Er det okay at gøre noget ud af sit udseende, når man har en sygdom, der er usynlig? Det spørgsmål har jeg flere gange stillet mig selv. For når håret sidder og makeuppen er på plads, ja så kan

man jo ikke se, at der er noget galt?

Efter sygdommen har mange ting været anderledes. Det eneste genkendelige – det jeg har haft kontrol over – har været mit billede

udad til (ej at forveksle med min fysiske form). Alt andet har forandret sig. 

Jeg er vokset op med, at vi skulle se nydelige og

soigneret ud (sådan sagde min mor altid), når vi skulle ud ad døren. Og det har jeg holdt fast i – også på trods af sygdommen. Det kan

godt være, at jeg er småtosset og tyk, men andre skal i hvert fald ikke kunne sige om mig, at jeg lugter, eller at mit hår er fedtet! Jeg

har derfor igennem mit sygdomsforløb været i bad og redt mit hår, hver gang jeg skulle nogen steder. Det har gjort, at jeg på den

måde har kunnet opretholde bare en lille smule af mig selv fra før sygdommen.

Men hvor er det bare frygteligt at opleve, at ens omgivelser – totalt

uvidende – kan finde på at påpege, at man ikke kan se velsoigneret

ud, når man er psykisk sårbar. Har du også prøvet det? Jeg husker

en episode, som jeg havde med en af mine kammeraters venner.

Jeg står og snakker med ham – fortæller ham lidt om min

uddannelse og eksaminer og sådan, og så siger han pludselig: ”Du

kan jo ikke være rigtig psykisk syg, når du både ser pæn ud og har

klaret dig godt på universitetet.” Og videre: ”Du er godt nok heldig,

at du ikke er lige så hårdt ramt, som dem jeg ellers kender, der er syge!”

Jeg kæmper som enhver anden psykisk sårbar hver dag en kamp

mod min sygdom. Hvor provokerende er det så ikke lige, at der

kommer én og – føles det som om – negligerer denne kamp? Og

på en måde samtidig får sat spørgsmålstegn ved, om min sygdom

nu også er reel nok?! Jeg blev først rigtig ked af det. Så sur. I dag

prøver jeg at vende mine frustrationer mod hans uvidenhed og

forsøger – også gennem dette blogindlæg – at nedbryde andres

fordomme. Jeg har besluttet mig for, at denne uvidenhed ikke skal

have lov til at ødelægge mine daglige rutiner og personlighed. Jeg

vil være et levende bevis på, at man godt kan have en psykisk

sygdom og værdsætte at være velsoigneret. Amen.