På Rønde Efterskole bidrager alle til at skabe god stemning, et trygt og rart miljø, hvor alle kan færdes. Det betyder bla. at vi insisterer på at sige "Hej", når vi mødes og passerer hinanden.
Desuden:
Alkohol må ikke medbringes eller indtages på skolen
Alle former for nikotinprodukter og euforiserende stoffer er ikke tilladt på skolen
Du følger de anvisninger, du får, det skema, der er lavet til dig og skolens øvrige rammer.
Vil du gerne være med til det - så er du Velkommen på Rønde Efterskole.
10. klasserne er i obligatorisk brobygning på ungdomsuddannelserne i uge 45. Brobygning foregår først og fremmest på uddannelsessteder i Rønde og Grenaa. Eleverne bor på skolen, mens de er i brobygning.
Det er i de senere år blevet mere almindeligt, at elevholdene i enkelte weekender også holder fester udenfor efterskolen, typisk i et lejet forsamlingshus. Skolen har intet med disse arrangementer at gøre, men vi forsøger alligevel at være med på sidelinjen. Det betyder, at vi hjælper med at finde egnede tidspunkter for elevfesterne og desuden hjælper vi med at opstille gode forslag og rammer for festen.
Skolen er i forbindelse med trivselssamtaler i september måned vært ved et forældremøde, hvor rammer for festerne debateres og et forældreudvalg nedsættes.
Det er afgørende, at en forælder står som lejer af forsamlingshuset og har kontakt til dette.
Der skal være mindst 8-10 forældre til stede under hele festen.
Det er en meget god ide, hvis der er en gennemgående forælder fra fest A til fest B.
Det er en god ide, hvis en af forældrene før festen kommer på skolen i en fællestime og fortæller om festen og retningslinjerne for denne.
Det er en god ide at sørge for, at alle spiser sammen inden festen - og måske tilbyde gratis toast/pizzasnegle el. lign. i løbet af festen. Eleverne kan altid spise aftensmad på skolen fredag, inden de forlader skolen for at holde weekend.
Det er meget vigtigt med tydelige forældre under festen, så rammerne bliver trygge for alle. Der kan være tilfælde, hvor en eleves forældre skal kontaktes, så han/hun kan hentes hjem.
De ansvarlige forældre skal have en telefonliste med alle festdeltageres hjemmenumre.
Vi opfordrer til, at der ikke holdes elevfester før efter efterårsferien, så eleverne har haft mulighed for at lære hinanden lidt at kende.
Alkohol:
Skolens holdning til alkohol til elevfester, arrangeret udenfor skolens område af et forældreudvalg, er Sundhedsmyndighedernes officielle anbefalinger til unge under 18 år.
Når elevlisten bliver opdateret på ankomstaftenen, vil den blive sendt til alle forældre, således at det er muligt at lave aftaler med hinanden om kørsel etc.
Skolen har ikke en forsikring, som dækker skader, eleverne eventuelt laver. Vi anbefaler, at I tegner en familieforsikring, hvis I ikke har en i forvejen, da det ellers bliver eleven selv, som i givet fald kommer til at udrede beløbet. Forsikringen bør også dække ski.
Fritagelse ved specielle lejligheder:
Hvis det bliver nødvendigt, at eleven har brug for fritagelse til helt specielle lejligheder, bedes forældrene spørge om det skriftligt og i god tid (min. 24 timer før). Vi håber på respekt for, at man kun beder om fri, når det er absolut nødvendigt.
Vi beder om, at tandlægebesøg o. lign. så vidt muligt ordnes i ferierne og i forbindelse med forlængede weekender. På skolen har vi fokus på sammenhængen i dagligdagen. Er der elever, der f.eks. skal fritages fredag over middag, har det store konsekvenser for de øvrige elever og lærere og det program, der er fastlagt.
Skriv til Gorm på VIGGO vedrørende fritagelse. I forbindelse med sygdom efter en weekend kan man søndag aften kontakte vagtlæreren på 2347 9329.
