Taler og foredrag

Har du lyst til at invitere mig til at holde et foredrag eller en tale til en særlig lejlighed, så kontakt mig så vi kan tale om mulighederne. Jeg tilstræber altid at tage udgangspunkt i aktuelle emner som berører mange.

Honoraret går udelukkende til at finansiere min valgkamp. Politiske taler er selvsagt uden honorar.

Herunder er nogle få, udvalgte taler og foredrag blandt mange.

Om kristne kontra islamistiske værdier

Holdt i en generel kontekst af terrorangreb i Europa.

--

Tak fordi I viser mig den tillid at overlade mig lidt af jeres tid og rum til eftertænksomhed – også fordi I viser mig den rummelighed, at ville lytte til mig, selvom det var mig der burde lytte til jer, som givetvis ved så meget mere end jeg om emnet som vi er samlet om her i aften.

Men nu har I altså åbnet jer for mig, så her står jeg og kan ikke andet.

Jeg har tænkt mig at tale om de dilemmaer jeg har mødt det sidste års tid. Det er ikke stof for sarte sjæle, men heldigvis befinder jeg mig her i den inkorporerede robustheds hellige haller, så jeg vover mig ud i det.

Den østrigske videnskabsfilosof Karl Popper, som levede næsten fra begyndelsen til enden af 1900-tallet, og dermed som reflekterende menneske oplevede to verdenskrige og racisme og undertrykkelse fra nogle af de mest rædselsvækkende regimer vi har kendt – det nazistiske og det sovjetkommunistiske – sagde engang, at ”vi i tolerancens navn skal hævde vores ubetingede ret til ikke at tolerere det intolerante”.

Jeg gentager lige Poppers ord: ”Vi skal i tolerancens navn hævde vores ubetingede ret til ikke at tolerere det intolerante”.

Popper siger videre, at vi skal forlange, at enhver bevægelse som prædiker intolerance, placerer sig uden for, hvad der er lovligt – altså lovligt i et mere abstrakt perspektiv.

De to latinske ord ”in extremis” betyder ”uden for rækkevidde” i betydningen ”på grænsen til døden” … dér, hvor et menneske stadig har en fod i de levendes rige, men har taget skridtet over grænsen til ”Dødsriget”.

Det vi oplever i verden omkring os i disse måneder og år kan vi – hvis vi ellers kan være enige med Karl Popper – nok være fælles om at betegne som ”ekstremisme”.

Endelsen ”-isme” betegner en overbevisning, eller tro: ”Nazisme, kommunisme, idealisme, ateisme…”.

Giver det mening at praktisere tolerance i relation til disse ismer: Skal vi konfrontere nazisme med tavshed? Skal vi praktisere idealisme med mådehold?

Kan vi, som følge heraf, betragte kompromisløs forfølgelse af intolerance og intolerante som en menneskelig pligt, afledt af vores egen tolerance? Skal vi være tavse, når humanisme dør? Når mennesker færdes blandt de levende, men praktiserer en menneskelighed fra Dødsriget.

Vi har nok alle sammen set eller hørt om de afskyelige billeder der cirkulerer i medierne i øjeblikket – billeder, som historikeren Michael Jalving for nylig betegnede som vidnesbyrd om den verden, vi lever i.

Et af billederne viser en arabisk udseende mand med vildt skæg iført en kjortel stå i et udbombet boligkvarter, formentlig i Syrien eller Irak, foran et rækværk, hvorpå der hænger afhuggede menneskehoveder med forvredne ansigter. Den skæggede mand gør et tegn: Højre pegefinger opad.

Det er ikke en ”fuck-finger” han giver os. Dét budskab har vi modtaget for længe siden ... i så rigeligt mål, endda.

Nej … tegnet betyder ”EN” … at Gud er én Gud. En monolitisk gud, som tårner sig over os alle. Gud er ikke to testamenter, treenigheden eller fire evangelier som i den komplekse kristne tradition.

For manden ved rækværket er Gud Muhammed … eller Muhammed Gud alt efter smag og behag og herkomst … og islam er for ham identisk med Muhammeds islam … selvom den skæggede bøddel på billedet ikke lader til at være en oplagt samtalepartner til semantiske diskussioner, som Jalving også ironisk kommenterer:

”Lad os gå ud fra, at han er Muhammeds mand, dvs. muhamedaner. Og at han gladelig mimer den autoritative tekst slavisk. Slavisk som i slave, instrument, middel ... således at alt bliver sakralt, og intet forbliver profant, idet Gud er altings øverste dommer.

