta, att försöka få in en debattartiel i ett sådant här kontroversiellt änme, visade sig dock vara som förgjort och ett helt fåfängt förlitande på svensk medias oberoende och opartiskhet,

Därför såg sig Elklint & Widstand tvugna till att söka allternativa möjlighet på andra sidan sundet.

Vilket resulterade i den debatt artikel som jag hittade på "politken.dk" och som jag återger här i sitt orginalspråk (Danska) för att inte orsaka några missförstånd beroende på en dålig översättning.

___________________________________________________________________________

Hvor demokratisk er Sverige?
Svenske valg lever ikke op til internationale standarder.
AF JØRGEN ELKLIT OG BIRGITTA WIDSTRAND
Lige før jul skrev Morten Messerschmidt, som jo er medlem af Europaparlamentet for Dansk Folkeparti, til
parlamentsformanden, hr. Buzek. Det var dog ikke et traditionelt julebrev, Morten Messerschmidt sendte. Han var
angiveligt bekymret for den måde, valg afvikles på i Sverige, og han foreslog derfor, at parlamentsformanden skulle
overveje, om Europaparlamentet ikke burde tilbyde Sverige at sende valgobservatører til riksdagsvalget til
september.
Der er vist ikke andre danske medier end Politiken, der omtalte Messerschmidts brev. En grund til den manglende
interesse er måske, at mange gik ud fra, at Messerschmidt havde en skjult dagsorden, nemlig at hjælpe

Sverigedemokraterna til repræsentation ved valget i eftersommeren. Partiet er for tiden kun repræsenteret i nogle
kommunalbestyrelser, men de seneste opinionsmålinger viser, at Sverigedemokraterna ville komme i Riksdagen,
hvis der var valg nu. Mange i Sverige syntes antagelig, at Messerschmidts forslag nærmest var pinligt; det blev i
hvert fald ignoreret i de svenske medier.
En diskussion om svensk valg førte imidlertid til, at vi – som begge i en årrække har været engageret i
valgobservation og rådgivning om valg og demokratiske spørgsmål i nye demokratier – begyndte at reflektere over,
hvad resultatet mon kunne blive, hvis man nu alligevel gjorde, som Messerschmidt foreslog.

Den overraskende konklusion var, at der faktisk er væsentlige problemer, i hvert fald hvis man har en målsætning
om at afholde genuint demokratiske valg, altså det, der i politisk og journalistisk jargon ofte omtales som ’frie og fair
valg’.
Vi sammenskrev så vore synspunkter på de svenske valgs mangler under en demokratisk synsvinkel i en lille
debatartikel, som vi i vores naivitet troede, at vi kunne få optaget i en af de fire store svenske aviser. På trods af
emnets betydning for vurderingen af svenske valgs demokratiske legitimitet – som også anfægtes fra flere sider i Sverige, og altså ikke kun af Morten Messerschmidt – har vi nu fået afslag fra alle fire. Der er ikke plads, er det
enslydende svar. Dagens Nyheter var dog ærlig nok til at indrømme, at det kun var én af grundene til, at de ikke ville
bringe den lille artikel; måske var den også for kontroversiel?

Det siger sig selv, at mange af de forhold, der spiller ind på vurderingen af valg i nye demokratier (eller hvad de nu
er), vil være helt uproblematiske i vurderingen af valg i Sverige. Derfor koncentrerede vi os om selve
stemmeafgivelsen, dvs. hvad der sker, når vælgeren kommer hen til valglokalet. Meget af det, der er sket inden da
(registrering af vælgerne, afvikling af valgkampen, information til vælgerne osv.), anser vi uden nærmere
undersøgelse for uproblematisk, og der er næppe tvivl om, at det vil fremmede observatører også gøre.
I et demokratisk system må det imidlertid også være muligt på hvert enkelt valgsted at stemme på de partier og
kandidater, der er opstillet i den pågældende valgkreds. Det gælder både, når der kun skal vælges én i kredsen
(som i England), og når der skal vælges flere i hver valgkreds (som i Sverige og Danmark).
For den offentlige myndighed, der har ansvaret for valgets administrative afvikling, må det derfor være en helt
central opgave at sikre, at ingen vælger nogetsteds udelukkes fra at kunne stemme, som vedkommende ønsker,
fordi de nødvendige stemmesedler ikke er til stede på vælgerens afstemningssted. Hvis stemmesedlerne ikke er der,
hvor vælgerne skal bruge dem, udelukker man vælgere fra at kunne stemme, som de gerne vil. Og enhver form for
eksklusion af vælgere trækker fra et valgs demokratiske kvalitet.

