Værktøjskasse

Kom i gang som instruktør

Det at starte som (hjælpe)instruktør er en speciel situation. Lige pludselig skifter den aktivitet, man kender så godt, betydning. Man skal nu anvende sine egne færdigheder til at hjælpe andre til at opnå de samme færdigheder. Mange spørgsmål opstår i den situation:

• ”Hvad skal de egentlig lære?”

• ”Hvordan er det lige, at jeg plejer at gøre?”

• ”Kan jeg godt tage ansvaret for det her?”

Svarene er ikke ligetil, men i dette afsnit giver vi lidt hjælp til, hvordan man kan komme i gang med at gøre sig de erfaringer, der skal til for, at man kan svare sikkert på ovenstående spørgsmål. Det mest fundamentale råd må dog være:

Tag udgangspunkt i dig selv, skab den praksis, som du kan, og som du kan stå inde for – og husk det skal også være sjovt at være instruktør.

At instruere…

Vi har her samlet lidt pædagogiske overvejelser om at undervise og instruere andre. Senere følger forskellige teknikker og metodikker, men først nogle helt grundlæggende overvejelser.

Hvad er undervisning ?

Man kan sige, at undervisning drejer sig om, at instruktøren har en bestemt viden eller kundskab, og han/hun arbejder så på at videregive denne viden og kundskab til deltagerne. Eleven kan sagtens lære sig selv noget, men undervisning / instruktion kendetegnes ved, at instruktøren tager medansvar for at eleven udvikler viden og færdigheder. 

Det kan siges kort på denne måde: At få et ”stof” til at blive til ”viden” hos en målgruppe.

Findes der grundregler for undervisning?

Der findes en enorm mængde af bud på det, men nogle få grundregler kan vi godt opstille.

Første grundregel: Det nemme før det svære

Det betyder at man som instruktør skal vurdere for deltagerne, og så finde ud af, hvad man skal starte med at lære dem. F.eks. vil det nok være en god ide´ at starte med at ro i beskyttet vand, før man ror i bølger. Det vil også være smart at arbejde med balance, før man arbejder med tempo osv. 

Nogle ting er også forudsætninger for andre. Man kan ikke lære styretag, hvis man ikke har balancen. Det vil altså sige at færdigheder ligger i lag, og nogle grundfærdigheder skal være på plads, inden andre kan læres.

Anden grundregel: Gentagelse er godt

Når mennesker lærer, så er det typisk sådan at de godt kan lære en ny ting og demonstrere den - men et øjeblik (eller en uge) senere, er færdigheden forsvundet. Derfor er gentagelser gode, og det kan også virke motiverende. At gentage noget man har lært, og så efterfølgende opleve at man kan, er motiverende for at lære noget nyt.

Tredje grundregel: For at gå frem må man også gå tilbage

Hvis man skal lære noget nyt er det vigtigt, at det grundlag man lærer det på er i orden (forudsætningerne som jo også blev nævnt før). Så inden man lærer at arbejde med paddel- eller pagajteknikken, skal man måske lige arbejde lidt med siddestillingen og balancen i kajakken igen. Den motiverende effekt som blev nævnt før, er også at finde her. Hvis man går for hurtigt frem, så man kommer til det svære inden deltagerne kan lære det, er det  nødvendig at gå tilbage til noget der er lettere. 

Fjerde grundregel:  Aktivitet

Det gælder om at holde deltagerne aktiveret og ikke holde dem passive med for meget snak. Man lærer ikke at ro ved udelukkende at høre instruktørens forklaringer, men heller ikke ved bare at blive sat ud i båden. Deltagerne skal have muligheder for at gøre deres egne erfaringer, eksperimentere og få en fornemmelse af, at tingene lykkes.

Et gammelt kinesisk ordsprog siger meget fornuftigt:

• Hvad jeg hører, glemmer jeg

• Hvad jeg ser, husker jeg

• Hvad jeg gør, forstår jeg

Instruktions- og undervisningsteknikker

Hvordan instruerer man så efter grundreglerne ?