Himmerige og dagligdag er for så vidt ét fedt for muhamedaneren”.

Ligesom vi som civiliserede, kristne mennesker har indiskutable sandheder om Tolerance, Mådehold og Barmhjertighed – har denne skæggede hverdagsprofet for ham indiskutable sandheder, udvundet af en symbiose mellem det jordiske og det guddommelige.

I denne persons perspektiv kan alle menneskelige handlinger placeres på en evig og indiskutabel 5-skala, alt efter om de er Forbudte, Frastødende, Tilladte, Fornødne eller Anbefalelsesværdige.

Mord på vantro kan være enten tilladt, fornødent eller – som i denne person’s fortolkning – direkte anbefalelsesværdigt.

De kristne dyder er nemme at forstå, men svære at efterleve.

De fem muhammedanske dyder … i bødlens perspektiv ... forsimpler tilværelsen, og giver klare leveregler. Levereglerne er nemme at huske udenad ligesom shariaens retspraksis, som har spredt sig til boligkvarterer i mange større europæiske byer, og beskriver en slags ”Islam’s ABC”: Gør som Muhammed, og du er frelst. Fravig, og du får sociale problemer.

Det er sådan, vi må forstå det billede som samler fingeren, der beskriver en monolitisk Gud, og de afhuggede hoveder: Tilsammen udgør de et såkaldt ”semiotisk” tegn, som fortæller os noget afgørende om den tro, den skæggede bøddel bekender sig til på sin egen morbide facon: At hans tro ikke kender til grænser. At han er missionær og morder i ét. At målet om et universelt kalifat helliger alle midler. Og at han ikke er modtagelig for indvendinger, slet ikke teologiske.

Han er altså kompromisløs i sin praktisering af sin sandhed.

Det ville være både uhøfligt og forkert at reducere den skæggede morder til en gemen gangster. Det ville helt sikkert krænke hans selvfølelse…

Morderen ser sig selv som profetens profet, dvs. som en Muhammed i anden potens, 1400 år senere...

Han vil gøre som sit forbillede, følge hans eksempel og efterligne ham, for på denne slaviske måde at blive som Muhammed: Den frommeste mand på jorden.

Hvor er det egentlig han adskiller sig fra os, kristne?

Jeg tror på, at jeg ... lige nu og her … i denne sal … er omgivet af mennesker, som ikke er i tvivl om, hvad der er ret og rigtigt. Måske spørger I også, hvorfor har vi … som civiliseret samfund … dog ikke grebet ind længe før disse grusomheder kunne få fodfæste?

Jeg tror det kan skyldes, at vi netop lever i en verden … vores del af verden ... som – bevidst eller ubevidst – er formet af kristne værdier om tilbageholdenhed, tolerance og barmhjertighed.

Det unge tyske modstandskvinde, Sofie Scholl, som blev hovedfigur i den formentlig eneste ikke voldelige modstandsbevægelse under naziregimet, “Den Hvide Rose” – og blev henrettet for det som 21-årig i 1943 – talte i et brev til en ven om, at mennesket er født ind i en splittet verden.

Hun mente, at man derfor almindeligvis må adlyde denne splittelse, uden mulighed for at være oprigtig. (I denne sammenhæng ligestiller jeg begrebet ”oprigtig” med kompromisløshed om de kristne dyder).

Hun kommer i sit brev i tanker om Moses, som under et af de slag, som israelitterne udkæmpede, holdt armene løftet i bøn dag og nat og uden pause, for at trygle Gud om sejr. Så snart Moses udmattet lod armene synke, kom israelitterne i vanskeligheder på slagmarken.

Kære tålmodige tilhørere...

Som jeg har måttet tage et valg i relationen til mit kulturelle og religiøse ophav…

- som den skæggede mand med fingeren og de afhuggede hoveder har taget et valg i relation til kampen for det han tror på…

– som vi alle gang på gang står i situationer, som byder os at måtte tage valg, som samtidig bliver endnu en sten på samvittighedens smalle sti...

... således kommer vi alle i vanskeligheder på vores egen slagmark:

Dilemmaernes slagmark, øretævernes holdeplads.