Forberedelsen, trykningen og distributionen af stemmesedler er en opgave, som normalt rejser betydelige logistiske
udfordringer, ikke mindst i fattige tredjeverdenslande med svag infrastruktur. Det er nemlig valgadministrationens
ansvar at sørge for, at stemmesedlerne bliver trykt og fordelt, så de også i rette tid havner de rigtige steder. Det er
forudsætningen for, at vælgerne på stemmesedlen kan finde navnene på de partier (eventuelt også de kandidater),
der har ført valgkamp i deres område, og som de har forberedt sig på at skulle vælge imellem og sætte kryds ved.

Sådan er det imidlertid ikke i Sverige, hvor man slet ikke har en fælles stemmeseddel for alle partier, der stiller op i
en given valgkreds eller en given kommune, men derimod separate stemmesedler for hvert enkelt parti. Man finder
så på valgstedet de tre stemmesedler, der matcher ens politiske præference for hvert af de tre samtidige valg til
henholdsvis Riksdagen, landstinget (det regionale niveau) og kommunalbestyrelsen. Stemmesedlerne kommes så ihver sin kuvert og derefter i hver sin stemmeboks.

Nye partier, der stiller op til Riksdagen (og partier, der ved et af de foregående to valg ikke fik over 1 pct. af
stemmerne på landsplan) skal selv betale for trykningen af deres stemmesedler. På de to andre niveauer er kravet
for at få trykt sine stemmesedler gratis, at man blev repræsenteret ved det foregående valg. Til hvert af de tre
forskellige valg er der tre slags stemmesedler, nemlig én, hvor partiets i kredsen eller kommunen opstillede
kandidater er anført med navn m.m., én, hvor det ikke er tilfældet, og hvor man altså selv kan skrive navne på, og så
endelig en, der er helt blank!

Partier med mere end 1 procent af stemmerne sidst har krav på, at valgstyrerne sørger for, at stemmesedlerne uden
kandidatnavne bliver lagt ud i valglokalerne. Derimod har alle partier selv ansvaret for, at de langt vigtigere
stemmesedler med kandidatnavne bliver lagt ud i alle de mange valglokaler. Det er naturligvis en stor opgave, som
ikke mindst små og nye partier kan have svært ved at løfte – og konsekvensen kan derfor være, at vælgere kommer
hen og vil stemme og så ikke kan finde stemmesedler for deres parti. Så kan de i princippet bruge en af de blanke,
men det er der ikke mange, der gør.

Nogle partier kommer somme tider med to lister i samme kreds, den ene normalt med de nationale koryfæer, den
anden med de lokale kandidater. Mange små partier stiller også op, så der kan nemt være 30 forskellige lister på
banen i en riksdagsvalgkreds. Og da der ofte også er mange partier på de to andre niveauer og flere slags
stemmesedler, er der nemt over 100 forskellige stemmesedler at skulle finde rundt i på det enkelte afstemningssted.

De etablerede partiers partistemmesedler lægges frem af valgstyrerne, dem med kandidatnavne af partierne selv, så
billedet er mildt sagt broget. Hertil kommer, at stemmesedlerne med kandidatnavne også ofte deles ud uden for
valglokalet af kandidater og aktivister, som de forskellige partier har indkaldt til formålet.
Hele dette system for, hvordan vælgerne overhovedet får de relevante stemmesedler i hånden, afviger altså markant
fra det, man ser andre steder, hvor udleveringen af en fælles stemmeseddel – eller en pakke med stemmesedler – er
en opgave for valgadministrationens principielt neutrale medarbejdere. I Sverige kan hvem som helst faktisk stille sig
uden for et afstemningssted og dele stemmesedler ud.

Det ene principielle problem ved svenske valg er altså, at især de nye og mindre partier har problemer på tre fronter:
(1) De har ikke fået trykt stemmesedler nok, eventuelt af økonomiske grunde, (2) de har ikke fået dem fordelt til alle
afstemningssteder i de kredse, hvor de har kandidater, og (3) de har ikke aktivister nok til at sørge for uddelingen af
dem på selve valgdagen uden for alle valglokalerne i de områder, hvor de har kandidater stillet op.
Ved riksdagsvalget i 2006 blev der i alt trykt ikke mindre end 571 mio. stemmesedler, og der blev reelt brugt mindre
end 20 mio. ved de tre samtidige valg. Spildet er altså – for at sige det mildt – meget stort, også selv om
stemmesedlerne er mindre og trykt på tyndere papir end de stemmesedler, vi bruger her i landet.