Skal en elev fritages ekstraordinært i en skoleuge, medfører det en yderligere udgift, da eleven skal meldes ud af skolen i den pågældende uge:
Eleven skal meldes ud af skolen i én uge. Denne uge fratrækkes i betalingsopgørelsen for efterskoleåret.Til gengæld skal der betales den fulde ugepris (2025/26: kr. 2.925,-) og taksametertilskuddet på kr. 1.538,- = kr. 4.463,-
Staten kræver, at en elev, der er på ferie eller på anden måde holder fri i en almindelig skoleuge (bortset fra sygdom o. lign), meldes ud af skolen. Dermed bortfalder taksametertilskuddet og den indkomstbestemte statslige elevstøtte.
Skinnebensbetændelse kan blive et problem, hvis man ønsker at dyrke meget idræt. Det er nemlig kun hvile, der hjælper effektivt på problemet. Og det er jo ærgerligt, hvis dit ophold af denne grund skulle blive mindre aktivt.
Heldigvis kan man mindske risikoen væsentligt. Skinnebensbetændelse opstår typisk, når træningsmængden øges meget kraftigt på kort tid. Det er ofte den situation, elever står i, når de møder på skolen efter en sommerferie, hvor det ikke er blevet til så megen motion. Det bedste du kan gøre for at hjælpe dig selv er at holde dig i rimelig form hen over sommeren. Det kan være i form af små løbeture, cykelture eller anden form for aktiv idrætsudøvelse. Bare 2-3 gange ugentligt vil hjælpe dig meget.
Din krop vil være parat til at gå i gang med den ret intensive idrætsudfoldelse, som du vil opleve som idrætslinjeelev. Sommertræning vil i øvrigt også gøre, at du starter skoleåret i bedre form, og du kan opnå optimalt udbytte af undervisningen lige fra starten.
Dette gælder alle elever, hvad enten man har meget idræt eller ej. Vi håber, at du - ligesom vi gør - glæder dig til et skoleår med masser af idræt og gode oplevelser.
Mobiltelefoner på skolen:
De første fire uger på skolen er helt mobilfri, så der er mulighed for at bruge tiden på at danne nye fællesskaber.
Herefter er rammen for mobiltelefonerne:
Telefonerne afleveres i et mobilhotel om aftenen i tidsrummet 21.30-21.45.
De låses ud igen den efterfølgende eftermiddag omkring forfriskningstid.
I weekenderne kan eleverne have sin telefon på sig.
Mobiltelefonerne er altid væk ved aftanmåltiderne og ved måltiderne i weekenden.
De nærmere detaljer gennemgår vi sammen, når skoleåret er startet.
Vi hører meget gerne musik på skolen, men det sker med den forudsætning, at vi tager hensyn til andre. Du skal derfor lade din store bluetooth højtaler/soundboks blive hjemme. Den spiller alt for højt til, at det skaber god stemning.
Vi tilstræber at sende et nyhedsbrev ud hver anden uge til alle forældre, så I kan følge med i, hvad der foregår på skolen. Nyhedsbrevet får I via VIGGO (omkring skolestart modtager I en mail herom).
I kan også følge med i vores hverdag på vores sociale medier: Facebook, Instagram og TikTok
Det er muligt at få leveret pakker til skolens kontor. Vi fraråder dog at få sendt pakker med DAO, da de ikke har et fast sted, hvor de kan levere pakken til skolen.
Parkeringsmulighederne på skolens matrikel er ikke store nok til at kunne rumme alle biler ved ankomstdagen og afslutningsdagen. Vi henstiller derfor til, at I orienterer jeg på den oversigt, vi sender ud ifm. de to nævnte arrangementer,
Privatliv, tryghed og intimt samvær på efterskolen
På efterskolen er vi sammen døgnet rundt, og det skaber unikke venskaber og tætte relationer. Vi anerkender fuldt ud, at nysgerrighed på krop, seksualitet og intimitet er en naturlig del af ungdomslivet og identitetsdannelsen.
Netop fordi vi vægter elevernes tryghed så højt, har vi dog en klar regel: Det er ikke tilladt at have sex på efterskolen.
Hvorfor har vi denne regel?