(Oktober 2014)

Om forskellen mellem den individuelle beslutning og handling, sat overfor beslutninger og handlinger taget i et fællesskab.

Den norske eventyrer og forfatter Erling Kagge har rejst verden tyndt. Han har i sin søgning efter meningen med livet gjort hvad han kunne for at udfordre skæbnen: Han har sejlet i sejlbåd jorden rundt, udstået stormens strabadser ved Kap Horn og solens nådeløse lys i Kalme-bæltet ... til fods krydset såvel Nord- som Sydpolen – i det hele taget udsat sig selv for noget, som kun meget få udsætter sig for.

Men fandt han meningen?

Det syntes han ikke, så han besluttede sig for den ultimative prøvelse: At bestige Mount Everest. Da han stod på toppen og kiggede ud over verden, opdagede han, at han heller ikke dér fandt meningen med livet.

Tvært imod stillede han sig selv spørgsmålet da han stod dér på verdens tag: “Hvad er der tilbage, hvordan skal jeg komme videre i min søgen...?”

Også andre forsøger at finde en mening i det, der synes meningsløst: Et hold amerikanske forskere har søgt om tilladelse til at grave liget af massemorderen Adam Lanza op, den unge mand der skød og dræbte 20 børn og syv voksne ved skolemassakren i Sandy Hook Elementary School i Newtown, Connecticut, den 14. december 2012. De ønskede at se, om de kunne opspore særlige genetiske egenskaber hos ham. … géner, som satte netop ham i gang med det vilde blodbad.

I denne optik ville de søge efter svaret på, om vi kun er legemets marionetter … om der i Adam Lanza’s tilfælde for eksempel findes et “ondskabs-gén” som tager magten fra os … et gén, som suspenderer medmenneskelighed.

Også da den globale økonomiske krise slog igennem blev det åbenlyst, at individets handlinger tog magten i hidtil uset grad. Enkelte menneskers grådighed kastede os alle ud i en årelang kamp, som vi måske endnu ikke har set enden på.

Verdens førende økonomer undrede sig: Kunne det virkelig passe, at de ikke havde forstået de globale økonomiske mekanismer? At vi idémæssigt oplevede os som værende på linje i den store sammenhæng, men i virkeligheden befandt os i så vidt forskellige verdener?

Den engelske økonom Adair Turner, chef i England for hvad der svarer til de økonomske vismænd herhjemme, erklærede, at forklaringerne på hvad der gik galt – at der var enkelte personers uhæmmede grådighed der startede lavinen – var for simpelt et svar.

Svaret skulle findes i noget større.

Så mens vi bruger milliarder og milliarder af Kroner, Dollars, Yen og Euro på videnskabeligt at forstå alt fra politiske og økonomiske lovmæssigheder til sandheden om jordens oprindelse, har vi tydeligvis ikke forstået, hvilke mekanismer der skaber er stabilt og trygt samfund i hverdagen.

De mange penge og videnskabelige udredninger bringer os måske nærmer en forståelse af globale transaktioner og universets skabelse, sådan rent teknisk – men vi har tydeligvis endnu ikke med vores sunde fornuft forstået, hvad det er for et stof, som menneskeligt samvær i harmoni og universel moral er gjort af.

Vi mangler endnu forståelsen af, hvad der skal føre os fra de gamle sandheder og fastfrosne paradigmer, til nye, mere universelle erkendelser.

Den norske globetrotter fandt ud af, hvor han skulle søge videre efter meningen med livet: Han begav sig – helt konkret – ud på en vandring i jordens skyggesider. Han opsøgte de mest fortabte eksistenser i New Yorks slum og kom på et tidspunkt til mennesker, som i desperation havde indrettet boliger i storbyens vidtspredte kloaksystemer.

Dér fandt han en helt ny mening med sin egen fortsatte rejse.

Og når det gælder de amerikanske forskeres jagt på et “ondskabens gén”, er der også sat perspektiv på dét:

Den franske sociolog David Le Breton forsker i massemorderes karakter. Han påpegede for nylig i den franske avis Le Monde, at de alle har det til fælles at de – som også skoleskyderen Adam Lanza – før udåden følte sig afviste og udelukkede.

Uden sammenligning i øvrigt har de noget til fælles med finanskrisens centrale aktører - og med nogle af nutidens svovlprædikanter: De klipper alle sociale bånd over og hænger frit svævende i en fornemmelse af, selv at udgøre en hel verden. De bruser af en fornemmelse af narcissistisk, navlebeskuende almagt.