Procedurerne omkring tilvejebringelse og udlevering af stemmesedler kan vist kun karakteriseres som en
systematisk (måske også bevidst?) vanskeliggørelse af muligheden for, at de små og nye partiers potentielle
vælgere kan komme til at stemme på deres foretrukne parti.
Det er sådan noget, alle observatørorganisationer (herunder EU’s EOM og OSCE/ODIHR) straks ville hæfte sig ved.
Hvis den administrative myndighed, der har ansvaret for et valgs afvikling, ikke kan sikre, at alle vælgere uden
besvær kan komme til at stemme på deres foretrukne parti/kandidat, er der noget galt, og valget kan derfor under
ingen omstændigheder karakteriseres som fair!

Partiernes økonomi spiller naturligvis også en rolle. Ved forsommerens valg til Europaparlamentet var et af de nye
partier, Feministisk Initiativ, ude af stand til selv at betale for trykningen af de nødvendige stemmesedler. Redningen
kom fra Björn fra ABBA, der var i stand til at sende 1 mio. kroner til hjælp til regningen for trykning af stemmesedler.

Det andet principielle problem ved afviklingen af valg i Sverige er traditionen med partirepræsentant, der ved
valgstederne deler deres partis stemmesedler ud til de vælgere, der vil modtage dem. Her skal man være
opmærksom på, at de svenske valgdistrikter i gennemsnit er væsentligt mindre end de danske. Der er altså mange
tilfælde – specielt uden for de store byer, men ikke kun der – hvor vælgerne og partiernes repræsentanter kender
hinanden personligt, og hvor det derfor kan være vanskeligt at undgå det sociale pres, der opstår, når det er en
bekendt, man får tilbudt en stemmeseddel af.
Naturligvis kan man tage imod flere stemmesedler og på den måde kamuflere, hvilket parti man i sidste ende
stemmer på, men netop det at tage flere stemmesedler signalerer jo til partirepræsentanten, at man nok ikke
stemmer på hendes parti – og det vil så også kunne være socialt belastende.

Det er nok primært denne del af valghandlingen, som mange udlændinge har svært ved at acceptere, fordi de ser
den både som en krænkelse af princippet om hemmelig afstemning og som en subtil måde at udøve valgtryk på helt
frem til umiddelbart inden selve afstemningen, hvilket gør det vanskelig at godkende valget som helt fair i relation til
vælgerne.

Men uanset hvad princippet bag partirepræsentanternes tilstedeværelse er, og uanset hvad vælgerne måske burde
gøre, så er det en kendsgerning, at nogle vælgere ikke tager alle stemmesedler. Derfor kan man nemt danne sig et indtryk af, hvem de i hvert fald ikke stemmer på. Derfor vil vælgere, der tager stemmesedler fra nye – og eventuelt
kontroversielle – partier automatisk være under mistanke fra deres medborgere om at have sympatier for ét af disse,
og det vil i sig selv kunne virke stigmatiserende. Og tilsvarende, hvis de er nødt til at finde dem på reolen med
stemmesedler inde i valglokalet, fordi partiet ikke har repræsentanter udenfor. Det kan faktisk være ret kompliceret
at finde den rigtige stemmeseddel.

Efter vores opfattelse er det dog lige så meget systemet for trykning og distribution af stemmesedler, der principielt
er uheldigt, fordi der her sker en systematisk skævvridning til ugunst for små og nye partier.
Konklusionen er altså, at problemerne vis-a-vis partierne og produktionen og den manglende sikring af ensartet
adgang til stemmesedler overalt i Sverige betyder, at svenske valg ikke kan gives prædikatet ’free and fair’ – de er
nok frie, men de er i hvert fald ikke fair. Og det skal de være, hvis et politisk system skal kunne karakteriseres som
demokratisk.

