Indlæg om Slutdepot for radioaktivt Affald

Borgermøde i Kølstrup Forsamlingshus, 23. januar 2013

af Anne Albinus, Herning


Tak for invitationen.

Jeg ved, at emnet: deponering af radioaktivt affald, bekymrer mange mennesker. Især dem, der risikerer at få et depot i nærheden af deres hjem. Jeg mener, bekymringen er velbegrundet, og det vil jeg forklare i det følgende.

Det radioaktive affald

Det radioaktive affald i Danmark stammer hovedsagligt fra den nu nedlagte Forsøgsstation Risø. Hertil kommer radioaktivt affald fra forskellige anvendelser, der produceres løbende, især medicinske. Det sidste er en lille del, ca. 6-8 m3 pr år. Samlet er der affald på ca. 10.000 m3.

Strålingen fra affaldet er sundhedsskadelig som anden radioaktiv stråling, og man forsøger derfor at holde det isoleret fra alt levende, indtil strålingen er aftaget så meget, at den er på samme niveau som den stråling, vi bliver ramt af under alle omstændigheder. Det er det, der kaldes baggrundsstråling.

Strålingen aftager i tidens løb, men med meget forskellig hastighed. For størstedelen af affaldet vil det vare nogle århundreder, mens det for en mindre dels vedkommende vil vare hundrede tusinder af år, før strålingen er aftaget til baggrundsniveauet. 

Problemet er altså både, at affaldet skal holdes isoleret, og at det skal holdes isoleret i meget lange tidsrum. Tidsrum af en længde, vi ikke kan forestille os. 10.000 generationer.


Slutdeponering

En måde at isolere affaldet på er slutdeponering, som groft sagt består i at grave affaldet ned og derefter glemme det. Menneskeskabte beholdere kan formodentlig kun holde i 100 – 200 år, så efter den tid må man stole på, at jordlagene omkring depotet kan forhindre, at affaldet kommer i kontakt med levende væsener. 

Man vil naturligvis finde steder til deponering, hvor jordlagene er egnede, dvs. hvor vandgennemstrømningen er ringe, hvor risikoen for jordskælv er lille osv., men nogen garantier kan man ikke give, når det drejer sig om århundreder, årtusinder eller endnu længere tidsrum. I en forundersøgelsesrapport fra maj 2011 anser man ind- og udsivning fra et sådant depot for uundgåelig.

I Danmark forestiller myndighederne sig, at alt affaldet skal i samme slutdepot 30-100 meter under terræn med en sikkerhedshorisont på 300 år, selv om varigheden af radioaktiviteten for f.eks. Plutonium-239’s vedkommende er cirka 250.000 år. 

Sådan gør man f.eks. ikke i Sverige, for der har man dårlige erfaringer med at blande kortlivet og langlivet affald i samme depot. Og hvis man er i tvivl i Sverige om en tøndes indhold, det såkaldte ”historiske affald”, klassificeres tønden automatisk som langlivet mellemaktivt affald og kan ikke komme i et depot til kortlivet lav og mellemaktivt affald.

I danske officielle redegørelser kamoufleres forskellen på kort -og langlivet radioaktivt affald ved at tale om, at affaldet indeholder ”en mindre mængde langlivede isotoper” uden at angive, hvad man anser for ”en mindre” mængde. Mængder af radioaktive stoffer, som efter almindelige begreber er små, kan have store virkninger (eksempel 1). 

Hertil kommer, at man har i sinde at anbringe ca. 50 tons bly, ca. 200 kg cadmium og 80 kg beryllium i depotet. Disse stoffer er ganske vist ikke radioaktive, men de er giftige, og de vil være det til ”evig” tid.

Begge dele viser, at kortsigtede, økonomiske hensyn spiller en betydelig rolle i planlægningen af et dansk slutdepot. Det gør ikke min bekymring mindre.


Eksport

Det er en del af beslutningsgrundlaget, at 233 kg ”særligt affald”, de højaktive brændselsstave, der er omdefineret til langlivet mellemaktivt, skal forsøges eksporteret. Det er endnu ikke lykkedes, og da Danmark modsat Norge ikke er åben om, hvad der foregår, ved vi ikke, hvorfor forsøget indtil nu er mislykkedes. Men på høringen på Børsen den 22.10.12 kom det frem via den svenske ekspert, at der kan være mulighed for, at Sverige vil kunne modtage dem. 

Det kan så undre, at man ikke tidligere har forsøgt i Sverige, men 3 dage efter høringen kunne man i ugebladet Ingeniøren pludselig læse, at direktøren i Dansk Dekommissionering udtalte »Vi er tættere på en løsning, end vi har været før. Det ser ikke længere umuligt ud,« siger Ole Kastbjerg Nielsen, der kan forestille sig en løsning i løbet af et par år.

Man har talt om muligheden for eksport af alt affaldet til lande, der har A-kraft, og som derfor har langt større mængder af radioaktivt affald. I flere af disse lande er der dog problemer med både at mellemlagre og deponere det radioaktive affald. Og der er stor folkelig modstand mod både transport af radioaktivt affald og af slutdeponering. Derfor kan der også være modstand mod at modtage affald fra Danmark. 