Hvis vi tror på den klinisk gennemlyste ondskab eller totale narcissime som noget genetisk, medfødt, kan det kalde på forholdsregler og hensigter, der vil være farligere for samfundet end den uforklarlige og sporadiske, somme tider morderiske, egoisme: Social og genetisk betinget udrensning begrundet i fordømmelse.

Hvis vi derimod tror på fællesskabet i det gode, opdager vi – ikke bare med forstanden, men med hele vores sjæl – hvordan vi er skabt som en del af noget større. Hvordan vi bliver langt mægtigere i fællesskabet end summen af hver enkelt af os.

(Marts 2012)

Om forståelsen af Guds-begrebet

Tilhørerskaren var teologisk interesserede, men ikke fagteologer. Foredraget er skrevet i slagskyggen fra terrorangrebene i Paris.

--

Jeg har i mit foredrag her til aften i sinde at bevæge mig ud på dybt, teologisk vand … og i en forsamling som denne, er det jo et noget vovet forehavende for mig, som ikke er teolog, at kaste mig ud i et foredrag, som jeg har valgt at give titlen:

Allah, Muhammed og andre guder.

Foredraget er skrevet under indtryk af den seneste tids uhyggelige begivenheder i Allahs navn … jeg tænker selvfølgelig blandt andet på angrebet og nedslagtningen af 12 mennesker i Paris, hvor blodtørstige krigere slagtede mennesker omkring sig, mens de påkaldte sig deres gud, men også den uhyggelige gentagelse og drab på to i København i weekenden.

Jeg vil prøve at forstå … eller måske rettere prøve at forklare … hvad det er for en højere retfærdighed og ret, som disse mennesker tror på, mens de affyrer deres pistoler og Kalashnikov-geværer mod helt uskyldige.

Da det til min gru var gået op for mig, hvad der var foregået den dag i Paris, og igen i København, stillede jeg et spørgsmål til den Gud, som vi som europæere og kristne alle tror på i et eller andet omfang:

Mit spørgsmål lød: Hvorfor lod du det ske?

Tonefaldet i spørgsmålet var ikke specielt venligt … nok snarere vredt. Og efterfølgende stillede jeg mig selv spørgsmålet, som også er formuleret af teologen Preben Kok: ”Må man skælde ud på Gud”?

jeg skælde ud på Gud..?

Før jeg bevæger mig ind på et bud på svaret, vil jeg bringe en anden aktuel begivenhed i erindring:

En præst i København bekendte for nylig for alverden, at han ikke troede på Jesu genopstandelse. Det var imod hans fornuft. Genopstandelsen skal opfattes symbolsk. Alt andet er irrationelt, mente han.

Han troede med andre ord ikke på det utrolige. Miraklet. Han ønskede at kunne forklare sin tro rationelt, altså på den måde, som samfundet i dag forholder sig til virkeligheden.

Set fra den vinkel er det jo også rigtigt, at det ikke er et mirakel, at solen står op hver morgen og bringer lys.

Rationelt set står solen ikke op: Det er jordkloden der drejer … intet mirakel dér, men helt forklarligt.

Jesus gik heller ikke på Genesereth sø’s vand. Hold-da-nu-op! Ethvert fornuftigt menneske ved jo, at vands overfladespænding ikke kan klare mere end en vandloppe.

Han kan heller ikke have stået op af sin grav. Det strider mod sund fornuft! Nogen … en eller anden … har nok snuppet liget.

Eller med andre ord: Vores tro skal begrænses til og afgrænses af det vi kan forklare i forhold til det fornuftige, det forklarlige. I forhold til regler, normer og standarder. Kun på den måde bevarer vi vores status og magtfuldhed.

Hvis der er noget vi ikke kan forklare, mister vi vores magt … eller evnen til at forvalte vores magt. Vi bliver usikre.

Vi skyder skylden på andre, for vi er ikke selv skyldige i det uforklarlige. Så for at genvinde magten tager vi retten i egen hånd, så vi kan genoprette det rationelle, det “rigtige”, det ofte lovbundne ... det vi tror på er korrekt.

Der hvor vi har magt, har vi selvfølgelig et ansvar, og det skal vi leve op til.

Men de steder, hvor vi ikke har magt, skal vi lære at give slip og erkende, at vi blot er mennesker.