Løsningen kan efter vor vurdering kun være at lade Valmyndigheten og länsstyrelsen i fællesskab have det fulde
ansvar for udformningen af én for alle partier fælles stemmeseddel i hver riksdagsvalgkreds. En parallel ordning bør
samtidig indføres på de to lavere politisk-administrative niveauer.
Hvis det sker, bliver det uden betydning, hvorledes stemmesedlen overleveres til vælgerne, idet vælgeren ikke skal
tage stilling til, hvilke stemmesedler han eller hun vil acceptere at få stukket i hånden – alle i samme valgkreds får
nemlig den samme stemmeseddel. Det betyder naturligvis, at stemmesedlen kan blive ganske stor, men hvad så? I
andre lande – som for eksempel Danmark, Bosnien-Hercegovina og Den Demokratiske Republik Congo – kan
vælgerne godt håndtere store stemmesedler.

Argumenter om, at det er vanskeligt med store stemmesedler og mange navne skal vel ikke afgøre, om Sverige skal
kunne regnes som et land, der gennemfører sine politiske valg på en måde, der lever op til de internationale
standarder på området?

Det haster med afhjælpning af de to principielle problemer, men med lidt god vilje kan det vel nås inden næste
riksdagsvalg. Det ville jo være yderst pinligt, hvis svenske valg ikke ubetinget kan få prædikatet ’free and fair’,
dersom Messerschmidts forslag om valgobservatører bliver realiseret til september.
Helt bortset fra det er det foruroligende, at der i Sverige tilsyneladende ikke er nogen, der ønsker at gå ind i en
diskussion om, hvordan man holder valg hjemme i Sverige – samtidigt med, at man hjertens gerne forholder sig til,
hvordan alting skal være indrettet og fungere i de nye demokratier, man sender valgobservatører til.

Der kunne faktisk være god mening i at bruge erfaringerne fra valgobservationerne i andre lande til en form for
service-check hjemme i Sverige – ikke mindst, når der i hvert fald er et par områder, som det ville være oplagt at se
nærmere på.
_________________________________________________________________________________

Ressource: http://politiken.dk/debat/kroniker/article907822.ece
Offentliggjort: Feb 22, 2010 2:06 PM
____________________________________________________________________________________
_________________________
Lite Fakta Om Fristaden CHRISTIANIA:

FRIHET UNDER ANSVAR
Christiania (også kaldet Fristaden Christiania eller Staden) er et område i bydelen Christianshavn i København med et areal på ca. 34 hektar og ca. 1000 beboere.

Det er en slags Kollektivistisk Anarkistisk, Socialistisk Anarkistisk fristed, hvor alle, som bor der, kan være med til at bestemme hvad der skal ske. Området blev besat af slumstormere i 1971 og har siden været styret som et slags kollektiv, men har intet officielt anerkendt selvstyre.

 Christiania består af den nedlagte Bådsmandsstrædes Kaserne, det tidligere ammunitionsarsenal samt en del af Christianshavns Vold, et areal på ca. 34 hektar med ca. 1000 beboere. (Den 15. maj 2001 var der 915 registrerede beboere på Christiania )

Christiania's flag (de tre gule prikker) kommer fra de tre I'er i ChrIstIanIa. Fold udChristiania-loven fra 1989 muliggjorde at planlægningen af området kunne sortere under forsvarsministeriet i stedet for kommunen. Loven blev ændret i 2004 for at muliggøre omdannelse af den historiske vold til et rekreativt område, og for at udvikle resten af Christiania til et blandet bolig- og erhvervsområde.
Indtil samme år havde handel med hash fundet sted åbenlyst, men den blev standset, dels af beboerne selv den 4. januar 2004, dels ved en stor politiaktion 16. marts 2004.
Siden har forholdet mellem myndighederne og Christiania været præget af konfliktfyldte forhandlinger.

Historie"Christianias målsætning er at opbygge et selvstyrende samfund, hvor hvert enkelt individ frit kan udfolde sig under ansvar overfor fællesskabet. Dette samfund skal økonomisk hvile i sig selv, og den fælles stræben må til stadighed gå ud på at vise, at den psykiske og fysiske forurening kan afværges." Således formuleret af Sven, Kim, Ole, Kim og Jacob med ret til forbedringer. 13/11-1971"

Målsætningen har christianitterne levet efter siden oprettelsen i 1971. 5 andre, store ændringer er dog kommet til senere hen: Ingen hårde stoffer pga. junkblokaden, ingen rygmærker pga. problemet med Bullshit, ingen våben, vold samt handel med bygninger eller boliger.