Man kan få det indtryk af, at eksportmuligheden bliver brugt til at lukke munden på befolkningen i de fem kommuner, mens processen med udpegning af en lokalitet til tvangsdeponering af affaldet kører videre.

Mellemlager

En tredje mulighed er at anbringe affaldet i et mellemlager over jorden. En fordel ved en sådan opbevaring er, at man kan holde øje med det og udbedre skader i de beholdere, som det opbevares i, efterhånden som skaderne opstår. Det er tankevækkende, at nogle af de tromler, der opbevares på Risø, allerede er synligt tærede efter kun 40 - 50 år.

Sagkyndige har tilkendegivet på en minihøring i 2005, at affaldet kan blive på Risø uden nogen strålingsrisiko for de omkringboende i de første 100 år. 

Måske udvikler man i de næste årtier sikre teknologier, som tillader at omdanne bl.a. Plutonium til kortlivede radioaktive stoffer ved kernefysiske metoder. I så fald vil det være en stor fordel, at affaldet er tilgængeligt.


Det etiske Aspekt

Slutdepot-løsningen er blevet markedsført under slagordet: ”hver generation skal rydde op efter sig”. Det lyder smukt og rigtigt, men hvad er denne ”oprydning” værd, hvis man risikerer, at affaldet siver ud? Og hvis man stempler en hel egn som atom-losseplads? Med alt, hvad det indebærer af problemer?

Det minder om situationen i 1950’erne og 60’erne, hvor man tillod, at kemisk affald bare blev gravet ned. Her mente en generation, at den havde ryddet op efter sig, fordi man ikke kunne se affaldet og derfor naivt troede, at det ikke eksisterede. Men i nogle tilfælde er det som bekendt sivet ud, og det har givet større problemer og større udgifter til oprensning, end hvis det havde været anbragt under tilsyn fra begyndelsen af.

Vi borgere bliver præsenteret for risiko-analyser, der alle sammen viser, at risikoen for, at udslip fra depoterne vil forvolde skade på de omkringboende, er minimal. Der er ingen tvivl om, at disse analyser er lavet med stor omhu, og at man har brugt al den viden, der er til rådighed på nuværende tidspunkt. Men denne viden er trods alt begrænset, og uforudsete begivenheder kan ikke udelukkes. Jeg er ikke i tvivl om, at de eksperter, der bruger disse analyser, er i god tro, og at de selv stoler på dem.

Men når det drejer sig om slutdepoter, er spørgsmålet ikke, om eksperterne selv vil acceptere risikoen, men derimod, hvad de kan bede andre om at acceptere. Jeg synes, denne problemstilling er blevet overset i debatten.

Ved slutdeponering overlader man et helt uoverskueligt problem til de næste generationer. Ved at anbringe affaldet i et mellemlager overlader man også et problem til vores efterkommere, men det er et problem, man har styr på, og hvis omfang man kender. 

Konklusion

Sagen om, hvad vi skal stille op med det radioaktive affald fra Risø, er vanskelig, og den er efterfølgende blevet forkludret i en grad, som jeg ikke troede var mulig. 

Efter min mening er det nødvendigt med en time-out, som en svensk kerneaffaldsekspert har foreslået og ligeledes, at der bliver lavet en uafhængig konsulentrapport.


Det råd jeg vil give jer med hjem i aften er følgende:


Vi borgere skal træffe ansvarlige beslutninger, som vi mener at vi selv og vores efterkommere kan leve med, og ikke lade eksperterne bestemme (hvad enten de siger at der kan være risici, eller at der ingen er).


Info og links

Eksempel 1. Det danske affald indeholder (i hvert fald) 1,2 kg plutonium, og det lyder måske ikke af meget. Men der skal bare 1 mg af dette stof til at slå et menneske ihjel, således at 1,2 kg plutonium er nok til at tage livet af mere end en million mennesker. Set i det lys er 1,2 kg plutonium en meget stor mængde.

Eksempel 2.  Stråling fra 1g Pu-239 og U-238

  1. Pu-239: T  =  24 100 år, N0  =  2,5 · 1021, henfaldskonstant  =  9,1 · 10-13 s-1.

A0  =  2,3 · 109  =  ca. 2,3 milliarder henfald per sekund

  1. U-238:  T  =  4,47 · 109  =  4,47 milliarder år. N0  =  2,5 · 1021,  henfaldskonstant  =  4,9 · 10-18 s-1.

    A0  =  1,2 · 104  = ca. 12 000 henfald per sekund

.......................

  1. NEA OECD Nuclear Agency
  2. IAEA 
  3. Dansk Dekommissionering  
  4. GEOVIDEN et hæfte om slutdepotet nr. 2 2011 
  5. SUM, Ministeriet for sundhed og forebyggelse, side om radioaktivt affald
  6. Atomposten
  7. Annes side om radioaktivt affald
Comments