Der skal vi lære, at det er tilladt at læsse skylden over vores magtesløshed over på Gud, i stedet for at lade det gå ud over andre mennesker, som jo heller ikke har magten til at ændre det uforklarlige.

Hvis vi der imod sætter vores tro ind i en sammenhæng, hvor troen skal stemme overens med rationelle regler og normer, gør vi os selv til Gud. Som det skete i Paris og København, og som det sker overalt og hver dag i vor moderne, mangfoldige verden.

Tilsyneladende overalt, hvor Islam møder Kristendom på kristen jord, opstår der eksistentielle problemer blandt de, der følger Muhammed.

De møder mennesker, kristne, som giver kejseren hvad kejserens er, og Gud hvad Guds er.

Men selv tror de ikke på denne skelnen mellem det jordiske og det himmelske. De ønsker fuld sammensmeltning, men da det ikke sådan liiige lader sig gennemføre blandt sekulære, politiske fritænkere i de europæiske parlamenter, mangfoldige mediebilleder og velbesøgte storby-caféer, begynder de at føle sig magtesløse.

I virkeligheden følte morderne i Paris og København sig nok magtesløse. Formentlig var det magtesløshed, som fik dem til at udøve den ultimative magt … at tage andre menneskers liv.

Vi véd det jo ikke … de er døde, og kan derfor ikke selv svare for sig … men måske påtog de sig, at rette op på den situation af magtesløshed, som de oplevede, at deres Gud befandt sig i.

De satte sig i deres Gud’s sted, og eftersom Koranen ikke er til debat ... fordi det er Guds lov, Guds rationelle samling af diktater og anvisninger på samfundets indretning ... måtte de åbenbart gøre noget.

For dem var det ikke nok at tro … ikke nok, at lægge dét i Guds hænder, som de ikke selv kunne overskue eller magte. De skulle ikke tro men vide ... og selv tage ansvar.

Deres Gud bliver kan man ikke vred på, eller gør grin med. Deres Gud skælder man ikke ud.

Med deres menneskelige, rationelle fornuft følte de sig formentlig forpligtet til at skabe lighed mellem troen og det rationelle.

Den eftermiddag, hvor jeg selv skældte ud på Gud for ikke at have forhindret det forfærdelige, opdagede jeg noget om mig selv.

Jeg var ikke … kunne ikke være … den, som påtog sig at rette op på Guds svigt. Jeg kunne ikke, som Superman, skrue tiden tilbage, bevæbne mig med lysets hastighed og en stak granatkastere, og forhindre de blodige forehavender.

Jeg kunne kun stå magtesløs tilbage og se fanatikere herske. Igen. Og jeg måtte give forfatteren Stefan Zweig ret, da han beskrev fanatikere ikke bare som en pest, der bryder ud en gang imellem, men som en konstant lurende fare, som hele tiden truer os.

“De fornuftige og forsonlige øjeblikke er korte og forgængelige. Næppe er fredsbåndet flettet af fornuften, før det sønderrives igen af fanatismen”, sagde han.

Og her stod jeg så, indirekte offer for fanatisme, overladt til magtesløshedens krisetilstand.

Når vi står i en krise, hvor vi ikke selv har magten, har vi mulighed for at placere ansvaret dér, hvor det hører hjemme … hos Gud. Hos jeres Gud og min Gud.

Og Guds svar er nærvær. Nærvær, ligesom forældrene, der står op om natten fordi lille Osvald skriger og hamrer i tremmesengen, fordi han er tørstig.

Vi går ikke ind til lille Osvald og beder ham redegøre rationelt og med passende stemmeføring for, hvorfor han lissom føler, at han nærmer sig et niveau af plagsom dehydrering, og må han venligst bede om et halvt glas vand, så han kan gå til ro igen.

Nej! Vi er nærværende. Som forældre og voksne forstår vi det lille barn spontant. Vi tillader ham at skrige og skråle og skælde ud, uden at ansé ham for at være knald i låget. Vi vender ham ikke ryggen. Vi accepterer.

Vi forholder os med andre ord voksent og rationelt til situationen: Henter vandet, trøster, putter, synger.

Vi er voksne og kan agere som voksne.

Det kan vi, fordi vi har magt over situationen … og dens løsning..