A brief visit to Christiania




Christiania blev startet i 1971, da en gruppe beboere fra Christianshavn lavede hul i hegnet til den nedlagte Bådsmandsstrædes Kaserne fordi de ønskede en legeplads til deres børn, men snart rykkede en flok hippier og socialister ind og overtog de tomme bygninger. I årevis prøvede myndighederne halvhjertet at fjerne christianitterne, men det lykkedes aldrig, blandt andet på grund af massiv folkelig opbakning. Se også Christiania-dommen

Det var kun muligt at komme ind på området ad to indgange, og Christiania er en bilfri by hvor privat kørsel ikke er tilladt.
I dag ejer Christianias beboere og virksomheder omkring 130 biler, der kun i begrænset omfang må parkeres på området. I yderområderne af Christiania har christianitterne etableret ca. 100 parkeringspladser.

Christiania er kendt for Pusher Street, hvor hash tidligere forhandledes åbenlyst.
Internt på Christiania opfattes hash ikke som et forbudt rusmiddel, til gengæld tolereres brug eller salg af hårde stoffer ikke.
Pusher Streets salg har ført til flere konfrontationer med politiet og en række politirazziaer, hvor der typisk konfiskeres større kontantbeløb og i enkelte tilfælde våben. I januar 2004 valgte pusherne at stoppe den åbenlyse hashhandel. Siden har politiet gennemført en stribe razziaer for at stoppe al hashhandel på Christiania.
Konsekvensen har været at hashhandlen er blevet bredt ud til andre bydele.
Hvorvidt handlen med hash er blevet reduceret, lader sig ikke undersøge.

Som følge af politi indsatsen, omkring 2004, er der blevet indgivet en større mængde klager om politiet. Klagerne omhandler primært politibrutalitet, overskridelse af tidsrammen for en rimelig tilbageholdelse og uberettet tilbageholdelse.


Så styrs Christiania
Bakom Christianias självstyre ligger tanken att varje individ ansvarar över sitt eget liv och hem. Därför finns det lika många filosofier som det finns invånare. Men det finns några grundprinciper. En av dem är att ingen ska äga eller kunna göra affärer på sin bostad.

När det nedlagda militärområdet ockuperades 1971 skapades ett manifest om kollektivets ansvar, individuell utveckling och självstyre. Än idag gäller dessa grundprinciper.

Christiania har en ekonomisk, teknisk och social självförvaltning. Det finns cirka 300 arbetsplatser som har uppstått efter behov. Här finns till exempel post, cykelverkstad, badhus, restauranger, butiker, ridskola, naturapotek och bageri.

Christianiter betalar skatt till kommun och stat som alla andra danskar. De betalar även för sina egna offentliga utgifter. Verksamheter som till exempel restauranger och dagis har samma regler och står under samma kontroll som verksamheter i övriga Danmark. 

Den äldsta av de 900 invånarna är cirka 90 år och den yngsta cirka två månader. Det finns få förbud och varje människa får leva som den vill så länge den inte skadar andra. Vapen, våld, gängrelaterade ryggmärken och tunga droger – som till exempel heroin, speed och kokain – är dock förbjudet. En person som går på tunga droger får välja mellan att flytta eller gå i behandling. Cannabis är tillåtet trots att det inte är lagligt i resten av Danmark.

YouTube-video


Normaliseringthumb|Huse på volden i Christiania Staten har bebudet at Christiania skal "normaliseres" og har i 2004 godkendt en omfattende lovændring også kaldet Christianialoven, der skal være værktøj til normaliseringsprojektet. Slots- og Ejendomsstyrelsen (herefter SES) er dem der har fået opgaven at lave en plan for normaliseringen og også dem der bl.a. overvåger at christianitterne overholder det byggestop som Christianialoven har medført.
Dette har medført at mange christianitter ikke har kunnet udføre forbedrende arbejder på deres boliger. Samtidig har Christiania ikke kunnet udføre en hel del af de kulturelle projekter og indslag som Christiania ellers er kendt for; i 2005 blev Christianias Cirkus lukket og fjernet af politiet på foranledning af SES, ligesom Christianitterne flere gange har fået afslag på gennemførelse af boligsociale projekter, herunder en konkurrence i samarbejde med arkitektskolen om økologisk bæredygtige fremtidige boformer.