Det er der også mange forskellige bud på. Nogle mener lige frem, at det at undervise og instruere er en kunstart. En måde at undervise efter grundreglerne på, er først at lære sig reglerne. Så skal man  bruge dem, når man planlægger instruktionen, og når man er midt i den. Planlægning af instruktionen bliver altså et vigtigt redskab. 

Hvordan laver man undervisningsplanlægning ?

Man kan planlægge sin instruktion ved hjælp af denne simple oversigt. Man besvarer en række spørgsmål, og så har man en plan at gå ud fra.

Instruktionsplanlægning

• Mål: Hvad skal der læres – (det er også godt at kunne forklare hvorfor)                                                                         

• Målgruppe: Hvem skal lære det (unge, gamle osv.)                                               

• Metode: Hvordan skal det læres (skal deltagerne selv finde ud af det, viser jeg det, fortæller jeg, skal de øve sig på land osv.)   

• Sekundære mål: Hvad skal der også med (medlæring, f.eks. skal de lære klubbens regler eller køkkenet at kende igennem instruktionerne eller…)

• Læringsmiljø: Under hvilke forhold skal det læres (hvor mange både, hvor mange deltagere, hvor mange instruktører, er det på havet, på en sø, osv.)

• Indhold: Hvilke øvelser og opgaver laver man helt specifikt og hvor lang tid bruger man på hver øvelse. Hvordan organiserer man gruppen. Hvem hjælper hinanden. Hvor ror man hen, osv. osv.              

Hvad er god instruktion?

• Hvordan kan jeg så vide om min instruktionsplan var god, og om det blev en god instruktion?

En måde er at spørge sig selv, om man synes det ville have været godt at deltage i instruktionen som kursist. Man kan også spørge deltagerne, om de havde en god instruktionsdag. Endelig kan man overveje, om de ting som der typisk skal til for at skabe god instruktion fandt sted.

Typiske krav til god instruktion:

• Sjov

• Spændende

• Udfordrende

• Tryg

• Lærerig

• Varieret

Hvilke hjælpemidler har man ?

Når man har lavet sin instruktionsplan, har overvejet om den lever op til god instruktion, så er der kun tilbage at gennemføre planen. 

Her er der ikke så meget hjælp at hente. Man må selv klare det. Der er tre gode råd til den situation:

• Tag det med ro og vær dig selv.

• Brug lidt humor.

• Hav en ”snydeseddel” i lommen. Her kan du i forkortet form skrive din instruktionsplan, så du kan få lidt hjælp til at huske det hele undervejs. 

Typisk opbygning af ”lektions-snydeseddel”:

Instruktions- og undervisningsformer

Der er mange måder at instruere på. Vi kender alle en fantastisk lærer fra skolen som bare kunne få alle med – hvad var det egentlig han/hun gjorde?

Det spørgsmål er kompliceret, men grundstenene i undervisning er jo som nævnt, hvordan man får noget givet videre.

Der er tre sanser, som man kan benytte sig af: synssansen, høresansen og følesansen. Eksempler på hvordan du udnytter disse er nævnt herunder.

Visuel instruktion

Eksempler på visuel instruktion (hvor deltagerne skal bruge synssansen) kan være:

●       Forevisning af øvelsen på land eller vand.

●       Fremvisning af film, video eller tegnet/billedmateriale.

●       Brug af en elev til forevisning, mens man forklarer.

●       Har du mulighed for det, så prøv at lave videooptagelser af alle roerne. Video er utroligt motiverende for arbejdet med teknikken. Samtidig får du god mulighed for at give deltagerne forståelse for deres egne fejl.

Verbal instruktion

En forklaring af bevægelsen ledsager som regel forevisningen (høresansen). I den verbale instruktion er det vigtigt med korte og præcise forklaringer af, hvad der skal gøres. 

Hvis man vælger kun at forklare, kan det tit være en fordel at benytte sig af ”billedsprog”, som kan hjælpe begynderens forståelse.

Manuel instruktion

Begyndere, der ikke har opfattet de rette bevægelser ved forevisninger og forklaringer, kan have glæde af manuel hjælp (følesansen). Her føres de gennem det rigtige bevægelsesmønster af instruktøren. Instruktøren kan f.eks. styre padlens/pagajens bane ved at holde i padlen/pagajen eller roerens arme. 

