Følgende tekst om den tyske teolog Dorothee Soelle er hentet torsdag den 16. juli 2020 fra Richard Rohr (Center for Action and Contemplation)
“Dorothee Soelle (1929-2003). Hun var førsteklasses lærd og bemærket teologisk forfatter. Jeg er især blevet påvirket af hendes bog The Silent Cry: Mysticism and Resistance. I dagens meditation beskriver Kerry Walters og Robin Jarrell denne kontemplative aktivist.
Samfundets konventionelle billede af en mystik er en person, der trækker sig ud af verden for at rejse indad. . . . Mystikken er stereotype som en guru, der sidder i pragtfuld isolering på en bjergtop, fuldstændig uberørt af verdens anliggender.
Men teologen Dorothee Soelle [Sölle], selv noget af en mystiker, hævdede, at der faktisk er ringe nøjagtighed i denne skildring. Langt fra at blive trukket tilbage fra verden eller ligeglad med den lidelse, der foregår i den, er mystikeren unikt motiveret og kvalificeret til at reagere på sociale og økonomiske uretfærdigheder. Ægte mystiker, som buddhistisk bodhisattvas, giver ikke afkald på verdenen af hensyn til en privat åndelig belysning. Snarere bruger de den oplysning, de har opnået, for at gøre noget ved verdens sygdom.
Årsagen til dette, siger Soelle, er, at mystikere er blevet befriet fra de tre magter, der typisk holder mennesker i trældom: ego, besiddelse og vold. De anerkender, at den standard accepterede opdeling mellem jeg og ikke-jeg er en kunstig en, der er født fra at overvurdere sig selv og konkurrere med andre om ejendele. . . [hvilket] på sin side sætter scenen for ”voldens begyndelse.” Men den ægte mystiker forstår, at hans eller hendes forbindelse med det guddommelige ligeledes er en forbindelse til alle andre mennesker og faktisk til hele skabelsen - et forhold, som Soelle sagde, der "låner Guds øjne." [1] Mønstre af modstand og modstand opdrættet ved opdelingen af I og ikke-I kollaps for at blive erstattet af mønstre af gensidighed og samfund. Vold bliver forældet, fordi de nødvendige betingelser for dens udbrud forsvinder.
Soelle blev interesseret i spørgsmål om religion og politik i en tidlig alder. Hun voksede op under naziregimet og kom som mange tyskere i hendes generation aldrig over skammen over at tilhøre en nation, der villigt samarbejdede med massemordere. Hun var især bekymret over tiltrædelsen af så mange mennesker, der hævdede at være kristen, og konkluderede til sidst, at en del af forklaringen var, at de havde opdelt deres tro og omdannet den til en privat og "anden verden". Overbevist om, at sådan privatisering er en perversion af tro, arbejdede Soelle som en teolog for at demonstrere religionens sociale ansvar og som en aktivist for at omsætte hendes teologi i praksis. Hun blev en af den kolde krigs førende anti-nukleare stemmer, en dedikeret modstander af både [USA] involvering i [Vietnam] krigen og sovjetisk kommunisme og en talsmand for frigørelsesteologi. Det spirituelle brændstof ved disse aktiviteter var hendes overbevisning om, at det mystiske verdenssyn er revolutionerende nok til at modstå ”magtfulde, men forstenede institutioner”, der handler med undertrykkelse og vold. Følgelig var hendes "vigtigste bekymring" at "demokratisere mystik", så samfundet også virkelig kunne demokratiseres.