Vores forbud bunder ikke i moralsk løftede pegefingre, men i et ønske om at passe på den enkelte elev. Efterskolen er et offentligt rum, hvor man deler hverdagen og værelser med mange andre. Det skaber nogle rammer, som ikke er egnede til seksuelt samvær:
Respekt for bofæller: Ens værelse er også andres hjem. Alle skal kunne opholde sig på deres værelse uden at føle sig utrygge eller trænge sig på i andres intime situationer
Beskyttelse af det private: Sex og intimitet bør være en privat og tryg sag. På en efterskole er risikoen for at blive afbrudt, overhørt eller – i værste fald – filmet eller eksponeret desværre til stede. Det kan have uoverskuelige personlige og sociale konsekvenser
Omsorg for grænser: Vi ønsker at sikre, at ingen føler sig presset til noget, de ikke er klar til, blot fordi de befinder sig i et intenst efterskolemiljø
Ligesom det ikke er tilladt for elever at vape, snuse eller ryge på skolen, så henstiller vi også til, at det også gælder for forældre og andre gæster, der kommer på skolen.
Vi har på skolen udarbejdet en sikkerhedsinstruks for risikofyldt adfærd i forbindelse med skoleopholdet. Denne instrukt kan læses her på hjemmesiden.
Kontorets åbningstider:
Skolens kontor træffes mandag til torsdag fra kl. 8.00 til 15.30 og fredag fra kl. 8.00 til 15.00. Hvis kontoret i særtilfælde skal give en elev besked, bedes beskeden givet inden kl. 11.30, så eleven kan få den ved middagsbordet.
Telefoner:
Skolen: 8637 1955
Hverdage kl. 8.00 - 15.30
Vagtlærer: 2347 9329 (Efter 15.30)
Nattevagttelefon: 2926 2613 (fra søndag nat til fredag nat)
Hverdage kl. 15:30 - 23.00 og i weekender: 2347 9329
Ved ankomsten skal du medbringe:
Håndklæder
Sengetøj (dyne, hovedpude, lagen, rullemadras 80 x 200, dynebetræk, hovedpudebetræk, sengetæppe)
Toiletsager
Sportssko (et par til udebrug og et par til indebrug)
Sportstøj/løbesko
Regntøj og eventuelt gummistøvler
Cykel incl. lys (det behøver absolut ikke være en ny, flot cykel – bare den er i orden)
Cykelhjelm
Gul sikkerhedsvest og lygter til færdsel i mørke
Skoletaske
Penalhus, ringbind/plastikmappe, saks og skriveredskaber.
Tegnetrekant, passer, vinkelmåler
Sovepose, liggeunderlag, krus, tallerken, bestik (til brug på ture i løbet af året)
Lille hængelås til dit værdiskab på værelset
Bærbar computer og en forlængerledning til el
Høretelefoner (til brug i forbindelse med undervisningen)
Vækkeur - Som ikke er din telefon
Termokop og drikkedunk m. navn
Ting der gør dit værelse hyggeligt f.eks. lyskæde, billeder af familie, plakater, planter, dagbog mm.
Eventuelt:
Lommeregner
Kamera
Badmintonketsjer
Bordtennisbat
Kop
Tæppe/underlag til at bruge udenfor, når solen skinner
Guitar
Lommelygte til brug på ture
Bedroller
Skulle der være ønsker om at tage ind til Århus i en weekend, kan det aftales med vagtlæreren, som derefter eventuelt kan programsætte det for hele elevgruppen. Der er ikke mulighed for i en weekend, hvor man er på skolen at tage på individuelle ture til Århus.
Alle elever kommer på skolens intra "VIGGO", hvor alle væsentlige oplysninger vedr. hverdagen på skolen kan findes.
Alle forældre kommer også på VIGGO, hvor man kan se sit barns skema og fraværsoversigt. Det er ligeledes på VIGGO, kommunikationen foregår mellem skolen og hjemmet.
Vi opfordrer til, at eleverne bliver på skolen i nogle weekender. Vælger eleverne at blive på skolen i weekenden, er det hele weekenden. Dette er for at sikre en sammenhæng i de aktiviteter og tilbud, der er programsat. Det er vigtigt for os, at de elever, der er på skolen i weekenderne, har en fælles oplevelse af at være sammen om noget særligt. Det betyder, at der kan være situationer, hvor eleverne må vælge mellem f. eks. at tage til en fødselsdag i familien eller blive på skolen. Weekenden starter kl. 14.00.