Man kan med fordel benytte ergometer eller foretage træningen på en bænk.

Du vil hurtigt gøre dig nogle erfaringer med de forskellige instruktionsformer. Du vil sikkert også opdage, at den bedste instruktion opnås med en blanding af de forskellige undervisningsformer.

Gode råd

Vi har her samlet nogle gode råd, der kan få instruktionen til at lykkes, så begynderne kan færdes sikkert på vandet, bevare motivationen samt lære klubben at kende: 

• Mød altid velforberedt og gentag gerne øvelser fra tidligere instruktioner.

• Tag individuelle hensyn, så alle får en positiv oplevelse. Alle skal føle sig velkomne.

• Husk at man som instruktør altid bruger samme materiel som begynderne. Man ror ligeledes altid med svømme/redningsvest og benytter sikkerhedsudstyr (polo). Det øger sikkerheden og muliggør evt. bådbytning. Det giver samtidig stor tryghed hos deltagerne, at instruktøren er sikker og i stand til at hjælpe fra en stabil båd.

• En svømmevest er uundværlig, hvis man som instruktør må i vandet for at hjælpe en evt. panikslagen roer (det er dog den absolut sidste udvej).

• Snak med alle deltagerne hver gang. Alle skal føle, at instruktøren er interesseret og lægger mærke til, hvad man gør.

• Skab fortrolighed med det lokale farvand – og se jer derefter om andre steder.

• Inviter gerne gæster til din instruktion. Nybegyndere kan på den måde hilse på klubbens bestyrelse. Eller man kan høre om oplevelser og få gode råd fra kajakpolospillere, langtursroere, kaproere eller andre. Ligeledes kan nogle fra klubbens udvalg komme og fortælle om deres arbejde, og hvordan nye medlemmer kan inddrages.

Instruktørerfaringer

Vi forsøger igennem undervisningsmaterialet, og i løbet af DKF’s kurser at forberede dig på at blive instruktør. Imidlertid handler det meget om erfaringer, som du selv skal gøre men også om at lære af andres erfaringer. Vi har derfor bedt en nyuddannet instruktør om at skrive lidt om hans erfaringer.

En ny instruktørs oplevelse – og en opfordring

Der er både en stor naturoplevelse og noget rent meditativt i at ro. Det er samtidig sjovt uanset om man ror kano, kajak, havkajak eller polokajak. Så at blive uddannet til klubinstruktør i kano og kajak er faktisk rigtig skægt.

Tænk at få lov til at tage sin fritidsinteresse et skridt videre gennem intensive forløb i både teori og praksis. Finpudse kendte teknikker og lære nyt og deltage på et lille hold i tæt kontakt med forbundets instruktører. Tænk at opleve hvordan der helt spontant udvikler sig et nært sammenhold med de øvrige aspiranter omkring den fælles interesse, og i løsningen af de mange opgaver,  man stilles over for. Der opstår en spontan glæde, når det f.eks. lykkes en på holdet at lave den første ”grønlænderrulle” eller styre kanoen lige, og støtten hos de øvrige i at nå dertil selv.

Så pludselig finder man bagefter sig selv ”alene” som instruktør med et på alle måder blandet hold af ”nye” roere. Nu har man selv ansvaret for at give dem den samme gode oplevelse, man selv engang fik. Det var den oplevelse, der gjorde at man blev ved trods alle de utilsigtede vandgange og ærgrelser over et støttetag der ikke virkede. Man har ansvaret for at de føler sig så godt modtaget i klubben, at de også ønsker at forblive aktive medlemmer.  Det giver lidt af et sug i maven.

Den første erfaring

En af mine første instruktioner var med et meget blandet hold en efterårsaften i blæsevejr med gode bølger. Der var unge brushoveder med masser af kræfter. De havde lært sig selv at ro, og de kunne klare sig selv langt hen ad vejen. De manglede dog tydeligt en del teknik og erkendelse af egne grænser. Der var samtidig en del lidt ældre begyndere, som var nervøse for at falde i, og som derfor var utrygge ved det lidt hårde vejr og de øvelser jeg lavede. 