Men i tilfældet med mordene i Paris og København kunne jeg i hvert fald ikke sige, at jeg havde magt over situationen og dens løsning.

Jeg kunne kun vende mig imod Gud: Råbe, skrige og skælde ud og kritisere ham for ikke at have forhindret denne vanvittige ugerning, som forandrede ikke blot tilværelsen for nogle familier, men hele vores verden.

Og jeg tror, at Gud accepterede det, uden at vende mig ryggen … fordi jeg – vi alle – er Guds børn.

Vi er ikke Guds voksne.

Der findes et dogme inden for religionsvidenskaben, som siger, at religioner er dét, de religiøse selv definerer og gør.

Drabsmændene i Paris og København ville ikke vise sig svage, som Guds børn. De ville vise sig stærke som Gud’s voksne. De ville udføre Guds centralistiske og ufortolkelige diktat som hans håndgangne mænd, og der igennem selv blive helliggjort. Blive ligemænd med Gud. Ikke Guds børn...

Historisk er kristendommen blevet forbundet med frihed, fordi de, som styrer sig selv moralsk, ikke behøver en stærk centralmagt for at opretholde social orden.

Vi har igennem kristendommen lykkedes med at foretage adskillelse mellem politik og religion, ved “... at give kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er…

Med drabene på bladtegnerne på Charlie Hebdo, filminstruktøren på cafén på Nørrebro og jøden ved synagogen i Krystalgade ... og de mange andre af tidens henrettelser i Guds navn ... gav gerningsmændene Gud, hvad kejserens er.

Og man kan ... her til sidst … spørge sig, om de ikke også samtidig har bedraget Gud, ved at undlade at give Gud, hvad Guds er, men i stedet selv har overtaget det.

(Februar 2015)


Kort velkomsttale til nyt medlem i en privat forening

Foreningens primære formål er at holde gode frokostmøder, hvor der lægges vægt på højt smørebrød og dybsindig tale. Nye medlemskandidater gennemgår en række "prøvelser" før de få adgang til det veldækkede bord med en velkomsttale som denne.

--

I gårsdagens udgave af Jyllands-Posten var der en artikel med overskriften “Kuren ligger i dybet”.

Artiklen handlede om at sætte mennesker under tryk - ja, i bogstaveligste forstand om speciallægers erfaring med at sætte mennesker ind i et dykker-trykkammer, med det formål at gøre dem godt og blive i stand til at fungere bedre som mennesker i fremtiden.

I praksis handlede det bl.a. om en dansk soldat der var blevet svært hjerneskadet i Afghanistan. Når lægerne scannede hans hjerne var der store, mørke pletter, som var områder af hjernen hvor blod og ilt ikke kunne trænge ind.

Soldaten var derfor - først i USA og siden på Rigshospitalet - blevet sat i trykkammer mens han indåndede ren ilt. Presset og den rene vare resulterede i, at de tilsyneladende “aflukkede” områder i hjernen åbnede sig. Fra at være noget nær en grøntsag, er soldaten i dag rimeligt velfungerende.

Måske aner du nu, hvor jeg vil hen med denne lille beretning: Ja, rigtigt - du blev også sat under tryk tidligere i dag af formanden selv.

På samme måde som beretningen med soldaten, var hensigten med at sætte dig under tryk - eller pres - at sætte gang i en proces med at åbne mørke, uoplyste, områder i dit indre.

Til forskel for soldaten er det dog ikke specialister, som skal bane vejen til dit indre. At blive en velfungerende del af denne forening er et ansvar der ligger hos dig selv, og som handler om at give dig mulighed for selv at oplyse de dunkle områder i dit eget indre.

Det du til gengæld har til fælles med soldaten, er muligheden for at søge hjælp hos erfarne folk ... nemlig alle vi, dine venner her i foreningen, som alle er i gang med den uendelige rejse mod den absolutte klogskab

Hele tabernaklet med mørke rum og klirrende kæder, som du har været igennem, handler om at gøre dig opmærksom på, at du befinder dig i mørket i denne forsamlings forstand, men at du kan gøre dig selv fri fra snærende, begrænsende lænker - at der er lys for enden af tunnellen.

Den fælles skål som vi nu begiver os ud i, skal minde dig om ... at alt hvad du herefter siger, og alt hvad du herefter gør, er sagt og gjort af et medlem af denne luksusbugenes eksklusive forening. Velkommen.

(April 2016)