Christiania skulle nedrive de første 50 huse 1. februar 2007 som et led i normaliseringsprojektet.
Christiania havde anlagt sag mod staten for at få fastslået om christianitterne har vundet hævd på området. Sagen føres med opsættende virkning, Christianitterne håber på den måde at hindre en nedrivning sker før en egentlig afgørelse af ejerforholdene er på plads.
Ved Østre Landsrets dom af den 26. maj 2009 tabte Chrstianitterne imidlertid søgsmålet, idet landsretten afviste, at der var vundet hævd på området.SES og CA's forhandlingsgruppe er nu fremkommet med en model til et fremtidigt Christiania, med boligforeningen KAB og fonden Realdania i ryggen, som i skrivende stund bliver behandlet på områdemøder der skal munde ud i et beslutningsgivende fællesmøde.Christianias symbol / flag med de tre gule prikker, kommer formentlig fra de tre prikker over i'erne i Christiania.

Christiania er Københavns næststørste turistattraktion.

ReferencerEksterne henvisninger Christianias hjemmeside Kulturkrigen (2007) af Jørn Balther - 40 min. dokumentarfilm om Christiania i 2006.

Cirkus Krigen (2006) af Jørn Balther - 40 min. dokumentarfilm om Christiania i 2005.

Christianias historie, Leksikon for det 21. århundrede.

Christiania set på en anden måde

Forsvar Fristaden Christiania Sites,
artikler og bøger. (Tidsskriftcentret.dk) Hentet fra Wikipedia: 21. juni 2010 kl. 13:09



"Papirkrigen"


Alla ska vara överens

På Christiania råder konsensus. Det betyder att alla ska vara överens när ett beslut fattas. Det finns två mötesformer där alla viktiga frågor tas upp.

Den högsta beslutsinstansen är stormötet. Här beslutas om den årliga budgeten. Frågor som rör bråk och förhandlingar med till exempel stat och polis diskuteras även på stormötet. 

Den andra beslutsinstansen är områdesmötena. Christiania är indelat i 15 områden. I det största bor det cirka 80 personer och i det minsta cirka 10.

På områdesmötet behandlas frågor som rör det lokala bostadsområdet. Det kan handlar om allt från renoveringar, bostadsansökningar till inbetalning av hyror.

Konsensusmodellen går ut på att samtalen förs mellan invånarna tills alla kommit överens om en ståndpunkt. Enligt Christianias presskontakt Thomas Ertmann är det en stor utmaning som kräver mycket av de boende.

− Du kan inte bo här utan att engagera dig. Christiania bygger på att du som individ är aktiv och att du bidrar med dina tankar och idéer.

− Det handlar om att ta ansvar både för sig själv och för andra. Ibland blir det långa och uppslitande diskussioner men i slutändan kan vi se varandra i ögonen.

Finns det en risk med att den som ropar högst bestämmer mest?

− Risken finns men det är inte så enkelt. Här räcker det inte med att du är duktig på att argumentera. Det folk lyssnar på är ditt engagemang. De lyssnar på tonen i din röst.



Samma avgift

Oavsett hur stort eller litet du bor så betalar alla samma brukaravgift på 1950 danska kronor. Halva summan går till Christiania och halva går till skatt till Danska staten.

Från början var det en jämlikhetsprincip att alla skulle betala lika mycket. Idag pågår en diskussion om huruvida det är rättvist att den som bor på 20 kvadrat betalar lika mycket som den som bor på 130 kvadrat.

Det finns ingen bostadskö och alla som vill är välkomna att söka. Om det blir en ledig bostad sätts en annons ut i Christianias lokaltidning. Ett antal personer väljs ut för intervjuer. Därefter tar området ställning till vem som får flytta in.

− Vi har blivit kritiserade för att vi inte har ett offentligt kösystem. Men det är inte ok att ge en mamma som har åtta barn en lägenhet på 10 kvadratmeter bara för att hon står först i kön, säger Thomas Ertmann.

En av grundprinciperna på Christiania är att ingen ska äga eller kunna göra affärer på sin bostad. Thomas Ertmann tycker att det finns bättre sätt att organisera ett samhälle på än idén att alla ska äga sin bostad.

− Kollektivt ägande bryter ned hierarkier och fördelar makt och välstånd på ett jämlikt sätt. Vi hade aldrig haft råd att bo här om det var marknadshyror.

− Jag tycker om tanken att vi har ett område tillsammans. Här behöver du inte hosta upp pengar under bordet för att få en bostad. Vi lever för varandra och inte för vår egen plånbok.

Är det fritt fram att ockupera hus på Christiania?

− Om det inte skulle hända något med en byggnad är det ok att ockupera det huset. Här tycker vi om när människor tar tag i saker och agerar. Ibland är det bättre att handla först och sedan be om ursäkt.

Locals' guide to Christiania in Copenhagen




Google Video


Christiania Copenhagen