Jeg drøftede med holdet hvad vi skulle satse på af øvelser. Nogle manglede kun ganske lidt i at kunne ro på egen hånd - andre var kun begyndt på diverse støttetag, og skulle træne dem meget for overhovedet at kunne begynde at føle sig trygge. 

Urutineret som jeg var i min rolle som instruktør, lagde jeg et ambitiøst program i både distance og indhold. Programmet skulle kunne tilfredsstille dem alle på deres niveau. Det krævede ”bare” lidt seriøs differentieret undervisning. Jeg kom på hårdt arbejde. Det lykkedes alligevel  ikke helt.

Inden vi nåede hjem, var fortroppen stukket af. Roerne i bagtroppen var kolde og trætte, vejret var blevet en kende værre og det var blevet mørkt - og vi havde ikke engang nået ”det hele”. Til sidst blev roerne i  fortroppen  fortørnet over at blive beordret ud af vandet, da jeg havde lovet at tjekke dem i entringer og redninger. Bagtroppen var heller ikke lykkelige. De havde været for hårdt presset, og blev nu yderligere bekymret over at være på vandet i det begyndende mørke.

Det var ikke en instruktion til et ”12-tal”, men absolut heller ikke til dumpekarakter, og vi lærte alle noget af den! Det værste var egentlig at noget af min stolthed som instruktør havde fået skrammer. At man kunne komme ud for sådanne oplevelser under instruktion, var jeg ganske vist blevet forberedt på under uddannelsen, men man er nødt til at være der selv og opleve det, før man kan forstå  og lære rigtigt af det. Så det var en glædelig overraskelse efter instruktionen at komme op i klubhuset med mine elever og finde at en af klubbens erfarne instruktører ventede for at høre, hvordan det var gået. Vi fik sammen vendt nogle af problemstillingerne, efter at holdet var gået.

Opfordringen

Jeg har fundet ud af, hvilke behov man har som nyuddannet instruktør. Disse behov er set i forhold til alle de oplevelser man kan komme ud for og den usikkerhed man kan sidde med. 

Mit bud, på hvordan disse behov dækkes, er: 

Klubben såvel som instruktøren må gøre en aktiv indsats for at sikre et godt netværk mellem alle instruktørerne - nye som rutinerede -  og gerne sammen med andre klubber. 

Med en grundigt tilrettelagt uddannelse af klubinstruktørerne kan vi sikre, at basis i klubbernes arbejde med de kommende medlemmer er af høj kvalitet i forhold til sikkerhed, færdigheder og glæde ved vandet. Samtidig kan vi sørge for at den enkelte instruktør er godt rustet til udfordringerne og det uforudsete, således at sikkerheden ikke sættes over styr. 

Vi arbejder med de tre mest uforudsigelige elementer i verden: mennesker, vejret og havet, derfor kan vi ikke forudse alt. Der er mange ting man ikke kan lære, før man står i det selv - og det er også i orden. 

Vi kan som instruktører være med til at sikre os selv og hinanden ved, at de erfaringer vi gør os bliver brugt positivt. De skal sikre udvikling og øge læring for både den enkelte instruktør såvel som klubberne. Det kan vi gøre ved at lade os inspirere af hinanden, ved at drøfte vore oplevelser og erfaringer med hinanden, ved at sørge for at mødes på vandet eller i klubben for at drøfte stort som småt og ved at deltage i hinandens instruktioner. 

Stil krav til din klub om aktivt at sikre dig og de øvrige instruktører et godt netværk, gode og sikre arbejdsforhold i dit frivillige arbejde og en atmosfære, hvor der plads til at drøfte og lære af sine fejl og sine sejre. 

Stil krav til dig selv om at være et aktivt medlem i klubben, der selv tør  vove pelsen for at lære noget nyt. Giv plads til at dine medinstruktører og andre medlemmer har lyst til at vende alle deres erfaringer med dig. Så bliver der masser af gode oplevelser på vandet.