Ordblindevenlig undervisning/NFC-Tags
Denne rapport (link nederst på denne side) formidler resultaterne af projektet ”Brugen af NFC-tags på værkstederne.” Projektet har løbet fra april 2021- august 2023, og har været støttet af Undervisningsministeriets Udlodningsmidler.
Deltagerne i projektet er FGU-Bornholm (FGU-B), Københavns Professionshøjskole (KP). I alt har seks lærere og flere elever fra FGU-Bornholm deltaget.
Projektet er – trods mange udfordringer med udskiftning af ophavsmand og en række centrale deltagere – kommet i mål august 2023.
Tak til alle der har bidraget undervejs.
Baggrunden for denne rapport og hjemmeside er, at mange elever på FGU har læse- og skrivevanskeligheder, og disse vanskeligheder er for en stor dels elever vedkommende forårsaget af ordblindhed.
Mange elever på FGU har også sammensatte problemer ift. dårlig trivsel, diagnoser, sociale udfordringer, lavt selvværd, ringe motivation for uddannelse mv.
Således er det et løbende opmærksomhedspunkt at skabe et mere ordblinde-venligt miljø på FGU Bornholm ved siden af den øvrige pædagogiske opmærksomhed, vi altid har på elevgruppen.
Vores formål var at:
• Gøre det let for de ordblinde elever at tilgå vejledninger og undervisningsopgaver.
• Give lærerne på værkstederne kompetencer og redskaber til at fremme den ordblinde-venlige undervisning.
• At nå, ikke kun de ordblinde, men også de elever, som har store læseudfordringer og måske ligger på grænseområdet til ordblindhed.